Meddelelse om førerretsfrakendelse ved tilsidesættelse af ubetinget vigepligt efter færdselslovens § 37, stk. 2. (Fuld Stop).(* 1)

Meddelelse om førerretsfrakendelse ved tilsidesættelse af ubetinget vigepligt efter færdselslovens § 37, stk. 2. (Fuld Stop).(* 1)

I en sag, der er afgjort ved Højesterets dom af 23.8.1974, var der rejst tiltale mod føreren af en personmotorvogn for overtrædelse af færdselslovens § 37, stk. 2 og § 24, stk. 1 ved den 14. oktober 1973 kl. 11.45 i Agerskov i Haderslev politikreds at have ført personmotorvogn fra landevej 510 ud på Padborg-Toftlund landevej (nr. 501), hvor der var anbragt »Fuld-Stop«-tavler (B 15), og hvor han stødte sammen med en fra hans højre side kommende personmotorvogn.

Tiltalte var standset helt op ved stoplinien og havde orienteret sig både til venstre og højre. Han iagttog en vogn, der kom fra hans venstre side og lod den passere. Inden fremkørslen så han påny både til venstre og højre og så ikke andre biler på landevejen, hvor oversigtsforholdene var gode.

Da han kørte frem, stødte han sammen med den anden vogn, som han først bemærkede umiddelbart før sammestødet.

Den anden vogn havde nedsat sin hastighed inden krydset til ca. 40 km/t, og der skete kun ringe materiel skade ved kollisionen.

Ved Rødding rets dom blev tiltalte frifundet for påstanden om frakendelse. Der sås ikke at foreligge omstændigheder, der kunne bevirke, at kørslen kunne anses for groft uforsvarlig, idet det blev lagt til grund, at tiltalte havde standset sit køretøj inden fremkørslen, og at han havde været aktiv for at se efter såvel nord- som sydgående trafik på landevejen.

Ved Vestre landsrets dom i sagen fandt flertallet, at kørslen måtte karakteriseret som groft uforsvarlig: »Når henses til, at tiltalte efter at have holdt stille ved stop-linien er kørt ud på den tværgående landevej uden trods de særdeles gode oversigtsforhold at bemærke den fra syd kommende vogn, før køretøjerne stødte sammen i vejens østlige vejbane, findes tiltalte at have udvist en sådan mangel på agtpågivenhed, at hans kørsel må anses for groft uforsvarlig.« Førerretten frakendtes for 6 måneder. (1 dommer ville i det hele stadfæste underrettens dom).

For Højesteret gjorde forsvaret gældende, at der på samme måde som i sager om tilsidesættelse af vigepligt overfor færdslen af en åbenbart mere betydende vej efter færdselslovens § 37, stk. 4, burde anlægges en lempeligere bedømmelse med hensyn til frakendelse end i hovedvejssager efter § 37, stk. 1, når den tiltalte havde vist vilje og evne til at opfylde sin vigepligt, men havde overset en trafikant på den tværgående vej. Der henvistes til Højesterets domme U 73.560, U 73.816 og U 74.53.

Anklagemyndigheden gjorde gældende, at den anførte praksis i sager om overtrædelse af færdselslovens § 37, stk. 4 ikke kunne overføres på tilfælde, hvor der gælder ubetinget vigepligt efter § 37, stk. 2, selvom den tværgående vej ikke er en hovedvej, og påstod landsrettens afgørelse om frakendelse stadfæstet under hensyn til den ubetingede vigepligt.

Ville Højesteret ikke drage en fuldstændig parallel mellem hovedvejssager efter § 37, stk. 1 og sager om § 37, stk. 2, burde der imidlertid under alle omstændigheder ske frakendelse i denne sag, hvor den tiltalte efter den tværgående landevejs anlægspræg måtte forvente hurtigkørende trafik på samme måde som, hvis den tværgående vej havde været udlagt som hovedvej, jfr. herved om baggrunden for frakendelsespraksis i hovedvejssager bemærkningerne i U 72B.110.

Ved Højesterets dom stadfæstedes landsrettens dom (1 dissens for stadfæstelse af Rødding rets dom). Præmisserne lyder således: »Ved at køre frem på den i landsrettens dom anførte måde har tiltalte overtrådt den ham ved stoptavlen pålagte ubetingede vigepligt efter færdselslovens § 37, stk. 2. Herefter og også henset til vejenes karakter findes kørslen at måtte anses som groft uforsvarlig.«

Ved dommen er det således fastslået, at den ovenfor nævnte praksis i sager om overtrædelse af færdselslovens § 37, stk. 4 ikke kan overføres på sager om overtrædelse af § 37, stk. 2, men at praksis vedrørende vigepligt overfor hovedvejstrafik finder anvendelse, når der efter den tværgående vejs anlægskarakter må regnes med hurtigkørende trafik af denne vej.

Der bør herefter kun nedlægges påstand om frakendelse af førerretten i sager efter § 37, stk. 2, hvor den pågældende er standset op og har set sig for, i tilfælde, hvor denne forudsætning er opfyldt, eller når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som gør forholdet særligt uforsvarligt, f.eks. tiliset eller uren forrude, der vanskeliggør udsynet.

Per Lindegaard.