Skrivelse om tilbageholdelse i sager om spirituskørsel.

Skrivelse om tilbageholdelse i sager om spirituskørsel.

A. I forbindelse med indbringelse til politistationen af personer, der sigtes for spirituskørsel (overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1) opstår spørgsmålet om, hvornår og hvorlænge tilbageholdelse kan og bør ske af efterforskningsmæssige grunde.

a. Tilbageholdelse vil normalt kunne ske, indtil sigtede er underkastet spiritusprøve (klinisk prøve). Hjemmelen herfor indeholdes i færdselslovens § 16, stk. 4.

Vanskeligheder ved navnlig i aften- og nattetimer at få fat i en kvalificeret læge til foretagelse af spiritusprøve kan medføre, at der vil medgå mere tid end normalt (1-2 timer), inden prøven kan påbegyndes. Dette kan, når det, f.eks. ud fra alcotest skønnes tvivlsomt, om overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1, foreligger, medføre, at sigtede må løslades uden foretagelse af egentlig spiritusprøve. Inden løsladelse bør der i sådanne tilfælde, dersom dette ikke er sket, altid foretages alcotest, og dersom denne har givet positivt resultat, bør blodprøve søges foranlediget foretaget på nærmeste hospital.

Der vil til dette formål overfor sundhedsstyrelsen blive rejst spørgsmål om at pålægge sygehusene at medvirke ved blodprøveudtagelse, i alt fald i tilfælde, hvor sigtede er indforstået hermed.

b. Tilbageholdelse - udover den fornødne tid til foretagelse af spiritusprøve - jfr. under a - af hensyn til afhøring af sigtede.

Det tidsrum, som går fra sigtedes indbringelse til politistationen til påbegyndelsen af spiritusprøve, bør så vidt muligt udnyttes til afhøring af sigtede, når denne er i stand til at afgive forklaring, jfr. nedenfor.

Tilbageholdelse af sigtede efter foretagelse af spiritusprøve for at foretage eller afslutte afhøring af ham vil ud fra et politimæssigt synspunkt være meget ønskeligt af hensyn til sagens fremme. Dette gælder navnlig, hvor sigtede ikke er en i politikredsen fastboende person, således at en senere afhøring må ske i anden politikreds eller vil kunne gøre eftersøgning nødvendig. Disse hensyn giver imidlertid ikke fornødent grundlag for fortsat tilbageholdelse mod hans ønske. Såfremt sigtede ikke skønnes tilstrækkeligt ædru til at afgive forklaring (både egnethed til at afgive en fornuftig forklaring og evne til at varetage sine processuelle rettigheder må spille en rolle ved vurderingen heraf, men egnetheden udelukkes ikke uden videre ved en påvirkethedsgrad, der er højere end let påvirket), er der heller ikke heri tilstrækkelig begrundelse for tilbageholdelse, indtil spirituspåvirkningen er aftaget, ligeså lidt som sigtedes nægtelse af at afgive forklaring i sig selv vil kunne begrunde en tilbageholdelse.

Kun i tilfælde, hvor hensynet til sagens opklaring gør det nødvendigt at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller hindre hans samkvem med andre, jfr. nedenfor under c., kan sigtede tilbageholdes mod sin vilje.

Derimod kan indsættelse i detentionen være motiveret, hvis sigtede ved løsladelse må befrygtes at kunne blive til fare for sig selv eller andre. Skønnet herover må udøves både på grundlag af udfaldet af den kliniske prøve (karakteriseres sigtede som påvirket i højere grad end let påvirket, vil dette indicere, at sikkerhedsproblemet kan blive aktuelt) og ved et motiveret politimæssigt skøn over sigtedes »farlighed«. Dersom sigtede på betryggende måde uden væsentligt besvær eller udgifter for politiet kan bringes til sit hjem og ønsker dette, bør hensættelse i dentention undgås, og afhøring dermed udsættes.

c. Tilbageholdelse efter spiritusprøve af hensyn til bevissikring.

Grundlaget for domfældelse og reaktionsvalget i sager om spirituskørsel efter færdselslovens § 16 er i de typiske tilfælde blodprøven, den kliniske prøve og oplysninger om sigtedes kørsel. Oplysninger om det forudgående spiritusforbrug er i de fleste tilfælde uden væsentlig betydning for bedømmelsen af forholdet, og da bevisværdien af sådanne oplysninger i almindelighed er ringe, vil der i reglen ikke være anledning til at sætte ind med en nærmere undersøgelse til kontrol af sigtedes oplysninger herom. Hvis blodprøve ikke foreligger, bør undersøgelse til konstatering af forbruget og dets tidsmæssige fordeling derimod foretages. Der vil ligeledes være anledning til sådanne undersøgelser, hvis en blodprøve ikke giver grundlag for at sikre slutninger om tilstanden på kørselstiden. Dette vil ofte være tilfældet i de under 1. - 4. omtalte situationer.

1. Hvis sigtede kort før kørslen har indtaget alkohol, kan tilstanden ved kørslen have afveget fra tilstanden ved den kliniske undersøgelse og udtagelsen af blodprøven, fordi alkoholen ikke har været opsuget på kørselstiden. Hvis sigtede hævder, at han indenfor den sidste time før kørslen har indtaget et kvantum alkohol, der er så betydeligt, at tilstanden på kørselstiden kan have afveget væsentligt fra tilstanden på undersøgelsestiden, bør sigtedes forklaring om forbruget og navnlig den sidste del heraf søges kontrolleret ved vidneafhøring.

2. Hvis sigtede hævder, at han har drukket spiritus efter kørslen, men inden undersøgelsen, er det af afgørende betydning at konstatere, om efterfølgende forbrug kan antages at have fundet sted. En forklaring herom bør derfor søges kontrolleret og størrelsen af den tidsmæssige fordeling af et evt. forbrug søges fastlagt.

3. Hvis der er forløbet lang tid - mere end 3-4 timer - mellem kørslens afslutning og lægeundersøgelsen vil den kliniske prøve og blodprøven på grund af den usikkerhed, som er knyttet til tilbageregningen, indeholde en mindre sikker vejledning om tilstanden på kørselstiden. I tilfælde, hvor den kliniske prøve falder ud til ikke påvirket eller ikke sikkert påvirket, bør oplysninger om forbruget og dets tidsmæssige placering søges fastlagt ved vidneafhøring.

4. Hvis der er mulighed for, at sigtedes tilstand ved den kliniske undersøgelse - og på kørselstidspunktet - helt eller delvis skyldes medicinpåvirkethed, er det af væsentlig betydning at fastlægge spriritusforbruget og et eventuelt medicinmisbrug.

Hvis sigtede er taget på hjulene, vil de under 2. og 3. nævnte behov for nærmere undersøgelse normalt ikke være til stede.

Hvis der er vægtige indicier for spirituspåvirkethed på kørselstiden ved oplysninger om sigtedes adfærd under eller i forbindelse med kørslen vil de under 1. - 3. nævnte behov for nærmere undersøgelse normalt ikke være til stede.

I tilfælde, hvor en nærmere undersøgelse med hensyn til spirituspåvirkethed således er påkrævet, og hvor den ikke har kunnet ske inden spiritusprøve og afhøring af sigtede er afsluttet, må det - hvis anbringelse i detentionen ikke er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde - bero på et skøn over, om sigtede kan antages at have mulighed for og vilje til at påvirke vidner eller på anden måde modvirke undersøgelsen, om efterforskningshensyn gør det nødvendigt at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller at hindre hans samkvem med andre. Sandsynligheden for, at en sigtet vil søge at påvirke restaurationspersonale til at afgive urigtig forklaring er i almindelighed næppe stor og vil derfor kun undtagelsesvis kunne motivere hans tilbageholdelse.

Angår sagen tillige uagtsomt manddrab eller betydelig legemsskade, vil der ofte være behov for en mere indgående undersøgelse både med hensyn til spiritusforbruget og med hensyn til kørselsforløbet, og efterforskningsmæssige hensyn vil derfor i videre omfang kunne motivere en tilbageholdelse.

B. Hvis sigtedes tilstand er således, at sikkerhedsmæssige hensyn motiverer detentionsanbringelse, hensættes han i detentionen. I andre tilfælde effektueres anholdelsen som for andre anholdte. Anbringes disse på grund af lokale- og personaleforholdene i detentionen, kan også disse anholdte hensættes i detentionen. Der vil også kunne tages hensyn til ønsker fra sigtede om at komme til at ligge ned. Anbringelse i detentionslokaler sammen med drukne og derangerede detentionsgæster må ikke ske, medmindre sigtede selv befinder sig i en tilsvarende tilstand.

Ingen