Vejledning til den mellem Danmark og Philippinerne den 16. december 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til den mellem Danmark og Philippinerne den 16. december 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat.
Indledning.
1. Ved en mellem Danmark og Philippinerne den 16. december 1966 afsluttet overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.m., jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 116 af 5. december 1973 (Lovtidende C), er der fastsat en række bestemmelser, der medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler i tilfælde, hvor en skatteyder ellers ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra Danmark og Philippinerne.
Ikrafttræden.
(Artikel XXVIII)
2. Overenskomsten trådte i kraft den 31. oktober 1973 og finder herefter anvendelse for Danmarks vedkommende fra og med den 1. april 1974 og for Philippinernes vedkommende fra og med den 1. januar 1974, jfr. under pkt. 25.
Skatter.
(Artikel I)
3. For Danmarks vedkommende finder overenskomsten anvendelse på indkomstskatter til staten - herunder de ordinære indkomstskatter til staten, folkepensionsbidraget, bidraget til dagpengefonden, bidraget til den sociale pensionsfond, sømandsskatten, den særlige indkomstskat og udbytteskatten iflg. kildeskattelovens § 65. Endvidere er formueskatten omfattet af overenskomsten.
Derimod er de kommunale indkomstskatter, herunder den amtskommunale indkomstskat, ikke omfattet, hvilket skyldes, at man ikke på Philippinerne har en ensartet kommunalbeskatning, undergivet det philippinske parlaments kontrol. Skattepligtige til Danmark har imidlertid krav på nedslag for eventuel philippinsk kommuneskat i medfør af reglen i ligningslovens § 33.
Gensidig bistand.
(Artikel XXIV)
4. I artikel XXIV findes en bestemmelse om udveksling af oplysninger.
Overenskomsten fastsætter derimod ikke pligt til gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter.
Definitioner.
(Artikel II, stk. (1) (a-f))
5. Almindelige definitioner findes i artikel II. Betydningen af "fortjeneste" er dog angivet i artikel III, stk. (7), "rente" i artikel VII, stk. (2), "royalty" i artikel VIII, stk. (2), "fast ejendom" i artikel X, stk. (2), "pension" i artikel XIV, stk. (4), "livrente" i artikel XIX, stk. (3), og "statsborger" i artikel XXVI, stk. (2).
Fremhæves skal artikel II, stk. (1) (a), hvorefter "Danmark" betyder Kongeriget Danmark. Overenskomsten gælder dog ikke for Færøerne eller Grønland, men den kan i medfør af artikel XXVII udvides til også at gælde for disse områder.
Endvidere skal fremhæves artikel II, stk. (1) (e) og (f), hvorefter udtrykket "person" omfatter fysiske personer, selskaber og enhver anden sammenslutning af personer, uanset om den behandles som en juridisk person eller ej, og hvorefter udtrykket "selskab" betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.
Skattemæssigt hjemsted m.v.
(Artikel II, stk. (1) (g-j))
6. Ifølge artikel II, stk. (1) (g), anses en person - fysisk eller ikke-fysisk - for bosiddende i en af de to stater, når han i skattemæssig henseende betragtes som bosiddende i denne stat.
Hvis en fysisk person efter anvendelse af denne regel må anses for bosiddende i begge stater, findes der ikke - som i OECD's modelkonvention af 1963 og i mange andre af de af Danmark indgåede dobbeltbeskatningsaftaler - i overenskomsten regler for, hvilken af de to stater, der skal foretrækkes som bopælsstat. I disse tilfælde må hver stat derfor give creditnedslag for de af den anden stat som kildestat pålignede skatter.
Et selskab betragtes som hjemmehørende i en af staterne, hvis det er stiftet, oprettet eller registreret i overensstemmelse med denne stats lovgivning eller består i kraft af dennes lovgivning.
7. Et "fast driftssted" betyder ifølge artikel II, stk. (1) (j), et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves. Under litra (j) (i) nævnes typiske eksempler på
fast driftssted, medens der i litra (j) (ii) angives tilfælde, hvor der ikke foreligger fast driftssted. I litra (j) (iii) og (iv) bestemmes, under hvilke betingelser en agent, repræsentant eller mægler anses for at udgøre et fast driftssted, medens endelig litra (j) (v) indeholder en bestemmelse om selskaber, der har en nærmere forbindelse med hinanden.
Opmærksomheden henledes på, at en byggeplads, en plads for et anlægs-, installations- eller monteringsarbejde eller lignende af mere end 6 måneders varighed anses for at udgøre et fast driftssted, se artikel II, stk. (1) (j) (i) (h).
Fordeling af beskatningsretten mellem kildestat og bopælsstat.
(Artikel III-XXII)
Indkomstbeskatningen.
8. Fortjeneste ved forretningsvirksomhed, artikel III, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende, medmindre det driver virksomhed i den anden stat fra et "fast driftssted". I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til det faste driftssted, beskattes i den anden stat. Opmærksomheden henledes her på artikel IV, der indeholder regler for fordelingen af indtægter oppebåret af indbyrdes afhængige foretagender.
Om betydningen af begrebet "fast driftssted" henvises til artikel II, stk. (1) (j), som er omtalt foran under punkt 7.
9. Fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik, artikel V, kan beskattes i begge stater i overensstemmelse med deres respektive love. Overenskomsten løser således ikke dobbeltbeskatningsspørgsmålet vedrørende skibs- og luftfartsindtægter, og danske virksomheders problemer af denne art må herefter behandles efter reglerne i ligningslovens § 33.
10. Reglerne om beskatning af udbytter, artikel VI, bygger på den skattemæssige ordning, som var gældende i de to stater ved overenskomstens underskrift i 1966.
Aktieudbytte fra et philippinsk selskab, der oppebæres af personer eller selskaber, som ikke er henholdsvis bosatte eller hjemmehørende i Philippinerne, kildebeskattes i Philippinerne med 20 pct. for personer og 30 pct. for selskaber.
Artikel VI, stk. (2), bestemmer imidlertid, at den normale philippinske kildeskat kan nedsættes med 0,33, hvis det phillippinske selskab udøver aktiv forretningsvirksomhed inden for visse særlige investeringsområder, som er angivet i bestemmelsen, og 80 pct. af selskabets bruttoindkomst i beskatningsåret hidrører fra sådan investering.
Efter at der i Danmark med virkning fra og med 1970 ved kildeskattelovens § 65 er indført en udbytteskat, har artikel VI, stk. (3), 1. pkt., der alene har til formål at beskrive gældende danske lovregler på tidspunktet for aftalens indgåelse, ingen betydning, og i udbytte fra danske selskaber, der udbetales til en aktionær i Philippinerne, tilbageholdes herefter udbytteskat med 30 pct.
11. Artikel VI, stk. (4), indeholder en bestemmelse om datterselskabslempelse, der skal indrømmes, når datterselskabet er hjemmehørende i den anden stat, og man ville have givet denne lempelse, såfremt begge selskaber var hjemmehørende i samme stat.
12. Såfremt aktieudbyttet oppebæres af en person eller et selskab, der har fast driftssted i kildestaten, har denne stat i medfør af stk. (5) beskatningsretten til hele udbyttet, idet artikel III om fortjeneste ved forretningsvirksomhed i så fald skal finde anvendelse, jfr. ovenfor under pkt. 8.
13. Artikel VI, stk. (6), indeholder en bestemmelse om såkaldt "matching credit", hvorefter bopælsstaten skal give credit for et beløb svarende til den skat, som skulle være betalt i kildestaten, dersom ingen nedsættelse i medfør af stk. (2) eller stk. (3) var tilstået i denne stat.
14. For renter, artikel VII, der ifølge stk. (2) omfatter renter af obligationer, værdipapirer, gældsbeviser, lån, forskrivninger eller gældsfordringer af enhver art eller af en hvilken som helst anden form for gæld, gælder der samme regler som for udbytter, jfr. ovenfor under pkt. 10-13, alene med den forskel, at der ikke i Danmark er hjemmel til kildebeskatning af renter, og at art. VII, stk. (4), 1. punktum, således fortsat giver udtryk for gældende dansk ret.
Også reglerne om beskatning af royalties, artikel VIII, følger stort set reglerne om beskatning af udbytter. Visse royalties af fast ejendom er omfattet af artikel X, jfr. pkt. 16 nedenfor. Om indkomst af spillefilm, film eller bånd, se pkt. 15.
15. Artikel IX indeholder en særregel for lejeafgift eller lignende for spillefilm og film eller bånd til radio eller fjernsynsudsendelser, hvorefter kildestatens beskatningsret til sådan indtægt er begrænset til 10 pct.
Bestemmelsen finder også anvendelse, selvom der i kildestaten haves et egentligt filmudlejningskontor, idet lejeafgift ikke anses som fortjeneste ved forretningsvirksomhed, jfr. definitionen heraf i artikel III, stk. (7).
16. Indkomst af fast ejendom, artikel X, kan ifølge stk. (1) beskattes i den stat, hvori ejendommen er beliggende. I artikel X, stk. (3), er det bl.a. angivet, at stk. (1) finder anvendelse på indkomst ved enhver form for udnyttelse af fast ejendom, herunder af naturforekomster, således også af oliekilder. Om avance ved salg af fast ejendom, se under pkt. 17.
17. Fortjeneste ved afhændelse af formuegenstande er omtalt i artikel XI. Avance ved salg
af fast ejendom, kan beskattes i den stat, hvori ejendommen er beliggende, artikel XI, stk. (1),
af andre aktiver (end fast ejendom), der tilhører et fast driftssted, kan beskattes i den stat, hvori driftsstedet er beliggende, artikel XI, stk. (2), 1. punktum,
af skibe og luftfartøjer i international trafik, og andre aktiver (end fast ejendom) som anvendes i sådan skibs- eller luftfartsvirksomhed, kan kun beskattes i den stat, hvori ejeren er bosiddende, artikel XI, stk. (2), 2. punktum, jfr. artikel XXII (c).
Avance ved salg af formuegoder iøvrigt kan, foruden at blive beskattet i afhænderens bopælsstat, også beskattes i den anden stat i overensstemmelse med dennes lovgivning, artikel XI, stk. (3). Denne regel må ses på baggrund af, at Philippinerne også beskatter kapitalvinding ved salg af "personal property".
Personer, der er bosiddende uden for Philippinerne, er kun skattepligtige af kapitalvinding i Philippinerne, når kapitalvindingen hidrører fra kilder der. Om dette er tilfældet, afhænger af, om transaktionen er foregået i Philippinerne eller i udlandet. Artikel XI's udformning skyldes såleds et philippinsk ønske om, at reglerne mest muligt affattedes i overensstemmelse med den interne lovgivning i Philippinerne.
18. De to landes regler om beskatning af uafsluttede dødsboer, artikel XII, skal ikke finde anvendelse i det omfang, arvinger i henhold til overenskomsten ville have været fritaget for beskatning, såfremt indkomsten ikke havde passeret dødsboet.
19. Vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold eller ved frit erhverv, beskattes som hovedregel i den stat, hvori arbejdet er udført, artikel XIII, stk. (1).
Fra den nævnte hovedregel gælder følgende undtagelser
1. Ifølge artikel XIII, stk. (2) og (3), tilkommer beskatningsretten alene arbejdstagerens bopælsstat, såfremt
a) han inden for et skatteår (kalenderår) opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage, og b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er en person eller et selskab bosiddende i den stat, hvori arbejdet udføres, og c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den stat, hvori arbejdet udføres. For arbejde udført i Philippinerne gælder yderligere den begrænsning, at det samlede arbejdsvederlag ikke må overstige 12.000 philippinske pesos eller det tilsvarende beløb i danske kroner, idet Philippinerne forbeholder sig at beskatte det overskydende beløb.
2. Vederlag for personligt arbejde udført ombord på skibe eller luftfartøjer i international trafik (artikel XIII, stk. (4), kan beskattes i den stat, hvori den person eller det selskab, der driver skibs- eller luftfartsvirksomheden, er bosiddende (hjemmehørende).
3. En for denne overenskomst speciel regel findes i artikel XIII, stk. (5), der bestemmer, at hverken ovennævnte hovedregel for arbejdsvederlag eller de under pkt. 1 og 2 nævnte undtagelser hindrer de to stater i at beskatte egne statsborgere.
4. Vederlag for offentlige hverv samt pensioner udbetalt for varetagelse af hverv i en af staternes tjeneste, skal ifølge artikel XIV være fritaget for beskatning i den anden stat. Derimod kan private pensioner og livrenter kun beskattes i bopælsstaten (artikel XIX).
5. Ifølge artikel XVIII er indkomst, der oppebæres af besøgende fra en af staterne under offentlig optræden i den anden stat, der giver udtryk for den førstnævnte stats kultur, og som sker under protektion af visse institutioner eller af regeringen i en af staterne, fritaget for beskatning i den anden stat.
6. Lærere og videnskabsmænd (artikel XX) samt uddannelsessøgende (artikel XXI) er under visse betingelser fritaget for beskatning af lønindtægter oppebåret i den anden stat (kildestaten). For uddannelsessøgende gælder fritagelsen i det omfang, vederlaget er nødvendigt for deres underhold og uddannelse. Om størrelsen af det skattefrie vederlag, når studielandet er Danmark, kan henvises til de af statens ligningsdirektorat for studerende fra Færørerne fastsatte beløb (for 1974 15.000 kr., og for 1975 17.000. kr.). Philippinske uddannelsessøgende her i landet er endvidere i vidt omfang fritaget for beskatning af stipendier m.v. hidrørende fra udlandet.
20. Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, artikel XVI, beskattes
i den stat, hvori selskabet er hjemmehørende.
21. Indkomst oppebåret af professionelle kunstnere og sportsfolk,
artikel XVII, beskattes i overensstemmelse med den under pkt. 19
nævnte hovedregel i den stat, hvori virksomheden udøves. Der gælder
ikke nogen 183-dages regel for disse personer. Om kulturudveksling,
se ovenfor under pkt. 19, nr. 5.
Formuebeskatningen.
(Artikel XXII)
22. Reglerne om beskatningen af formue følger i det store og hele den
af OECD i 1963 udarbejdede modelkonvention, idet dog
formuebeskatningen af skibe og fly - og af andre aktiver, der ikke
består i fast ejendom, knyttet til skibs- og luftfartsvirksomhed - er
tillagt den stat, hvori ejeren er bosiddende.
Endvidere er det i artiklens pkt. (d) bestemt, at aktier og
obligationer kan beskattes i den stat, hvori de er udstedt. En
tilsvarende bestemmelse findes ikke i modelkonventionen. Det
bemærkes, at udenlandske ejere af danske aktier og obligationer ikke
betaler formueskat i Danmark.
Metoden til ophævelse af dobbeltbeskatning.
(Artikel XXIII)
23. Begge lande benytter den såkaldte "credit-metode" til ophævelse
af dobbeltbeskatning. Dette betyder, at man ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst, henholdsvis formue her i landet medregner
indtægt og formue, hvortil Philippinerne har beskatningsretten,
hvorefter der i de beregnede skatter gives et nedslag med det mindste
af følgende to beløb
a) den philippinske skat af den philippinske indtægt, respektive formue,
b) den del af den danske skat, der falder på den philippinske indtægt, respektive formue. Reglen svarer ganske til ligningslovens § 33.
Art. XXIII, stk. (5), indeholder en generel regel om såkaldt
"matching credit" ,se tillige de specielle bestemmelser herom i
artiklerne VI, VII og VIII, jfr. pkt. 13-14 ovenfor.
Beskatning ved til- og fraflytning.
24. Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler om beskatningen
ved til- og fraflytning, og de interne regler om indtræden og ophør
af skattepligt finder derfor anvendelse.
Overenskomstens praktisering.
25. Overenskomstens bestemmelser skal praktiseres ved selve
skatteligningen fra og med indkomståret 1974 for så vidt angår
skatter af indkomst, der er oppebåret fra og med den 1. april 1974,
og formueskat af formue pr. 31. december 1974. En
forskudsregistrering for indkomstårene 1974 og 1975 vil på begæring
være at ændre, jfr. kildeskattelovens § 53, såfremt den er foretaget
i strid med overenskomsten.
26. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil
være at forelægge for skattedepartementet.
Skattedepartementet, den 12. september 1974.
Hans P. Gøtrik.
/ E. Møller.