Cirkulære om miljøbeskyttelsesloven. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).

Kapitel 1.

Indledning.

Kapitel 1.

Indledning.

1. MIljøreformen omfatter lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, lov nr. 373 af 13. juni 1973 om ændring af lov om vandforsyning og lov om offentlige veje, og lov nr. 374 af 13. juli 1973 om ændring af vandløbsloven. Vandforsyningsloven og vandløbsloven findes nu optrykt som henholdsvis lovbekendtgørelse nr. 524 og 523 af 26. september 1973.

De nævnte love er behandlet i folketinget sammen med lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m.

2. Miljøbeskyttelsesloven træder i sin helhed i kraft den 1. oktober 1974, jfr. bekendtgørelse nr. 150 af 20. marts 1974. Lovens § 59 og § 90 er dog trådt i kraft den 1. oktober 1973, jfr. bekendtgørelse nr. 500 af 7. september 1973. Den tidligere ikrafttræden vedrørte først og fremmest amtsrådets (hovedstadsrådets) laboratorieplaner, jfr. miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 5. november 1973 om retningslinier for planlægning af levnedsmiddelkontrolenheder og udførelse af miljømæssige undersøgelser i levnedsmiddelkontrolenhedernes laboratorier.

3. Det har været overvejet at sætte lovens kapitel 9 om kortlægning og planlægning i kraft tidligere, under hensyn til den nære sammenhæng der er mellem specielt § 61 og loven om lands- og regionplanlægning og loven om regionplanlægning i hovedstadsområdet. Man har imidlertid fundet det rigtigst at sætte de resterende bestemmelser af loven i kraft samlet den 1. oktober 1974, men ministeriet lægger særdeles stor vægt på, at det undersøgelsesarbejde, der nævnes i § 61, iværksættes så hurtigt som muligt. Opgaverne påhviler amtsrådet (hovedstadsområdet), hvortil kommunalbestyrelserne skal udarbejde oplæg. Miljøstyrelsen udsender om kort tid en orientering om planlægning i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Der henvises iøvrigt til kapitel 4, afsnit II C. i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.

4. De special love om forureningsbekæmpelse, der i de seneste år er gennemført, opretholdes efter miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden. Det drejer sig om

Lov nr. 293 af 9. juni 1971 om beholdere til øl- og læskedrikke.

Lov nr. 135 af 24. april 1972 om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel.

Lov nr. 178 af 20. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald.

Lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod forurening af havet med andet end olie (dumpningloven).

5. Derimod ophæves lovgrundlaget for sundhedsvedtægterne, som bortfalder fra lovens ikrafttræden.

Fra dette tidspunkt nedlægges sundhedskommissionerne og samtlige deres opgaver overføres til andre myndigheder. Om overgangsproblemerne i forbindelse hermed henvises til kapitel 9 i miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

Samtidig begrænses landvæsensretternes opgaver væsentligt. De opgaver, som disse myndigheder hidtil har varetaget på miljøområdet, overføres nu - bortset fra erstatningssager - til de kommunale råd med miljøstyrelsen som ankeinstans, jfr. kap. 2, pkt. 4 i nærværende cirkulære.

Endelig ophæves visse ældre lovbestmmelser, der indeholder særlige regler for Københavns kommune inden for spildevandsområdet, se nærmere lovens § 89.

Kapitel 2.

Myndighedernes opgaver.

Kapitel 2.

Myndighedernes opgaver.

Kommunalbestyrelserne.

1. Kommunalbestyrelsernes opgaver efter miljøbeskyttelsesloven bliver hovedsagelig at afgøre spørgsmål om tilladelse til visse spildevandsudledninger, om godkendelse af visse forurenende virksomheder, samt at administerere reglementet om miljøbeskyttelse (bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974). Kommunerne skal føre kontrol med at myndighedernes (også amtsrådenes og centrale myndigheders) afgørelser efterkommes, og det er endvidere kommunernes opgave på eget initiativ at føre almindeligt tilsyn med forureningsforholdene og med at gældende bestemmelser overholdes. I forbindelse hermed træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om påbud eller forbud over for forurenende virksomhed. Herudover har kommunerne en række planlægningsopgaver, navnlig på spildevandsområdet.

Amtsrådene.

2. Amtsrådene bliver efter miljøbeskyttelsesloven de myndigheder, der har hovedansvaret for grundvandet, det ferske overfladevand og de kystnære dele af søterritoriet. Amtsrådene fastlægger beskyttelsesområder ved vandforsyningsanlæg og giver tilladelse til de fleste spildevandsudledninger, ligesom de har overtilsynet med vandløbene. Desuden afgør amtsrådene spørgsmål om godkendelse af større forurenende virksomheder samt virksomheder med særlige spildevandsproblemer. Om kompetancefordelingen i disse sager mellem amtsråd og kommunalbestyrelser henvises til bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1971 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. og bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. I øvrigt har de visse koordinerende tilsynsopgaver og fører tilsyn med kommunale virksomheder. Endelig har amtsrådene til opgave at udføre en samlet kortlægning af forureningskilderne inden for deres område og på baggrund heraf foretage en planlægning.

Hovedstadsrådet.

3. Hovedstadsrådet har opgaver, der i det væsentlige svarer til amtsrådenes opgaver uden for hovedstadsområdet. Opgaverne for amtsrådene inden for hovedstadsområdet bliver tilsvarende indskrænket.

Miljøstyrelsen.

4. Efter § 45 i miljøbeskyttelsesloven er miljøstyrelsen rådgiver over for miljøministeren og andre myndigheder, herunder lokale og regionale myndigheder, i spørgsmål vedrørende miljøbeskyttelse. Opmærksomheden henledes dog på, at miljøstyrelsens stilling som ankemyndighed, jfr. nedenfor i kap. 5, sætter visse grænser for omfanget af den vejledning, styrelsen kan yde med hensyn til

bedømmelsen af den enkelte sags konkrete omstændigheder ved dens behandling i 1. instans. I sådanne sager vil rådgivningsfunktionen blive varetaget på en sådan måde, at afgørelsen træffes efter den kommunale myndigheds skøn og på denne myndigheds ansvar.

Miljøstyrelsen træffer afgørelse i sager vedrørende klager over kommunalbestyrelsers, amtsråds og hovedstadsrådets afgørelser efter loven eller regler udfærdiget med hjemmel i loven, jfr. lovens § 70.

Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts 1974 har ministeren henlagt en række af sine opgaver efter loven om miljøbeskyttelse, og en række andre love inden for miljøbeskyttelsen til miljøstyrelsen.

Herudover påhviler det miljøstyrelsen at varetage visse tilsyns- og kontrolfunktioner samt centrale planlægningsopgaver.

Andre myndigheder.

5. Embedslægeinstitutionerne er rådgivere for myndighederne i blandt andet hygiejniske og miljømæssige forhold, jfr. § 4 i lov nr. 381 af 13. juni 1973 om embedslægeinstitutioner m.v. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for embedslægernes virksomhed, jfr. embedslægelovens § 7. Efter lovens § 74, stk. 1, har embedslægen adgang til at påklage trufne afgørelser til miljøstyrelsen. Om embedslægernes bistand ved de kommunale myndigheders administration henvises til miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om reglement om miljøbeskyttelse, til kap. 7 i cirkulære af 17. april 1974 om spildevand og til kap. 10 i cirkulære nr. 108 af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

6. Arbejdstilsynet besidder en sagkundskab på et tilgrænsende område, som gør det naturligt, at der etableres et samarbejde med denne myndighed i sager om miljølovens administration. Arbejdsministeren fastsætter nærmere retningslinier for arbejdstilsynskredsenes medvirken ved administrationen af miljøbeskyttelseslovgivningen. Iøvrigt henvises til kap. 7 i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand og kap. 11 i cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

7. Fiskerikontrollens medvirken vil kunne være til nytte for de kommunale tilsynsmyndigheder i spildevandssager, jfr. lovens § 56, hvorefter der kan fastsættes nærmere regler for fiskerikontrollens deltagelse. Der henvises nærmere til kap. 7 i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.

8. Politiet har hidtil spillet en væsentlig rolle i behandlingen af sager efter sundhedsvedtægterne. Den ordning, hvorefter politiet i mange tilfælde var sekretariat for sundhedskommissionerne, og iøvrigt i vidt omfang sørgede for sagernes oplysning, ophører nu i forbindelse med sagernes overførsel til de kommunale myndigheder. Politiets opgaver vil nu blive indskrænket til de rent politimæssige, herunder at yde myndighederne bistand til at skaffe sig adgang til offentlige og private ejendomme, jfr. lovens § 51, stk. 1. Politiet vil ligeledes yde bistand for statslige myndigheder ved behandlingen af klagesager, hvor det kan vise sig nødvendigt at tilvejebringe yderligere oplysninger, f.eks. ved afhøringer. Efter lovens § 51, stk. 2, fastsættes omfanget af politiets bistand i sager i medfør loven efter nærmere aftale med justitsministeriet.

9. Fredningsplanudvalgene og byudviklingsudvalgene har af hensyn til de koordinerende opgaver, disse organer varetager på regionalt plan, adgang til at påklage kommunalbestyrelsernes afgørelser til miljøstyrelsen, jfr. lovens § 74, stk. 2. De skal desuden have underretning om trufne beslutninger i medfør af lovens § 65, stk. 2. Man skal henstille, at de kommunale myndigheder er opmærksomme på de fredningsmæssige og planlægningsmæssige forhold ved administrationen af miljølovgivningen, således at disse myndigheder i fornødent omfang inddrages også på tidligere stadier af sagens behandling. For godkendelsessager henvises til den udførlige omtale i kap. 4, II. C. i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand og cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

Kapitel 3.

Indholdet af miljøbeskyttelsesloven.

Kapitel 3.

Indholdet af miljøbeskyttelsesloven.

Lovens kapitel 1 (§§ 1-3) indeholder en angivelse af lovens formål. Det fremgår heraf, at formålet er at beskytte det naturlige miljø. Det snævrere sundhedsmæssige sigte, som lå til grund for sundhedsvedtægterne, er således nu forladt, idet det er hensigten ikke alene at beskytte menneskenes sundhed, men også den naturlige balance i omgivelserne. Dette vil medføre en udvidelse af indgrebsmulighederne. Lovens formålsbestemmelser vil iøvrigt være vejledende for forståelsen af lovens materielle regler og for i hvilke tilfælde, der fra myndighedernes side kan og bør gribes ind.

Efter lovens § 1, stk. 3, skal der foretages en afvejning ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening. Myndighederne skal på den ene side lægge vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkninger på disse, og på den anden side den samfundsmæssige nytte af den pågældende virksomhed og omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltningerne.

Ligeledes skal man fremhæve lovens § 3, stk. 3, hvorefter det påhviler den enkelte virksomhed at træffe de til forebyggelse og imødegåelse af forureningen nødvendige foranstaltninger og tilrettelægge virksomhedens drift på en sådan måde, at virksomheden i mindst muligt omfang giver anledning til forurening. Princippet om, at »forureneren betaler« kan udledes af denne bestemmelse.

Lovens kapitel 2 (§§ 4-10) indeholder en række bemyndigelser til miljøministeren til at fastsætte nærmere regler med henblik på at forebygge og bekæmpe forureningen. I medfør af lovens §§ 4 og 5 er der udarbejdet et reglement, der træder i stedet for væsentlige dele af sundhedsvedtægterne. Se nærmere bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 samt miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 herom.

De øvrige bemyndigelser i kapitlet udnyttes ikke straks fra lovens ikrafttræden. Der fastsættes således ikke bindende regler om f.eks. maksimumgrænser for tilladelige udledninger af forurenende stoffer. I stedet udsender miljøstyrelsen vejledninger til støtte for myndighedernes behandling af de enkelte sager. Det drejer sig om bestemmelser,

1) om udledning af spildevand,

2) om begrænsning af luftforurening fra virksomheder,

3) for affaldsforbrændingsanlæg.

4) for ekstern støj fra virksomheder,

5) for placering, indretning og drift af kontrollerede lossepladser.

Reglerne i lovens kapitel 3 (§§ 11-16) har til formål at beskytte vandforsyningsinteresser. Kapitlet afløser kapitel V (§§ 39-47) i den hidtil gældende vandforsyningslov. Efter reglerne kræves der tilladelse til al udledning af spildevand til undergrunden, ligesom der i almindelighed skal gives tilladelse til nedgravning af beholdere til forurenende væsker og stoffer, jfr. lovens § 11. Disse tilladelser gives i de fleste tilfælde af kommunalbestyrelsen, jfr. nærmere bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om kontrol med oplag af olie m.v., bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974 om etablering af nedsivningsanlæg og bekendtgørelse nr. 173 af 29. marts 1974 om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand. Der kræves endvidere tilladelse fra amtsrådet eller ministeren til udledning af spildevand på jorden, jfr. nærmere kap. 12 i bekendtgørelse nr. 174 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. Om disse bekendtgørelser henvises iøvrigt til miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.

Endelig giver reglerne mulighed for, at amtsrådet i forbindelse med en vandindvinding kan fastlægge et beskyttelsesområde samt meddele de fornødne påbud eller forbud med henblik på at forhindre forurening af et vandforsyningsanlæg. Se nærmere miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning.

Lovens kapitel 4 (§§ 17-34) handler om beskyttelse af overfladevand. Disse regler er en modernisering og forenkling af en række regler i den hidtil gældende vandløbslov, navnlig denne lovs §§ 5,5 c og 70-80. Lovens § 17, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod tilførsel af forurenende stoffer til vandløb, søer og havet. Der kan dog gives tilladelse til spildevandsudledning. Tilladelse meddeles som hovedregel af amtsrådet. I en række tilfælde er kompetencen dog henlagt til kommunalbestyrelsen, jfr. lovens § 18, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. Lovens § 21 foreskriver, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen og at planen skal godkendes af amtsrådet. Denne planlægning skal bl.a. benyttes som grundlag for behandling af sager om tilladelse til spildevandsudledning, jfr. lovens § 22.

Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke overholder de for anlægget fastsatte bestemmelser eller normer, kan amtsrådet eller kommunalbestyrelsen meddele påbud om, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget, jfr. lovens § 25.

Udgifterne ved udførelsen og driften af spildevandsanlæg afholdes og fordeles efter regler, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, jfr. miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 29. marts 1974 herom.

Endelige indeholder kapitlet regler om ekspropriation til spildevandsanlæg. Se nærmere bekendtgørelse nr. 175 af 29. marts 1974 herom.

Der henvises iøvrigt om lovens kapitel 4 til miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.

Lovens Kapitel 5 (§§ 35-44) indeholder regler om godkendelse af særligt forurenende virksomheder. Ordningen kan betragtes som en videre udvikling af den hidtil gældende ordning efter sundhedsvedtægterne, jfr. normalsundhedsvedtægtens § 30, stk. 2. Godkendelsesordningen omfatter de kategorier af virksomheder, der er optaget på en liste som bilag til loven. Sådanne virksomheder skal søge om godkendelse, før de anlægges eller påbegyndes, ligesom de ikke må udvides eller ændres på en måde, som indebærer forøget forurening uden godkendelse, jfr.lovens § 35. Godkendelse meddeles af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. Nærmere regler om godkendelsesordningen er fastsat i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974. Se også miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

Hvis en virksomhed af en kategori, der er optaget på listen medfører væsentlig forurening, kan kommunalbestyrelsen meddele påbud om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger og om fornødent forbud mod virksomheden, jfr. lovens § 44.

I lovens kapitel 6 (§§ 45-47) beskrives miljøstyrelsens opgaver og beføjelser, jfr. § 45. Der henvises til bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts 1974 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til miljøstyrelsen samt kap. 2, pkt. 4 i nærværende cirkulære. Ministeren har adgang til at henlægge sin kompetence til de kommunale myndigheder efter § 46, og han kan i konkrete sager af mere vidtrækkende betydning bestemme, at afgørelsen skal træffes af ham, i stedet for af vedkommende kommunale myndighed.

Lovens kapitel 7 (§§ 48-58) giver regler om tilsyn og kontrol. Kommunalbestyrelsen har det primære tilsyn med, at lovens bestemmelser overholdes og kontrollerer, at myndighedernes afgørelser efterkommes. Amtsrådet har mere koordinerende opgaver. Om tilsyn og kontrol i spildevandssager kan der henvises til bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder. For godkendelsessager henvises til kap. 13 i miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

Lovens kapitel 8 (§§59-60), der må sammenholdes med levnedsmiddellovens kapitel 9, giver mulighed for en planlægning af landets dækning med kommunale enheder til levnedsmiddelkontrol og disse enheders laboratorieopgaver på det miljømæssige område, jfr. nærmere miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 5. november 1973 herom.

Lovens kapitel 9 (§§ 61-64) handler om kortlægning og planlægning. Efter reglerne skal amtsrådene på grundlag af oplæg fra kommunalbestyrelserne foretage undersøgelser og vurderinger af forureningsforholdene indenfor deres område. Der skal herefter udarbejdes samlede oversigter til støtte for myndighedernes administration, jfr. § 61. Oversigterne skal desuden benyttes til udarbejdelse af samlede retningslinier fra ministeren for behandlingen af sager efter lovens kapitler 3, 4 og 5 jfr. § 62. Der vil blive udsendt en orientering om miljøplanlægning fra miljøstyrelsen.

I lovens kapitel 10 (§§ 65-69) gives der særlige regler om beslutninger i sager om miljøbeskyttelse. Der henvises til kapitel 4 i nærværende cirkulære.

Lovens kapitel 11 (§§ 70-74) handler om klage over de kommunale myndigheders afgørelser. Der henvises til kapitel 5 i nærværende cirkulære.

Lovens kapitel 12 (§§ 75-82) indeholder regler om det særlige miljøankenævn, der er klageinstans for vigtigere afgørelser truffet af miljøstyrelsen eller ministeren, jfr. § 76. Ved bekendtgørelse nr. 153 og nr. 154 af 20. marts 1974 er nævnet gjort kompetent til at behandle afgørelser truffet i henhold til regler udfærdiget efter lov om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel og lov om bortskaffelse m.v. af olie og kemikalieaffald. Nævnets virksomhed vil senere blive reguleret ved særlige regler, jfr. § 77, stk. 3.

Lovens kapitel 13 (§§ 83-96) indeholder straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser. Man skal særlig henlede opmærksomheden på §§ 91-93, der indeholder overgangsregler for vandforsynings- og spildevandssager. Der henvises nærmere til kap. VII i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning og kap. 9 i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.

I forbindelse med de ændringer i vandforsyningsloven, der blev foretaget samtidig med miljøbeskyttelsesloven, er der udstedt tre bekendtgørelser: nr. 179 af 29. marts 1974 om tilsyn med vandforsyningsanlæg, nr. 180 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilladelse til vandindvinding efter vandforsyningslovens §§ 13 og 36 og nr. 181 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg. Disse bekendtgørelser er nærmere omtalt i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning.

Kapitel 4.

Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse.

Kapitel 4.

Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse.

1. De hidtil gældende regler om myndighedernes virksomhed på miljøbeskyttelsens område indeholdt kun i meget begrænset omfang forskrifter for myndighedernes beslutninger og formelle regler om, hvordan trufne belslutninger skulle meddeles adressaten og eventuelt andre, samt hvilke oplysninger beslutningerne skulle være ledsaget af. Da de beslutninger, som miljøbeskyttelsesloven giver hjemmel til, kan være særdeles indgribende og have vidtgående konsekvenser, og da beslutningerne også kan vedrøre allerede etablerede forhold, er det vigtigt, at beslutningerne træffes og udformes på en klar og - også i formel henseende - uangribelig måde.

Bestemmelserne i lovens kapitel 10, §§ 65-69 vedrører alle beslutninger, der træffes efter lovens regler eller med hjemmel i bekendtgørelser efter loven. De suppleres af særlige procedureregler for spildevandssager, se bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v., og for sager om ekspropriation til spildevandsanlæg, se bekendtgørelse nr. 175 af 29. marts 1974.

Beslutningens form.

2. Efter lovens § 65 skal kommunalbestyrelsens, amtsrådets og hovedstadsrådets beslutninger meddeles skriftligt til den eller de for det pågældende forhold ansvarlige.

Skriftlighedskravet kan ikke anses for opfyldt, hvis afgørelsen blot er indført i myndighedens protokol el. lign. Reglen hænger bl.a. sammen med reglen i § 71, hvorefter lovens klagefrister regnes fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

I mange sager, navnlig om påbud og forbud, vil det være hensigtsmæssigt at skabe sikkerhed om dette tidspunkt ved at sende afgørelsen anbefalet.

Underretning om beslutninger.

3. Foruden til adressaten skal der ifølge § 65, stk. 2, samtidig skriftligt gives underretning om den trufne beslutning til vedkommende embedslæge samt andre interesserede myndigheder og privatpersoner, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i at få kundskab om beslutningen. Den kreds af privatpersoner, der skal have underretning om beslutningen svarer i almindelighed til kredsen af klageberettigede efter § 74, stk. 1, nr. 3. Baggrunden for reglen i § 65, stk. 2, er netop at sikre at alle klageberettigede får kendskab til, at der er truffet en afgørelse, således at klageadgangen får et reelt indhold.

Af samme grund bør kredsen i § 65, stk. 2, betragtes som den kreds, man i hvert fald skal underrette. Hvis det umiddelbart er vanskeligt at afgrænse den relevante personkreds, hvilket kan være tilfældet i tættere bebyggede bysamfund, kan det være rimeligt at underrette en noget videre kreds, således at man har sikkerhed for, at ingen er forbigået. Dette vil ikke foregribe bedømmelsen af, om en person er klageberettiget efter § 74, stk. 1.

Nøjere at angive, hvilke privatpersoner der skal have meddelelse om beslutningen er ikke muligt, men f.eks. ved anlæg af en ny virksomhed vil det være naturligt, at de nærmeste omboende, som eventuelt vil kunne blive forulempet af virksomheden, får underretning om den meddelte godkendelse. At privatpersoner, der har indgivet klage over en virksomhed, får underretning om den beslutning, myndighederne træffer i den anledning, må være en selvfølge, også for at de pågældende kan få mulighed for at reagere mod afgørelsen.

Reglen i § 65, stk. 2, sidste pkt. om, at underretning til privatpersoner kan ske ved offentlig annoncering, skal forstås som en mulighed, som kan anvendes efter myndighedens eget skøn under hensyn til sagens karakter, antallet af personer der har krav på underretning og myndighedens praksis. I disse tilfælde regnes klagefristen, jfr. § 71, fra annoncens offentliggørelse eller forsendelsens fremkomst. For at undgå, at der løber forskellige ankefrister, må man anbefale, at der i alle tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt myndigheden har udtømmende kendskab til samtlige klageberettigede, foretages en underretning ved offentlig annoncering. Af samme årsag bør annonceringen finde sted i umiddelbar tilslutning til afgørelsens meddelelse til adressaten.

Opmærksomheden henledes på reglen om tavshedspligt i lovens § 85, se nærmere kap. 6, nr. 1 og 2 i nærværende cirkulære.

Det er særlig fremhævet i § 65, stk 2, at embedslægen skal have underretning om den trufne beslutning. Når der i øvrigt gives underretning til myndigheder efter § 65, stk. 2, bør man ikke begrænse sig til dem, der er nævnt i § 74, stk. 2, som klageberettigede, Også andre myndigheder, som har opgaver indenfor miljøbeskyttelsen, eller som har tilgrænsende eller beslægtede sagsområder, kan have interesse i at få underretning om afgørelser, især naturligvis hvis de har været inddraget i den konkrete sag. Det gælder bl.a. arbejdstilsynet og fiskerikontrollen.

Klagevejledning.

4. Efter lovens § 66 skal kommunalbestyrelsens, amtsrådets og hovedstadsrådets beslutninger indeholde oplysninger om, til hvilken myndighed beslutningen kan påklages og fristen herfor. Den myndighed, der skal anføres som klagemyndighed, er miljøstyrelsen. Ingen afgørelse efter loven kan påklages direkte til ministeren eller miljøankenævnet uden om miljøstyrelsen. Klage til miljøstyrelsen indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, jfr. lovens § 73.

Praktisk taget alle afgørelser efter loven og dens bekendtgørelser kan påklages til miljøstyrelsen. Det eneste tilfælde, hvor en kommunal myndigheds afgørelse ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, er afgørelser efter § 27, stk. 1-3, om fordeling af udgifterne ved etablering og drift af spildevandsanlæg. Afgørelser om udgiftsfordelingen til rensningsanlæg kan dog påklages til miljøstyrelsen.

I de sager, hvor der er rejst eller kan rejses sag for landvæsensretten, vil det være naturligt at give oplysning om dette i den kommunale myndigheds afgørelse. Klagefristen er ifølge § 71 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende, d.v.s. vedkommende klageberettigede.

Fuldbyrdelsesfrist for forbud og påbud.

5. I lovens § 67 er det foreskrevet, at såfremt den kommunale myndigheds beslutning omfatter et påbud eller forbud, skal der i beslutningen være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse. Påbud og forbud kan bl.a. meddeles over for forurenende virksomheder i medfør af lovens § 44 og reglementet, jfr. bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974, ligesom der kan gives påbud over for spildevandsanlæg, der ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt i henhold til lovens § 25. Vilkår i godkendelser eller tilladelser er næppe omfattet af reglen, men myndighederne bør være opmærksomme på, at det i forbindelse med fastsættelse af sådanne vilkår i visse tilfælde kan være rimeligt og nødvendigt for vilkårets efterlevelse, at der fastsættes en frist.

Fristens længde fastsættes efter den kommunale myndigheds skøn. Ved fastsættelsen af fristens længde bør der lægges vægt på, hvor lang tid der må forventes at medgå til efterkommelsen og virksomhedens faktiske muligheder for at efterleve det givne påbud eller forbud. F.eks. kan der tages hensyn til dokumenterede oplysninger om virksomhedens produktionsrytme, dens forpligtelser ifølge ordrebeholdning samt dens lagre. Specielt i tilfælde af forbud, der medfører, at en virksomhed helt eller delvis må stoppe produktionen, bør der tilstræbes en rimelig afviklingsordning, således at virksomheden og dens ansatte ikke påføres unødvendigt store tab. I særlige tilfælde, f.eks. hvor det skønnes at der er betydelige gener eller fare for, at der kan ske uoprettelige skader på miljøet, kan det være nødvendigt, at foreskrive, at påbudet eller forbudet skal efterleves straks.

Forhåndsvarsling.

6. Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud skal adressaten ifølge § 68 have forhåndsvarsling om beslutningen. Dette skal ske ved en skriftlig underretning om sagen, hvor adressaten bliver gjort bekendt med sin adgang efter loven om offentlighed i forvaltningen til at få aktindsigt og til at udtale sig i sagen. Reglen om forhåndsvarsling omfatter alle afgørelser om påbud og forbud efter loven og dens bekendtgørelser, herunder reglementet. Den gælder derimod ikke tilladelser og godkendelser.

Et påbud eller forbud efter miljøbeskyttelsesloven kan have meget indgribende konsekvenser. Det kan bl.a. vedrøre bestående forhold, hvor den, der rammes af en beslutning, med større eller mindre grund har ment at kunne slå sig til ro med, at det pågældende forhold var anerkendt som lovligt bestående. Reglen om forhåndsvarsling er navnlig begrundet i retssikkerhedshensyn, idet den pågældende part ved gennemsyn af de tilvejebragte oplysninger får mulighed for blandt andet at påpege eventuelle fejl eller utiltrækkeligheder i materialet.

Adressaten er den eller de for det pågældende forhold ansvarlige, jfr. § 65, stk. 1. De, der blot skal underrettes om den trufne beslutning efter § 65, stk. 2, skal ikke have forhåndsvarsling.

Forhåndsvarsling er et middel, hvorved den pågældende ansvarlige på en måde kan inddrages i sagsbehandlingen, I mange tilfælde kan det imidlertid være praktisk at indlede en sådan kontakt mellem myndigheden og den pågældende virksomhed, allerede på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, hvor een forhåndsvarsling bliver aktuel. Derved kan man opnå, at den ansvarlige dels bidrager med sin viden om forholdene omkring den pågældende virksomhed, dels gøres direkte og positivt interesseret i, at man når frem til den mest hensigtsmæssige løsning.

Hvis man allerede på et tidligere tidspunkt har taget kontakt med adressaten og f.eks. ført forhandlinger, hvorved han har fået kendskab til sagen, og haft mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger, kan forhåndsvarslingen eventuelt undlades som unødvendig efter § 68, stk. 2. At forhåndsvarsling undlades, afskærer ikke den pågældende fra at fremsætte begæring om aktindsigt efter offentlighedsloven eller fra retten efter denne lov til at fremkomme med en udtalelse om sagen.

Adgang til at udsætte udstyknings- og byggesager.

7. I mange tilfælde vil den samme virksomheds forhold være under behandling både efter byggelovgivningen og efter miljølovgivningen, og i de fleste tilfælde endog hos den samme myndighed, nemlig kommunalbestyrelsen. Selv om byggesagen er færdigekspederet, kan det være mindre hensigtsmæssigt at give f.eks. en byggetilladelse hvis et spørgsmål, som er omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler, endnu ikke er afgjort. § 69 giver derfor mulighed for at udsætte afgørelsen i en byggesag om meddelelse af byggetilladelse, godkendelse eller dispensation, indtil der er truffet afgørelse i sagen efter miljøbeskyttelsesloven.

Bestemmelsen er en videreførelse og udvidelse af den tidligere § 70 a, stk. 5, i vandløbsloven. Den må endvidere ses i sammenhæng med miljøbeskyttelseslovens § 30, hvorefter kommunalbestyrelsen kan kræve en udstykningssag udsat, indtil der er truffet afgørelse om spildevandsafledningen.

Hvis afgørelser efter § 69 - og § 30 - ønskes påklaget, skal klagen indgives efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven, ikke efter byggelovgivningen.

Kapitel 5.

Klageregler, lovens kapitel 11.

Kapitel 5.

Klageregler, lovens kapitel 11.

1. I det følgende skal der gives en orientering om klagereglerne i kapitel 11. Disse regler må sammenholdes med bestemmelserne om miljøankenævnet, der findes i lovens kapitel 12.

Om klage over afgørelser efter vandforsyningsloven henvises til afsnit VI i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning.

Klage til miljøstyrelsen.

2. Det er lovens almindelige regel, at afgørelser, der i første instans er truffet af en kommunal myndighed (kommunalbestyrelse, amtsråd eller hovedstadsråd), kan påklages til miljøstyrelsen, jfr. lovens § 70, stk. 1, De eneste sager, der ikke kan påklages, er ifølge lovens § 27, stk. 4, kommunalbestyrelsens afgørelser efter lovens § 27, stk. 1-3, om økonomiske spørgsmål i forbindelse med etablering og drift af spildevandsanlæg. Disse sager afgøres endeligt af kommunalbestyrelsen. Afgørelser om udgiftsfordelingen til rensningsanlæg kan dog påklages til miljøstyrelsen.

Klage over miljøstyrelsens afgørelse.

3. Miljøstyrelsens afgørelse kan i nogle tilfælde påklages til miljøankenævnet, i andre tilfælde til ministeren.

De sager, der kan påklages til miljøankenævnet, er udtømmende opregnet i lovens § 76. Ved bekendtgørelse nr. 153 og 154 af 20. marts 1974 er nævnet gjort kompetent til at behandle afgørelser truffet i henhold til regler udfærdiget efter lov om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel og lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald.

For de øvrige sager gælder det ifølge lovens § 70, stk. 2, at ministeren kan tillade, at en afgørelse påklages til ham, såfremt den er af principiel karakter eller af større betydning for miljøbeskyttelsen. Denne klagemulighed må betragtes som ganske snæver, idet de vigtigste typer af sager er omfattet af miljøankenævnets kompetence, hvilket indebærer,at de ikke kan indbringes for ministeren efter lovens § 70, stk. 2.

I visse sager er den begrænsede klagemulighed til ministeren efter lovens § 70, stk. 2, helt udelukket; det gælder de tilfælde, hvor det med hjemmel i lovens § 45, stk. 3, 2. pkt., er bestemt, at miljøstyrelsen har den endelige administrative afgørelse. Denne hjemmel er foreløbig udnyttet for afgørelser i klagesager truffet i medfør af olietanksbekendtgørelsen (nr. 171 af 29. marts 1974), nedsivningsbekendtgørelsen ( nr. 172 af 29. marts 1974) og samletanksbekendtgørelsen ( nr. 173 af 29. marts 1974).

Ministerens adgang til at tage en sag op til behandling.

4. Ministeren har mulighed for at bestemme, at en klagesag skal behandles af ham i stedet for af miljøstyrelsen, jfr. lovens § 70, stk. 3. Ministeren kan ligeledes tage en kommunal myndigheds afgørelse op til behandling selv om afgørelsen ikke er påklaget. Hvis lovens § 70, stk. 3, udnyttes, kan ministerens afgørelse indbringes for miljøankenævnet, såfremt sagen er omfattet af nævnets kompetence efter lovens § 76.

Ministeren som førsteinstans-myndighed ifølge loven.

5. I visse tilfælde foreskriver loven, at afgørelsen i første instans ikke træffes af et kommunalt råd, men af ministeren. Disse afgørelser kan påklages til miljøankenævnet, såfremt de henhører under nævnets kompetence, jfr. lovens § 76.

Hvis ministeren har delegeret sin adgang til at træffe afgørelse i første instans til miljøstyrelsen, se bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts 1974 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til miljøstyrelsen, kan sagen indbringes for ministeren, medmindre sagen er omfattet af miljøankenævnets kompetence, i så fald kan den i stedet påklages til miljøankenævnet, jfr. § 10, stk. 1, i den nævnte bekendtgørelse.

Afvisning af sager.

6. I bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement om miljøbeskyttelse, punkt 14.3. er det anført, at vedkommende (administrative) myndighed under behandlingen af spørgsmål vedrørende de emner, der omhandles i reglementet, kan afvise sager, der må antages at være af mindre betydning for miljøbeskyttelsen.

Sagen kan herefter eventuelt indbringes for domstolene eller andre myndigheder, f.eks. bygningsmyndigheden, hvilket der samtidig skal gives oplysning om. Selve afgørelsen om afvisningen kan påklages til den normale klagemyndighed, miljøstyrelsen.

Klageberettigede.

7. Selve det, at en afgørelse påklages, har en række virkninger. En klage har således normalt opsættende virkning for påbud og forbud, jfr. miljølovens § 72, stk. 1, ligesom visse tilladelser ifølge lovens § 72, stk. 3, ikke må udnyttes, hvis afgørelsen er rettidigt påklaget. Disse virkninger, der kan have ret indgribende betydning, herunder økonomiske konsekvenser, tilsiger, at kredsen af klageberettigede ikke gøres større end nødvendig. På den anden side må det erkendes, at det ofte vil være en ganske vid kreds af personer, der vil have en berettiget interesse i at kunne påklage en afgørelse, f.eks. de omboende ved en større industrivirksomhed. I loven har man derfor i § 74 angivet, hvem der er klageberettigede. Kredsen af klageberettigede personer og myndigheder m.v. er i almindelighed identisk med den kreds, en myndighed er forpligtet til at give underretning om en afgørelse efter lovens § 65.

8. Klageberettiget er for det første den, til hvem afgørelsen er rettet, afgørelsens adressat. Derudover vil der som nævnt ofte være en række personer, hvis interesser kan berøres af afgørelsen og som derfor måtte ønske at påklage afgørelsen. Som kriterium for, om sådanne personer er klageberettigede, forskriver loven, at vedkommende klager må have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. Dette indebærer, at den enkelte person, der ønsker at klage over f.eks. en afgørelse om gener fra en industrivirksomhed, selv må være berørt af de pågældende gener i en grad, der overstiger et vist minimum. Omvendt kan personer som ikke - eller ikke i nævneværdig grad - mærker noget til de pågældende gener, ikke påklage afgørelsen.

En juridisk person, f.eks. et aktieselskab eller en selvejende institution kan klage under samme betingelser, som gælder for enkeltpersoner.

9. Det nævnte kriterium: individuel, væsentlig interesse, finder også anvendelse på foreninger eller gruppper, der varetager interesser på miljøbeskyttelsesområdet.

Det afgørende for, om en sådan forening er klageberettiget, er, om foreningen kan siges at repræsentere en personkreds, hvis individuelle, væsentlige interesser direkte berøres af beslutningen.

Således må f.eks. en grundejerforening kunne klage over en godkendelse til oprettelse af en losseplads i nærheden af foreningens område, når pladsen kan tænkes at medføre ulemper for medlemmerne, og en sportsfiskerforening må kunne klage over en afgørelse vedrørende forurening af et vandløb, som foreningens medlemmer har interesse i. Repræsenterer foreningen derimod ikke en sådan kreds, eller har den personkreds, foreningen repræsenterer, ingen direkte tilknytning til det omhandlede forhold, f.eks. fordi foreningen i højere grad varetager en initiativtagende og opiniondannende interesse, har en sådan forening i almindelighed ikke klageadgang.

En forening, der ikke selv er klageberettiget, kan eventuelt komme ind i sagen alligevel, hvis en klageberettiget person vælger at lade foreningen optræde på sine vegne. Der foreligger da et fuldmagtsforhold, hvor den egentlig klageberettigede er en person, som er omfattet af § 74, stk. 1.

10. Den, der betragtes som klageberettiget efter § 74, må ofte med hensyn til offentlighed i forvaltningen anses som part i den pågældende sag, jfr. kap. 2 i lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen. Dette medfører på en række punkter særlige rettigheder for den gågældende, navnlig med hensyn til at kunne forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil han har afgivet en udtalelse i sagen, jfr. punkt 31-35 i justitsministeriets vejledning af 10. november 1970.

11. Foruden de nævnte privatpersoner, selskaber, foreninger m.v., er også en række myndigheder tillagt klageret efter lovens § 74. For det første er der i loven udtrykkelig tillagt embedslægen adgang til at påklage enhver afgørelse truffet af en kommunal myndighed. Dette må ses på baggrund af embedslægens ændrede stilling i arbejdet med miljøbeskyttelsen efter sundhedskommissionernes nedlæggelse.

Endvidere kan kommunalbestyrelsens afgørelser påklages af amtsrådet og eventuelt af hovedstadsrådet, medens amtsrådets afgørelser kan påklages af de kommunalbestyrelser, der er beliggende i den pågældende amtskommune samt eventuelt af hovedstadsrådet. Hovedstadsrådets afgørelse kan påklages af de kommunalbestyrelser og amtsråd, der er beliggende inden for hovedstadsområdet.

For at sikre den nødvendige koordination til tilgrænsende områder af fredningsmæssig og planlægningsmæssig art, som ikke er omfattet af miljøbeskyttelsesloven, kan fredningsplanudvalget og byudviklingsudvalget påklage kommunalbestyrelsens afgørelser.

Klagefrister.

12. Klagefristen har efter de fleste kommuners sundhedsvedtægter været 14 dage. Efter lovens § 71, stk. 1, er fristen nu sat til 4 uger, hvilket svarer til, hvad der gælder på mange andre områder.

Fristen regnes fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende klageberettigede. Der kan i denne forbindelse henvises til lovens § 65, hvorefter samtlige klageberettigede skal have underretning om afgørelsen. Har underretningen fundet sted ved offentlig annoncering, jfr. lovens § 65, stk. 2, løber klagefristen fra annonceringens tidspunkt. Ifølge lovens § 66 skal der gives oplysning om denne frist i afgørelsen. Der henvises i øvrigt til kapitel 4, nr. 3 og 4 i nærværende cirkulære.

Selv om klagefristen på 4 uger overskrides, kan miljøstyrelsen indtil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelsen og tage sagen op til afgørelse, men det kræves, at overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig, jfr. lovens § 71, stk. 2. Hvor overskridelsen ikke er uvæsentlig, vil man være tilbageholdende med at tage en klagesag op til behandling efter udløbet af de 4 uger. Dette gælder navnlig ved partslignende forhold, hvor det kan være urimeligt over for andre implicerede i sagen, som har indrettet sig på afgørelsen, at den tages op på ny.

Når der - som i lovens § 66 - er fastsat en særskilt bestemmelse, der påbyder klagevejledning, vil det være mindre betænkeligt at nægte at tage en sag op efter udløbet af de 4 uger.

Opsættende virkning.

13. Man har ikke hidtil haft generelle regler, der afgjorde, om en klage havde opsættende virkning, men i enkelte sundhedsvedtægter, f.eks. for København og Frederiksberg, er det bestemt, at klage ikke har opsættende virkning. I praksis er man imidlertid gået ud fra, at klage, hvor ikke andet er fastsat i sundhedsvedtægterne, har opsættende virkning, medmindre det modsatte bliver bestemt i det enkelte tilfælde. Denne praksis er nu lovfæstet ved lovens § 72, stk. 1, der bestemmer, at klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud til klagemyndighedens afgørelse foreligger, eller klagemyndigheden bestemmer andet. Dette er specielt vigtigt med hensyn til påbud og forbud, idet klagens virkning ellers ofte vil være betydningsløs, såfremt påbudet eller forbudet straks skal efterleves.

Lovens § 72, stk. 2 bestemmer dog, at den kommunale myndighed, når særlige grunde taler herfor, kan bestemme, at påbudet eller forbudet skal efterkommes uanset klagen. Der må her være tale om grunde, som gør det stærkt påkrævet, at afgørelsen straks efterkommes. Dette vil f.eks. være tilfældet, såfremt det kan formodes, at der er tale om sundhedsfarlige forhold, eller hvis påbudet eller forbudet nedlægges i anledning af en klar og grov overskridelse af en tidligere meddelt afgørelse.

Hvis den kommunale myndighed i medfør af § 72, stk. 2, ønsker, at et påbud eller forbud skal efterkommes, uanset om det påklages, skal dette tilkendegives allerede i eller samtidig med den pågældende afgørelse. Selv om også spørgsmålet om opsættende virkning påklages, skal påbudet eller forbudet alligevel efterkommes, indtil klagemyndigheden måtte bestemme andet. Det er forudsat - og har også været såledesi hidtidig praksis - at klagemyndigheden meget hurtigt tager stilling til spørgsmålet om opsættende virkning, således at dette spørgsmål eventuelt afgøres forlods, og uden at der samtidig tages stilling til sagens realitet.

14. I lovens § 72, stk. 3, er det bestemt, at tilladelser eller godkendelser, der indebærer bygge- eller anlægsarbejder, ikke må udnyttes forinden klagefristen på 4 uger, jfr. § 71, stk. 1, er udløbet. Indgives der klage inden klagefristens udløb, må modtageren af godkendelsen eller tilladelsen ikke iværksætte bygge- eller anlægsarbejderne inden klagesagen er afgjort. Man sikrer sig herved, at andre interesserede får realistiske muligheder for at klage, og klagemyndigheden får tid til at behandle klagesagen. Hvis de pågældende arbejder samtidig kunne iværksættes, ville det medføre, at klagesagsbehandlingen i realiteten ofte blev illusorisk.

Det bør i afgørelsen om godkendelse eller tilladelse af den nævnte art tilkendegives, at den i givet fald kan rammes af en udsættelse som den netop beskrevne. Desuden er det foreskrevet i loven, at den myndighed, der har truffet afgørelsen, straks skal give den, hvem tilladelsen er meddelt, underretning om, at afgørelsen er påklaget. Dette vil forhindre, at de pågældende arbejder iværksættes i god tro.

Den kommunale myndigheds ekspedition af klagesager.

15. I lovens § 73 er det foreskrevet, at en klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, altså kommunalbestyrelsen, amtsråd eller hovedstadsrådet. Myndigheden skal derefter videresende klagen til den rette klagemyndighed, ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Det materiale der medfølger ved sagens fremsendelse til klagemyndigheden bør i hvert fald omfatte al relevant korrespondance mellem den kommunale myndighed og de implicerede parter og myndigheder.

Tidspunktet for myndighedens modtagelse af klagen er afgørende for, om klagefristerne efter § 71 er overholdt. Af hensyn til klageren bør myndigheden derfor straks fremsende en anerkendelse af klagens modtagelse.

Kapitel 6.

Tavshedspligt, overgangsregler.

Kapitel 6.

Tavshedspligt, overgangsregler.

Tavshedspligt.

1. Efter § 85 i miljøbeskyttelsesloven er myndigheder og personer, der udøver opgaver efter loven - under ansvar efter borgerlig straffelovs § 152 og § 264 b - forpligtet til over for alle uvedkommende at hemmeligheolde, hvad de gennem deres arbejde bliver vidende om.

Myndighederne bør i deres administration være opmærksomme på denne bestemmelse, ligesom det ved udformningen af afgørelser bør sikres, at der ikke meddeles oplysninger, som kan krænke denne tavshedspligt.

2. I relation til reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen må bestemmelsen i lovens § 85 betragtes som en speciel regel om tavshedspligt, der begrænser adgangen til aktindsigt efter kapitel 1 i lov om offentlighed i forvaltningen, jfr. § 7, stk. 1, 1. pkt., i denne lov.

Spørgsmålet om, hvorvidt en person eller interessegruppe har krav på at blive gjort bekendt med det materiale, som har ligget til grund for en sags behandling, må derfor i almindelighed afgøres efter de særlige regler for parter i kapitel 2 i lov om offentlighed i forvaltningen, jfr. i denne forbindelse især lovens § 10. stk. 1, 2. pkt., om begrænsning for parter til at blive gjort bekendt med en sags dokumenter.

Myndighederne bør derfor i det enkelte tilfælde afgøre, hvorvidt en anmodning efter lov om offentlighed i forvaltningen bør imødekommes.

Overgangsregler.

3. En række sager om beskyttelse af vandforsyningsanlæg (nu lovens §§ 12-15) og om forurening af vandløb, søer eller havet, herunder sager om godkendelse af projekter for spildevandsanlæg m.v. (nu lovens kapitel 4) har hidtil henhørt under landvæsensretterne og de særlige myndigheder i Københavns kommune.

For de sager, som ved lovens ikrafttræden den 1. oktober 1974 er under behandling ved de hidtidige myndigheder, eller hvor ankefrister for trufne afgørelser ikke er udløbet, er det i lovens §§ 91-93 bestemt, at sagerne kan afgøres af og indbringes for disse myndigheder efter de hidtil gældende regler.

Ministeren kan dog fastsætte regler om eller bestemme, at behandlingen af sådanne sager skal overgå til de nye myndigheder eller afgøres efter de nye regler, jfr. § 91, stk. 3, § 92, stk. 3 og 4, og § 93, stk. 2.

Der henvises til den nærmere omtale af disse forhold i kapitel 9 i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand og i kapitel VII i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning.

4. I lovens § 94 er det bestemt, at afgørelser truffet efter de regler, der ophæves ved loven, jfr. lovens § 89, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes ny afgørelse.

Om denne regels betydning for godkendelsessager henvises til kapitel 9 i miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

Klager over afgørelser truffet af en sundhedskommission før 1. oktober 1974 afgøres efter de hidtil gældende regler, jfr. § 2 i bekendtgørelse nr. 150 af 20. marts 1974 om ikrafttræden af lov om miljøbeskyttelse.

Kapitel 7.

Nordisk miljøbeskyttelseskonvention.

Kapitel 7.

Nordisk miljøbeskyttelseskonvention.

1. Den 19.februar 1974 undertegnede Danmark den nordiske miljøbeskyttelseskonvention med Finland, Norge og Sverige. Hovedsigtet med konventionen er bl.a. at give myndigheder og borgere i et land mulighed for at reagere mod forurening hidrørende fra et andet nordisk land.

2. Danske myndigheder bør i deres administration være opmærksomme på, om en miljøskadelig virksomhed kan medføre forstyrrelse i en anden af de pågældende stater; i sådanne tilfælde skal man underrette vedkommende myndighed i det andet land og give denne mulighed for at udtale sig i sagen.

Efter konventionens ikrafttræden vil myndighederne i de pågældende lande være berettigede til at påklage danske myndigheders afgørelser til danske klagemyndigheder. Dette vil blive reguleret i bekendtgørelsesform, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 74, stk. 3, og § 80, stk. 2.

Danske myndigheder skal desuden være de nævnte nordiske myndigheder behjælpelige med at fremskaffe oplysninger fra danske virksomheder med henblik på at bedømme virkningerne i det andet land. Dette skal dog ske i overensstemmelse med danske procedureregler, jfr. lovens §§ 52 og 53.

3. Konventionen pointerer, at borgere i de pågældende lande er klageberettigede overfor danske myndigheder, når de i deres hjemland udsættes for eller kan blive udsat for forstyrrelse fra miljøskadelig virksomhed i Danmark. De skal dog - ligesom danske borgere - have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, jfr. lovens § 74, stk. 1, nr. 3.

4. I forbindelse med konventionens ikrafttræden, som tidligst vil ske 1. oktober 1974, vil der efter forhandling med de kommunale organisationer og erhvervsorganisationerne blive udstedt en bekendtgørelse og et cirkulære om dens tilpasning til gældende ret.

Miljøministeriet, den 15. maj 1974.

Holger Hansen.

/Niels Borre.

Cirkulære om miljøbeskyttelsesloven. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).

Ingen