Legislator Case Law & Legislation
C19740022410 DK

Cirkulæreskrivelse om kommunale elforsyningers benyttelse af strømafbrydelse i tilfælde af betalingsstandsning m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1974 224 Historic

Cirkulæreskrivelse om kommunale elforsyningers benyttelse af strømafbrydelse i tilfælde af betalingsstandsning m.v.

(Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd)

Monopoltilsynet har henledt indenrigsministeriets opmærksomhed på en nu afsluttet sag, hvor 2 betalingsstandsningsboer over for tilsynet havde besværet sig over, at et elforsyningsselskab havde afbrudt eller truet med at afbryde strømforsyningen i sine bestræbelser for at opnå dækning for sine krav i boerne. Klagerne gik ud på, at elforsyningsselskabet i kraft af sin monopolstilling ved levering af elektricitet havde forringet de øvrige kreditorers stilling under forsøgene på at nå til frivillig akkord. I betragtning af elektricitetens betydning som et absolut nødvendigt driftsmiddel optog monopoltilsynet i henhold til monopollovens § 11 forhandling med selskabet for at få leveringsbetingelserne ændret, således at elforsyningerne ikke på grund af deres monopolstilling bliver gunstigere stillet i tilfælde af betalingsstandsning end andre kreditorer.

Monopoltilsynet har endvidere oplyst, at Danske Elværkers Forening herefter har ladet udfærdige de som bilag til denne cirkulæreskrivelse optagne retningslinier for elforsyningsselskabernes benyttelse af strømafbrydelse i tilfælde af betalingsstandsning m.v. og har anbefalet, at retningslinierne følges af samtlige medlemmer af foreningen.

Monopoltilsynet har ikke fundet grundlag for kritik af de nævnte retningslinier, men har gjort opmærksom på, at leveringsbetingelser, der stiller elforsyningernes aftagere og andre (f.eks. aftagerens kreditorer) ringere end efter retningslinierne, vil kunne give tilsynet anledning til at undersøge, om der foreliggger de i monopollovens § 11 omhandlede urimelige forretningsbetingelser.

Monopoltilsynet har endelig meddelt, at det vil finde det hensigtsmæssigt, at kommunale elforsyninger, som ikke er omfattet af monopollovens bestemmelser, vil følge de af Danske Elværkers Forening udsendte retningslinier.

I denne anledning skal man efter brevveksling med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark henstille, at de kommunale elforsyninger følger de nævnte retningslinier.

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 28. OKTOBER 1974.

P.M.V.

E.B.

Chr. Hyltoft.

Bilag.

RETNINGSLINIER FOR ELFORSYNINGSSELSKABERNES BENYTTELSE AF STRØMAFBRYDELSE I TILFÆLDE AF BETALINGSSTANDSNING M.V.

1. De gængse bestemmelser i elforsyningsselskabernes leveringsbetingelser gælder i almindelighed i forhold til insolvente forbrugere, der ikke rettidigt betaler udsendte regninger for elforbrug, herunder a conto opkrævninger.

Ligeledes er elforsyningsselskaberne berettiget til i overensstemmelse med de gængse leveringsbetingelser at afkræve elforbrugere depositum.

2. Erklæres en forbruger konkurs, er eventuel forbrugsrestance for tiden indtil konkursdekretets afsigelse et simpelt kreditorkrav, der må anmeldes over for skifteretten og således får dividende på lige fod med alle øvrige simple kreditorer.

Strømafbrydelse, f. eks. overfor konkursboet, der fortsætter debitors erhvervsvirksomhed, på grund af restancen må ikke finde sted. Elforbrug fra konkursdekretets afsigelse at regne dækkes af boet som massekrav, idet elforsyningsselskabet har sædvanlig adgang til at stille krav om depositum.

Såfremt det krævede depositum eller den skriftlige garanti for massekrav ikke indsendes inden 8 dage, er selskabet berettiget til at foretage strømafbrydelse.

3. Ganske det samme som under pkt. 2 anført gælder i tilfælde af, at et aktieselskab træder i likvidation og ifølge erklæring fra likvidator må antages at være insolvent, idet likvidationens vedtagelse på selskabets generalforsamling danner skæring mellem forbrugsrestancen som simpelt krav og massekravet omfattende elleverancer til likvidationsboet.

4. Åbnes der i henhold til gældende lovgivning forhandlinger om tvangsakkord inden for eller uden for konkurs, gælder på tilsvarende måde, at forbrugsrestance for tiden indtil akkordforhandlingen er åbnet, må anmeldes som simpelt krav og således, at strømafbrydelse ikke må finde sted til inddrivelse af forbrugsrestancer. Leverancer efter akkordens åbning dækkes som massekrav, og der kan stilles krav om depositum.

Såfremt det krævede depositum eller den skriftlige garanti for massekrav ikke indsendes inden 8 dage, er selskabet berettiget til at foretage strømafbrydelse.

5. Standser en elforbruger sine betalinger og gennem udsendelse af betalingsstandsningscirkulære til samtlige sine kreditorer søger opnået en ordning med disse, opgør elforsyningsselskabet efter bedste skøn eventuel forbrugsrestance for tiden indtil datoen for betalingsstandsningen eller i mangel af sådan datos angivelse for tiden indtil datoen for betalingsstandsningscirkulærets udsendelse, således at restancen anmeldes efter betalingsstandsningscirkulærets anvisninger, henholdsvis over for den, der faktisk administrerer ordningen. Denne forbrugsrestance er et simpelt krav på lige fod med øvrige simple kreditorkrav. Elforsyningsselskabet er ikke berettiget til at gennemføre strømafbrydelse til inddrivelse af elforbrugsrestancen på betingelse af, at der efter påkrav fra elforsyningsselskabets side inden 8 dage stilles depositum til sikkerhed for betalingen af elleverancer efter betalingsstandsningsdatoen. Elselskabet er ligesom øvrige kreditorer frit stillet med hensyn til spørgsmålet om tiltrædelse af en eventuel ordning og gennemførelse af incasso efter sædvanlige regler, alene bortset fra strømafbrydelse.

Opnås der ikke en ordning med kreditorerne senest 3 måneder efterbetalingsstandsningen, genopstår adgangen til strømafbrydelse til inddrivelse af restancen i overensstemmelse med de almindelige leveringsbetingelser, medmindre kreditordningens administrator efter opfordring dokumenterer, at en ordning med kreditorerne er tiltrådt af mindst 90 pct. af de simple og usikrede kreditorer, beregnet såvel efter antal som efter størrelsen af deres tilgodehavender.

Ligeledes genopstår adgangen til strømafbrydelse, hvis den vedtagne ordning med kreditorerne misligholdes, f. eks. ved ikke-erlæggelse af aftalte afdrag.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →