Cirkulære om kilometerafmærkning og kantafmærkning langs offentlige veje.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om kilometerafmærkning og kantafmærkning langs offentlige veje.
(Til samtlige vejbestyrelser).
I medfør af § 6 i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 423 af 11. september 1972) bestemmes følgende om kilometerafmærkning og kantafmærkning langs offentlige veje
Afsnit 1.
Kilometerafmærkning.
Hovedlandeveje (herunder motorveje) og landeveje skal være kilometreret, og der skal langs disse veje opsættes kilometerafmærkning.
A. Hovedlandeveje.
For kilometerafmærkning langs hovedlandeveje gælder følgende retningslinier
1. Kilometreringen udmåles normalt ad vejens stationeringslinie (systemlinie), hvis vejen ikke tidligere har været kilometreret eller hvis den omkilometreres.
Kilometerafmærkning anbringes i begge vejsider for hver 100 m. Afmærkningen anbringes på kantpæle, der er anbragt uden for vejens belægningskant vinkelret ud for det udmålte punkt, jfr. afsnit 2 om kantafmærkning og bilag 1 til nærværende cirkulære.
På vejstrækninger med delt tracee udmåles kilometreringen langs den højre kørebane i kilometreringsretningen. Kilometerafmærkning opstilles også langs venstre kørebane i kilometreringsretningen, og forinden de to kørebaner igen løber sammen eller fortsætter parallelt med normal afstand, korrigeres der for en eventuel længdeforskel mellem de to kørebaner ved indlægning af en »fejlkilometer« i den venstre kørebane. Korrektionen foretages så vidt muligt umiddelbart før en hel kilometer, jfr. bilag 7.
2. Helkilometerpælene er kilometersystemets fixpunkter og må ikke fjernes eller flyttes, når kilometreringen er gennemført.
Helkilometerpælen kan, i det omfang det anses for nødvendigt, indmåles i polygonsystemet og kan eventuelt yderligere sikres som polygonpunkt.
3. På veje, der tidligere er kilometreret, opsættes kilometerafmærkningen for de hele kilometre på kantpæle i begge vejsider ud for de tidligere udmålte hele kilometre. De eksisterende kilometersten kan bibeholdes, hvis de er trukket så langt tilbage fra kørebanen, at de ikke frembyder fare for trafikken. 200-m sten fjernes, når kantpæle er opstillet.
100-m afmærkning anbringes i begge vejsider for hver 100 m udmålt fra »helkilometer«-pælene. Hvis der på grund af vejlængdeændring eller lignende ikke er 1000 m mellem to på hinanden følgende kilometerpæle, optages afvigelsen fra de 1000 m som »fejl« på strækningen mellem den sidste 100-m afmærkning og den efterfølgende kilometerpæl, jfr. også pkt. 6 og 7.
4. Kilometerafmærkningen på kantpæle skal være udformet som vist på bilag 1 og 2 a. Hele kilometre angives uden decimaler, medens 100-m inddelingen angives med een decimal (eet ciffer under decimalstregen). For neden på kilometerpladen angives vejens administrative nummer, således som dette fremgår af vejregistret (for landeveje angives både det af indenrigsministeriet givne amtskodenummer og vejnummer) samt et kontrolciffer til brug ved databehandling. Kontrolcifrene udregnes af vejdirektoratet og skifter for hver hele kilometer.
Endvidere angives på pladen vejens kilometreringsretning med en pil, der er opadrettet i højre side i kilometreringsretningen og nedadrettet i venstre side i kilometreringsretningen.
5. Hvor der ikke er opstillet kantpæle langs vejen, anbringes kilometerpladen på standere, som kan have det på bilag 3 viste udseende og anbringes på steder, hvor de er synlige uden at genere, f.eks. bag autoværn, foran husmur, hegn eller lignende. I særlige tilfælde kan kilometreringspladen også anbringes direkte på mur.
6. Kilometerafmærkningen skal opstilles så nøjagtigt som muligt. Maximal tolerance for opstillingen er +/- 1 m.
Kan en kilometerpæl eller en 100-m pæl ikke anbringes i det rigtige punkt i vejens opmåling, f.eks. på grund af en vejindmunding eller lignende, kan, hvis hindringen kun forekommer i den ene vejside, afmærkningen udelades i denne vejside, og afmærkningen anbringes da på den korrekt placerede pæl i modsatte vejside.
Kan en 100-m pæl ikke opstilles rigtigt i nogen af vejsiderne, kan pælen opstilles med en forskydning i den ene eller den anden retning langs vejen. Forskydningens størrelse angives da på en plade på pælens bagside (den mod rabatten vendende side) som vist på bilag 2c og bilag 4, fig. 1.
Forskydningen af en 100-m pæl angives som + X, hvis forskydningen sker i kilometreringsretningen, og x, hvis forskydningen sker imod kilometreringsretningen. Forskydning af en 100-m pæl påvirker ikke opstillingen af de efterfølgende 100-m pæle.
Hvis forskydningen af en 100-m pæl ikke kan holdes inden for +/- 10 m. udelades 100-m afmærkningen på det pågældende sted, og kantpælen forsynes ikke med kilometreringsplade.
Kan en helkilometer-pæl ikke opstilles i nogen af vejsiderne, opstilles den med en forskydning i længderetningen, også hvis forskydningen overstiger 10 m. Forskydning af en således opstillet helkilometerpæl angives på samme måde som på 100-m pælene ved på bagsiden af pælen (den mod rabatten vendende side) at angive forskydningen i meter til den ene eller anden side fra 1000-m punktet, jfr. bilag 2 c og bilag 4, fig. 1.
Forskydning af en helkilometerpæl, der kun skyldes praktiske opstillingsvanskeligheder, men ikke ændrer vedopmålingen, påvirker ikke opstillingen af de efterfølgende 100-m pæle eller kilometerpæle.
På alle helkilometerpæle, hvis afstand fra det foregående kilometerpunkt på grund af forskudt opstilling afviger mere end +/- 10 m fra de korrekte 1000 m, angives med et »F« for oven på kilometerpladen, at afstanden ikke er nøjagtig 1000 m.
7. Hvis en vejstrækning som følge af vejforlægning forkortes eller forlænges, således at dens længde herefter ikke er i overensstemmelse med kilometreringen af den øvrige del af vejen, må en af kilometerstrækningerne ændres til en »fejlkilometer«, således at kilometeren forøges eller formindskes med det nødvendige antal »fejlmetre«.
Fejlmetre indlægges så vidt muligt umiddelbart før en helkilometer. På den kilometerpæl, der afslutter »fejlkilometeren«, anbringes for oven på kilometerpladen et »F«, der viser, at afstanden fra den foregående helkilometerpæl er korrigeret og ikke er 1000 m. På pladen på bagsiden af den med »F« mærkede pæl (den mod rabatten vendende side) angives altid afstanden i meter fra det foregående kilometerpunkt, jfr. bilag 2 d og bilag 4, fig. 2 og 3.
Hvis vejstrækningen er forkortet, vil fejlkilometreringen eksempelvis kunne angives som vist på bilag 5.
Hvis vejstrækningen er forlænget, vil fejlkolometreringen kunne angives som vist på bilag 6. De brudne kilometre er i dette tilfælde angivet med 2 cifre under decimalstregen. De to cifre betyder, at decimalinddelingen er fortsat ud over 1000 m. Kilometerangivelserne ved en sådan fejlkilometrering skal derfor læses således
27/10 = 27 km + 1000 meter 27/11 = 27 km + 1100 meter 27/12 = 27 km + 1200 meter
Afstanden mellem den sidste 100-m pæl i fejlkilometeren og den efterfølgende kilometerpæl vil normalt ikke være nøjagtig 100 m. Da der på helkilometerpælens bagside er angivet afstanden til den foregående hele kilometer (som vist på bilag 4, 5 og 6), vil de to sidste cifre i dette tal samtidig angive afstanden mellem sidste 100-m pæl og kilometerpæle. Kilometerpælen er som anført forsynet med et »F« foroven på kilometreringspladen.
Hvis afstanden fra den sidste 100-meter-afmærkning til kilometerpælen er mindre end 25 m, opsættes den sidste 100-meter-afmærkning normalt ikke.
8. Tilslutningsramper mellem to veje - f.eks. i ruderanlæg, dele af rundkørsler og lignende korte vejstrækninger, der udgør grene af et vejknudepunkt, men ikke indgår i vejenes naturlige længderegistrering - forsynes ikke med kilometerafmærkning, og kantpæle opstillet på sådanne tilslutningsstrækninger fungerer kun som markering af kørebanens linieføring.
For registrering af sådanne vejknudepunkter og deres grene vil der senere blive givet retningslinier.
B. Landeveje.
For kilometerafmærkning langs landeveje gælder følgende
Kilometerafmærkning skal anbringes for hver 100 m og skal, hvis vejen forsynes med de i afsnit 2 nævnte kantpæle, foretages efter samme retningslinier som fastsat for hovedlandeveje.
Hvis kantpæle ikke opstilles, bør det tilstræbes,
at kilometerafmærkningen indeholder de samme oplysninger som angivet for hovedlandeveje, og
at afmærkningen - bl.a. af hensyn til politi, ambulancer, vejinventering m.v. - anbringes således, at den ikke skjules af bevoksning.
Hvis kilometerafmærkning kun anbringes i een vejside, skal anbringelsen ske i højre vejside, i kilometreringsretningen, og kilometerangivelsen skal så vidt muligt kunne ses i begge kørselsretninger.
Kilometerafmærkningen må ikke frembyde fare for trafikanterne.
Afsnit 2.
Kantafmærkning.
A. Hovedlandeveje.
Langs hovedlandeveje skal der til markering af vejens linieføring opstilles kantpæle, som desuden skal benyttes til kilometerafmærkning.
1. Kantpælene skal udføres af hvidt vejrbestandigt plastmateriale og i øvrigt som angivet i bilag 1. Pælene må ikke frembyde fare ved påkørsel. De må ikke veje over 4 kg og skal kunne knække eller lægges ned ved en kraft på højst 100 kg o 0,5 meters højde.
2. Kantpælene skal opstilles i begge vejsider i en afstand af 1 m fra vejens belægningskant. Hvis forholdene kun tillader mindre afstand, skal afstanden være så nær 1 m som mulig. Kantpælene skal opstilles således, at afstanden fra vejens belægningkant til kantpælen så vidt muligt er konstant på vejstrækninger, hvor tværprofilet er uændret.
På veje med nødspor skal kantpælene opstilles i en afstand af 0,5 m fra nødsporets belægningskant.
På veje med midterrabat skal der endvidere opstilles kantpæle i en afstand af 0,5 m fra belægningskanterne ved midterrabatten.
3. På vejstrækninger, der er forsynet med autoværn eller brorækværker, kan kantpæle udelades, hvis afstanden fra vejens belægningskant til autoværnet eller rækværket er mindre end 1,5 m. Refleksmateriale kan i stedet anbringes på autoværnet eller rækværket. Kantpæle skal dog opstilles, hvis det må anses for nødvendigt til markering af kørebanens linieføring.
4. Kantpæle kan i øvrigt udelades, hvor de stedlige forhold gør opstilling uhensigtsmæssig, eksempelvis i byområder eller, hvor der som følge af fortov eller cykelsti langs vejen ikke er tilstrækkelig plads til opstilling langs vejens belægningskant.
På vejstrækninger med vejbelysning udelades kantpæle i midterrabatter, der er forsynet med autoværn.
5. Kantpælene skal opstilles i 100-m punkterne for vejens kilometrering som angivet i afsnit 1A. På kantpælene nittes kilometreringsplade med kilometerafmærkning.
6. På vejstrækninger med kurveradius mindre end 200 m skal der opstilles supplerende kantpæle mellem 100- m pælene med følgende indbyrdes afstand
Radius: Afstand mellem kantpæle (målt i vejens midtlinie) i kurvens i kurvens yderside inderside mindre end 99 m 10 m 20 m 100- 199 m 20 m 33,3 m 200- 399 m 33,3 m 33,3 m 400-1999 m 50 m 50 m over 2000 m 100 m 100 m
Supplerende kantpæle skal endvidere opstilles til markering af til- og frakørsler, parkeringspladser, vigepladser, holdepladser, tværsnitsændringer og vejkryds. De supplerende kantpæle skal, hvor forholdene gør det muligt, opstilles i overensstemmelse med de i bilag 8-14 angivne retningslinier. Ved større tværsnits- eller retningsændringer, hvor kantpæle ikke skønnes tilstrækkelige som markering, skal i stedet opstilles kantafmærknbingsplader eller baggrundsafmærkning.
De supplerende kantpæle skal ikke forsynes med kilometrreringsplade.
B. Landeveje og kommuneveje.
Langs landeveje og kommuneveje kan der til markering af vejens linieføring opstilles kantpæle. Såfremt kantpæle opstilles, skal opstillingen være i overensstemmelse med de i afsnit 2 A angivne retningslinier.
Ministeriet for offentlige arbejder, den 22. juli 1974.
P.M.V.
E.B.
Thorv: Jørgensen.
Bilag 1-14
Ingen