Meddelelse om straffelovsændringer vedrørende mindre berigelsesforbrydelser. (* 1)

Meddelelse om straffelovsændringer vedrørende mindre berigelsesforbrydelser. (* 1)

Ved lov nr. 319 af 13. juni 1973 er med virkning fra den 1. juli 1973 gennemført en række ændringer i den borgerlige straffelov, særligt med henblik på mindre berigelsesforbrydelser.

I forbindelse med lovforslagets behandling blev der tilkendegivet forskellige kriminalpolitiske intentioner. Opmærksomheden henledes på følgende

a. Det udtales i bemærkningerne, at de nu gennemførte ændringer af blandt andet straffelovens § 80 og § 287 er udtryk for et ønske om en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet på en række væsentlige områder inden for strafferetten.

Det fremhæves, at det ikke vil være praktisk muligt at gennemføre denne sænkning alene ad lovgivningsvejen. Sænkningen må derfor gennemføres ved ændringer i domstolenes udmålingspraksis, og anklagemyndigheden kan her medvirke til at fremme udviklingen, dels gennem sin tiltalefrafaldspraksis, dels ved i videre omfang end tilfældet er i dag, i de konkrete sager at formulere påstande om strafudmåling.

b. I tilslutning hertil nævnes i bemærkningerne ønskeligheden af en videre anvendelse af betingede domme. Det konstateres således, at der i de seneste år har været en udvikling henimod øget anvendelse af betingede domme med hensyn til arbejdspladstyverier, stillingsunderslæb og socialbedragerier, en udvikling, der forudsættes videreført. Samtidig er det i bemærkningerne anført, at justitsministeriet vil følge udviklingen med hensyn til betingede domme, herunder også spørgsmålet om en udvidet anvendelse af betingede domme i visse voldssager.

c. I bemærkningerne til lovforslaget omtales endvidere det i betænkning nr. 650/1972 om nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål indeholdte forslag om ændring af den strafferetlige linie, der følges inden for straffelovens specielle del, f.eks. sager om brugstyveri.

Det udtales herom, at justitsministeriet kan tiltræde betænkningens afstandtagen fra den i praksis næsten undtagelsesfrie anvendelse af ubetinget frihedsstraf over for brugstyveri af motorkøretøjer, og at en tilnærmelse i sanktionsvalget mellem brugstyveri og tyveri er ønskelig. Således bør brugstyveri af motorkøretøjer ved sanktionsvalget ligestilles med tyveri, og den almindelige sanktion ved brugstyveri af knallerter bør være bøde eller betinget dom.

d. For så vidt angår butikstyverier tages der afstand fra at indføje en særlige bestemmelse herom i straffelovens § 287. I overensstemmelse med straffelovrådets udtalelse anføres, at det væsentlige i de intentioner, der har fundet udtryk i betænkning nr. 650/1972, vil kunne opnås på en principielt rigtigere måde dels ved en udvidet anvendelse af straffelovens § 287, dels ved en udbygning af den tiltalefrafaldspraksis, der allerede er indledt af anklagemyndigheden, en udvikling som justitsministeriet vil søge fremmet. Yderligere anføres det, at man gennem anklagemyndighedens tiltalepraksis vil søge den således ønskede udvikling fremmet.

Disse bemærkninger er tiltrådt i folketinget, jfr. blandt andet følgende bemærkninger i retsudvalgets betænkning om lovforslaget af 23. maj 1973

»Udvalget kan tilslutte sig en generel sænkning af strafudmålingsniveauet for mindre berigelsesforbrydelser af ikke-professionel karakter, hvorved anvendelsen af frihedsberøvende foranstaltninger begrænses, og hvorved kriminalforsorgen i frihed tillægges større betydning.«

Justitsministeriet har ved skrivelse af 1. november 1973 anmodet mig om at gøre statsadvokaterne og politimestrene bekendt med disse målsætninger samt ved gennem instruktion at sikre, at målsætningerne holdes for øje.

Jeg skal herefter anmode om, at følgende iagttages

1. Brugstyveri.

Ved brugstyveri af cykler og knallerter er i vidt omfang anvendt bøde. Det samme har været gældende med hensyn til brugstyveri af motorkøretøjer begået af lovovertrædere under 18 år. Derimod har det været sædvanligt at anvende hæftestraf for brugstyveri af motorkøretøjer begået af personer over denne alder. Med udgangspunkt i de foran refererede bemærkninger skal jeg anmode om, at anklagemyndigheden for de sidstnævnte tilfældes vedkommende tilstræber en ændring i praksis i overensstemmelse med de nedenfor angivne retningslinier.

I førstegangs tilfælde af brugstyveri af motorkøretøj begrænses påstanden sædvanligvis til bøde. Viser det sig, at denne ændring i praksis vinder tilslutning ved domstolene, gives bødeforlæg.

Angår sagen en flerhed af brugstyverier, vil der kunne være behov for at skærpe reaktionen til hæfte. Valget mellem påstand om bøde eller hæfte beror på en samlet vurdering af forholdenes grovhed. Der kan herunder bl.a. lægges vægt på, om motorkøretøjerne har været aflåst, om værktøj til opbrydning har været medbragt, og om gerningsmandens rolle kun eller i overvejende grad har været passagerens. Hvis gerningsmandens personlige forhold fører til, at det af specialpræventive grunde må anses for mere formålstjenligt at anvende betinget dom fremfor hæfte, nedlægges påstand om betinget dom, eventuelt kombineret med bøde. Kombination med bøde vil dog i reglen ikke være indiceret, hvis den betingede dom må ventes at medføre institutionsanbringelse, eller hvis tiltalte ikke kan anses for betalingsdygtig.

I tilfælde af gentaget brugstyveri af motorkøretøjer, beror valget af påstand (bøde, hæfte, fængsel eller betinget dom, eventuelt kombineret med bøde) på en samlet vurdering af gerningsmandens personlige forhold og grovheden af den nu foreliggende og de tidligere pådømte lovovertrædelser, herunder recidivets tæthed og omfang og de nærmere omstændigheder, der er eksemplificeret foran.

Foreligger brugstyveri i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16, nedlægges i de tilfælde, hvor en isoleret bedømmelse af brugstyveriet ville falde ud til bøde, påstand om samme strafart, som er forskyldt for færdselslovsovertrædelsen.

Foreligger brugstyveri i forbindelse med berigelseskriminalitet, som ikke medfører ubetinget straf, vil der i konsekvens af den praksis, der skal følges med hensyn til brugstyveri, når denne kriminalitetsform foreligger til isoleret bedømmelse, kunne være anledning til at nedlægge påstand om, at den betingede dom kombineres med bøde eller hæfte. Dette gælder dog ikke, hvis bøde som foran anført af særlige grunde må anses for uhensigtsmæssig, eller hvis de grunde, der fører til betinget dom for berigelseskriminaliteten, taler imod, at tiltalte også underkastes en kortvarig frihedsberøvelse.

2. Påtalefrafald.

Med hensyn til påtalefrafald, herunder reaktionen overfor butikstyverier, henvises til de retningslinier som fremgår af RACskr. af 30. juni 1972 og RAmeddelelse af 1. februar 1973. Disse retningslinier er fortsat gældende.

De fra politimestrene til statsadvokaterne indsendte skemaer over sager, der er afgjort med påtalefrafald m.v., vil i rigsadvokaturen blive behandlet med henblik på en belysning af politimestrenes administration af den kompetence, som er tillagt dem ved ændringen af retsplejeloven ved lov nr. 224 af 7. juni 1972, samt for evt. at ajourføre de i meddelelsen angivne beløbsgrænser. Undersøgelsen vil dække perioden fra 1. juli 1973 til 30. juni 1974.

3. Betinget dom.

Udviklingen i området for betinget dom, som for så vidt angår højesteretspraksis er beskrevet i U 1970 B s. 175 ff og U 1973 B s. 137 ff, har tilsyneladende gennem det seneste årstid medført en betydelig udvidelse i forhold til tidligere i anvendelsen af betinget dom. Anklagemyndigheden bør medvirke til en rimelig udvikling på dette område. Der bør derfor af anklagemyndigheden iagttages tilbageholdenhed med anke af underretsdomme, der anvender betinget dom, selvom dommene går videre med hensyn til anvendelse af betinget dom end dækket af ældre praksis.

Anbefalingen af i videre omfang at anvende betinget dom i voldssager tager navnlig sigte på tilfælde, hvor der kan antages at være et behov for anvendelse af betinget dom i forbindelse med lægelig ledet afvænningsbehandling mod spiritusmisbrug. Også i andre tilfælde - navnlig hvor der ikke foreligger sagesløshed - kan der være anledning til at nedlægge påstand om betinget dom, således at den fornødne intensitet i reaktionen opnås ved påstand om, at en betinget dom kombinderes med bøde og vilkår om erstatningsbetaling.

Det fremgår af tidligere udsendte instruktioner, at anklagemyndigheden bør medvirke til foretagelse af personundersøgelser i sager, hvor der kan være spørgsmål om at anvende betinget dom med tilsyn. Opmærksomheden bør være henvendt på, at området for betinget dom, herunder tilfælde hvor betinget dom med tilsyn af specialpræventive grunde foretrækkes fremfor straf, der medfører afsoning, som nævnt er under udvidelse.

På grundlag af de domme, der er indsendt fra statsadvokaterne for oktober kvartal 1973 vil der i rigsadvokaturen blive foretaget en undersøgelse til belysning af udviklingen med hensyn til anvendelsen af betinget dom.

4. Strafudmålingen.

Ifølge bemærkningerne bør anklagemyndigheden medvirke til at fremme en udvikling i retning af en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet overfor mindre berigelsesforbrydelser af ikke professionel karakter.

Under henvisning hertil skal jeg anmode statsadvokaterne om særligt for sådanne sagers vedkommende at vise tilbageholdenhed med at anke by- og herredsretsdomme, der afviger fra traditionel strafudmålingspraksis, idet det dog samtidig holdes for øje, at der ikke på længere sigt udvikler sig en markant forskellig praksis med hensyn til udmålingsniveau mellem de enkelte retskredse. Under anklagemyndighedens procedure - og dette gælder i særdeleshed proceduren i landsretterne - vil det f.eks. i forbindelse med omtalen af ældre praksis kunne være rigtigt at heledes opmærksomheden på lovgivningsmagtens intentioner.

5. Kontraanke.

Det bedes endvidere iagttaget - og dette er ikke begrænses til sager af den foran omtalte karakter - at anklagemyndigheden ikke som nu i almindelighed kontraanker til skærpelse, når tiltalte har anket til formildelse. Om kontraanke til skærpelse skal ske, må herefter bero på en konkret afvejelse. Anke til skærpelse undlades, når det er klart, at der ikke er behov for eller rimelig udsigt til skærpelse. Overvejelsen heraf tilendebringes så vidt muligt i forbindelse med ankeekspeditionen, således at anklagemyndighedens påstand fremgår af ankemeddelelsen. I andre tilfælde tages stilling under forberedelsen af ankesagen, således at anklagemyndigheden tilkendegiver sin endelige påstand f.eks. i forbindelse med fremsendelsen af ekstrakten til landsretten og forsvareren. Disse anvisninger tager ikke sigte på tilfælde, hvor der ankes til frifindelse.

Ifølge retsplejelovens § 965, stk. 2 forelægges ankesagen af den ankende. I hidtidig praksis har det været almindeligt, at forelæggelsen er varetaget af anklagemyndigheden. Denne ordning bør såvidt muligt bibeholdes, selvom anklagemyndigheden ikke har kontraanket til skærpelse, medmindre forsvareren udtrykker ønske om selv at foretage forelæggelsen.

Det understreges, at intentionerne i bemærkningerne for så vidt angår berigelsesforbrydelserne vedrører reaktionsvalget overfor mindre berigelsesforbrydelser af ikke professionel karakter og således ikke gælder den professionelle berigelseskriminalitet eller vanemæssige berigelseskriminalitet, medmindre denne drejer sig om forhold af begrænset omfang og grovhed. Disse intentioner er heller ikke til hinder for at påstå følelige reaktioner overfor kriminalitetsformer, som lokalt eller midlertidigt har en særlig udbredelse, og som af retshåndhævelsesgrunde påkalder en strengere reaktion end den sædvanlige.

Per Lindegaard.