Cirkulære om reglement vedrørende sundhedsmæssigt tilsyn med institutioner, klinikker m.v. (Til samtlige amtsråd, kommunalbestyrelser og embedslæger).

KAPITEL 1.

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER OM LOVGRUNDLAGET, MYNDIGHEDERNE OG

KAPITEL 1.

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER OM LOVGRUNDLAGET, MYNDIGHEDERNE OG

TILSYNSORDNINGEN.

1. Ved indenrigsministeriets bekendtgørelse af 16. august 1974 er § 8 i lov nr. 381 af 13. juni 1973 om embedslægeinstitutioner m.v. sat i kraft med virkning fra 1. oktober 1974, og fra samme dato træder den af indenrigsministeriet i medfør af den nævnte bestemmelse udstedte bekendtgørelse om reglement vedrørende sundhedsmæssigt tilsyn med institutioner, klinikker m.v. - sundhedstilsynsreglementet - i kraft. Disse bestemmelser vedrører forhold, der hidtil har været reguleret gennem de lokale sundhedsvedtægter, og som ikke er omfattet af lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse og de i medfør af denne lovs §§ 4 og 5 fastsatte landsdækkende regler om forebyggelse af forureningen, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse af reglement om miljøbeskyttelse af 29. marts 1974.

Ved miljøbeskyttelseslovens ikrafttrædelse ophæves sundhedsvedtægterne og samtidig nedlægges sundhedskommissionerne. Som det gælder for de områder, som er reguleret ved miljøbeskyttelsesreglementet, skal de kommunale råd derefter forestå administrationen af bestemmelserne i henhold til embedslægeinstitutionslovens § 8.

2. Det er derfor normalt kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor en institution m.v. - det være sig statslige, amtskommunale, eller kommunale - er beliggende, der er kompetent til at udstede påbud og forbud over for institutioner m.v., hvor der optræder sundhedsmæssigt uforsvarlige forhold. I tilfælde, hvor der er tale om en af den pågældende kommune selv drevet institution beliggende i kommunen, udøves beføjelsen af vedkommende amtsråd, medens indenrigsministeren udøver beføjelsen over for institutioner, der drives af Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser, og som er beliggende i de to kommuner.

3. Ved administrationen af bestemmelserne i henhold til § 8 bistås kommunalbestyrelserne, amtsrådene og indenrigsministeriet af embedslægerne, d.v.s. embedslægeinstitutionen i de amtsrådskredse, hvor sådanne institutioner er oprettet, og ellers amts- og kredslægerne. I Københavns kommune bistås kommunalbestyrelsen af stadslægeembedet.

Der påhviler således embedslægerne en særlig forpligtelse til at føre tilsyn på de kommunale råds vegne med de i sundhedsreglementets kapitel 2 nævnte pleje- og behandlingsinstitutioner samt de daginstitutioner, der anvendes af børn under den undervisningspligtige alder, jfr. kap. 3.

Herudover er embedslægerne imidlertid generelt forpligtet til at yde de kommunale råd bistand ved rådgivning om sundhedsmæssige forhold, f.eks. ved afgivelse af sagkyndig erklæring, deltagelse i møder og udvalgsarbejde hos vedkommende myndigheder, samt pligtige til at deltage i tilsyns- og kontrolarbejde, om nødvendigt efter besigtigelse eller observation af forholdene på stedet.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt i reglementet at give nærmere regler for samarbejdet mellem de kommunale råd og embedslægerne, men det forudsættes, at udstedelse af pålæg eller nedlæggelse af forbud normalt sker på grundlag af en embedslægeindstilling, ligesom der i det hele bør foregå løbende orientering embedslægerne og de kommunale myndigheder imellem om den sundhedsmæssige kontrol med de forskellige institutioner. Sager om fritagelse for tilsyn i medfør af reglementets § 4 og § 7 bør normalt af kommunalbestyrelsen forelægges embedslægeinstitutionen til udtalelse.

Man har ikke anset det for hensigstmæssigt at foreskrive en generel pligt for de kommunale myndigheder til at inddrage embedslægeinstitutionerne i behandlingen af sager efter bekendtgørelsen. Man anser det imidlertid for væsentligt, at embedslægeinstitutionernes sagkundskab på bl.a. det sundhedsmæssige og hygiejniske område udnyttes i form af rådgivning ved behandling af sager efter bekendtgørelsen. Embedslægeinstitutionen bør derfor på et så tidligt stadium af sagsbehandlingen som muligt inddrages i denne, f.eks. ved deltagelse i forberedende møder i den kommunale forvaltning eller eventuelt ved møder i de pågældende kommunale råd eller udvalg eller ved at man beder embedslægeinstitutionen om en udtagelse over sagen. Man skal i denne forbindelse påpege behovet for, at der i tilsynssager er mulighed for, at embedslægeinstitutionen kan samarbejde med kommunalt og amtskommunalt sygeplejerskeuddannet personale samt særligt for så vidt angår sager om køkkenforhold med de kommunale levnedsmiddelkontrolenheder.

KAPITEL 2.

BEMÆRKNINGER VEDRØRENDE DE ENKELTE BESTEMMELSER.

KAPITEL 2.

BEMÆRKNINGER VEDRØRENDE DE ENKELTE BESTEMMELSER.

1. I de i reglementets kapital 2 omtalte pleje- og behandlingsinstitutioner er det et fælles træk, at benytterne i reglen opholder sig på institutionen i længere tid, og at de modtager en vis pleje eller behandling, som rækker ud over kost og logi, således at de typisk står i et betydeligt afhængighedsforhold til institutionens ledelse. I konsekvens heraf er der gennem bestemmelsen i § 2, stk. 2, foreskrevet, at embedslægerne skal føre tilsyn med de af kapitlet omfattede institutioner. Den her instituerede kontrol vedrører de hygiejniske, sundhedsmæssige forhold for benytterne, og ikke de egentlige behandlingsmæssige forhold.

Gruppen af institutioner omfatter principielt så forskellige institutioner som fødselsanstalter, børne- og ungdomshjem, særforsorgsanstalter, fængsler, sygehuse, sanatorier, rekonvalescenthjem, alderdomshjem, plejehjem samt forlægninger for værnepligtige.

I en række tilfælde vil der til de heromhandlede institutioner være knyttet lægelig sagkundskab i større eller mindre omfang, enten som led i institutionens behandlingsformål eller i form af et vist lægeligt tilsyn. Behovet for et egentligt embedslægetilsyn vil være forskelligt for forskellige institutionstyper og varierende også for de enkelte institutioner.

I medfør af bestemmelsen i reglementets § 4 undtages sygehuse fra embedslægetilsynet, bortset fra køkken- og toiletforhold, centralvaskerier, sterilisations- og desinfiktionsanlæg, indsamling, opbevaring og intern transport af særligt sundhedsfarligt affald samt depoter, herunder forhold vedrørende opbevaring og fordeling af lægemidler. Endvidere fritages forsvarets og civilforsvarets behandlingsinstitutioner for embedslægetilsyn.

2. Gruppen af institutioner, der omfattes af reglementets kapitel 3, omfatter så forskellige institutioner som skoler - herunder kostskoler for børn og unge samt ungdomsskoler og folkehøjskoler - vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, legestuer, fritidsklubber samt daginstitutioner m.v. for syge, svagelige eller ældre personer.

Der vil ved disse institutioner normalt ikke være behov for et egentligt tilsyn fra sundhedsmyndighederne, ligesom der i en række tilfælde kan være etableret et specielt lægeligt tilsyn. For skolernes vedkommende gælder således lov nr. 266 af 7. juni 1972 om skolelæger. Det er derfor fundet tilstrækkeligt at lade det egentlige tilsyn ved embedslægeinstitutionen omfatte daginstitutioner for børn under den undervisningspligtige alder.

3. Kommunalbestyrelsens adgang efter § 8, stk. 1, til at meddele påbud og forbud i tilfælde af uhygiejniske forhold omfatter dels klinikker og saloner, hvor behandlingens hovedformål er at fremme kundens udseende eller almindelige fysiske velbefindende, såsom frisørsaloner, manicure-, skønhedsplejesaloner, og dels klinikker med egentlige diagnostiske og terapeutiske formål, hvor virksomheden udøves af personer, der ikke har offentlig autorisation. Bestemmelsen omfatter kun erhvervsmæssigt drevne klinikker, hvorved er udskilt den lejlighedsvise behandling, som typisk udføres i den behandlendes hjem.

Det bemærkes, at læger, tandlæger, fysioterapeuter og fodterapeuter i forvejen, i medfør af de særlige love for dette personel, er undergivet tilsyn fra embedslægerne, ligesom der i medfør af denne lovgivning er reaktionsmuligheder overfor disse grupper, hvis hvervet udøves mangelfuldt. Indenrigsministeriet undtager derfor i medfør af reglementets § 8, stk. 2, klinikker, der drives af dette offentligt autoriserede personel fra reglerne i stk. 1.

Bestemmelsen i § 8, stk. 1, om klinikker m.v. for diagnosticering og behandling vil herefter typisk omfatte praktiserende tandteknikere, kiropraktorer og ikke-autoriserede fodplejere og massører, samt medicinske laboratorier, hvor der ikke er en ansvarlig læge.

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 23. AUGUST 1974.

Jacob Sørensen.

/Ebbe Sørensen.

Cirkulære om reglement vedrørende sundhedsmæssigt tilsyn med institutioner, klinikker m.v. (Til samtlige amtsråd, kommunalbestyrelser og embedslæger).

Ingen