Undervisningsvejledning vedrørende geografi, HF

Undervisningsvejledning vedrørende geografi, HF

I henhold til bekendtgørelse om højere forberedelseseksamen af 24. april 1974 § 31.

FORMÅL

De studerende skal gennem undervisningen i geografi erhverve sig viden, færdigheder og holdninger.

Med hensyn til viden er det vigtigt, at de studerende opnår kendskab til de forskellige samfundsformer, miljøer og processer, som de afspejler sig på forskellige økonomiske niveauer og under forskellige naturgivne forhold, idet man også på samme økonomiske niveau behandler nutidige samfund med forskellig politisk grundidee.

Menneskets afhængighed af og mulighed for at ændre sin omverden understreges ved en diskussion af det naturdetermistiske og possibilistiske synspunkt inden for geografien.

De studerende skal opnå færdighed i at opsøge og bearbejde geografiske data med henblik på at belyse problemstillinger på regional og global basis. I forbindelse hermed lægges der vægt på, at de studerende får færdighed i selv at formulere problemstillinger, vurdere de indsamlede data og derigennem opøve den mundtlige fremstillingsevne.

Den i bekendtgørelsen nævnte basis for at de studerende kan tage begrundet og selvstændig stilling, opnås for det første ved at de studerende erkender, at enhver fremstilling af et givet emne er mere eller mindre subjektiv. For det andet ved, at de studerende ud fra forskellige kilder er i stand til at sandsynliggøre, hvilke oplysninger der er mest korrekte vedrørende et bestemt emne. For det tredie ved, at de studerende er i stand til at opstille en alternativ vurdering til det til enhver tid fremherskende syn på et givet samfundsanliggende - og rent faktisk også fremkommer med denne vurdering.

Gennem et stadig samarbejde mellem læreren og de studerende om undervisningens indhold og metode søges etableret en interesse for at beskæftige sig med aktuelle problemer både lokalt og globalt. Samarbejdet med andre fag skal søge at give en forståelse af en række af de processer, der foregår i samfundet, og herigennem påpege menneskets muligheder for at påvirke den fremtidige udvikling.

INTRODUKTION

De studerende møder med stærkt varierende forudsætninger, i alt fald med hensyn til viden og færdigheder, bl.a. fordi mange af dem har været udenfor skolens undervisning i en kortere eller længere årrække.

En introduktionsfase, der f.eks. tager sit udgangspunkt i

- en definition af faget og en redegørelse for dets placering i forhold til andre fag

- et kort

- en avisartikel, et lysbillede, et luftfoto eller en tabel kan give de studerende indblik i sider af fagets problemkreds og arbejdsmetoder samt give læreren og den pågældende studerende selv indblik i den enkelte studerendes forudsætninger; derved opnås bl.a., at den enkelte studerendes specielle viden kan blive kendt og derved komme holdet til gode. Læreren søger ud fra bekendtgørelsen og vejledningen og ved at forklare den deri anvendte faglige og pædagogiske terminologi at gøre de studerende klart, hvad formålet med faget geografi er. Derved er de studerende også blevet præsenteret for en ideliste, der antyder undervisningsforløbets muligheder, og ud fra hvilken de i fællesskab med læreren kan foretage det første valg af undervisningsemner.

Allerede tidligt skal de studerendes opmærksomhed henledes på valgmulighederne indenfor regionalgeografien i 2. semester, dels af hensyn til vægtningen af de tematiske fag, dels med henblik på at skaffe sig egnet undervisningsmateriale til regionsbehandlingen og endelig for i tide at kunne gøre de indledende skridt til et eventuelt tværfagligt arbejde. Med passende mellemrum tages denne valgproblematik op til nærmere behandling.

VALG AF INDHOLD OG UNDERVISNINGSMETODER

De studerende og læreren fastsætter i forening indholdet af undervisningen og vælger undervisningsmetoderne inden for de rammer, der er afstukket i bekendtgørelsen.

For indholdets vedkommende er det klart, at nogle af de nedenfor nævnte emner i natur- og kulturgeografi kun kan behandles oversigtsmæssigt, mens andre kan behandles mere tilbundsgående. Udover de nævnte emner kan f.eks. dagsaktuelle problemstillinger inden for det kulturgeografiske område indgå. Der advares mod en undervisningsplan, der spænder over hele emneregistret, hvis dette må ske på bekostning af de arbejdsmetoder, de studerende skal lære.

De studerende medvirker ved prioriteringen af undervisningens emner, ligesom læreren og de studerende i forening vælger de regioner, der skal behandles, og det emne, som i givet fald i samarbejde med andre fag udvælges til integrationsfasen.

Undervisningen bør ikke bindes til en bestemt lærebog eller et bestemt lærebogssystem, men man bør benytte mange forskellige kilder og forarbejdningsniveauer af samme for at opøve de studerendes kildekritiske sans, eventuelt således at man inden for det kulturgeografiske område behandler planlægningsproblematikken, befolkningseksplosionen og dens følger eller I/U-landsproblemet ud fra forskelligt ideegrundlag. Det er vigtigt, at der skabes variation i valget af undervisningsmetoder, og at man især lægger vægt på metoder, der aktiviserer de studerende. I stedet for altid at være reproduktive skal de studerende have mulighed for at være produktive i deres daglige undervisning, jfr. uddybningen af formålsparagraffen for faget.

Som eksempel på en mulig undervisningsmetode kan nævnes, at behandlingen af regioner kan finde sted ved, at man nedsætter en gruppe for hver region. Når arbejdet med regionen er afsluttet, opløses gruppen, hvorefter der sammensættes nye grupper med een repræsentant for hver af de oprindelige grupper. Præsentationen af resultaterne finder sted i disse nye grupper. - En anden mulighed er naturligvis, at resultaterne præsenteres på klassebasis.

NATURGEOGRAFI

Som indledning til den tematiske geografi præsenteres forskellige korttyper, idet der gøres opmærksom på målestoksforhold, koordinater, astronomiske zoner samt kortprojektioner. Derudover vil det være naturligt under hele undervisningsforløbet foruden atlas at benytte topografiske kortblade, såvel danske (herunder grønlandske) som udenlandske. En vigtig side af arbejdet er kortlæsning og kortanalyse som metoder til påvisning af landskabsregioner og arealbenyttelsesmønstre.

Blandt de naturgeografiske discipliner er det naturligt at pege på klimatologien, jordbundsgeografien og geomorfologien som de væsentligste faktorer til at forstå og dermed begrunde de forskelligartede økologiske forhold, ligesom det nære samhørsforhold mellem de tre elementer skal understreges (klima-jordbund, klima- plantevækst, relief-klima). Om ønskeligt kan man tage hydrografien (oceanografien) op til behandling.

Neden for angives en række muligheder for undervisningen inden for de enkelte emneområder. Det skal understreges, at der ikke er tale om et katalog over de områder, de studerende skal have kendskab til.

Inden for klimatologien lægges undervisningen an på at give de studerende viden om udbredelsesmønstret af de forskellige klimatiske forhold på jordoverfladen ved brug af atlas og klimatabeller. Dagsaktuelle emner som tørke- og oversvømmelseskatastrofer kan tages op til analyse og diskussion. Derimod er det næppe muligt på dette trin at give de studerende en dybere forståelse af de globale atmosfæriske strømninger og de fysiske begrundelser herfor.

Jordbundsgeografien ses i nøje forbindelse med de klimatiske elementer som værende bestemmende for jordbundsprofilet og soiludviklingen. Viden om nogle af de vigtigste naturlige og menneskeskabte jordbundstyper bør gives af hensyn til deres betydning for planteproduktionen, næringsomsætningen og jonbalancen. I samme forbindelse gives eksempler på jordbundsødelæggelser gennem vind og vand og på metoder til at hindre og udbedre disse skader.

Geomorfologien omfatter undervisning i et mindre antal landskabsdannende elementer, hvis valg i nogen grad er betinget af regionsvalget og med hensyntagen til blandt andet danske landskabsformer. Forskellige glacialformer og kystformer bør være centrale emner, og der lægges i denne forbindelse vægt på såvel de landskabsdannende processer som på selve formerne, herunder de humant indicerede.

KULTURGEOGRAFI

Undervisningen i de kulturgeografiske discipliner kan tage sit udgangspunkt i studiet af det topografiske kort, hvorved der skabes forbindelse til naturgeografien. Det er rimeligt at foretage forskellige analyser af og målinger på de kulturgeografiske mønstre af såvel areelle udbredelser (ager, eng, skov) som punktformede udbredelser (bebyggelserne) og lineære udbredelser (trafiklinierne) til brug for en vurdering af objekternes karakter og tæthed (interaktionsmønstre).

Behandlingen af befolknings- og erhvervsforhold tilsigter at de studerende tilegner sig viden om og forståelse af menneskelige samfund under forskellige forhold som land/by og I-/U-land.

Det er i denne forbindelse nødvendigt, at de studerende opnår en række færdigheder i at omsætte statistik i grafiske fremstillinger (prikkort, alderspyramider, trekantdiagrammer), hvorved de bliver i stand til at illustrere forskellige fordelingsmønstre, tætheder, alders- og erhvervssammensætninger.

Indenfor bebyggelsesgeografien kan man studere den rurale eller den urbane bebyggelse ud fra et lokaliseringssynspunkt eller ud fra et funktionssynspunkt. F.eks. kan landbrugets naturlige ressourcer og de dermed sammenhængende arealbenyttelses- og tæthedsmønstre studeres, eller den danske landsbys specielle problematik ud fra landbrugets situation, befolkningsudtyndingen og tabet af servicefunktioner kan behandles, eller omfanget af en eller flere centerfunktioner og oplandsområde kan undersøges, o.s.v.

Inden for bebyggelsesgeografien er det vigtigt at beskæftige sig med erhvervslivets økonomiske udvikling som en væsentlig baggrund for bysamfundets vækst.

Ressourcegeografien kan hente sine eksempler fra såvel landbrugets, fiskeriets og skovbrugets produktion som fra den mineralske råstofproduktion. Der er her lejlighed til at opøve færdigheder i fremstillingen af tematiske kort til illustrering af en lang række globale udbredelsesforhold. Emner som ernæringssituationen, underskud og overskud af levnedsmidler, den ulige fordeling af vegetabilske og mineralske råstoffer og det ulige ressourceforbrug er velegnede til at forstå forskellige sider af U-lands-problematikken.

Oplysninger om et lands infrastruktur og ejendomsforholdene hertil er ofte velegnede til at belyse de økonomiske og sociale kår, hvorunder befolkningen lever.

REGIONALGEOGRAFI

Ved regioner kan man i videre forstand forstå større eller mindre arealer på jordoverfladen, der har så meget tilfælles, at det i en eller anden sammenhæng er oplysende at betragte dem som helheder.

Regioner kan f.eks. inddeles i følgende typer

- funktionelle regioner

- homogene regioner

- formelle regioner.

Stoffet kan organiseres ud fra synspunkterne »økologi« og »rumlig organisation«. Den første kan finde anvendelse inden for velafgrænsede, lukkede, selvforsynende samfund, hvor man kan studere de ved økosystemernes udformning og udvikling virkende faktorer og disses funktionelle samspil. Denne human-økologiske betragtningsmåde kan give anledning til en vurdering af naturdeterministiske og possibilistiske opfattelser. Betragtninger over den rumlige organisation tilbyder metoder, der muliggør undersøgelser af økosystemernes og de deri virkende faktorers lokalisering, udbredelse og samspil. De finder anvendelse ved makro-regionalgeografiske arbejder over åbne samfund på et højt økonomisk niveau, der i form af en arbejdsdeling samarbejder med næsten hele den øvrige verden.

Da analyse af rumlig organisation og økologiske synspunkter tillige anvendes i en lang række andre fag, er mulighederne for fagintegration til stede.

En regionalgeografisk undersøgelse kan i visse tilfælde føre til konstatering af rumlige mønstre og samspil, der er så almene, at de kan udmøntes i modeller, mens man i andre tilfælde må konstatere fænomener og fænomenkombinationer, der er mere eller mindre specielle.

Undervisningen vedrører ikke arealet alene, men det skal ses i lyset af menneskets anvendelse af det under forskellige samfundsformer.

Som indgange til regionsvalget kan foreslås

- systematisk geografi (eks.: kornproducerende landbrug)

- kilder (eks.: case study)

- samfundstyper (eks.: en U-lands-region)

- regionsstørrelser (eks.: m.h.t. areal, befolkning, produktion)

- økologi (eks.: strømme)

- faglig angrebsvinkel (eks.: servicecenter-teorien)

- fænomenernes rumlige organisation inden for arealer (eks.: afstand og tilgængelighed)

- problemkredse.

Eksempel på regionalgeografisk analyse

Færøerne som type på en nordatlantisk fiskerination, der i løbet af hundrede år har gennemløbet udviklingen fra små, selvforsynende landbrugsbygder til centraliseret storfiskeri. Ved hjælp af bl.a. Geodætisk Instituts kort og flyfotos i stor målestok, blokdiagrammer, bjergartsprøver, dansksprogede tidsskriftsartikler, statistik samt skønlitterære tekster kan - foruden temaer af naturgeografisk karakter - følgende emner behandles

- udviklingen fra selvforsynende husmandsfiskerbrug til industrialiseret storfiskeri

- flugten fra bygd til by, udvandring, landsbydød

- landsbyfællesskabets elementer, økologi og udvikling

- befolkningsudviklingen fra år 1800 til nu

- atlantisk klima med græsningsbrug

- storfiskeriets problemer af social, økonomisk, international og ressourcemæssig karakter.

INTEGRATION

Såfremt der ikke etableres integreret undervisning i henhold til bekendtgørelsens § 6, stk. 2, anvendes den sidste del af undervisningsforløbet til at skabe sammenhæng og overblik inden for geografiens egne rammer. I denne forbindelse kan foreslås emner som international handel, økonomisk og social ulighed, befolkningsproblemer, industrialisering, ressourceproblematik, urbanisering og planlægning.

RAPPORTER

Blandt andet med henblik på notater fra arbejdet i timerne og hjemme samt til supplering af oplysningerne i de udleverede bøger benytter hver studerende et arbejdshæfte; dette kan endvidere anvendes til rapporter og kan derved tjene til at fremme præcision i iagttagelser samt til at give samling på stoffet.

2. ÅRS-OPGAVEN

De studerende, der vælger at skrive 2. års-opgave i geografi, møder den vanskelighed, at arbejdet skal udføres på et tidspunkt, da den egentlige undervisning i faget er afsluttet. Det er derfor vigtigt, at der skaffes mulighed for kontakt med læreren i god tid før den uge, der er afsat til opgavens løsning. Kontakten kan give mulighed for at drøfte mere almene problemer i forbindelse med emnevalget og mulighederne for at fremskaffe materiale.

KILDER

Da arbejdet med de geografiske emner i vid udstrækning består i at opsøge, vurdere og anvende et kildemateriale, er det væsentligt, at kilderne vurderes med hensyn til deres didaktisk-undervisningsmetodiske muligheder samt deres gyldighed, pålidelighed og repræsentativitet.

Tekster skal vælges ud fra det synspunkt, at de kan gøres til genstand for induktivt arbejde, hvilket vil sige, at det på grundlag af oplysninger bliver muligt at demonstrere eller generalisere sig frem til modeller eller større sammenhænge.

Kort og andre modellignende databearbejdninger kan anvendes til

- demonstration af væsentlige modeller (deduktion)

- induktivt arbejde, der gennem generaliseringer fører frem til væsentlige modeller

- regionalanalyse med topografiske kort som grundlag (»regionsanalyse«, »kortanalyse«).

Til brug ved demonstration af de systematisk-geografiske temaer og ved behandlingen af case-studies benyttes kort i stor målestok.

Mere eller mindre ubearbejdede data som fotos, regionale statistikker og egne indsamlede data kan især behandles med henblik på vurdering af deres gyldighed og pålidelighed.

En radio- eller TV-udsendelse kan virke igangsættende og motiverende for arbejdet.

Såvel kilder som undervisningsmetoder skal afpasses efter hensigten med beskrivelse og undersøgelse.

SELVSTUDERENDE

For at give de selvstuderende en rimelig mulighed for på lige fod med de kursusstuderende at hæve sig op over reproduktionsniveauet til en forståelse og anvendelse af materialet, kan det anbefales, at de opnår kendskab til typer af geografisk kildemateriale, og at de søger at sætte sig ind i tankegangen hos flere forskellige forfattere, der måske på forskelligt abstraktionsniveau behandler de samme emner eller emnekredse. Særligt ønskværdigt ville det være, om de selvstuderende kunne beskæftige sig med aktiviserende, eventuelt problemorienteret litteratur. Det kan endvidere stærkt anbefales at gøre brug af et eller eventuelt flere gode atlasser. Den selvstuderende skal ved sine studier være klar over, at udenadslæren ikke slår til, men at det drejer sig om at forstå fagets metoder og konstatere sammenhænge. Han må være indstillet på, at han ved eksamen kan få forelagt materiale, der nok vedrører hans pensum, men som han ikke nødvendigvis har set før.

EKSAMEN

Eksamen skal afspejle det daglige arbejde.

I det mindste en del af det udleverede materiale skal være den studerende ukendt; herved forstås, at han i det daglige ikke - f.eks. ved præsentation i en udleveret lærebog - har kunnet sætte sig nærmere ind i det. Det er derfor nødvendigt, at læreren i det daglige arbejde overvejer, hvilket udgangsmateriale der med rimelighed kan benyttes i forbindelse med et givet eksamensspørgsmål.

Spørgsmålet skal udleveres skriftligt og skal ledsages af et materiale, som den studerende i et angivet omfang skal benytte sig af ved sin disponering af besvarelsen.

Spørgsmålet skal formuleres inden for det gennemgåede pensum på en sådan måde, at det giver eksaminanden mulighed for at komme ind på flere af fagets aspekter.