Cirkulæreskrivelse om fordelingsudvalget til udpegelse af børnepsykiatere til at afgive erklæringer i sager om forældremyndighed og samkvemsret.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om fordelingsudvalget til udpegelse af børnepsykiatere til at afgive erklæringer i sager om forældremyndighed og samkvemsret.
Børnepsykiatrisk sektion under Dansk psykiatrisk selskab har efter forhandling med justitsministeriet med virkning fra den 1. januar 1975 oprettet et fordelingsudvalg. Udvalget har til opgave at bistå retterne, overøvrigheden og sagens parter med at udpege børnepsykiatere til at foretage undersøgelser i sager om forældremyndighed og samkvemsret i den udstrækning det vil være muligt.
I retssager foretages henvendelsen til fordelingsudvalget normalt af parterne efter at retten har godkendt, at der foretages børnepsykiatrisk undersøgelse. Såfremt parterne i henvendelsen anmoder om, at en bestemt psykiater foretager undersøgelsen, vil fordelingsudvalget i videst muligt omfang tage hensyn hertil ved fordelingen.
I overøvrighedssager retter vedkommende overøvrighed henvendelse til fordelingsudvalget om foretagelse af børnepsykiatrisk undersøgelse. Indhentelse af børnepsykiatriske erklæringer bør fortsat kun ske i tilfælde, hvor overøvrigheden finder det påkrævet at indhente en sådan erklæring, jfr. principperne i retsplejelovens § 450, stk. 2, og § 451, stk. 2 og 3.
Fordelingsudvalgets adresse er: Overlæge, dr. med. Gudrun Brun, Ellekildehavevej 38, 3140 Ålsgårde.
Ordningen gennemføres foreløbig for et tidsrum af 2 år.
Justitsministeriet, den 10. december 1974.
P.M.V.
E.B.
Jørgen Paulsen.
(Til domstolene og overøvrighederne).