Cirkulæreskrivelse om forholdet mellem loven om by- og landzoner og ekspropriationsprocesloven. (Til kommissorierne ved statens ekspropriotioner og anlægsmyndigheden)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om forholdet mellem loven om by- og landzoner og ekspropriationsprocesloven.
(Til kommissorierne ved statens ekspropriotioner og
anlægsmyndigheden)
I en erklæring af 6. februar 1974 (j.nr. 179/73) har folketingets ombudsmand udtalt, at der efter hans opfattelse burde have været indhentet tilladelse til etablering af Københavns lufthavn, Roskilde, i henhold til de almindelige regler i loven om by- og landzoner (nu lovbekendtgørelse nr. 340 af 13. juli 1972), før lufthavnen blev anlagt. Arealer m.v. til lufthavnen er erhvervet ved ekspropriation efter reglerne i ekspropriationsprocesloven (lov nr. 186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom som ændret ved lov nr. 175 af 30. april 1969). På ekspropriationstidspunktet var området beliggende i landzone. Den omstændighed, at arealer m.v. til lufthavnen er erhvervet ved ekspropriation, medfører efter ombudsmandens opfattelse ikke, at de almindelige regler i loven om by- og landzoner for anvendelse af arealer i landzone ikke skulle have været iagttaget.
Efter at spørgsmålet om iagttagelse af zonelovens bestemmelser i ekspropriationstilfælde på den således givne anledning på ny har været gjort til genstand for overvejelser, fastsættes det herved, at reglerne i by- og landzoneloven i det hele skal iagttages i den udstrækning, som denne lov bestemmer, ved gennemførelse af anlæg, hvortil der foretages ekspropriation efter reglerne i ekspropriationsprocesloven, med mindre der i det enkelte tilfælde måtte foreligge særlig hjemmel for det modsatte. Herved bemærkes, at den lovgivning, der indeholder den materielle hjemmel til gennemførelse af ekspropriation, tillige kan indeholde hjemmel for en hel eller delvis fravigelse af reglerne i by- og landzoneloven. Dette vil formentlig navnlig kunne være af praktisk betydning i tilfælde, hvor hjemmelen til ekspropriation indeholdes i en konkret anlægslov.
Det følger heraf, at anlægsmyndighederne så tidligt som muligt bør søge oplyst, hvorvidt bestemmelserne i by- og landzoneloven er til hinder for gennemførelsen af et påtænkt anlæg, og om der i givet fald kan skaffes fornødne tilladelser eller dispensationer fra lovens bestemmelser til anlæggets etablering.
Oplysning om ekspropriationsanlæggets forhold til bestemmelserne i by- og landzoneloven bør principielt ledsage anlægsmyndighedens henvendelse til ministeriet for offentlige arbejder om sagens forelæggelse for en ekspropriationskommission.
Det påhviler ekspropriationskommissionen ved dennes formand, vedkommende kommissarius ved statens ekspropriationer under besigtigelsen at påse, at det foreligger oplyst, om anlægget er gennemførligt under hensyn til reglerne i by- og landzoneloven. Ved anmodning om bemyndigelse til at foretage ekspropriation på grundlag af det af kommissionen vedtagne projekt skal det særskilt angives, hvis der måtte henstå uafklarede spørgsmål med hensyn til opfyldelse af bestemmelserne i by- og landzoneloven.
En bemyndigelse til at foretage ekspropriation efter bestemmelserne i ekspropriationsprocesloven vil herefter kun kunne bringes til anvendelse, når det dokumenteres, at bestemmelserne i by- og landzoneloven ikke er til hinder for anlæggets gennemførelse.
Ministeriet for offentlige arbejder, den 3, oktober 1974.
Kresten Damsgaard.
/F. Reidar Jørgensen.