Legislator Case Law & Legislation
C19740302509 DK

Cirkulære vedrørende arbejdsformidlingens forpligtelse til at præcisere for den arbejdssøgende om der foretages anvisning eller henvisning til et ledigt job. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1974 3025 Historic

Cirkulære vedrørende arbejdsformidlingens forpligtelse til at præcisere for den arbejdssøgende om der foretages anvisning eller henvisning til et ledigt job. (* 1)

Arbejdsformidlingskontorerne.

Direktoratet har tilskrevet Danske Teknikeres Arbejdsløshedskasse således

»Ved skrivelse af 27. august 1973 har Danske Teknikeres Arbejdsløshedskasse gjort direktoratet opmærksom på, at den voksende ledighed blandt medlemmerne har affødt en række sager, hvor medlemmer er indberettet for at have vægret sig ved at overtage anvist arbejde uden for hidtidigt fagområde.

Danske Teknikeres Arbejdsløshedskasse oplyser, at det ved behandlingen af sådanne indberetninger er et gennemgående træk, at medlemmerne, når realiteterne drøftes med dem, tilkendegiver ikke at have fået opfattelsen af egentlig at være anvist et arbejde.

Man ser derfor gerne fra arbejdsløshedskassens side, at arbejdsformidlingskontorerne gør det helt klart for de forsikrede, at der er tale om anvisning af arbejde.

Direktoratet skal på den givne foranledning bemærke, at man gennem nogen tid har været opmærksom på ovenstående problem, og at det er direktoratets agt at indskærpe over for arbejdsformidlingskontorerne, at der forud for enhver anvisning bør foretages en så tilbundsgående drøftelse med medlemmet, at der ikke på et senere tidspunkt i forbindelse med et eventuelt vægringsspørgsmål skal kunne opstå tvivl om, hvorvidt der har været tale om en egentlig anvisning.

Det kan endvidere oplyses, at kontorene ved anvisning af arbejde følger den praksis, at det bl.a. af hensyn til arbejdsgiverne kun udstedes anvisningskort i de tilfælde, hvor der er udsigt til, at arbejdsforhold kan etableres. Den praksis har efter direktoratets opfattelse hidtil fungeret tilfredsstillende, hvorfor direktoratet ikke som foreslået af kassen finder anledning til at søge denne ændret.

Direktoratet er endelig efter gennemgang af en række konkrete tilfælde af den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt, om arbejdsformidlingskontorene på et tidligere tidspunkt end det nu synes tilfældet i samarbejde med medlemmet optog kontakt med arbejdsløshedskasseafdelingen og sammen søgte at danne sig et skøn over, hvilke muligheder medlemmet eventuelt måtte have for at finde beskæftigelse inden for pågældendes fag, således at det bliver muligt for kontorerne hurtigere at fremskaffe et arbejde, der kan accepteres, også selv om dette arbejde måtte ligge uden for medlemmets hidtidige fagområde.

Direktoratet agter derfor at henstille til kontorerne, at der snarest etableres et sådant samarbejde, og at dette , i de tilfælde hvor der allerede måtte eksistere et sådant, yderligere intensiveres.«

Hvilket herved meddeles, idet direktoratet skal anmode arbejdsformidlingskontorene om at være opmærksom på de i ovennævnte skrivelse berørte generelle problemer.

P. D. V.

E. B.

Annemarie Koch

kt. chef

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →