Undervisningsvejledning vedrørende biologi, HF i henhold til bekendtgørelse om højere forberedelseseksamen af 24. april 1974 § 30

Undervisningsvejledning vedrørende biologi, HF i henhold til bekendtgørelse om højere forberedelseseksamen af 24. april 1974 § 30

Undervisningsvejledningen skal give lærere og studerende mulighed for i samarbejde at gennemføre en biologiundervisning efter bekendtgørelse af 24. april 1974. Vejledningen uddyber bekendtgørelsens tekst og belyser derigennem hvilke faglige og pædagogiske overvejelser der ligger bag udformningen af bekendtgørelsen.

BIOLOGI SOM FÆLLESFAG

Undervisningens formål

Bekendtgørelsens formålsafsnit afspejler faget biologis bidrag til opfyldelse af de overordnede mål for hf-uddannelsen. Undervisningens mål er ikke at etablere en fælles faglig basisviden for alle studerende, men at de studerende får en viden om udvalgte emner inden for biologien.

Det afgørende for opfyldelse af fagets målbeskrivelse er i undervisningen at arbejde naturvidenskabeligt med udvalgte biologiske emner. Det vil igen sige at erkende, afgrænse og formulere biologiske problemer og derefter at opstille hypoteser, der kan efterprøves ved kontrollerede eksperimenter.

Arbejdet med fagets principper og metoder skal blandt andet stimulere de studerendes kreative evner. Det vil sige, at de studerende i vid udstrækning skal gives mulighed for selv at formulere problemer, opstille hypoteser, skitsere og gennemføre eksperimenter og fremstille undervisningsmaterialer.

Med bekendtgørelsens formulering »kritiske analyser af information med biologisk indhold« er der først og fremmest tænkt på træning i analyse af populære artikler, TV-udsendelser o.s.v. om biologiske forhold. I en kritisk analyse indgår elementer som: vurdering af data og konklusioner samt præsentation i forhold til primærmaterialet.

Med punktet: »at de studerende får mulighed for at erkende, at mange samfundsvigtige problemer kun kan løses ved at anvende viden og metoder fra flere fag, herunder biologi« menes, at mange af de komplekse problemer, der nævnes i indholdsbeskrivelsen (f.eks. befolkningseksplosion og ressourceproblemer) indeholder elementer fra så mange forskellige videnskaber (også humanistiske som f.eks. samfundsvidenskab, psykologi og etik), at det ikke ville være rimeligt at foregøgle, at erkendelse af problemernes omfang - for slet ikke at tale om løsning - kan klares af en enkelt, traditionelt afgrænset videnskab.

I forbindelse med dette punkt er det nærliggende at gøre opmærksom på bekendtgørelsens muligheder for tværfaglig undervisning.

Da målene for undervisningen i høj grad er bestemmende for planlægning og gennemførelse af den aktuelle undervisning, skal de studerende inddrages i en indledende drøftelse af biologiundervisningens mål. Kun herved er de studerende i stand til på kvalificeret måde at være medbestemmende i forbindelse med fastlæggelse af undervisningens indhold og valg af undervisningsmetoder.

Undervisningens indhold

Bekendtgørelsens indholdsbeskrivelse er sammensat med henblik på at finde frem til biologiske emner, der umiddelbart har interesse for unge, der søger en videregående uddannelse.

Hovedtemaet er menneskets biologi på populationsniveau. Man vil med dette tema komme til at beskæftige sig med væsentlige samfundsproblemer anskuet fra en biologisk synsvinkel.

Fagets sociale aspekter skal fremhæves overalt i undervisningen. For at sikre dette skal undervisningens udgangspunkt være et alment problem, der indeholder biologiske elementer.

Udfra hovedtemaet, menneskets biologi på populationsniveau skal der inddrages lavere organisationsniveauer indenfor de valgte emner i den udstrækning disse udgør nødvendig basisviden for at forstå hovedtemaet.

I bekendtgørelsen er nævnt en række eksempler på mulige almene udgangspunkter. Disse eksempler skal i det følgende karakteriseres nøjere med hensyn til det fagbiologiske indhold.

a. Lighedsdebatten.

Hermed forstås diskussionen om hvorvidt mennesket med hensyn til bestemte fænotypiske træk med social betydning (f.eks. intellektuel formåen) er bestemt af arv eller miljø eller en kombination af disse faktorer.

b. Eugenik.

Herunder kan man bl.a. komme ind på det forhold, at individer med genetisk bestemte fysiske eller psykiske brist i større eller mindre udstrækning er sat uden for den naturlige selektion i velfærdssamfundet. Hvilken indflydelse kan dette tænkes at få på populationens genpulje på længere sigt?

c. Befolkningseksplosionen.

Hvorledes kan det stadig stigende befolkningstal vurderes på baggrund af almene biologiske lovmæssigheder om udviklingen af individantal i populationer i ligevægt og uligevægt?

d. Helseproblemer i I-lande og i U-lande.

Her tænkes på forhold som den biologiske baggrund for over- og underernæring, fejlernæring og fysiske og psykiske belastningssymtomer. Disse forhold kan sættes i relation til populationsbegrænsende faktorer i naturlige populationer.

e. Seksualitet.

I hvor høj grad kan en fylogenetisk og ontogenetisk beskrivelse af seksualitet hos andre dyrearter bruges til at beskrive og forklare den humane seksualitet, herunder seksuelle afvigelser?

f. Aggressivitet.

Hvad fortæller f.eks. pattedyretologien os om aggressiv adfærd? Hvilke udløsende ydre forhold er beskrevet? Hvilken rolle spiller den kulturelle overbygning for menneskets faktiske adfærd? Er det overhovedet rimeligt at opstille homologier mellem dyrs og menneskers adfærd?

g. Ressource- og forureningsproblemer.

Det tekniske samfund er truet af manglende balance i forbindelse med uhæmmet brug af ressourcer og modsvarende ophobning af affaldsstoffer. Hvad kan økologien fortælle os om de biologiske kredsløb og de muligheder, der er for at få genoprettet balancen?

h. Arbejdspladsmiljøproblemer og boligmiljøproblemer.

Her er der foruden det abiotiske miljø på arbejdsplads og i hjemmet også tænkt på de mere mentalhygiejnisk prægede forhold, som de kan sammenfattes i begrebet trivsel. På hvilken måde kan biologien belyse dette begreb?

Undervisningsindholdet skal sammensættes således, at der kan arbejdes på de pædagogiske niveauer: forståelse, anvendelse, analyse, syntese og vurdering.

Omkring pensumstruktureringen skal der i den enkelte hf-klasse gennemføres et samarbejde mellem de studerende og faglæreren, således at de studerende får en reel medbestemmelse på undervisningens indhold.

Undervisningsprincipper, arbejdsformer og undervisningsmidler

På grund af de særlige deltagerforudsætninger, der gør sig gældende på hf, hvor de studerende f.eks. ofte er mere aldersmæssigt modne, ofte har erfaringer udenfor et snævert skolemiljø og ofte er målrettede og studiemotiverede, må biologiundervisningen være i særlig grad aktuel, aktiviserende, anskuelig og afvekslende.

Biologiundervisningen må arbejde på forskellige abstraktionsniveauer strækkende sig fra den direkte indlæring gennem førstehåndserfaringer og direkte sansning af virkeligheden over den AV-formidlende undervisning, hvor virkeligheden er bearbejdet og transformeret af hensyn til anskuelighed og forståelse, til den helt abstrakte ord- og symbolformidlede undervisning.

De forskellige abstraktionsniveauer må alle have deres plads i undervisningen, og man må i planlægningsfasen overveje fordele og ulemper ved de forskellige niveauer under hensyn til at undervisningen skal være anskuelig og aktiviserende.

Den direkte indlæringsform, hvor førstehåndserfaringer og direkte sansning af virkeligheden er det vigtigste, har i form af direkte dataindsamling i naturen og i forbindelse med forelagt materiale været praktiseret i biologiundervisningen i menneskealdre. Eksperimenter kan ligeledes være et eksempel på denne metode.

Den direkte indlæringsform er en afspejling af en biologisk forskningsmetode samtidig med at den er aktiviserende og anskuelig for de studerende. Den direkte indlæringsform skal derfor have en høj prioritet ved valget af undervisningsmetode, dog således at denne form ikke overdoceres under hensyn til at alle abstraktionsniveauer skal indgå i undervisningen.

Der henvises iøvrigt til det særlige afsnit om øvelser og eksperimenter.

AV-midlerne giver mulighed for en pædagogisk bearbejdning af virkeligheden. Dette betyder at indviklede og uoverskuelige biologiske sammenhænge kan anskueliggøres. Ofte er deltagernes aktivitetsniveau lavt i forbindelse med anvendelse af AV-midler, og det kan derfor anbefales at lade bearbejdelsen foregå i mindre grupper. Desuden kan man opnå høj indlæringseffekt ved at lade de studerende deltage i fremstillingen af AV-materiale.

Den mest abstrakte indlæring, hvor stoffet fremkommer i form af ord eller andre symboler, har tidligere været temmelig enerådende på det gymnasiale trin. Lærebogen og lærerens uddybende forklaringer har ofte været den form det faglige stof præsenteres i. En sådan undervisning på et højt abstraktionsniveau er ikke umiddelbart velegnet i forhold til de studerendes særlige forudsætninger på hf, men på den anden side er beherskelse af mere abstrakte problemer en væsentlig side af begrebet studieegnethed. Det kan derfor anbefales at starte en undervisningssituation med den direkte indlæring (iagttagelser), derefter gå over i skematiseringen ved anvendelse af AV-midler for så at slutte i den mere abstrakte fremstilling. Denne fremgangsmåde vil naturligvis være mest begrundet ved undervisningens start.

Når indlæringen sker på det mere abstrakte niveau kan der være en tendens til et lavt aktivitetsniveau hos de studerende. Dette modvirkes bl.a. ved at arbejdet lægges ud i mindre grupper, hvorved den enkelte studerendes mulighed for at komme til orde forøges væsentligt. En anden mulighed er at lade mindre omfattende problemstillinger (f.eks. konkrete forståelsesproblemer i forbindelse med en faglig gennemgang) løse individuelt.

Specielt om øvelser og eksperimenter

Der er i bekendtgørelsen lagt vægt på integrerede øvelser. Hermed forstås at et biologisk problem erkendes, formuleres og efterprøves ud fra indhentede førstehåndsindtryk, således at teorien fremgår af erfaringerne. Man kan dog også tale om integrerede øvelser, hvis teorien gennemgås først men umiddelbart bliver belyst af førstehåndserfaringer.

Begrebet biologiøvelse dækker to noget forskellige situationer. Dels den planlagte direkte iagttagelse (f.eks. bestemmelse af planter og dyr, mikroskopisk iagttagelse af præparater), dels det egentlige eksperiment, der foruden direkte iagttagelse også indebærer forløbsforudsigelse og konklusioner på basis af sammenfald eller afvigelse mellem det forventede og det faktiske udfald.

En del af undervisningsindholdet for hf-fællesfagsbiologi er tilsyneladende mindre egnet til behandling i øvelsesform. Det drejer sig især om menneskets etologi og økologi. Man kan her foreslå forsøg med andre organismer (også mikroorganismer). De opnåede forsøgsresultater må så tjene som modeller, ud fra hvilke man kan diskutere, om resultaterne kan belyse menneskets biologi.

Under alt laboratoriearbejde føres en laboratoriejournal. Heri indføres alle oplysninger om laboratoriearbejdet: forsøgsopstillinger, forsøgsobjekter, indsamlede data o.s.v. På grundlag af laboratoriejournalen udarbejdes et antal rapporter, som fremlægges til eksamen. Rapporterne skal opøve de studerendes evne til at henvende sig skriftligt om biologi til andre. Her kan man tænke sig et samarbejde med andre fag, der beskæftiger sig med skriftlig kommunikation.

Under arbejdet i laboratoriet skal en række sikkerhedsbestemmelser overholdes. Læreren skal henlede de studerendes opmærksomhed på indholdet i »Risikovejledningen« inden laboratoriearbejdet påbegyndes.

I løbet af hf skal de studerende udføre et eksperimentelt betonet arbejde indenfor et begrænset biologisk emne. I den udstrækning praktiske forhold tillader det, vælger de studerende emner individuelt, eller i mindre grupper. Da emnet er selvvalgt og afgrænset kan arbejdet koncentreres om mere principielle metoder og principper. Valg af emner bør træffes i god tid før arbejdet i laboratoriet påbegyndes, således at forarbejdet, materialer og litteratur kan være i orden. Selve det eksperimentelt betonede arbejde kan have en varighed på 10-15 timer.

Iøvrigt henvises til RS 02-15 »Om omfanget af skriftlige arbejder i biologi på HF« udsendt den 10. oktober 1977 (j.nr. 31-99-03/77).

Eksamen

Eksamen består i en mundtlig prøve. Til eksamen opgives det læste stof og de hertil knyttede journaler, rapporter m.m. fra det eksperimentelle arbejde. Rapporter over udførte forsøg skal medbringes til eksamen.

Der gives ca. 20 minutters forberedelse til ca. 20 minutters eksamination. Spørgsmålene skal være forsynet med underspørgsmål og/eller supplerende materiale (figurer, tabeller o.l.), som den studerende kan arbejde med i forberedelsestiden. Eksamensspørgsmålene skal i deres formulering og vægtning af stof afspejle den daglige undervisning, hvilket bl.a. betyder, at der skal stilles et passende antal spørgsmål i det eksperimentelt betonede kursusarbejde, og at spørgsmålene skal inddrage det eksperimentelle arbejde, de studerende iøvrigt har udført.

Alt det i undervisningen udleverede og anvendte materiale kan medtages og benyttes i forberedelsestiden og under eksaminationen (se iøvrigt RS 02-15).

BIOLOGI SOM TILVALGSFAG

Undervisningens formål

Det er vigtigt, at formålet med undervisningen i tilvalgsfaget er det samme som i fællesfaget. Det vil blandt andet sige, at de studerende også i tilvalgsfaget skal arbejde med at opdage, formulere og undersøge biologiske problemer af betydning for det enkelte individ og for samfundet. De studerende skal via undervisningen trænes i anvendelse af fagets principper og metoder, gennemføre kritiske analyser af oplysninger fra massemedierne, og de skal herigennem opnå mulighed for at erkende, at mange samfundsvigtige problemer er af tværfaglig karakter. Som baggrund herfor skal eleverne erhverve viden om udvalgte emner inden for biologien. Som følge af den udvidede undervisning i tilvalgsfaget, er behandlingen af emnerne ofte på et højere fagligt niveau end i fællesfaget.

Undervisningens indhold

Undervisningen bygger på det, de studerende har lært om biologiske principper og metoder i fællesfagsundervisningen. Men der forventes ikke et detaljeret kendskab til bestemte faglige områder, da pensum i fællesfaget kan sammensættes meget forskelligt fra hold til hold. Det kan give anledning til pædagogiske problemer, at tilvalgshold kan sammensættes af studerende med ret forskellig faglig baggrund fra fællesfagsundervisningen. Ofte kan de studerende og deres lærer imidlertid med held udnytte denne forskel, når der planlægges og gennemføres gruppearbejder o.l.

Bekendtgørelsen omtaler tre hovedpunkter: livsytringer, økologi og speciale.

Livsytringer

Da begrebet »livsytringer« er meget abstrakt, er det hensigtsmæssigt, at læreren ved undervisningens begyndelse eksemplificerer for de studerende, hvad der menes hermed.

Bekendtgørelsen omtaler følgende livsytringer: Stofproduktion, - optagelse, -transport, -omdannelse og -udskillelse, energiomsætninger, irritabilitet, bevægelse, forplantning (herunder gener og kromosomer) og autoregulation.

Det er oftest hensigtsmæssigt at gennemgå livsytringer i tilknytning til undervisningen i økologi og/eller speciale, men det er ikke muligt at gennemgå samtlige livsytringer lige grundigt, eller at hente flere eksempler fra både plante- og dyreriget, når den enkelte livsytring behandles.

Drejer det sig f.eks. om regulering af de biologiske processer i organismerne, kan et tilvalgshold måske især læse om og lave forsøg med plantehormoner (evt. i tilknytning til et undervisningsforløb om dansk landbrug), mens et andet tilvalgshold især beskæftiger sig med hormonal og nervøs regulering i forbindelse med stress hos mennesket og/eller andre pattedyr (f.eks. under gennemførelsen af et forløb om arbejdsmiljø - eller et emne som bestandsregulering hos hjorte).

For at opfylde undervisningens formål behandles livsytringerne i de fleste tilfælde bedst, hvis undervisningen tilrettelægges emneorienteret og/eller tematisk. Som eksempler på emner, der gør det muligt at behandle en række livsytringer i sammenhæng og som del af en helhed, kan nævnes: landbrug, skovbrug, gartneri, fiskeri, børn og unges ernæring, alderdomsprocesser, arbejdsmiljø, stress, sygdom, sundhed og sexologi. Flere af de nævnte emner gør det muligt at integrere undervisningen i livsytringer med undervisningen i økologi.

Emnernes indhold og antal skal tilrettelægges således, at der gives flere eksempler på biologiske temaer som struktur/funktion-relation samt regulering og opretholdelse af balance (bio-feedback, homøostasi o.l.). Tilsvarende skal et eller flere emner tjene til belysning af evolution og økologi.

Eksempler til belysning af evolution skal inddrage konkrete organismer, hvorfor principperne for den systematiske inddeling af plante- og dyreriget også indgår i undervisningen. De tidsmæssige rammer for undervisningen medfører imidlertid, at de systematiske principper kun kan gennemgås med enkelte udvalgte eksempler. Disse kan f.eks. hentes fra de studerendes arbejde med en konkret biotop (økologi) eller fra et kortere eller længere forløb, hvor evolutionsmæssige problemstillinger behandles i tilknytning til et tema om struktur/funktionrelationer.

Det skal understreges, at det ikke kan forventes, at de studerende har forhåndskendskab til eller specielle forudsætninger i fysik og kemi. Når kemi, biokemi og biofysik indgår i undervisningen, skal hovedvægten derfor lægges på principperne og ikke på et detaljeret formelkendskab. Undervisningens elementer af biofysik vil i de fleste tilfælde dreje sig om diffusion, osmose og aktiv transport. Af centrale biokemiske problemstillinger kan nævnes: fotosyntese, respiration og gæring, ATP, enzymatiske processers temperatur- og pH-afhængighed samt grundlæggende principper vedrørende genernes opbygning og funktion (DNA-duplikation og proteinsyntese). Det er i denne forbindelse muligt at inddrage mikroorganismerne som forskningsobjekt, ligesom dette kan foregå som led i økologiundervisningen (stofkredsløb m.m.) eller ved undervisning i emner om bioteknologi (gen-manipulation, kloning, biologisk krigsførelse etc.).

Det kan ikke forventes, at de studerende beskæftiger sig med procesforløbene i f.eks. fotosyntesens lys- og mørke-processer, glycolysen, citronsyrecyklus og elektrontransportkæden i mitochondrierne.

For at opfylde formålene med undervisningen inden for de tidsmæssige rammer, er det - som understreget i det foregående - på den ene side nødvendigt, at tilrettelægge undervisningen omkring udvalgte emner og temaer og på den anden side nødvendigt at eksemplificere i forbindelse med gennemgangen af de enkelte livsytringer. Det forventes, at det enkelte tilvalgshold opnår det tilstræbte faglige niveau inden for godt halvdelen af de omtalte livsytringer. Kendskabet til de resterende livsytringer vil som følge heraf blot vedrøre helt basale forhold.

I behandlingen af livsytringer inddrages både planter og dyr, men således at menneskets biologi er centralt placeret i undervisningen.

Økologi

En større del af økologiundervisningen tager sit udgangspunkt i en nærmere undersøgelse af en bestemt lokalitet (biotop), som de studerende i samråd med læreren vælger at beskæftige sig med. Lokaliteten kan være en å, et vandhul, en skov, en græsplæne, en landbrugsbedrift, et bestemt byområde eller stedet, hvor en konkret virksomhed udleder sit spildevand. Det vigtigste er ikke biotopens art, men derimod, at de studerende vælger en lokalitet, de kan arbejde med i biologi-undervisningstiden.

Via feltarbejde, laboratoriearbejde og behandlingen af mere teoretiske økologiske tekster skal de studerende og deres lærer tilstræbe, at gennemgangen af den valgte biotop peger mod vigtige økologiske sammenhænge i naturen (stofkredsløb, energitransport, økosystembetragtninger o.l.).

Samfundets påvirkning og afhængighed af økosystemernes og dermed biosfærens stofkredsløb og energitransport inddrages i de økologiske synteser, ligesom begrebet succession belyses. Dette kan ske ved, at der tages et eller flere emner i stil med følgende op: kloakering, vandrensning, forureningsproblemer, rekreative områder, anvendelse af gødning og/eller bekæmpelsesmidler i skovbrug, landbrug eller gartneri og forbrug af naturens ressourcer i forbindelse med industriel eller anden produktion. Flere af de nævnte emner gør det muligt at integrere undervisningen i livsytringer med undervisningen i økologi.

Speciale

Under specialet skal de studerende have mulighed for individuelt, gruppevis eller som samlet hold at fordybe sig inden for et af bekendtgørelsens stofområder. Specialet kan være præget af de studerendes selvstændige praktiske arbejde i laboratoriet eller felten. Det kan også være af litteraturkritisk karakter, hvor de studerende ved læsning af flere bøger eller artikler om samme emne skal sammenholde og kritisk analysere det biologiske indhold.

Det er oftest naturligt at indarbejde specialet i undervisningen i livsytringer og økologi.

Specialet optager ca. 1/6, d.v.s. ca. 20 lektioner, af den samlede undervisningstid.

Arbejdsformer og undervisningens organisering

Gennem hele året planlægges, gennemføres og evalueres undervisningen ved et samarbejde mellem de studerende og læreren.

For at opfylde formålet med undervisningen er det nødvendigt, at de valgte emner/temaer tager deres udgangspunkt i og uddyber aktuelle problemer samt sættes i relation til individuelle og samfundsmæssige problemer, hvilket bl.a. kan ske ved, at der inddrages avisartikler, tv-udsendelser, film o.l.

En væsentlig del af undervisningen består i, at de studerende udfører forsøg, øvelser og undersøgelser i tilknytning til det teoretiske stof. Resultaterne af det eksperimentelle arbejde analyseres, diskuteres og uddybes ved læsning af relevant litteratur. De studerende fører journal over målinger og andre iagttagelser, og på grundlag af laboratoriejournalen skrives der rapport over nogle af forsøgene, øvelserne eller undersøgelserne. Rapporternes samlede omfang udgør ca. 40 håndskrevne A-4 sider. Rapporter rettes og kommenteres af læreren.

Som hjemmearbejde og som led i den daglige undervisning trænes de studerende i at løse skriftlige opgaver. Alt i alt afleveres 5-6 opgavesæt, hver med et omfang svarende til det, der skal besvares ved skriftlig eksamen. Det er normalt hensigtsmæssigt at fordele træningen i skriftlig opgaveløsning i små portioner gennem hele kursusperioden. I mange tilfælde kan skriftlig opgaveløsning indgå i forbindelse med klasseundervisning og dele af større og mindre gruppearbejder.

Som led i udviklingen af de studerendes faglige indsigt og kreative evner er der andre evalueringsmuligheder end rapporter, skriftlige opgaver m.m. F.eks. vil udstillinger diasserier og film udarbejdet af de studerende kunne anvendes. (Se i øvrigt RS 02-15 »Omfanget af skriftlige arbejder i biologi på HF« udsendt den 10. oktober 1977 (j.nr. 31-99-03/77).

Undervisning, der organiseres som projektarbejde kan i høj grad tilgodese træningen i skriftlig opgaveløsning og mange af undervisningens formål.

Eksamen

Eksamen består i en mundtlig prøve og en skriftlig prøve. Der gives een samlet karakter på grundlag af en særkarakter for den skriftlige prøve og en særkarakter for den mundtlige prøve. Særkaraktererne, der tæller lige, angives begge på eksamensbeviset, mens kun den samlede karakter tæller med i udregningen af den studerendes eksamensgennemsnit.

Til eksamen opgives det læste stof og de hertil knyttede journaler, rapporter m.m. fra det eksperimentelle arbejde. Rapporter over udførte forsøg skal medbringes til eksamen.

Til mundtlig eksamen eksamineres udelukkende i stof fra tilvalgsundervisningen, mens der til den skriftlige prøve kan gives opgaver i stof både fra fællesfaget og tilvalgsfaget.

Til skriftlig eksamen skal der normalt løses fire ud af otte mindre opgaver og een ud af to lidt større opgaver. Besvarelserne bedømmes som en helhed.

Til mundtlig eksamen gives ca. en halv times forberedelse til ca. en halv times eksamination. De mundtlige eksamensspørgsmål skal være forsynet med underspørgsmål og/eller supplerende materiale (figurer, tabeller o.l.), som den studerende kan arbejde med i forberedelsestiden. Eksamensspørgsmålene skal i deres formuleringer og vægtning af stof afspejle den daglige undervisning, hvilket bl.a. betyder, at der skal stilles et passende antal spørgsmål i specialet, og at spørgsmålene skal inddrage det eksperimentelle arbejde, de studerende har udført.

Både ved mundtlig og skriftlig eksamen kan alt det i undervisningen udleverede og anvendte materiale medtages og benyttes. (Se i øvrigt RS 02-15).

Den større skriftlige opgave

Den større skriftlige opgaves funktion er først og fremmest at give den studerende lejlighed til faglig fordybelse og selvstændigt arbejde inden for et fagligt område, hun/han har interesse for, men læreren kan naturligvis hjælpe den studerende med råd og dåd i det forberedende arbejde.

Den større skriftlige opgave kan være af eksperimentel eller litterær karakter. I førstnævnte tilfælde er det vigtigt, at den studerende vælger sit område og starter det praktiske og eksperimentelle arbejde i god tid inden opgaveugen. Det praktiske og eksperimentelle arbejde skal normalt være overstået inden opgaveugen.

Der henvises i øvrigt til afsnittet om den større skriftlige opgave i biologi (hf) i »Faglige vejledninger for den større skriftlige opgave ved højere forberedelseseksamen« udgivet af direktoratet i 1978.

Særlige forhold for selvstuderende

Da indholdet af både fællesfaget og tilvalgsfaget kan udformes meget forskelligt inden for de givne rammer, er det af betydning for et selvstudium i hf-biologi, at den selvstuderende meget tidligt får kontakt med en vejleder, så de i fællesskab kan sammensætte et pensum, der på den ene side er dækkende og på den anden side ikke bliver for omfattende.

Både for fællesfaget og tilvalgsfaget gælder det, at den selvstuderende skal tilmeldes et af de af direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen foranstaltede laboratoriekurser. Disse kurser skal være fulgt og godkendt, før den selvstuderende kan gå til eksamen.

Det er muligt for en selvstuderende at gå til eksamen på det niveau (fælles- eller tilvalgsfag), som hun/han mener at kunne opfylde. Går den studerende op i tilvalgsfaget uden at have været til eksamen i fællesfaget, forudsætter det imidlertid, at der er gennemført og godkendt laboratoriekurser svarende til begge niveauer. I visse tilfælde (f.eks. hvor en studerende har gennemført et gymnasieforløb) kan der dispenseres fra deltagelse i et laboratoriekursus. Ansøgning om dispensation skal sendes til direktoratet.

For selvstuderende, der skal sammensætte et egnet tilvalgspensum, kan der peges på en vægtning af bekendtgørelsens tre hovedpunkter, således at ca. 50% falder inden for »livsytringer«, ca. 30% indenfor »økologi« og ca. 20% inden for det valgte »speciale«. For selvstuderende vil specialet i de fleste tilfælde være af litterær karakter.

I øvrigt henvises til »Vejledning for hf-selvstuderende i biologi« dateret den 28. november 1978 (RS 02-15).