Undervisningsvejledning vedrørende tysk, HF i henhold til bekendtgørelse om højere forberedelseseksamen af 24. april 1974 § 34

Undervisningsvejledning vedrørende tysk, HF i henhold til bekendtgørelse om højere forberedelseseksamen af 24. april 1974 § 34

FÆLLESFAG

Formålet med undervisningen er formuleret generelt som opøvelse af evnen til at forstå og benytte tysk; det sproglige formål præciseres dernæst som beherskelse af et centralt ordforråd og fortrolighed med de vigtigste sproglige strukturer ; endelig er der opstillet et indholdsmæssigt formål, idet det materiale, der benyttes, skal give indblik i forholdene i tysktalende samfund.

Kommentar til det sproglige formål

a) Fremhævelsen af, at der skal sigtes mod beherskelse af et centralt ordforråd, er foretaget ud fra en erkendelse af, at det er afgørende både for den mest elementære kommunikation ved hjælp af sproget og for en udbygning af sprogbeherskelsen, at det vigtigste ordstof er klar til spontan brug, hvad enten det drejer sig om at opfatte en meddelelse eller at udtrykke sig mundtligt. Der skal derfor fra begyndelsen foregå et bevidst, systematiseret arbejde med at få fæstnet og udvidet dette ordforråd; udover de almindelige dagligdags betegnelser for handlinger, ting og begreber tænkes der i denne forbindelse især på form og betydning af det ordstof, som er afgørende for at opfatte sproglige sammenhænge, f.eks. konjunktioner, præpositioner, sætningsadverbier, pronominer. (På dette afgrænsede område vil det være muligt og hensigtsmæssigt at stimulere tilegnelsen ved løbende vurdering i form af korte tests, der isolerer særlig vigtige dele af dette ordstof; resultaterne af sådanne tests vil være en nyttig vejledning).

b) Den anden side af det sproglige formål, der udtrykkeligt fremhæves, sigter mod de vigtigste af de faktorer, der spiller en rolle ved sammenføjningen af enkelte ord til meningsmæssige helheder. Der er i denne forbindelse tænkt på strukturer i videste forstand: ordsammensætninger, afledningsstrukturer, de for indholdsopfattelsen afgørende bøjninger i tal og tid; endvidere genitivforbindelser, de almindelige sætningsmønstre, konstruktioner med udvidelser til navneform (Eks.: ich bitte dich, morgen nachmittag zu mir zu kommen) og konstruktioner, hvor der foran et navneord står længere udvidede led (Eks.: ein von allen erkanntes Problem / eine uns im wesentlichen befriedigende Løsung).

Man må regne med, at de studerende når længst for læse- og lyttefærdighedens vedkommende; her vil der kunne opnås fortrolighed med mere komplicerede, mere »fremmede« strukturer, som det ikke vil være rimeligt at vænne de studerende til at bruge selv. Det er på den anden side vigtigt, at der ikke sker en adskillelse af opøvelsen af færdigheden i at forstå og færdigheden i at benytte sproget, hvorfor teksterne ikke må være mere krævende i strukturel henseende, end at den overvejende del af arbejdet kan foregå under de studerendes aktive brug af sproget, f.eks. ved, at de bliver vant til at omsætte mere krævende strukturer til sådanne, som de er mere fortrolige med at bruge selv, således at forståelsen af en konstruktion af f.eks. denne type, hvor der foran et navneord står et længere udvidet led: »ein von allen erkanntes Problem«, fremgår af, om den studerende kan omsætte den til: »ein Problem, das von allen erkannt ist«.

Undervisningen bygger på forudsætninger, der svarer til 3 a 4 års beskæftigelse med faget.

Det er oftest nødvendigt at begynde med en repetition af elementære færdigheder og begreber, så at alle får chancen for at få fæstnet visse nødvendige forudsætninger (udtale, færdighed i at danne enkle sætninger, definition af fælles elementære begreber, som er nødvendige for at kunne beskrive sproglige fænomener, og som derfor er en forudsætning for at kunne komme videre).Det kan f.eks. være hensigtsmæssigt at begynde med elementær sætningsanalyse. En simpel dansk sætning analyseres led for led. Dernæst oversættes den til tysk, hvorved elementære ligheder og uligheder mellem de to sprog inden for grammatik, herunder ikke mindst syntaks, skulle blive de studerende bevidst. Som variation til denne træning kan anvendes små lytteøvelser, hvor vægten lægges på at opfatte gennem øret. Her kan sproglaboratorieøvelser af forskellig art være et nyttigt supplement. Til understøttelse af arbejdet skal også bånd, film o.lign. inddrages, hvorved evnen til at opfatte tysk øves.

Men ret hurtigt må der sigtes mod undervisningens egentlige formål på dette trin.

Det er ikke muligt at fremme alle sprogtilegnelsens sider i samme grad, men hver af færdighederne vil blive tilgodeset i større eller mindre grad i en organisk sprogundervisning. Den skriftlige udtryksfærdighed kan ikke få en selvstændig plads, og undervisningen skal kun indbefatte skriftligt arbejde i det omfang, der er nødvendigt for at underbygge og fæstne andre færdigheder. Der advares imod at lade resultaterne inden for korrekt og spontan mundtlig udtryksfærdighed være målestok for, hvad der kan opnås i henseende til læse- og lytteforståelse. Fremgangen i tekstforståelse vil vise en stejlere kurve end fremgangen i udtryksfærdighed.

Hertil kommer, at der er individuelle forskelle mellem de studerende m.h.t. mulighederne for at gøre fremskridt i de forskellige færdigheder, hvorfor det er en overordentlig vigtig opgave for læreren at stimulere forskelligartede interesser og anlæg. I denne forbindelse er tilbuddet af tekstmateriale og metoder af stor betydning.

TEKSTVALG

En væsentlig motivation for sprogtilegnelsen ligger i, at de tekster, der lægges til grund, er autentiske. Endvidere ligger der en stærkt motiverende faktor i samarbejde mellem lærer og de studerende omkring udvælgelsen og sammensætningen af pensum. På dette trin er det ikke tilfredsstillende for de studerende blot at bruge sproget, men de ønsker at bruge det i meningsfyldte sammenhænge. Dette gælder også, når man til en begyndelse ønsker at anvende sprogligt enkle tekster.

Man kan ved tekstvalget med fordel tage hensyn til de forskellige genrers generelle egenskaber og disses særlige egnethed for bestemte undervisningstrin og for opøvelsen af bestemte former for sproglig kunnen. Således kan uddrag af bredere episke tekster ofte være egnet, fordi den for sammenhængen nødvendige viden gives i selve teksten, og der således ikke forudsættes særlig viden, for at udbyttet bliver acceptabelt. Til træning af lyttefærdighed vil i første omgang lettere hørespil og skoleradioudsendelser, foreliggende i form af tekst og båndoptagelse, være hensigtsmæssige.

Det er ofte værdifuldt,at der i arbejdets forløb skabes en meningsfyldt sammenhæng i tekstlæsningen for de studerende.

Man kan til det formål sammenstille 2-3 tekster, der belyser et tema, periode eller lignende. Ved valg af tema, periode eller lign. er der særlig gode muligheder for et samarbejde mellem de studerende og lærer. Ofte vil en lærer her blive stillet overfor ønsker fra de studerende om at læse i øvrigt relevante tekster, hvis sproglige sværhedsgrad ligger noget over de studerendes aktuelle sproglige kunnen. I så tilfælde kan læreren - for at lette hjemmearbejdet for de studerende - yde forhåndshjælp i form af arbejdsopgaver og sproglige kommentarer.

Kortformsgenrerne poesi, hørespil, noveller og kurzgeschichten er næppe alene egnet til at give de studerende et indtryk af de tysktalende samfund.

For sagprosaens vedkommende understreges, at der også kan indgå stof om andre tysktalende lande end BRD. Dette stof skal omhandle centrale og væsentlige sider af de kulturelle forhold. Til belysning af forholdene bør inddrages træk, det pågældende tysktalende land har fælles med danske forhold, og fænomener, som er specifikke for det pågældende land på grund af naturgivne/ historiske forudsætninger. Der vil i mange tilfælde være lejlighed til et nærmere samarbejde med andre fag.

METODER

Undervisningen i en hvilken som helst tekst kan tilrettelægges ved hjælp af forskelligartede metoder, som alle hver på sin måde bidrager til at belyse indholdet.

Da de studerende normalt kan opfatte mere differentierede sammenhænge, end de er i stand til at udtrykke på tysk, vil brug af dansk være påkrævet, hvor samtalen kommer ud over det mere refererende stade, eller hvor en oversættelse af passager viser sig at være hensigtsmæssig for at få skabt den rette basis for en relevant samtale på tysk.

I den enkelte time skal der tilstræbes sådanne arbejdsformer, som naturligt tilgodeser formålet, d.v.s. at samtale og træning i at referere og give resumee af den læste tekst øves bevidst og regelmæssigt. Men også oversættelsen har sin plads; den tjener dels til iagttagelse af bøjningsmønstre og strukturer, dels er den egnet til hurtigt at sikre forståelsen af det læste. Det er i denne forbindelse væsentligt at fremhæve betydningen af åbenhed overfor teksten og elevforslag. Meningen er ikke en filologisk oversættelse, men en i indholdsmæssig henseende rammende gengivelse af teksten. I det daglige arbejde hører det her naturligt med til tekstarbejdet at pege på stilforskelle og forfatteregenart i teksterne, men dette er ikke målet i sig selv, blot et middel til at gøre de studerende fortrolige med tysk nutidssprog.

Arbejdet kan eksempelvis organiseres således: læreren giver et oplæg til arbejdet f.eks. ved oplæsning og via et »opgaveark«, der også kan indbefatte hjælp til at klare sværere og for sammenhængen vigtige ord og passager, således at de studerende fra først af beskæftiger sig med teksten under en indholdsbestemt synsvinkel. De studerende diskuterer i grupper lærerens oplæg og løser de stillede opgaver. Også studieteknisk er det vigtigt, at de studerende på denne måde motiveres til bl.a. strukturering af teksten og til forsøg på at finde frem til dækkende »overskrifter« til dens enkelte afsnit. I næste time refereres arbejdet og resultaterne fra den foregående time gruppevis. Disse referater kan udmærket for en enkelt gruppes vedkommende fremlægges i skriftlig form på tavlen, i overhead- projector og lign.

En mekanisk opdeling af undervisningstiden i tekstlæsning og sprogtræning er efter erfaringen uhensigtsmæssig, f.eks. er værdien af den traditionelle daglige stiløvelse tvivlsom. Det kan dog være hensigtsmæssigt med mellemrum at bruge en halv eller en hel time til fortsat iagttagelse af tekstens centrale strukturer og ordforråd i forbindelse med en mere systematisk indlæring og indøvelse af vigtige grammatiske fænomener ved hjælp af varieret øvelsesmateriale. I det omfang, det er naturligt for trinnet, skal der peges på fagets arbejdsmetoder og indføres i fagets hjælpemidler. (Om prøven i fællesfaget, se nedenfor under mundtlig eksamen i tilvalgsfaget).

TILVALGSFAG

Mens arbejdet med tekstlæsningen ligger i naturlig forlængelse af undervisningen på fællesfagsniveauet, vil arbejdet med optræningen af den skriftlige sprogfærdighed lægge beslag på langt mere tid end i fællesfaget. Det er nødvendigt straks i begyndelsen af 3. semester gradvist at komme i gang med det skriftlige arbejde, og der må følgelig vælges læsetekster, der egner sig til skriftlige opgaver. Progressionen kan f.eks. gå fra refererende til kommenterende opgaver, fra resumee og version til mindre, friere opgaver i tilknytning til opgaveteksten. Versionen er en forholdsvis ny disciplin i faget, i hvert fald i skriftlig form. Det er derfor nødvendigt at betone, at der ved arbejdet med og bedømmelsen af denne disciplin skal lægges større vægt på den rammende meningsoversættelse end på stilistisk, syntaktisk nøjagtighed. Versionsdelen skal vælges indenfor tekstens indholdsmæssigt centrale passager, der indbyder til perspektivering og fortolkning. Herved fastholdes forbindelsen med den egentlige tekstlæsning.

TEKSTLÆSNING

Progressionen i forhold til fællesfaget kan tilgodeses ved læsning af længere og mere krævende tekster. De forskellige genrer, herunder sagprosa, skal være repræsenteret. Det er også på tilvalgsniveauet naturligt at benytte andet tekstmateriale end det i bogform tilgængelige, således selvfølgelig avismateriale, men også både film og bånd af forskellig art kan være til støtte, ligesom sådanne tekstkilder kan indgå på linje med trykte tekster i eksamenspensum.

Til træning af både lytte- og læsefærdigheden kan med fordel bruges taler, der foreligger både på bånd og i skriftlig form. Det er vigtigt, at de studerende lærer at læse efter indholdsmæssige sammenhænge, således at de forskellige dele af en tekst får den vægt, der tilkommer dem efter sammenhængen. Det bliver på denne måde den givne tekst, der bestemmer læserytmen og den skiftende læseintensitet.

Der skal på dette niveau arbejdes mere intenst henimod en bredere/dybere forståelse af de læste tekster, således at disse fremstår for de studerende som unikke produkter i en given tid af en given forfatter med en for de studerende nogenlunde tydelig profil. Det er ikke meningen med dette at drage noget skel mellem fiktive og ikke-fiktive tekster, selv om de ikke-fiktive tekster helt naturligt må sættes i et samfundsmæssigt perspektiv og dermed kan pege direkte mod et samarbejde med andre fag. Det tværfaglige samarbejde kan fremmes ved, at planlægningen foretages før afslutningen af 2. semester.

På tilvalgsniveauet skal der undervises i faglig metode og gives orientering om fagets hjælpemidler. En vej hertil er det laboratoriemæssige arbejde, men der må løbende inddrages sådanne metodiske principper i undervisningen, som skønnes egnede til i den givne tekst at fæstne de studerendes forståelse af fagets arbejdsformer. Der tænkes her på ordbogsarbejde, ikke mindst arbejdet med tysk-tyske ordbøger, arbejdet med problemer af f.eks. stilistisk art eller arbejdet med at skaffe sig informationer, som er nødvendige for at forstå teksten. Herved sættes den studerende i stand til at arbejde med forskellige teksttyper på egen hånd. Den supplerende læsning, der nævnes i bekendtgørelsen, vil forhåbentlig tilskynde de studerende til at arbejde med sproget på en mere selvstændig måde. Den kan uddybe emnelæsningen, den valgfri laboratorielæsning, tjene til orienterings- og baggrundsstof i et tværfagligt arbejde, samt være en støtte for de kursusstuderende, der vælger at skrive semesteropgaven i tysk. Således anvendt kan den blive en værdifuld arbejdsform som forberedelse til videregående studier.

LABORATORIEMÆSSIG GENNEMGANG

Formålet med laboratorielæsningen er at forberede de studerende til en mere selvstændig arbejdsform. De studerende sættes ved laboratorielæsningen i den situation selvstændigt at skulle bearbejde et stof, og lærerens funktion vil derfor her i særlig grad være at vejlede dem med henblik på hensigtsmæssige arbejdsvaner. At teksterne læses laboratoriemæssigt indebærer, at der til de studerendes rådighed står et håndbibliotek i hver time indenfor det tidsrum, hvor arbejdet står på. Håndbiblioteket skal sammensættes således, at mere specielle problemer med hensyn til sprog og realia kan løses af den studerende ved dets hjælp. Som indledning til arbejdet giver læreren en kort orientering i hjælpemidlernes indretning og brug. Lærerens vejledning består derefter i, at han dels står til rådighed med hjælp, når en studerende har brug for det, dels koordinerer hele arbejdet, således at det bevarer et centralt sigte og kan holdes indenfor en rimelig tidsramme.

Laboratorielæsningen kan lægges i een eller to perioder, således at den følger som en naturlig forlængelse af de studerendes arbejde med læsning af supplerende stof. Der advares mod at lægge den for sent i forløbet. Den eventuelle laboratorielæsnings omfang (se bekendtgørelsen § 34, under tilvalgsfag) spænder, afhængig af stoffet, over fra 20 til 50 sider.

Der kan vælges een sammenhængende eller flere kortere tekster, evt. centreret om et emne og evt. repræsenterende forskellige genrer (som f.eks. sagprosa, fiktionslitteratur og breve). Der skal ved tilrettelæggelsen lægges vægt på at skabe en progression fra det lettere til det sværere med hensyn til

a) tekstens art;

b) arbejdsformen, f.eks. første del af teksten (kapitel, scene) gives til hele holdet samlet, følgende kapitler, scener læses og bearbejdes i grupper, evt. individuelt;

c) lærerens rolle. Første fase må nødvendigvis være præget af en vis lærerstyring i form af spørgsmål og opgaver med hensyn til indholdsbehandling (f.eks. som resumeer og version).

De følgende faser bør være præget af en aftagende lærerstyring og stigende appel til de studerendes egne forsøg på strukturering og problemløsning.

Ikke mindst ved laboratoriemæssigt arbejde er det vigtigt, at der vælges indholdsmæssigt interessevækkende tekster, der opfordrer til diskussion og refleksion. Teksterne skal kunne give rimelig anledning til, at den studerende selv efterforsker ord og vendinger, realia m.v. i forskellige ensprogede ordbøger og andre håndbøger. Der skal derfor fortrinsvis vælges ukommenterede eller kun sparsomt kommenterede tekstudgaver.

2. ÅRSOPGAVEN

Formålet med denne opgave er, at den studerende får mulighed for at fordybe sig i et emneområde, som interesserer ham/hende særligt, for at anvende erhvervede arbejdsmetoder samt at erkende sine evner til selvstændigt arbejde.

Arbejdet indledes så tidligt som muligt med et samarbejde mellem lærer og den studerende. Dette omfatter en vejledning med henblik på bredere læsning indenfor emneområdet.

Det er vigtigt, at opgaven formuleres på realistisk måde, d.v.s.

a) at den formuleres ved hjælp af præcise begreber,

b) at der lægges skriftligt materiale til grund for besvarelsen,

c) at dette materiale er relevant og af passende sværhedsgrad og omfang.

Et eksempel på præcis opgavestilling med rimeligt basismateriale (omfang ca. 40-50 sider) er følgende

Kæthe Kollwitz som social kunstner. Redegør på grundlag af de nedenfor nævnte dagbogsnotater og breve samt eget studium af tekster og billeder for hendes kunstneriske emnevalg og baggrunden for dette samt for hendes hensigt med sin kunst. Til slut ønskes en redegørelse for hendes politiske synspunkter.

Der advares mod vage formuleringer (f.eks. »betragtninger over«... eller »nogle træk af...«), mod for omfattende og for svært tekstmateriale, og mod for abstrakte, »videnskabelige« formuleringer i opgavestillingen.

Det må kræves at opgaven besvares på basis af materiale, som også er tilgængeligt for bedømmerne og at dette materiale er originalt og tysksproget. Skal opgaven dreje sig om samfundsproblemer eller f.eks. politiske forhold, skal den skrives primært på grundlag af dokumentarisk materiale.

(Yderligere eksempler i forbindelse med ovenstående kan findes i »Meddelelser fra Tysklærerforeningen«, nr. 47, maj 1972).

Ved bedømmelsen tages først og fremmest hensyn til indhold og opbygning. Opgaven skrives normalt på dansk.

SELVSTUDERENDE

Den selvstuderendes pensum skal være varieret, d.v.s. at det både skal omfatte forskellige former for skønlitteratur og forskellige former for sagprosa - og alle teksterne skal omhandle de tysktalende samfund og deres kulturelle forhold, hovedsagelig i dette århundrede.

Til prøven i fællesfag opgiver en selvstuderende ca. 130 normalsider tekster, til prøven i tilvalgsfag ca. 150 normalsider. (En normalside svarer til 1300 bogstaver, eller hvis det er poesi 30 verslinjer; i danske skoleudgaver står i reglen anført, hvor mange normalsider teksterne omfatter).

Det anbefales selvstuderende at læse især de afsnit i vejledningen, som omhandler TEKSTVALG, METODER og EKSAMEN.

Yderligere vejledning ved sammensætningen af pensum og om hjælpemidler til studiet må søges hos en tysklærer på et HF-kursus. Det er en forudsætning for, at en selvstuderende kan komme op til prøve, at eksaminator og censor har fået præcise oplysninger om, hvad der er pensum. Derfor vil pensaopgivelserne kun kunne godkendes, hvis det fremgår, hvor de pågældende tekster kan findes (forlag, udgave), og hvad der af en større tekst hører med til pensum.

EKSAMEN

Ved den mundtlige prøve i ulæst tekst skal den studerende vise sin færdighed i at finde frem til og redegøre for det væsentlige i en tysk tekst. Ved resumeet skal han vise, hvorvidt han har skaffet sig overblik over teksten som helhed, ved oversættelsen af (halvdelen af) den samme tekst, hvorvidt strukturerne og ordforrådet er forstået. Det understreges, at oversættelsen kun skal bruges som et middel til at få forståelsen af det tyske belyst, og at eventuelle mangelfuldheder i den danske gengivelse, som ikke kan tolkes som svagheder i indholdsopfattelsen, ikke må influere på karakterfastsættelsen.

Ved den mundtlige prøve i læst tekst skal den studerende vise sin grad af forståelse af teksten og samtidig, hvor nuanceret han er i stand til at udtrykke denne forståelse på tysk. Også oplæsningen kan til en vis grad give et indtryk af den studerendes fortrolighed med sproget (hvor sikkert helheder overskues, hvor meningsfuldt betoningerne falder o.s.v.).

Ved bedømmelsen af sprogfærdigheden skal der ses mere på, hvor nuanceret den studerende udtrykker sig, end på den rent formelle korrekthed.

Ved den skriftlige prøve i tilvalgsfaget forelægges en tysk tekst, hvorved udtryksfærdigheden knyttes til et bestemt emne eller emneområde.

Den studerende skal vise sin færdighed i at gengive og redegøre for tekstindhold på tysk, og i at udtrykke sig mere personligt. Opgaverne vil svarende hertil dels være af resumeagtig karakter, dels af kommenterende art (kommentarer til nærmere afgrænsede problemer i teksten) eller vil lægge op til stillingtagen til den forelagte tekst som helhed.

Oversættelsen til dansk af vægtige passager (version) skal klargøre i hvilket omfang grundlaget for at udtrykke sig om tekstens indhold er til stede. Om bedømmelsen af denne oversættelse gælder det, der er anført ovenfor i forbindelse med mundtlig eksamen.