Meddelelse om socialbedrageri - betinget dom/ubetinget dom. (* 1)

Meddelelse om socialbedrageri - betinget dom/ubetinget dom. (* 1)

Efter de i min meddelelse nr. 1/74 omtalte straffelovsændringer vedrørende mindre berigelsesforbrydelser har Højesteret nu i 2 sager taget stilling til spørgsmålet om udvidet anvendelse af betinget dom i sager om socialbedrageri og lignende

1. Bedrageri overfor arbejdsløshedskasse kombineret med dokumentfalsk.

En nu 59-årig arbejdsmand, som i august 1963 var anset med 3 måneders betinget fængsel for dokumentfalsk, havde over en periode på knap 3 måneder i efteråret 1972 formået en arbejdsløshedskasse til at udbetale understøttelse med brutto 3.280 kr. (netto - det vil sige efter skattetræk - 2.314 kr.) for arbejdsledighed på grund af dårligt vejr. Tiltalte havde i perioden ugentligt afgivet urigtige skriftlige erklæringer på kontrolkort om, at hans oplysninger om nedsat arbejdstid på grund af vejret var rigtige, ligesom han ved trusler om klø havde tvunget sin 48-årige samleverske til at påføre kontrolkortene falske arbejdsgiverattestationer.

Ved Slagelse kriminalret blev tiltalte den 17. september 1973 anset med fængsel i 4 måneder for dokumentfalsk og overtrædelse af straffelovens § 163 i overensstemmelsemed sin tilståelse. Retten fandt det upåkrævet, at straffen kom til fuldbyrdelse, hvorfor dommen blev gjort betinget med en prøvetid på 2 år og vilkår om straffri vandel. Tiltalte blev endvidere dømt til at udrede erstatning med 2.314 kr. til arbejdsløshedskassen. Samleversken blev anset med en betinget dom med udsat straffastsættelse, 2 års prøvetid og vilkår om straffri vandel.

Dommen blev for tiltaltes vedkommende anket af anklagemyndigheden med påstand om en ubetinget frihedsstraf.

Ved Østre landsret dom af 8. januar 1974 blev tiltalte anset med en ubetinget straf af fængsel i 40 dage. Retten henviste som begrundelse for resultatet til »forseelsens karakter«. Det nævnes i dommen, at tiltalte intet havde betalt af skylden til arbejdsløshedskassen.

For Højesteret påstod tiltalte formildelse, således at straffen blev gjort betinget, medens anklagemyndigheden påstod skærpelse.

I forbindelse med forelæggelsen i Højesteret gennemgik anklagemyndigheden forarbejderne til straffelovsændringerne pr. 1. juli 1973 om mindre berigelseskriminalitet. Det blev tilkendegivet, at anklagemyndigheden - på grund af tiltaltes alder, beløbets relativt beskedne størrelse, besvigelsernes ret korte periode, samt den omstændighed at tiltaltes forstraf ikke længere kunne anses for relevant for valget mellem betinget og ubetinget straf - havde været rede til at akceptere en betinget dom, såfremt bedrageriet havde forligget »rent« det vil sige ikke været kombineret med dokumentfalsk. Benyttelse af falske dokumenter i forhold som det foreliggende kunne imidlertid tale imod en lempelig afgørelse. Der blev i denne forbindelse henvist til U 62.646 H og U 67.803 H.

Ved Højesterets eenstemmige dom af 20. juni 1974 blev landsrettens afgørelse stadfæstet. Den ubetingede fængselsstraf begrundedes således: »Efter det om de nærmere omstændigheder ved forbrydelsens begåelse og om tiltaltes personlige forhold oplyste tiltrædes det, at der ikke er fundet grundlag for at gøre dommen betinget«.

Ved begrundelsens 1.ste led sigtes til, at bedrageriet var kombineret med dokumentfalsk og måske også til, at tiltalte havde tvunget sin samleverske til at medvirke, hvilket af anklagemyndigheden var anført som en aggraverende omstændighed.

Tiltalte, der har været arbejdsløs siden december 1973, modtog socialhjælp. Han havde - forinden anketilladelse til Højesteret forelå - ansøgt om benådning på grund af samleverskens sygdom, men modsat sig, at hun blev afhørt om denne sygdom. Tiltalte havde endvidere angivet, at han led af årebetændelse i begge ben; men nægtede at oplyse, hvilken læge, der havde behandlet ham for denne lidelse. (j.nr. JU. 3042).

2. Socialbedrageri.

En nu 27-årig mand havde fra september 1971 til og med august 1972 modtaget i alt ca. 32.500 kr. i understøttelse i henhold til forsorgslovens § 46 og § 53, stk. 4 som uarbejdsdygtig på grund af en ryglidelse. Han afgav i denne periode til socialkontoret 16 skriftlige erklæringer på tro og love om, at han ingen indtægt havde, idet han alene oplyste, at han i april 1972 havde tjent 1.430,50 kr. ved kørsel, skønt han på grundlag af en forpagtningskontrakt med en vognmand havde udført kørsel i videre omfang, hvorved han i løbet af det pågældende år efter sit eget opgivende havde tjent ca. 7.000 kr. netto. Socialudvalget havde efter at have fået oplysninger om denne indtægt krævet tilbagebetalt 7.000 kr. minus 1.430,50 kr. eller i alt 5.569,50 kr. som uberettiget oppebåret understøttelse.

Tiltalte var gift med en 4 årig ældre kvinde. Der var 3 børn på henholdsvis 3, 9 og 12 år, hvoraf de 2 ældste var hustruens særbørn, adopteret af tiltalte.

Ved dom afsagt den 31. oktober 1973 af retten i brøndbyerne blev tiltalte for bedrageri og overtrædelse af straffelovens § 161 i overensstemmelse med sin tilståelse anset med fængsel i 60 dage, som »under hensyn til tiltaltes gode personlige forhold« blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år med vilkår om straffri vandel. Der var ikke foretaget personundersøgelse før domsforhandling i underretten.

Dommen blev anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse. Der var til brug for sagens behandling for landsretten indhentet af § 800 a-undersøgelse.

Ved Østre landsret dom af 8. april 1974 blev tiltalte anset med 60 dages fængsel, hvoraf 30 dage fandtes at burde fuldbyrdes, medens straffen i øvrigt blev gjort betinget med 1 års prøvetid og vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen i prøvetiden. Det hedder i dommens præmisser: »Det tiltrædes, at straffen er fastsat til fængsel i 60 dage. I betragtning af forholdets karakter, findes ubetinget frihedsstraf påkrævet, hvorfor 30 dage af straffen findes at burde fuldbyrdes. I øvrigt findes straffen efter det om tiltaltes personlige forhold oplyste, at burde gøres betinget...«

For Højesteret påstod tiltalte formildelse, således at hele straffen blev gjort betinget, medens anklagemyndigheden nedlagde påstand om skærpelse.

Til brug for sagens behandling for Højesteret var der indhentet en supplerende udtalelse fra Kriminalforsorgen, hvori det oplystes, at tiltalte siden 1. april 1973 havde arbejdet stabilt som hyrevognschauffør, og fra 1. august 1974 var blevet garagemester i samme selskab med en måndelig indtægt på 4.600 kr. Hans økonomi var yderst anstrengt på grund af store gældsposter, og hans hustru kunne for tiden på grund af dårlige nerver ikke arbejde uden for hjemmet. Skrivelsen sluttede således: »Man har indtryk af, at Madsen har været ude i en længerevarende krise, der resulterede i, at han gav op over for sin betrængte økonomi, og at hans ægtefælle ikke var stærk nok til at støtte ham. Efter underretsdommen har han forstået alvoren af sin situation, og han har gjort hæderlige forsøg på at overvinde sin dårlige økonomi og ægteskabelige problemer. Det er tilsynsmyndighedens indtryk, at Madsen, med rette støtte og vejledning som han hidtil har været villig til at modtage, vil fortsætte den positive udvikling, han nu er inde i.«

Under proceduren i Højesteret redegjorde anklagemyndigheden bl.a. for intentionerne bag straffelovsændringerne pr. 1. juli 1973 om mindre berigelseskriminalitet samt for udviklingen i nyere landsretspraksis (U 73.743 V, U 73.1006 Ø og U 74.440 Ø) og udtalte, at en betinget dom på denne baggrund ikke kunne lades ude af betragtning i en sag som den foreliggende. Hensigtsmæssigheden af en kombinationsdom blev draget i tvivl under henvisning til, at det der kunne opnås ved den betingede del, i nogen grad ville kunne forskertses ved afsoning af den ubetingede del af straffen.

Ved Højesterets dom af 21. august 1974 blev tiltalte anset med 3 måneders fængsel, der blev gjort betinget. I Højesteretsdommen gengives de oplysninger, som var meddelt i Kriminalforsorgens ovenfor omtalte supplerende erklæring om tiltaltes personlige forhold. Det hedder herefter i præmisserne: »Fire dommere - Trolle, Tamm, Vetli og Bjerregaard - stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 3 måneder, hvilken straf - uanset størrelsen af det besvegne beløb - navnlig under henvisning til oplysningerne om tiltaltes nuværende stabile forhold findes at kunne gøres betinget med en prøvetid på 2 år fra højesteretsdommens afsigelse og med tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Tre dommere - H.A. Sørensen, Helga Pedersen og Thygesen - finder under hensyn til omstændighederne ved det begåede forhold og størrelsen af det besvegne beløb, at der ikke bør anvendes betinget straf, og stemmer herefter for at fastsætte en ubetinget straf af fængsel i 40 dage.«

Efter denne højesteretsdom må udgangspunktet i sager om socialbedrageri på dette niveau fortsat være ubetinget straf, således at kun særlige personlige forhold kan begrunde anvendelse af betinget dom. (J.nr. JU. 3051).

Per Lindegaard.