Vejledning vedrørende musik, undervisningsvejledning HF

Vejledning vedrørende musik, undervisningsvejledning HF

Fællesfag

Læreren skal ved semestrets begyndelse søge at danne sig et billede af holdets niveau, forudsætninger og holdning; det kan f.eks. ske gennem samtaler med de studerende, spørgeskemaer og lignende.

Undervisningen kan begynde med en diskussion af fagets indhold, som kan danne baggrund for de studerendes aktive deltagelse i tilrettelæggelsen af undervisningsforløbet under hensyntagen til bekendtgørelsens bestemmelser. Det skal i denne forbindelse understreges at hørelære og elementær musiklære betragtes som hjælpediscipliner, altså som midler og ikke som mål i sig selv, og at undervisningen derfor ikke må opbygges specielt om disse discipliner.

Musikudøvelse

Under arbejdet med en- og flerstemmig sang skal læreren tilstræbe at hjælpe de studerende til en bedre stemmeteknisk og udtryksmæssig udfoldelse, således at også studerende, der ikke er vant til at synge, kan komme til at føle det naturligt at udtrykke sig sangligt. Det er indlysende, at sangundervisningens kvalitet ikke er afhængig af antallet af indstuderede sange, men af det arbejde, der udføres under indstuderingen.

Sangstoffet skal være alsidigt og f.eks. omfatte viser, danske og udenlandske sange, salmer, folkesange, arbejdersange, jazz- og beatsange o.s.v.

For den flerstemmige sangs vedkommende kan repertoiret hentes i kanonsamlinger, forskellige kormusikserier og -antologier, visearrangementer m.m.

Sammenspillet kan i sin enkleste form bestå i et improviseret eller tilrettelagt rytmeakkompagnement til en en- eller flerstemmig sang; der henvises til de eksisterende og stadigt voksende samlinger og serier af arrangementer af f.eks. folkesange og -danse fra mange lande. Adskillige af disse arrangementer forudsætter ingen eller kun meget ringe teknisk kunnen og teoretisk viden hos de udførende. Foruden rytmeinstrumenterne fra Orff-instrumentariet (trommer, claves, maracas, triangler o.s.v.) er instrumenter som metallofon, xylofon, guitar og kontrabas (den sidstnævnte kan benyttes med løse strenge eller kridtmærker på gribebrættet) velegnede til sammenspil.

Det vil være naturligt at inddrage dansen i arbejdet med musikudøvelse, både som et middel til skærpelse af de studerendes rytmesans og som et mål i sig selv. Særlig velegnede til formålet er folkloredanse, fordi de tit forener ret enkle dansetrin med enkle melodiske og harmoniske bevægelsesmønstre.

Hørelære og almindelig musiklære inddrages i arbejdet med musikudøvelse på en sådan måde, at de studerende fornemmer at beskæftigelsen med grundlæggende notationsproblemer, rytmik, intervallære o.a. fører til en mere tilfredsstillende udførelse af sange og sammenspil.

Gennemgang af musikværker

Målet for arbejdet med gennemgang af musikværker er en uddybelse af den musikalske oplevelse og en forståelse af det enkelte værks kunstneriske virkemidler med den deraf følgende opøvelse af evnen til kritisk stillingtagen til det hørte. Det er ikke muligt at anvise en almengyldig metode til gennemgang af værker, og læreren må i hvert enkelt tilfælde overveje, om det pågældende musikstykke egner sig bedst for gruppearbejde, detailanalyse, formhøring o.s.v. Under værkgennemgangen vil den intellektuelle tilegnelse ofte have en tendens til at brede sig på den emotionelle tilegnelses bekostning; læreren skal gennem sit valg af gennemgangsmetode søge at dele sol og vind lige. I denne forbindelse kan der peges på »stopursmetoden«: et stort stopur anbringes, så alle kan se det, og startes samtidig med afspilningen af værket; de studerende kan så notere deres musikalske iagttagelser på en tidslinie. Fremgangsmåden bevirker, at de fleste studerende bliver i stand til at ytre sig i samtalen om værket, når afspilningen er forbi. Anvendelse af »stopursmetoden« må dog ikke føre til en fuldstændig forkastelse af partituret som hjælpemiddel under værkgennemgangen. Det vil være rimeligt at give de studerende en indføring i principperne for partiturets opbygning, men anvendelsen af det bør ikke overdrives: partiturlæsning er erfaringsmæssigt en overordentlig vanskelig kunst.

Der skal ikke undervises i egentlig musikhistorie, men der skal tilstræbes en vis tids- og genremæssig spredning i de værker, der udvælges til gennemgang. Undervisningen kan f.eks. tilrettelægges som en serie af kortere forløb, hvor værkerne grupperes efter emner og synsvinkler (programmusik, instrumentation, tekst og musik, funktion o.m.a.).

Dans kan anvendes som hjælpemiddel under værkgennemgangen ved at simplere musikalske former realiseres gennem forskellige bevægelsesmønstre til formens forskellige afsnit. F.eks. kan sidste sats af Bachs E-dur violinkoncert udføres således, at der danses i kreds til refrain-afsnittene og improviseres fri dans til couplet- afsnittene.

Musikkens stilling i samfundet

De emner, der hører hjemme i orienteringen om musikkens stilling i samfundet, kan inddeles i fire grupper: 1) produktionsforhold, 2) distributionsforhold, 3) konsumtion og 4) funktion. Den første gruppe omfatter emner som komponistens forhold før og nu, musikkens økonomiske vilkår (herunder jazz- og beatmusik), grammofon- og elektrofonistudiet o.s.v. Under den anden gruppe hører f.eks. pladeselskaber, musikforlag, impressariovirksomhed og reklame. Konsumenterne er koncertpublikummet, pladesamlerne, radiolytterne, fjernseerne, amatørmusikerne, arbejdspladser, supermarkeder o.s.v. Endelig kan musik fungere som politisk musik, kirkemusik, festmusik, dansemusik, teatermusik, underlægningsmusik (film, fjernsyn, reklame), underholdningsmusik, baggrundsmusik (Muzak) o.m.a.

Selv om der er sammenhæng mellem emnerne, både inden for de enkelte grupper og fra gruppe til gruppe, er det naturligvis umuligt at behandle dem alle lige grundigt. Læreren må i samarbejde med de studerende planlægge et eller flere undervisningsforløb på grundlag af udvalgte emner eller synspunkter, der kan tjene til belysning af musikkens stilling og funktion.

Disse undervisningsforløb behøver ikke nødvendigvis at optræde selvstændigt. Man kunne f.eks. tænke sig en problemstilling som »Komponisten og magthaverne« behandlet i sammenhæng med en gennemgang af værker af komponister som Palestrina, Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Wagner, Sjostakovitj og Hindemith.

Som eksempel på et mere selvstændigt forløb kan nævnes et overordnet emne som distribution. Et sådant forløb kunne f.eks. omfatte undersøgelse af radioens musikprogrammer over en nærmere fastsat periode (hvem bestemmer hvad vi skal høre), en undersøgelse af den holdning til musik der kommer til udtryk gennem pladeselskabernes reklamebrochurer og deres valg af omslagsbilleder til grammofonplader (er der forskel på den måde man henvender sig til forskellige forbrugergrupper på?), en undersøgelse af gymnasieskolernes forårskoncertprogrammer (hvilken slags musik distribueres via skolen?). Et sådant emne vil være velegnet til gruppearbejde.

Et andet overordnet emne kunne f.eks. være baggrundsmusik. Hvor langt tilbage i tiden har man kendt fænomenet? Hvad spiller de moderne producenter af baggrundsmusik på i deres reklamer? Hvad er den musikalske forskel på de originale versioner og de tillempede versioner af de samme melodier, når de anvendes som baggrundsmusik?

Det skal nævnes, at behandlingen af musikkens stilling i samfundet åbner mulighed for tværfagligt samarbejde. En undersøgelse af nogle populære musikudsendelser i radioen (Dansktoppen, To spiller klassisk) ud fra musikalske, tekstlige og forbrugsmæssige synspunkter er velegnet som samarbejdsgrundlag for fagene musik, dansk og samfundsfag.

Undervisningsmaterialet til behandlingen af musikkens stilling i samfundet kan bl.a. findes i eksisterende danske og udenlandske tekstsamlinger, komponistbreve, avis- og tidsskriftartikler, og musikhistorier, der lægger speciel vægt på de sociale forhold omkring musikken.

Tilvalgsfag

Sang

Undervisningen i sang bygger videre på det stemmetekniske og udtryksmæssige grundlag, der er opnået i fællesfagsundervisningen, idet der dog tages større hensyn til den studerendes solistiske udfoldelse. Undervisningen skal tilrettelægges således, at de studerendes sans for frasering, tekstudtale, stemmeklang, musikalske udtryk og omhu med udførelsen udvikles.

Spil

Instrumentallæreren skal tilrettelægge undervisningen efter de forudsætninger, eleven møder med. Hvis et elementært teknisk grundlag ikke er til stede, skal et sådant oparbejdes.

Gruppearbejdet med sang og/eller spil

I deres enkleste form kan arrangementerne udarbejdes i stil med dem, der findes i f.eks. Visebogen I og II (Musikhøjskolens Forlag), men tilpasset den pågældende gruppes sanglige og instrumentale forudsætninger; det vil sige, at det kan blive nødvendigt f.eks. at transponere, at tilføje ekstra stemmer og improvisatoriske elementer, at omarbejde eksisterende stemmer og lignende.

Hvis de studerende ikke selv er i stand til at udarbejde arrangementet, skal læreren træde til, men de studerende skal under alle omstændigheder inddrages i overvejelserne vedrørende udarbejdelsen, ligesom de også skal være med i overvejelserne angående udvælgelseskriterierne, hvis man vælger at bruge eksisterende arrangementer.

Arrangementerne kan eventuelt indøves korisk, selv om den endelige opførelse skal være med solistisk besætning.

Musik- og hørelære

Også i tilvalgsfaget skal de to discipliner opfattes som støttediscipliner til arbejdet med den praktiske musikudøvelse og værkgennemgangen. Det er naturligt at give de studerende elementære færdigheder i harmonisk analyse, både med henblik på becifringsspil og formanalyse. Hørelæreundervisningen skal tilsigte at styrke de studerendes toneforestillingsevne, således at nodebilledet får størst mulig musikalsk realitet for dem.

Musikorientering

I tilvalgsfaget må den almene orientering af samfundsmæssig og historisk art i nogen grad vige for et mere intenst arbejde med værkernes specifikt musikalske aspekter: form, stil, genre, instrumentation o.s.v., men de gennemgåede værkers samfundsmæssige og historiske placering bør ikke glemmes. Ligesom i fællesfaget skal de gennemgåede værker udvise spredning med hensyn til tid og genre.

2. årsopgaven

Læreren må tage sig god tid til at diskutere forarbejdet til 2. årsopgaven med den studerende, først og fremmest med henblik på at finde den for emneområdet relevante litteratur. Inden opgaven udformes endeligt skal det stå klart for den studerende, at en god opgave skal opfylde visse betingelser: en klar og relevant disposition, selvstændig stillingtagen til det anvendte kildemateriale, korrekt anvendelse af fagets analysemetoder, og en sproglig udformning, som gør det muligt for andre end forfatteren selv at læse opgaven.

I sin udformning af opgavetitlen skal læreren tilstræbe en balance mellem den intetsigende brede og den alt for videnskabelige snæverhed. »Musikkens historie« og »Uldhandelens betydning for fjerdedelsnodens anvendelse i Pierre de la Rues isorytmiske motetproduktion i årene 1510-15« er lige lidt egnede som opgavetitler mens »Beatgruppen »The Sausage of Death's opfattelse af ungdomsoprøret belyst gennem tekst- og musikeksempler fra pladen »Black Feet«, eller »Med udgangspunkt i følgende sonatinesatser: ... ønskes en redegørelse for Diabellis anvendelse af sonateformen, specielt med henblik på motivanvendelse og modulation« er bedre, fordi disse titler på een gang sætter ret præcise grænser for opgaven og samtidig giver den studerende mulighed for at udfolde sig selvstændigt inden for grænserne.

Det kan ikke opstilles som et krav, at opgaven skal indeholde en konkret analyse af et kortere eller længere musikstykke, men hvis emnet gør det muligt, er det ønskværdigt, således at den studerende gennem opgaven kan få lejlighed til at demonstrere at han/hun behersker metoden.

Selvstuderende

For den selvstuderende vil arbejdet med de praktiske dele af faget nok volde de største vanskeligheder. Således er det i de fleste tilfælde nødvendigt at gå til en lærer i spil, idet spilleteknikken for de allerfleste instrumenters vedkommende er umulig at forklare skriftligt; en nogenlunde beherskelse af den vil kræve demonstration og kontrol.

Sang er det heller ikke let at arbejde selvstændigt med, men en vis hjælp kan hentes i Helga Christensens bog »Køn Korklang«, som indeholder stemmetekniske anvisninger, sangøvelser og råd og vink med hensyn til tekstudtale m.m.

Arbejdet med hørelære kan foregå på grundlag af Ravn Jensens »Prima vista« (der er både et elev- og et lærerhefte) og Claus Jørgensens »Noder, rytmer og toner« (afsnit A, side 1-31; afsnit B, side 34-43; afsnit C, side 67-91).

Der findes flere bøger, som er egnede til selvstudium af musiklære , f.eks. Ebbe Knudsens »Hvad skal jeg vide om musik?», Henning Bro Rasmussens »Musikkundskab«, Imogen Holsts »Musikkens alfabet« og Bendt Joensens »Musik«.

Som grundlag for arbejdet med musikorientering og værkgennemgang er Bjørn Hjelmborgs »Musikorientering« og Herbert Rosenbergs »Musikforståelse« velegnede; den sidstnævnte indeholder mange opgaver,hvis løsning kan kontrolleres i en »facitliste« bag i bogen. Desuden kan man under værkgennemgangen have stor gavn af forskellige koncertførere.

Eksamen

Der eksamineres i følgende discipliner: sang, spil, gruppefremførelse (dog ikke selvstuderende), musikorientering og hørelære.

Ved eksaminationen i sang lægges der vægt på renhed og på, at tekstudtale og frasering er i overensstemmelse med sangens stil. Hvis den fremførte sang er nedskrevet, skal gengivelsen desuden være nodetro. En god stemmebehandling vil altid være et plus, når præstationen skal bedømmes.

Ved eksamination i spil lægges der vægt på renhed, nodetro gengivelse (hvor det er aktuelt), frasering og klang. Den musikalske behandling af den valgte opgave er væsentligere end dens sværhedsgrad. Den studerendes forudsætninger ved undervisningens begyndelse får således ikke umiddelbart betydning for bedømmelsen.

Lærerne i sang og spil skal være de studerende behjælpelige med at finde frem til egnede værker til prøverne i disse discipliner.

Gruppefremførelsen kan volde problemer af rent eksamensteknisk art, idet man kan risikere, at enkelte eksaminander skal være til stede under hele eksamen. En mulig løsning på dette problem består i at samle alle gruppefremførelseseksaminationer lige efter frokostpausen; herved opnås desuden den fordel, at de studerende får mulighed for at øve sig i pausen.

Da de enkelte deltagere i fremførelsen skal bedømmes individuelt, vil det ofte være nødvendigt at gentage fremførelsen, indtil censor og eksaminator har dannet sig deres indtryk af hver enkelt deltagers præstation.

Der gives kun een samlet eksamenskarakter til hver eksaminand, og den kan derfor ikke meddeles, før eksaminanden har deltaget i gruppefremførelse.

Ifølge bekendtgørelsen skal ekstemporalopgaverne i musikorientering vælges i tilknytning til årets gennemgåede pensum (for de selvstuderendes vedkommende i tilknytning til de opgivne værker). Det betyder ikke, at ekstemporalopgaver kun kan gives i værker af komponister, som er repræsenteret i pensum eller opgivelser, men der skal være oplagte stil- og genremæssige ligheder mellem de gennemgåede eller opgivne værker og ekstemporalopgaverne. Af hensyn til den tid, der er afsat til forberedelse og eksamination, må det kun i undtagelsestilfælde tage mere end fem minutter at gennemspille ekstemporalopgaven. For at eksaminanden kan udnytte forberedelsestiden så effektivt som muligt, skal han/hun på forhånd være instrueret i at betjene forberedelseslokalets båndoptager, og eksemplerne skal helst være indspillet på hver sit bånd (evt. de såkaldte brevbånd).

Eksamensspørgsmålene formuleres således, at eksaminanden stilles over for en rimeligt afgrænset opgave; formuleringen kan f.eks. indeholde krav om en formoversigt over hele forløbet, detailanalyse af udvalgte steder, samt musikhistorisk og samfundsmæssig placering af værket.

Ved bedømmelsen lægges der større vægt på eksaminandens forståelse og metodiske behandling af opgaven end på korrekt terminologi og udenadslære.

Ved eksaminationen i hørelære synger eksaminanden en ukendt melodi, der er indøvet i forberedelsestiden, hvor han/hun har et instrument til rådighed. Melodien skal være på 12-16 takter og indeholde et passende antal rytmiske og melodiske problemer, således at der bliver en rimelig mulighed for spredning i bedømmelsen af eksaminanderne.