Legislator Case Law & Legislation
C19740009209 DK

Cirkulære om spildevand. (Til kommunalbestyrelser, amtsråd, hovdstadsrådet og formænd for landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner).

34 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (34)

Statutory Text (34 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 1.

Indledning.

1. De gældende regler.

Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr.150 af 20.marts 1974, nr. 151 af 20.marts 1974 og nr. 152 af 20. marts 1974 er lov nr. 372 af juni 1973 om miljøbeskyttelse, lov nr. 373 af 13.juni 1973 om ændring af lov om offentlige veje samt lov nr. 374 af 13. juni 1973 om ændring af vandløbsloven sat i kraft med virkning fra den 1.oktober 1974. De stadig gældende dele af vandløbsloven og vandforsyningsloven findes optrykt som lovbekendtgørelser nr. 523 og 524 af 26. september 1973.

De bestemmelser i Vandløbsloven og vandforsyningsloven, der er af betydning for miljøbeskyttelsen, er hermed fra den 1.oktober 1974 overflyttet til miljøbeskyttelsesloven. Reglerne om forurening af grundvand og overfladevand samt om tilsyn og kontrol med vandforurening er optaget henholdsvis i lovens kapitel 3, 4 og 7.

Samtidig er kompetencen til at træffe afgørelse i sager om forurening af overfladevand og grundvand overflyttet fra sundhedskommissioner og landvæsensretter til kommunalbestyrelser og amtsråd.

En række ældre særlove for København ophæves, idet miljøbeskyttelsesloven og de stadig gældende dele af vandløbsloven fra den 1. oktober 1974 også omfatter denne kommune.

Endelig er fra den 1. oktober 1974 følgende bekendtgørelser vedrørende vandforureningsspørgsmål ophævet

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 252 af 4.juni 1970 om tilsyn med vandløb og kontrol med forurening af vandområder.

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr 67 af 26. februar 1970 om kontrol med oplag af olie m.v. (olietankbekendtgørelsen).

Indenrigsministerets bekendtgørelse nr. 98 af 20. marts 1970 om etablering af nedsivningsanlæg, som ændret ved indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 329 af 6.juli 1971 (nedsivningsbekendtgørelsen).

Ministeriet for forureningsbekæmpelses bekendtgørelse nr. 140 af 20. marts 1973 om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand (samletankbekendtgørelsen).

De i de enkelte kommuner gældende sundhedsvedtægter.

2. De nye regler.

Til afløsning og supplering af de nævnte bekendtgørelser samt sundhedsvedtægterne har miljøministeriet i medfør af miljøbeskyttelsesloven udstedt de nedenfor angivne bekendtgørelser, der alle træder i kraft den 1.oktober 1974

Bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v.(spildevandsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder (tilsyndbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse nr. 175 af 29.marts 1974 om eksproprition til spildevandsanlæg (ekspropriationsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse nr. 171 af 29.marts 1974 om kontrol med oplag af olie m.v.(olietankbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974 om etablering af nedsivningsanlæg (nedsivningsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse nr. 173 af 29. marts 1974 om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand (samletankbekendtgørelsen).

Bekendtgørelsen nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement om miljøbeskyttelse (reglementet).

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

§ 1, stk.1, vedrører den mest almindelige form for bortskaffelse af spildevand, nemlig udledning gennem et jordfast ledningsanlæg. Anlægget kan være et større fælles anlæg (kloaknet) eller blot betjene en enkelt eller nogle få ejendomme og/eller virksomheder.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

§1,stk.2,vedrører den tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet, der ikke sker gennem et jordfast ledningsanlæg, men som sker gennem et flytbart anlæg eller indretning, f.eks. en slamsuger. Uden for bekendtgørelsens område falder den i lov nr. 270 af 7.juni 1972 omhandlede dumpning, idet dette begreb alene omfatter bortskaffelse af stoffer til havet fra eller sammen med skibe, fly og andre sø- eller luftbårne transportmidler samt platforme. Endvidere falder udtømning af olie fra skibe uden for bekendtgørelsens område, jfr. § 2 i lov nr. 70 af 28.marts 1956, der forbyder udtømning af olie eller olieholdige blandinger i dansk territorialfarvand, herunder havneindløb, bugter og fjorde, samt vandløb, indsøer og kanaler.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

§ 1, stk.3. omhandler bortskaffelse af visse former for industrispildevand ved udledning på jorden ,jfr.lovens § 11, stk. 2.

I bekendtgørelsens kapitel I er der, udover en fastlæggelse af bekendtgørelsens område, givet en række definitioner.

Begrebet spildevand omfatter i princippet alt vand, der afledes fra beboelse, erhvervsvirksomheder, bebyggelse i øvrigt samt fra befæstede arealer.Definitionen adskiller sig fra den hidtil i vandløbsloven gældende , hvorefter spildevand omfattede alt afløb, som ikke var almindeligt overfladevand eller vand fra almindelige drænings-, udgrøftnings- eller vandingsanlæg, eller fra kilder og grundvandsboringer. Den hidtige definition har ikke i alle tilfælde været tilstrækkelig, idet f.eks. regnvand ofte er blevet betragtet som almindeligt overfladevand, uanset at det regnvand, der afledes fra veje og andre befæstede arealer, ofte er stærkt forurenet. Man har derfor ønsket i stedet at foretage en positiv afgrænsning, hvorved såvel husspildevand, spildevand fra erhvervsvirksomheder som regnvand fra bebyggelser og befæstede arealer omfattes af bestemmelserne i spildevandsbekendtgørelsen.

Som spildevand betragtes ikke f.eks. slam, gødning, ajle og bekæmpelsesmidler, der derfor er omfattet af det ubetingede forbud i lovens § 17, stk. 1. 1. pkt. Udledning af sådanne stoffer er fortsat forbudt, og overtrædelse kan medføre retsforfølgning efter lovens § 83,stk.1.nr.1.

Husspildevand er spildevand fra husholdninger, herunder afløb fra vandklosetter. Under denne definition indgår også sanitetsspildevand fra erhvervsvirksomheder, dvs. afløb fra baderum, toiletter og køkkener.

Spildevandsanlæg omfatter såvel åbne som lukkede ledninger og andre anlæg, der tjener til afledning og behandling af spildevand, forinden dette udledes til den valgte recipient:vandløb, søer eller havet. Det er derfor som hidtil ikke udelukket, at man efter en konkret vurdering kan klassificere enkelte mindre sidevandløbsstrækninger som dele af et spildevandsanlæg. Det er således den kompetente myndighed, normalt amtsrådet, der afgør, om en del af en vandløbsstrækning skal betragtes som en del af et spildevandsanlæg.

Et offentligt spildevandsanlæg er efter bekendtgørelsen et anlæg, hvor en eller flere kommunalbestyrelser har ansvaret for anlæggets drift og/eller vedligeholdelse.

B. Kompetencefordelingen for så vidt angår tilladelse til spildevandsudledning til vandløb, søer eller havet eller tilslutning til fælles spildevandsanlæg.

1. Kommunalbestyrelsens kompetence.

Uanset om der foreligger en godkendt spildevandsplan eller ej, kan kommunalbestyrelsen altid

Meddele tilladelse til tilslutning til eller ændring af udledning til offentlige spildevandsanlæg inden for den for anlægget fastsatte kapacitet, jfr. bekendtgørelsens kapitel 6.

Meddele tilladelse til tilslutning til eller ændring af udledning af husspildevand til private spildevandsanlæg for husspildevand inden for den for anlægget fastsatte kapacitet, jfr. bekendtgørelsens kapitel 8.

Meddele tilladelse til anlæg af nye eller udvidelse af eksisterende private spildevandsanlæg for husspildevand, i det omfang anlægget ikke er dimensioneret til at modtage spildevand fra mere end svarende til 30 personækvivalenter (ca. 10 husstande), jfr. bekendtgørelsens kapitel 7.

2. Kommunalbestyrelsens udvidede kompetence, når der er en godkendt spildevandsplan.

Foreligger der en godkendt spildevandsplan, kan kommunalbestyrelsen desuden

Iværksætte projekter til etablering eller udvidelse af offenlige spildevandsanlæg, der er omfattet af spildevandsplanen, efter forudgående underretning af amtsrådet, jfr. bekendtgørelsens kapitel 5.

Meddele tilladelse til anlæg af nye eller udvidelse af eksisterende private spildevandsanlæg for husspildevand, der er omfattet af spildevandsplanen, uanset om anlægget er dimensioneret til at modtage spildevand fra mere end 30 personækvivalenter (ca.10 husstande), jfr. bekendtgørelsens kapitel 7.

Meddele tilladelse til særskilt udledning af andet spildevand end husspildevand til vandløb, søer eller havet fra virksomheder m.v. herunder veje, der er omfattet af spildevandsplanen, med undtagelse af de tilfælde, hvor virksomheden er optaget på bilaget til miljøbeskyttelsesloven, jfr. bekendtgørelsens kapitel 9.

3. Amtsrådets almindelige kompetence.

Uanset om der foreligger en godkendt spildevandsplan, har amtsrådet i alle tilfælde kompetencen i følgende sager

Meddelse af tilladelse til særskilt udledning fra virksomheder der drives af kommunalbestyrelsen, jfr. bekendtgørelsens kapitel 9.

Meddelelse af tilladelse i de i bekendtgørelsens § 1,stk.2., omhandlede tilfælde af tilførsel af spildevand til vandløb,søer eller havet fra anlæg, der ikke har fast tilknytning til landjorden, jfr. bekendtgørelsens kapitel 11.

Meddelelse af tilladelse til udledning af spildevand på jorden,jfr. bekendtgørelsens kapitel 12.

Regulering af forholdene i vandløbene i forbindelse med meddelte udledningslilladelser, jfr. bekendtgørelsens § 4.

C. Kommunale spildevandsplaner.

I Indledning.

Reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 21 betegner på en række punkter en nydannelse i forhold til de hidtil gældende regler. Kommunernes bestræbelser for, at udbygning af spildevandsanlæggene i kommunen, samt eventuelt for større områder, sker efter en samlet plan, er hidtil kommet til udtryk gennem de kloakdispositionsplaner, en del kommuner har udarbejdet og forelagt landvæsenskommissionerne til godkendelse, bl.a. som grundlag for opkrævning af kloakbidrag. Reglerne i § 21 må ses som udtryk for et ønske om intensivering og udbygning af spildevandsplanlægningen, herunder gennemførelse af et samarbejde mellem kommuner og amtskommuner om ordningen af spildevandsafledningen inden for hele vedkommende afstrømningsområde.

2. Recipientkvalitetsplanlægningen.

Den dårlige tilstand i en del recipienter skyldes ofte ikke blot mangelfuld rensning af det tilledte spildevand, men tillige at de rensningsforanstaltninger, der er gennemført, ofte ikke er indbyrdes harmoniserede. For at undgå at sådanne situationer opstår i fremtiden og for at afhjælpe eksisterende forhold af denne art, foreskriver miljøbeskyttelseslovens § 61, at amtsrådet på grundlag af oplæg fra kommunalbestyrelserne skal foretage undersøgelser og vurderinger af forureningskilderne inden for amtskommunens område. Lovens § 61 forudsætter endvidere, at amtsrådene i samarbejde med kommunalbestyrelserne på grundlag af sådanne undersøgelser udarbejder en målsætning for de enkelte recipienters anvendelighed til forskellige formål. Amtsrådet fastsætter herefter på grundlag af den fastlagte målsætning, hvilken recipientkvalitet der er nødvendig for at opfylde målsætningen.

Gennemførelse af en egentlig recipientkvalitetsplanlægning efter lovens § 61, vil bl.a. være en væsentlig forudsætning for kommunalbestyrelsernes udarbejdelse af de i miljøbeskyttelseslovens § 21 nævnte spildevandsplaner, idet fastlæggelsen af en recipientkvalitet er afgørende for, hvilken grad af rensning, der bør anvendes. Det er derfor vigtigt, at amtsrådene så hurtigt som muligt optager forhandlinger med de enkelte kommuner eller grupper af disse-f.eks. de, der hører til samme afstrømningsområde- med henblik på fastlæggelse af de omtalte recipientkvaliteter. Af hensyn til det ønskelige i, at kommunerne hurtigt får udarbejdet og godkendt spildevandsplaner, og således opnår et samlet grundlag at administrere tilladelser på , skal ministeriet gøre opmærksom på, at amtsrådene såvidt muligt inden 1.juli 1975 bør have fastlagt i hvert fald foreløbige recipientkvalitetskrav for den pågældende amtskommunes vandområder.

Man kan tænke sig en række forskellige anvendelser af vandområder. Eksempelvis kan nævnes følgende målsætninger, der ikke er opstillet i prioriteringsrækkefølge, og som ikke må betragtes som udtømmende

a. Recipienten skal være reference-område for naturvidenskabelige studier.

b. Recipientens vand skal kunne anvendes til drikkevandsforsyning, eventuelt alene til kreaturvanding.

c. Recipienten skal være egnet til badevand (rekreative interesser).

d. Recipienten skal være egnet til fiskevand for såvel lyst-som erhvervsfiskeri, dambrug, og/eller egnet som opvækstområde eller passagevand for fisk, der fanges andetsteds.

e. Recipienten skal have et æstetisk tilfredsstillende udseende.

f. Recipienten skal blot kunne anvendes til formål, som ikke stiller særlige kvalitetskrav.

Fastlæggelsen af de enkelte vandområders kvalitet og dermed rensningskravene må ske med hensyn til miljøbeskyttelseslovens formålsparagraf. Det fremgår af lovens § 1, stk.3, at der ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening på den ene side skal lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkninger på disse, og på den anden side den samfundsmæssige nytte af den virksomhed, der er nævnt i lovens § 2, og de omkostninger der er forbundet med foranstaltninger til beskyttelse mod forurening.

Ministeren for forureningsbekæmpelse anmodede i slutningen af 1972 kommunerne om at udfylde spørgeskemaer om de planlagte investeringer i spildevandsanlæg (10-års-investeringsprogrammet). Det anførtes - bl.a. under henvisning til den korte svarfrist- at kommunalbestyrelser og amtsråd i alle tilfælde, hvor der endnu ikke var fastlagt en målsætning for de enkelte recipienters anvendelse til forskellige formål, som et rimeligt rensningskrav kunne anvende det af forureningsrådet (publikation nr. 15, side 16) foreslåede prioiteringsniveau III.

Forureningsrådets forslag opererede med en tredeling af rensningsindsatsen efter recipientens sårbarhed, idet der blev foretaget en opdeling i følgende recipientgrupper

1) Den gruppe af recipienter, der omfatter de stillestående vande, dvs. søer og lukkede fjorde samt vandløb, der fører til disse, burde efter forslaget kun modtage spildevand af en kvalitet svarende til mekanisk-biologisk-kemisk renset byspildevand.

2. Den gruppe recipienter, der omfatter vandløb med udløb til havet, burde ifølge forslaget kun modtage spildvand af en kvalitet svarende til mekanisk-biologisk renset byspildevand.

3. Den gruppe recipienter, der omfatter havet, åbne bugter, sunde og bælter, som efter forslaget mindst fordrer god mekanisk rensning af spildevandet.

Det er imidlertid vigtigt at påpege, at dette prioteringsniveau er fastlagt ud fra en gennemsnitsbetragtning for alle recipienttyperne under et. Ønskes det, at recipienten skal anvendes til særlige formål, f. eks. indvinding af drikkevand, må der stilles strengere krav, ligesom visse særligt små eller iøvrigt sårbare recipienter må beskyttes bedre. Omvendt kan f.eks. recipientundersøgelser berettige til, at der kun gennemføres dele af de anbefalede rensningsforanstaltninger.

Opmærksomheden henledes på, at endelige recipientkvaliteter først vil kunne fastlægges i løbet af en årrække, bl.a på grund af vekselvirkningen mellem resultaterne af denne planlægning og kommunernes spildevandsplanlægning efter lovens § 21. Fastlæggelsen af en endelig recipientkvalitet udelukker dog ikke, at amtsrådet senere, bl.a. i samråd med vedkommende kommunalbestyrelse, kan tage en fastlagt recipientkvalitet op til nyvurdering. F.eks kan det blive nødvendigt at oppriotere et vandområde af hensyn til befolkningens almindelige forsyning med drikkevand , eller det kan ud fra en samfundsmæssig helhedsvurdering, jfr. lovens § 1, stk. 3, være nødvendigt at reservere en recipient til et formål, der ikke stiller særlige kvalitetskrav.

Ministeriet vil i øvrigt i løbet af foråret 1974 udsende en vejledning til kommuner og amtskommuner om en række spørgsmål i forbindelse med miljøkvalitetsplanlægning, herunder recipientkvalitetsplanlægningen efter lovens kapitel 9.

3. Spildevandsplaner.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 2.Nyordningen i hovedtræk

1. Indledning

2. Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3

3. Miljøbeskyttelseslovens kapitel 4

4. Spildevandsbekendtgørelsen

5. Ekspropriation

6. Tilsyn og kontrol

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 2.

Nyordningen i hovedtræk.

1. Indledning.

Som nævnt indebærer miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden, at reglerne om beskyttelse af grundvand og overfladevand mod forurening nu fra den 1. oktober 1974 samles i en lov, der gælder for hele landet. På grund af lovens karakter af rammelov har det imidlertid været nødvendigt som et supplement til lovens mere generelle bestemmelser at udstede de ovenfor i kapitel 1 nævnte bekendtgørelser med henblik på den nærmere tilrettelæggelse af den fremtidige administration af sager på vandforureningsområdet.

2. Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3.

Ændringerne i bekendtgørelserne om etablering af nedsivningsanlæg, om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand samt om kontrol med oplag olie m.v. indskrænker sig stort set til konsekvensændringer som følge af sundhedskommissionernes ophævelse, idet kompetencen i disse sager nu overføres til kommunalbestyrelserne. Dette hænger sammen med, at reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser svarer ret nøje til reglerne herom i kapitel 5 i den hidtil gældende vandforsyningslov, jfr. i øvrigt nedenfor under kapitel 3 i nærværende cirkulære.

3. Miljøbeskyttelseslovens kapitel 4

Miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 om beskyttelse af overfladevand indeholder derimod på en række punkter nye regler i forhold til de hidtil gældende regler i vandløbsloven. Ændringerne i forhold til de hidtige regler i vandløbsloven - specielt dennes kapitel II og kapitel XI - indebærer en væsentlig indskrænkning af landvæsensretternes hidtidige kompetence.

I modsætning til den hidtil gældende vandløbslov forbyder miljøbeskyttelseslovens § 17 generelt, at stoffer, der kan forurene vandet, tilføres vandløb, søer eller havet. Det bestemmes dog samtidig, jfr. § 17, stk. 1,2.punktum, at der kan gives særlige tilladelser til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet. Sådan tilladelse gives efter lovens § 18 af amtsrådet, men kan efter ministeriets bestemmelse i stedet gives af kommunalbestyrelsen.

Lovens § 21 pålægger kommunalbestyrelserne en forpligtelse til at udarbejde planer for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen (spildevandsplaner).

Afgørelser om de nødvendige ekspropriationer til gennemførelse af spildevandsanlæg henlægges efter lovens § 31 til kommunalbestyrelsen, uanset om tilladelse til anlæggets etablering er meddelt af kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Afgørelse om erstatning som følge af ekspropiationer i medfør af § 31 afgøres i mangel af forlig som hidtil af landvæsensretten, i København dog af en særlig taksationskommission, jfr. lovens§ 32. Det samme gælder sager om erstatning for forurening af grundvandet eller af vandløb, søer eller havet, hvis parterne er enige om, at sagen skal afgøres af landvæsensretten, og ellers af de almindelige domstole, jfr. lovens § 86.

4. Spildevandsbekendtgørelsen.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29.marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet, m.v. indeholder i første række regler om fordelingen af kompetencen i sådanne sager mellem kommunalbestyrelser og amtsråd (hovedstadsrådet). Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler om indholdet af fremtidige kommunale spildevandsplaner, disses tilvejebringelse m.v.samt en række proceduremæssige regler om den fremtidige behandling af spildevandssager.

Specielt med hensyn til bekendtgørelsens kompetenceregler bemærkes, at disse er snævert knyttet til spørgsmålet om kommunernes udarbejdelse af spildevandsplane i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 21.

Efter bekendgørelsen er tilstedeværelsen af en godkendt spildevandsplan i en række tilfælde afgørende for, om det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, der er kompetent til at meddele konkrete tilladelser til udledning af spildevand. På samme måde stiller spørgsmålet om, hvilken offentlighedsprocedure der skal følges ved meddelelse af tilladelsen, sig forskelligt, alt efter om der foreligger en godkendt plan eller ej. Endelig har man ved udformningen af disse regler - foruden til den stærkt varierende karakter af spildevandsudledninger - også måttet tage hensyn til, at kommunalbestyrelserne i praksis ofte selv står for anlæg og drift af fælles spildevandsanlæg samt i en række tilfælde egentlige produktionsvirksomheder, der omfattes af godkendelsesordningen (lovens kapitel 5).

Der henvises i øvrigt til kapitel 4, II, nedenfor, hvori der foretages en nærmere gennemgang af spildevandsbekendtgørelsen.

5. Ekspropriation.

Som ovenfor nævnt vil afgørelser om ekspropriation til gennemførelse af spildevandsanlæg fremtidigt skulle træffes af kommunalbestyrelserne i stedet for som tidligere af landvæsensretterne. Medens landvæsensretternes afgørelse i disse spørgsmål har været baseret på reglerne i vandløbsloven, fastslår miljøbeskyttelseslovens §§ 31 og 32, at en række bestemmelser i lov om offentlige veje vedrørende fremgangsmåden, udstrækningen af en ekspropriation samt en række erstatningsspørgsmål skal finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med fremtidige afgørelser om ekspropriation til gennemførelse af spildevandsanlæg. For Københavns kommune finder dog reglerne i Københavns byggelov anvendelse på sådanne ekspropriationer.

For at lette kommunalbestyrelsernes fremtidige behandling af ekspropriationssager vedrørende spildevandsanlæg har miljøministeriet efter samråd med de kommunale organisationer udstedt bekendtgørelse nr.175 af 29.marts 1974 om ekspropriation til spildevandsanlæg. Bekendtgørelsen indeholder de nærmere retningslinier for behandlingen af ekspropriationssager. Bekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 20, svarer i sit indhold i alt væsentligt til de i miljøbeskyttelseslovens §§ 31 og 32 angivne bestemmelser i lov om offentlige veje. Bekendtgørelsen er i øvrigt på de fleste punkter identisk med den tilsvarende bekendtgørelse nr. 181 af 29.marts 1974 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg, som er udstedt i medfør af vandforsyningsloven.

6. Tilsyn og kontrol.

Reglerne om tilsyn med forurenende virksomhed er nu samlet i miljøbeskyttelseslovens kapitel 7. Lovens § 56 bemyndiger miljøministeren til at fastsætte nærmere regler om den samlede tilsyns- og kontrolvirksomhed på forureningsområdet. Sådanne regler er nu, for så vidt angår spildevandsområdet, fastsat i bekendtgørelse nr. 177 af 29.marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder. Denne bekendtgørelse afløser landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 252 af 4. juni 1970 om tilsyn med vandløb og kontrol med forurening af vandområder.

Efter tilsynsbekendtgørelsen samles det fremtidige tilsyn med vandforureningen fra private virksomheder og anlæg m.v., herunder de i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 omhandlede virksomheder, nu i overensstemmelse med lovens §§ 48 og 49 hos kommunalbestyrelsen. Ligeledes i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven (§50) bestemmes det i bekendtgørelsen, at tilsynet med de forurenende virksomheder, anlæg og indretninger, som drives af en eller flere kommunalbestyrelser, varetages af amtsrådet, (hovedstadsrådet). Bekendtgørelsen indeholder nærmere bestemmelser om tilsyns- og kontrolvirksomheden. Bekendtgørelsen fastslår endvidere kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med, at bestemmelser truffet af amtsrådet om beskyttelsesområder for vandforsyningsanlæg i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 overholdes. Endelig opretholder bekendtgørelsen i det store og hele de regler om amtsrådets recipienttilsyn, som var indeholdt i landbrugsministeriets bekendtgørelsen af 4. juni 1970.

I modsætning til landbrugsministeriets bekendtgørelse indeholder den nye tilsynsbekendtgørelse ikke bestemmelser om det kulturtekniske tilsyn med vandløb efter vandløbsloven. Om baggrunden herfor henvises til kapitel 6, punkt 5, nedenfor, hvor der i øvrigt foretages en nærmere gennemgang af den nye tilsynsbekendtgørelse.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 3. Beskyttelse af vandforsyningsinteresser

1. Indledning

2. Miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1.

3. Miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 2.

4. Olietankbekendtgørelsen

5.Nedsivningsbekendtgørelsen

6. Samletanksbekendtgørelsen

7. Udledning af spildevand på jorden

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 3.

Beskyttelse af vandforsyningsinteresser.

1. Indledning.

Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 indeholder som tidligere anført forskellige bestemmelser, som tilsigter at beskytte grundvand og overfladevand, der anvendes eller kan tænkes anvendt til vandforsyningsformål, herunder til drikkevandsforsyning. Medens visse af bestemmelserne tjener til at beskytte specielt det grundvand, som indvindes gennem fælles vandforsyningsanlæg, f. eks. ved at åbne mulighed for at fastlægge beskyttelsesområder omkring boringerne, indeholder lovens § 11 en række bestemmelser, der tilsigter at beskytte grundvandet i almindelighed.

Bestemmelserne i § 11 indebærer, at der ikke uden tilladelse må afledes forurenende væsker til jordoverfladen eller undergrunden, samt at beholdere med forurenende væsker eller stoffer ikke uden tilladelse må være nedgravet i jorden.

Ifølge lovens § 11, stk. 1,2.punktum kan tætte beholdere, der udelukkende anvendes til ajle og ensilagesaft, dog fortsat nedgraves uden tilladelse fra ministeren. Efter miljøministeriets opfattelse vil tætte beholdere, der anvendes til opsamling af gylle, dvs. fast gødning og ajle fra husdyr, være omfattet af denne bestemmelse, således at sådanne tanke også vil kunne etableres uden tilladelse fra ministeren.

Bestemmelserne i § 11 afløser de regler, der tidligere fandtes i vandforsyningslovens §§ 39 og 40.

2. Miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1.

Miljøbeskyttelseslovens § 11 indeholder i stk. 1 de samme bestemmelser, som tidligere fandtes i vandforsyningslovens § 40, stk.1, men er suppleret med en regel om, at forurenende væsker ikke uden tilladelse må udledes på jorden.

Udvidelsen tager sigte på at dække den udledning eller udsprøjtning, som finder sted fra forskellige produktionsvirksomheder, specielt inden for levnedsmiddelområdet, jfr. nedenfor under pkt. 7.

3. Miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 2.

Vandforsyningslovens § 39 indeholdt en generel bestemmelse om, at grundvandet ikke måtte forurenes eller udsættes for forurening med giftige stoffer eller stoffer, som ikke, eller kun langsomt, nedbrydes i undergrunden. Der var i samme bestemmelse en hjemmel for ministeren til at fastsætte særlige regler vedrørende oplag af sådanne stoffer. Et tilsvarende generelt forbud er ikke medtaget i miljøbeskyttelsesloven, hvorimod bemyndigelse for ministeren til at fastsætte særlige regler for oplag af stoffer, der kan forurene grundvandet, er optaget i § 11, stk. 2.

Det regelsæt, som tidligere er udstedt i medfør af de generelle beskyttelsesbestemmelser i vandforsyningsloven, omfatter olietankbekendtgørelsen, nedsivningsbekendtgørelsen og samletankbekendtgørelsen, jfr. ovenfor kapitel 1, pkt. 1.

Det er til erstatning for disse 3 bekendtgørelser i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 2, udstedt 3 nye bekendtgørelser, jfr. ovenfor kapitel 1. pkt.2. Disse indeholder kun enkelte ændringer i forhold til de anførte tidligere bekendtgørelser. For alle de nye bekendtgørelser gælder, at kompetenceforholdene er ændret.For de lokale myndigheders vedkommende er sundhedskommissionerne, der bortfalder ved miljøreformens gennemførelse, erstattet af kommunalbestyrelserne.

I øvrigt bemærkes følgende om de enkelte bekendtgørelser

4. Olietankbekendtgørelsen.

(Bekendtgørelse nr. 171 af 29.marts 1974 om kontrol med oplag af olie m.v.).

Det er fundet påkrævet udtrykkeligt at medtage en bestemmelse om, at tanke, der har været anvendt som samletanke for husspildevand, ikke senere må tages i brug til opbevaring af olieprodukter, jfr. § 2, stk.2. Tilføjelsen skyldes, at man ifølge samletankbekendtgørelsen stiller krav om, at en samletank for husspildevand skal være typegodkendt til opbevaring af olieprodukter, og at der er forekommet tilfælde, hvor der har været ønske om f.eks. i forbindelse med en kloakering at bevare tanken og benytte den som olietank.

I § 7, stk. 4, er der foretaget en udvidelse af kravene til suge- og returledninger efter forslag fra prøvningsudvalget for olietanke, der har påvist, at den hidtil gældende bestemmelse ikke er dækkende for samtlige de i praksis opstående tilfælde.

Der er i § 10, stk.2, medtaget en særlig bestemmelse, der pålægger anmeldelsespligt i tilfælde, hvor en tidligere nedgravet tank tages i brug til opbevaring af olie, der omfattes af bekendtgørelsen. Baggrunden for den nye bestemmelse er, at mange tankejere, der tidligere har anvendt fuelolie af en type, der ikke omfattes af bekendtgørelsen, jfr.§ 1, stk. 3, nu går over til at fyre med gasolie. Den tidligere anmeldelsesbestemmelse havde ikke denne situation for øje.

I § 10, stk. 4. er der medtaget en bestemmelse om sikring mod sammenstyrtning af olietanke, der tages ud af brug. Bestemmelsen er medtaget efter anmodning fra bygningsmyndighederne.

i forbindelse med gennemførelsen af de ovenfor omhandlede ændringer i olietankbekendtgørelsen er det fundet formålstjenligt at foretage sådanne ændringer i de til bekendtgørelsen hørende 3 bilag, som begrundes i de indvundne erfaringer.

Bilagene har til formål at lette typegodkendelsesproceduren. De indeholder en række standardkrav, som normalt skal være opfyldt, for at en typegodkendelse kan meddeles . Kravene er anført i 3 bilag, hvoraf hvert bilag har relation til sin særlige tanktype. En tankfabrikant, der vil søge typegodkendelse, behøver således blot at anføre i ansøgningen, at de i bilagene anførte krav vil blive overholdt og i samme forbindelse nøjes med nærmere at redegøre for de specielle ting ved hans tanktype, som bilagene ikke indeholder retningslinier for.

Forslag til de i bilagene anførte ændringer er udarbejdet af miljøministeriets prøvningsudvalg for olietanke, i hvilket udvalg tankfabrikanterne er repræsenteret.

Visse af ændringerne er allerede gennemført i praksis, idet prøvningsudvalget med ministeriets godkendelse har givet tankfabrikanterne meddelelse herom. Det gælder eksempelvis udvidelse af skemaet i bilag I og den adgang, der er åbnet til at anvende farvepigmenter m.v. på nærmere angivet måde i beskyttelsesbelægningen.

Samlet kan det om ændringerne i bilagene anføres, at der ikke ved disses optagelse i bilagene er tale om en skærpelse eller en lempelse af gældende bestemmelser, men om en praktisk foranstaltning, som indebærer, at der ikke særskilt skal meddelelse til de enkelte fabrikanter om ændringerne, og at nye fabrikanter, som ønsker at komme ind under typegodkendelsesordningen,på forhånd kan orientere sig om de i dag gældende retningslinier, der - hvis de følges - fritager fabrikanten for i forbindelse med ansøgning om typegodkendelse at redegøre nærmere for en lang række forhold.

5. Nedsivningsbekendtgørelsen.

(Bekendtgørelse nr. 172 af 29.marts 1974 om etablering af nedsivningsanlæg).

Der er på baggrund af indhøstede erfaringer sket en udvidelse af de gældende afstandsbestemmelser, således at nedsivningsanlæg med tilledning fra vandklosetter nu også skal være placeret mindst 25 m fra drænledninger og mindst 100 m fra kysten. Den nye formulering af § 4, stk. 2, der omhandler de særlige krav, der gælder i kystnære områder, tilsigter en klargøring af, at de lempeligere krav til afstanden mellem de enkelte nedsivningsanlæg kun er gældende i kystnære områder, hvor der ikke indvindes og ej heller kan forventes indvundet grundvand fra anlæg, der omfattes af vandforsyningslovens § 12, stk.1. nr.1 og 2., eller § 13.

Opmærksomheden henledes på, at der i indenrigsministeriets cirkulære af 6. juli 1971 blev fastsat retningslinier for sundhedskommissionernes behandling af visse udstykningssager, Det drejer sig om de særlige problemer, som i praksis har vist sig at opstå i forbindelse med sammenlægning af eller udstykning af landbrugsejendomme i ukloakerede landzoneområder. Disse retningslinier bør fortsat følges, når udstykningssager af den omhandlede art forelægges for kommunalbestyrelsen.

6. Samletankbekendtgørelsen.

(Bekendtgørelse nr. 173 af 29.marts 1974 om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand).

Der er medtaget en ny bestemmelse i § 3, der åbner mulighed for, at kommunen kan gennemføre en fælles bortskaffelsesordning for indholdet af samletanke for husspildevand og en pligt for grundejerne til i sådanne tilfælde at benytte ordningen og betale for bortskaffelsen.

7. Udledning af spildevand på jorden.

Udover bestemmelserne i de tre ovenfor omhandlede bekendtgørelser, der stort set videreføres uændret, er der gennemført nye bestemmelser vedrørende udledning af spildevand på jorden. Disse findes optaget i kapitel 12 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. Disse nye bestemmelser bemyndiger amtsrådet til at meddele tilladelse til udledning på jordoverfladen ved udsprøjtning, overrisling eller på anden lignende måde af biologisk let nedbrydeligt spildevand, der hidrører fra visse af de virksomheder, der er optaget på listen i bilaget til miljøbeskyttelsesloven. Bestemmelsen tilsigter at åbne mulighed for sådan udledning fra virksomheder, der også tidligere kunne opnå tilladelse hertil af en landvæsenskommission i medfør af vandløbslovens § 73c. Det påhviler amtsrådet i hvert enkelt tilfælde at skønne over, hvorvidt en sådan udledning vil være forsvarlig i forureningsmæssig henseende. Udover de begrænsninger, der findes anført i selve bekendtgørelsen, er der opstillet forskellige vejledende retningslinier, som bør følges ved meddelelse af tilladelser. Der henvises herom nærmere til kapitel 4, afsnit II,E, nedenfor.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 4. Beskyttelse af overfladevand

I. Generelt om spildevandsafledning til vandløb, søer eller havet

1. Indledning

2. Miljøbeskyttelseslovens § 18

3. Vejledende bestemmelser for udledning af spildevand

II Spildevandsbekendtgørelsen

A. Bekendtgørelsens område, definitioner m.v.

B. Kompetencefordelingen for så vidt angår tilladelse til spildevandsudledning til vandløb, søer eller havet eller tilslutning til fælles spildevandsanlæg

1. Kommunalbestyrelsens kompetence

2. Kommunalbestyrelsens udvidede kompetence, når der er en godkendt spildevandsplan

3. Amtsrådets almindelige kompetence

C. Kommunale spildevandsplaner

1. Indledning

2. Recipientkvalitetsplanlægningen

3. Spildevandsplaner

4. Kloakdispositionplaner/spildevandsplaner

5. Generelt om planens indhold

6. Forholdet til den fysiske planlægning

7. Spildevandsbortskaffelsen i kommunen

8. Spildevandsrensningen

9. Forholdene i recipienten

10. Valg af recipient

11. Slambehandling

12. Offentlige/private spildevandsanlæg

13. Betalingsspørgsmålet

14. Ekspropriationsoplysninger

15. Revision af planen

16.Generelt om sagsbehandlingen

D Sagsbehandlingsregler, projektoplysning og vilkår for udledningstilladelser

1. Indledning

2. Bekendtgørelsens sagsbehandlingsregler

3. Generelt om projektoplysninger

4.Offentlige spildevandsprojekter

5. Igangsætning af planlagte, offentlige spildevandsprojekter

6. Privatespildevandsanlæg for husspildevand

7. Særskilt udledning af industrispildevand

8. Kommunale industrivirksomheder

9. Tilslutninger til eksisterende anlæg

10. Vejafvanding

11. Vilkår

E. Udledning af spildevand på jorden

F. Almindelige regler

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 4.

Beskyttelse af overfladevand.

I

Generelt om spildevandsafledning til vandløb, søer eller havet.

1. Indledning.

Medens den hidtil gældende vandsløbslov indeholdt en nærmere opregning af stoffer, som ikke måtte tilføres vandløbene, og specielle bestemmelser med hensyn til udledning af spildevand til vandløbene, er der i miljøbeskyttelseslovens § 17 optaget et generelt forbud imod, at stoffer, der kan forurene vandet, tilføres vandløb, søer eller havet. Forbuddet omfatter således bl.a. samtlige de tidligere i vandløbsloven opregnede stoffer. Med den nye generelle udformning af denne beskyttelsesbestemmelse, der omfatter alle stoffer, der kan forurene vandet, har man forsøgt at fjerne sådanne tvivlsspørgsmål, som tidligere kunne opstå i relation til de stoffer, der ikke var anført i opregningen vandløbslovens § 5. Eksempelvis ligger det klart, at foruden ajle og ensilagesaft må i fremtiden hverken gylle eller møddingsvand tilføres vandløb, søer eller havet.

Specielt for så vidt angår møddingsvand bemærkes, at det hidtil i et vist omfang har været lovligt med en udledning, nemlig hvor udledningen ikke skadede vandløbet eller forurenede, herunder forgiftede dets vand, jfr. § 5, stk.1. nr. 4. i den hidtil gældende vandløbslov. Det fremtidige forbud mod disse udledninger medfører ikke, at samtlige eksisterende udledninger af møddingvand skal ophøre pr. 1. oktober 1974, jfr. lovens § 19, stk. 1. Opmærksomheden henledes på lovens § 25, efter hvilken amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan tage bestående anlæg op til en konkret vurdering og afgørelse, jfr. nedenfor kapitel 9, punkt 4. Endvidere omfatter det generelle forbud nu klart også tilførsel af forurenende stoffer til havet. Forbuddet gælder i princippet også spildevand, men der er i § 17, stk.1,2. punktum, medtaget en bestemmelse om at der efter § 18 kan meddeles tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet.

Den nye bestemmelse indebærer, at samtlige forurenende stoffer, der ikke kan karaktiseres som spildevand, omfattes af forbuddet, og at spildevandstilførsel til vandløb, søer eller havet altid kræver forudgående tilladelse efter de herom gældende regler, nu spildevandsbekendtgørelsen. Det er således-i modsætning til ordningen efter § 5 b i den hidtil gældende vandløbslov- ikke længere lovligt uden tilladelse at udvide eller etablere udledning af spildevand fra husholdninger og landbrugsbedrifter uden for samlede bebyggelser til vandløb, søer eller havet.

2. Miljøbeskyttelseslovens § 18.

Det generelle forbud mod at tilføre vandløb, søer eller havet stoffer, der kan forurene vandet, gennembrydes, som ovenfor nævnt, af lovens § 18, hvorefter amtsrådet, og i visse tilfælde kommunalbestyrelsen, jfr.§ 18, stk.2, kan meddele tilladelse til udledning af spildevand.

Amtsrådet er således efter loven den recipientansvarlige myndighed, hvilket i øvrigt må ses i sammenhæng med lov nr. 373 af 13. juni 1973 om ændring af lov om vandforsyning og lov om offentlige veje, hvorved landvæsenskommisionernes hidtidige opgaver med hensyn til fordeling af grund- og overfladevandsressourcerne til vandforsyningsformål nu ligeledes er henlagt til amtsrådet.

Der er også herved taget hensyn til, at amtsrådet efter lovens § 61 på grundlag af oplæg fra kommunalbestyrelsen skal foretage registrering af forureningskilder og udarbejde miljøkvalitetsplaner. Denne miljøkvalitetsplanlægning omfatter bl.a. fastlæggelsen af de recipientkvaliteter, der med tiden må være grundlaget for amtsrådene og kommunalbestyrelsernes fastsættelse af rensningskrav i forbindelse med godkendelse af spildevandsplaner eller projekter. Amtsrådets kompetence på dette område må også ses i relation til, at den regionale planlægning af arealanvendelsen efter lov nr. 375 af 13.juni 1973 om lands- og regionplanlægning er henlagt til amtsrådene.

Ved miljøbeskyttelseslovens vedtagelse var det en klar forudsætning for de nye bestemmelser, at amtsrådets virksomhed i relation til spildevandsområdet skal koncentrere sig om recipientforholdene.

Kommunalbestyrelserne bør der i videst muligt omfang overtage opgaverne med administrationen af konkrete udledningstilladelser- specielt efter godkendelsen af en spildevandsplan i henhold til miljøbeskyttelseslovens §21.

Dette princip er i vidt omfang lagt til grund ved fastlæggelsen af kompetencefordelingen mellem kommunalbestyrelser og amtsråd i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29.marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. (spildevandsbekendtgørelsen),jfr. nedenfor , afsnit II,B.

3. Vejledende bestemmelser for udledning af spildevand.

Til støtte for de myndigheder, som kan meddele tilladelse til udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet, vil miljøstyrelsen udsende vejledende bestemmelser for udledning af spildevand. Bestemmelserne indeholder forslag til en række maksimale grænseværdier for spildevandets indhold af forurenende stoffer m.v. der ved meddelse af udledningstilladelser må anses som acceptebelt udgangspunkt for at imødegå vandforurening og beskadigelse af rensningsanlæg.

II. Spildevandsbekendtgørelsen.

Reglerne i denne bekendtgørelse kan opdeles i følgende hovedgrupper: A. Bekendtgørelsens område, dvs. afgrænsningen til andre love og bekendtgørelser samt definitioner (bekendtgørelsens kapitel 1).

B. Kompetencefordelingen mellem kommunalbestyrelser og amtsråd (hovedstadsområdet), for så vidt angår tilladelse til udledning af spildevand, jfr. lovens § 18, stk. 2, og § 34 (bekendtgørelsens kapitel 2 og 4-11).

C. Indholdet og behandlingen af spildevandsplaner, jfr. lovens § 21 (bekendtgørelsens kapitel 3). D. Sagsbehandlingsregler, projektoplysninger og vilkår i forbindelse med meddelelse af udledningstilladelser ( bekendtgørelsens kapitel 4-11).

E. Regler om meddelelse af tilladelse til udledning af spildevand på jorden, jfr. lovens § 11,stk.2. (bekendtgørelsens kapitel 12.)

F. Almindelige bestemmelser (bekendtgørelsens kapitel 13).

A. Bekendtgørelsens område, definitioner m.v.

Bekendtgørelsen indeholder regler om tre forskellige måder at bortskaffe spildevand på.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 5.Ekspropriation

1. Parterne

2. Panthaverne

3. Ekspropriationsbeslutningen

4. Landvæsensretternes kompetence, erstatningsspørgsmål

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 5.

Ekspropriation.

Miljøbeskyttelseslovens § 31 giver kommunalbestyrelsen adgang til at ekspropriere til gennemførelse af spildevandsanlæg, når der efter lovens § 18 er meddelt tilladelse til spildevandsudledning til vandløb, søer eller havet. Ifølge lovens § 31, stk. 1, 2. pkt., og § 32 behandles ekspropriationssager efter samme retningslinier, som er gældende for ekspropriation til offentlige veje. De nærmere regler om ekspropriationernes gennemførelse, udstrækning m.v. samt om erstatningsfastsættelsen findes i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. marts 1974 om ekspropriation til spildevandsanlæg (ekspropriationsbekendtgørelsen). Det bemærkes, at bekendtgørelsen ikke omfatter Københavns kommune, hvor §§41-43 i Københavns byggelov træder i stedet for disse regler, ligesom erstatningsspørgsmål ikke indbringes for en landvæsensret, men for en særlig taksationskommission.

Reglerne i ekspropriationsbekendtgørelsen er i øvrigt i alt væsentligt de samme, som gælder ifølge lov om offentlige veje, idet dog følgende skal bemærkes

1. Parterne.

Da der i medfør af miljøbeskyttelsesloven kan eksproprieres til fordel for private spildevandsanlæg og for spildevandsanlæg, hvor en anden kommunalbestyrelse end ekspropriationsmyndigheden er ansvarlig, er der i bekendtgørelsen givet regler om medinddragelse i sagsbehandlingen af den for anlægget ansvarlige (rekvirenten). Det er endvidere præciseret, om forpligtelser m.v., der efter lov om offentlige veje påhviler vejbestyrelsen, skal påhvile ekspropriationsmyndigheden eller den for anlægget ansvarlige. Det vil antagelig således i praksis blive rekvirenten, der under åstedsforretningen må redegøre for de ønskede foranstaltninger. Også når der skal stilles forslag til forlig om ekspropriationens udstrækning og erstatningens størrelse, vil den pågældendes stilling til spørgsmålene være af væsentlig betydning.

2. Panthaverne.

Bekendtgørelsens § 9, stk. 4, indeholder i 3. punktum en regel, hvorefter der normalt ikke skal ske særskilt indvarsling af panthavere i de berørte ejendomme. Reglen findes ikke i loven om offentlige veje, men er i overensstemmelse med den praksis, der følges ved vejekspropriationer.

3. Ekspropriationsbeslutningen.

Som nævnt kan der efter miljøbeskyttelseslovens § 31 eksproprieres til fordel for private spildevandsanlæg. For at sikre at de af ekspropriationen berørte grundejere modtager erstatning fra det private anlæg, er det i bekendtgørelsens § 11, stk. 1, bestemt, at ekspropriationen kan betinges af, at den for det private anlæg ansvarlige stiller sikkerhed for erstatningen.

Ekspropriationsbeslutningen kan efter bekendtgørelsens § 11, stk. 1, træffes før udløbet af 3 ugers fristen i § 10, stk. 4, såfremt der under åstedsforretningen opnås tiltrædelse af de planlagte foranstaltninger fra samtlige ejere og brugere m.v. I overensstemmelse med tidligere praksis med hensyn til ekspropriationer til spildevandsanlæg er det ikke stillet som en yderligere betingelse for sådan fremrykning af beslutningen, at ekspropriationen må anses for ubetydelig i forhold til de berørte ejendommes størrelse og værdi.

4. Landvæsensretternes kompetence, erstatningsspørgsmål.

Efter miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 2, skal spørgsmålet om ekspropriationserstatningens størrelse i mangel af mindelig overenskomst af kommunalbestyrelsen indbringes for landvæsenskommissionen til afgørelse. Det er ligeledes landvæsenskommissionen, der i mangel af mindelig overenskomst må afgøre spørgsmålet, om ekspropriationen skal udstrækkes udover, hvad det planlagte spildevandsanlæg kræver, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Efter miljøministeriets opfattelse bør det tilstræbes, at der under selve sagen om ekspropriationsbeslutningen, i det omfang det er muligt, opnås forlig om erstatningen, således at sagens indbringelse for landvæsenskommisionen spares. Opnås der forlig om udvidelse af ekspropriationen, kan den medtages under kommunalbestyrelsens ekspropriationsbeslutning. Overenskomster om erstatningen for en sådan udvidelse skal derimod ikke omfattes af selve beslutningen, men formuleres selvstændigt som overenskomster, der er godkendt af kommunalbestyrelsen.

Hvad enten erstatningen er aftalt ved overenskomst eller fastsættes af landvæsenskommissionen, er det kommunalbestyrelsen, der udbetaler eller foranlediger erstatningen udbetalt. Dette indebærer, at i tilfælde, hvor der eksproprieres til fordel for spildevandsanlæg, hvor en anden kommunalbestyrelse er ansvarlig, er det denne anden kommunalbestyrelse, der i praksis skal udbetale erstatningen. Ved private anlæg er det derimod stadig den eksproprierende kommunalbestyrelse, der skal forestå udbetalingen, idet der, som ovenfor nævnt under punkt 3, er mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse for erstatningsbeløbet.

Forinden udbetaling finder sted, må der ifølge bekendtgørelsens § 13 foreligge oplysninger om, hvorvidt panthavere m.v., hvis ret er tinglyst, og hvis adresser kan oplyses af tinglysningsdommeren, gør krav på erstatning. Det må herefter afgøres, om erstatningen kan udbetales direkte til ejeren i stedet for til rettighedshaverne.

Beløb, der tilkommer en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, bør ikke udbetales til ejeren, idet den udbetalende myndighed i så fald vil kunne pådrage sig erstatningsansvar over for den pågældende panthaver. Der bør derfor ske deponering af den pågældende del af ekspropriationserstatningen, indtil den erstatningsberettigede godtgør, at der foreligger det fornødne samtykke. Der henvises i denne forbindelse til lov nr. 29 af 16. februar 1932 om deponering.

Det er ligeledes den udbetalende myndighed, der skønner, om de to betingelser i § 13, stk. 2, for udbetaling af erstatninger uden samtykke fra panthavere m.v., er opfyldt. Risikoen for fejlskøn påhviler altså den pågældende myndighed. Derimod kan beløb, der vedrører erstatning for driftstab, i alle tilfælde udbetales direkte til ejeren uden samtykke fra panthavere m.v.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 6. Tilsyn og kontrol

1. Kompetencen i tilsynsspørgsmål

2. Tilsynet med spildevandsanlæg og udledninger

3. Tilsynet med recipienterne

4. Samarbejdet med andre myndigheder

5. Vandløbsvedligeholdelse

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 6.

Tilsyn og kontrol.

Miljøbeskyttelseslovens kapitel 7 indeholder regler om tilsyn med forurenende virksomhed. Lovens § 56 bemyndiger miljøministeren til at fastsætte nærmere regler om udøvelsen af dette tilsyn. Udover i selve miljøbeskyttelsesloven findes reglerne om tilsynet i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder (tilsynsbekendtgørelsen) samt i § 8 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m. v.

Endvidere indeholder miljøministeriets bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement om miljøbeskyttelse regler om, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn og kontrol med en række forhold, der kan give anledning til forurening. Det kulturtekniske tilsyn med vandområderne forudsættes at ske efter de hidtidige principper, jfr. nedenfor under punkt 5.

1. Kompetencen i tilsynsspørgsmål.

Tilsynet med private spildevandsanlæg føres af kommunalbestyrelsen, jfr. tilsynsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, og §§ 4-6. Dette gælder, uanset hvem der har givet tilladelse til anlæggets etablering, og uanset hvilken karakter spildevandsudledningen har.

Tilsynet og kontrollen med de offentlige spildevandsanlæg, dvs. anlæg, hvor en eller flere kommunalbestyrelser er ansvarlige for vedligeholdelsen og /eller driften, føres af amtsrådet (hovedstadsrådet), jfr. lovens § 50 og tilsynsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, jfr. §§ 4-6.

Ifølge lovens § 55 fører amtsrådet (hovedstadsrådet) som recipientansvarlig myndighed tilsyn med forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet.

2. Tilsynet med spildevandsanlæg og -udledninger.

Tilsynet med offentlige og private spildevandsanlæg forudsættes at ske efter samme retningslinier. Tilsynet med de større kommunale spildevandsanlæg bør dog være mere indgående end tilsynet med mindre, private anlæg, der modtager spildevand fra en eller nogle få husstande. Nærmere retningslinier for tilsynet og kontrollen vil ofte være indeholdt som vilkår i tilladelsen eller kendelsen, jfr. ovenfor kapitel 4, D.

a. Med henblik på beskyttelsen af recipienten fører den for spildevandsanlægget ansvarlige løbende kontrol med, at anlægget, herunder specielt rensningsanlægget, fungerer, som forudsat i tilladelsen (driftskontrol). Der må således løbende udtages prøver af tilløbsvand, afløbsvand, slam m. v. med henblik på at kontrollere eventuelle uregelmæssigheder.

Måleresultater fra driftskontrollen vil kunne forlanges stillet til rådighed for tilsynsmyndigheden i det omfang, den skønner det nødvendigt. Der bør i tilladelsen, i hvert fald for større anlægs vedkommende, indføjes vilkår om omfanget af indberetningspligten til tilsynsmyndigheden om driftskontrollen og om resultatet af undersøgelser, analyser m. v., jfr. lovens § 52 om oplysningspligt og ovenfor kapital 4, II, D, pkt. 11.

Det er allerede i en række kendelser fastsat, at analyseresultater skal indsendes til bl.a. fiskeriministeriet. Indsendelsen kan fremtidigt i disse tilfælde i stedet for til fiskeriministeriet ske til miljøstyrelsens fiskerilaboratorium, hvor der er tale om udledninger fra en kapitel 5-virksomhed. Er der tale om andre udledninger kan indberetning til miljøstyrelsens fiskerilaboratorium undlades.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på lovens § 53, der foreskriver, at den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal underrette kommunalbestyrelsen, såfremt driftsforstyrrelser eller uheld medfører væsentlig forurening eller indebærer fare herfor. Det forudsættes, at vedkommende kommunalbestyrelse underretter amtsrådet, såfremt der som følge heraf er fare for forurening af recipienten.

b. Når der er stillet krav om og føres en egentlig driftskontrol, indskrænkes tilsynsmyndighedens opgaver til ved en stikprøvekontrol at konstatere, om den for anlægget ansvarlige dels opfylder kravene, der er sat til udledningen m.v., dels om de indberettede målinger, resultater m.v. svarer til de faktisk forekommende forureninger.

Stikprøvekontrollen kan foretages ved besigtigelse og udtagelse af prøver, normalt 2 gange årligt. Antallet af stikprøver kan varieres, bl.a. under hensyn til tilsynsmyndighedens vurdering af kvaliteten af driftskontrollen.

Ved udøvelsen af tilsynet er det tilsynsmyndigheden, der bestemmer, hvem der skal udtage og analysere prøver m.v., herunder om dette skal ske ved en repræsentant for det undersøgende laboratorium.

I situationer, hvor spildevandsudledningen er af større betydning for recipienten, skal måleresultaterne, foruden til de i § 6 nævnte, også sendes til amtsrådet.

Der skal ved fælles spildevandsanlæg udtages stikprøver i såvel tilløb til som afløb fra det til spildevandsanlægget hørende rensningsanlæg for at konstatere, om anlægget fungerer tilfredsstillende. Derimod skal der kun udtages prøver i udløbet fra virksomheder, hvor rensningen foretages i direkte tilslutning til eller som en del af fabrikationsprocessen.

c. Opmærksomheden henledes på, at det i forbindelse med etablering af spildevandsanlæg m.v., specielt ved kapitel 5-virksomheder, vil være nødvendigt med særlig tilsyn og kontrol, såvel i anlægsfasen som i indkøringsfasen.I anlægsfasen må det i forbindelse med det almindelige bygge- og anlægstilsyn konstateres, om de i tilladelsen fastsatte anlæg, indretninger m.v. til forebyggelse og bekæmpelse af forureningen etableres. I indkøringsfasen bør det ligeledes løbende kontrolleres, at anlægget og udledningen opfylder de i tilladelsen stillede krav. Konstateres det, at anlægget herefter fungerer tilfredsstillende, kan tilsynsmyndighedens virksomhed indskrænkes, jfr. ovenfor under b.

3. Tilsynet med recipienterne.

Ligesom under den hidtil gældende vandløbslov påhviler det amtsrådet af føre tilsyn med forureningstilstanden i de ferske vandområder og i de kystnære dele af søterritoriet, jfr. lovens § 55.

Det er tanken, at de oversigter over forureningstilstanden i vandområderne med angivelse af forureningskilder, som amtsrådene hidtil har udarbejdet i henhold til vandløbsloven, fortsat skal udarbejdes og udbygges som grundlag for amtsrådets kontrol. Disse oversigter skal danne grundlag for fastlæggelse og revision af den kvalitetsplanlægning, man tilstræber for den pågældende recipient. Der henvises i denne forbindelse til lovens § 61, jfr. ovenfor kapitel 4, II, C, 2. Opmærksomheden henledes på, at disse oversigter bør revideres med passende mellemrum, f.eks. som hidtil hvert 3. år.

Selvom amtsrådet ikke ifølge miljøbeskyttelsesloven og tilsynsbekendtgørelsen er forpligtet til at føre tilsyn med andre spildevandsudledninger end de, der hidrører fra offentlige spildevandsanlæg, vil det i mange tilfælde være hensigtsmæssigt, at amtsrådet under udøvelsen af recipientkontrollen efter aftale med vedkommende kommunalbestyrelse selvstændigt fører tilsyn med f.eks. større virksomheders spildevandsudledninger. Amtsrådet kan i denne forbindelse bl.a. basere sig på resultaterne af den førte driftskontrol og af kommunernes tilsyn, jfr. lovens § 52 og § 54, stk. 2.

Såfremt amtsrådet ved tilsynet konstaterer uacceptable forhold, bør amtsrådet tage skridt til, at forholdene forbedres. Man skal i denne forbindelse henvise til lovens § 25, hvorefter der kan gribes ind over for bestående spildevandsanlæg, der ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, jfr. nærmere kapitel 9, pkt. 4 nedenfor.

Konstateres det, at de uacceptable forhold i recipienten skyldes udledninger af stoffer, der er omfattet af forbuddet i lovens § 17, stk. 1, - typiske akutte forureninger - kan amtsrådet anmelde sagen til politiet med henblik på optagelse af politirapport og eventuel videre forfølgning ved domstolene, jfr.bekendtgørelsens § 10, stk. 2. Denne mulighed foreligger også ved overtrædelsen af meddelte tilladelse, vilkår og lignende. Opmærksomheden henledes på, at miljøstyrelsens fiskerilaboratorium hidtil har fået tilsendt og registreret en række retsafgørelser i straffesager vedrørende overtrædelser af vandløbslovgivningen. For at opnå en ensartet retspraksis i sådanne sager også i fremtiden, bør den myndighed, der har rejst sag efter lovens § 83, også fremtidig underrette fiskerilaboratoriet om de afsagte domme m.v.

4. Samarbejdet med andre myndigheder m.v.

Tilsynsmyndighederne vil i udøvelsen af tilsynet formentlig i en række tilfælde have behov for bistand dels ved selve tilsynets førelse (inspektioner m.v.), dels ved analyser og vurderinger af de konstaterede forhold, forureninger m.v. Som særligt nærliggende muligheder kan peges på, at samarbejde naturligt kan etableres mellem tilsynsmyndigheden og levnedsmiddelkontrolenheden, embedslægeinstitutionen, kredsdyrlægen, fiskerikontrollen og arbejdstilsynet, jfr. nedenfor, kapitel 7.

Med hjemmel i naturfredningsloven foretages fredninger og erhverves arealer med det formål at bevare landskaber og vandområder med deres plante- og dyresamfund. Dette sker på grundlag af registreringer og analyser, som foretages af fredningsplanudvalgene i medfør af naturfredningslovens § 35. Disse analyser benyttes også til støtte for andre myndigheders planlægning og administration. Det er i naturfredningsloven direkte angivet, at naturfredningsmyndighederne skal bidrage til, at det menneskelige miljø ikke forringes gennem forurening. Naturfredningsloven vil derfor i praksis bl.a. på baggrund af den vægt, som loven lægger på de planlægningsmæssige hensyn, kunne få en vis indflydelse på løsningen af problemer med relation til forureningsbekæmpelse. Det vil derfor være tilrådeligt, om man benytter den sagkundskab og de oplysninger, som fredningsplanudvalgene har.

De lokale og regionale myndigheder vil endvidere på en række områder have behov for assistance i form af laboratorieundersøgelser og sagkyndig vejledning i øvrigt. F.eks. kan biologisk sagkundskab være nødvendig ved spildevands- og recipientplanlægningen, samt ved behandlingen af konkrete sager. Den kompetente myndighed bør derfor i sådanne tilfælde underrette miljøstyrelsens fiskerilaboratorium, eventuelt med henblik på deltagelse i møder.

Endelig henledes opmærksomheden på, at det en række tilfælde kan være nødvendigt, at myndighederne køber sagkyndig bistand hos private rådgivende virksomheder.

5. Vandløbsvedligeholdelse.

Bestemmelserne om vandløbsvedligeholdelsen, og det kulturtekniske tilsyn findes i vandløbslovens kapitler VII og XII samt i de i medfør af kapitel V udfærdigede regulativer for offentlige vandløb.

Der er i vandløbsloven indføjet en ny bestemmelse i § 35, stk. 1, hvorefter ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om vandløbsvedligeholdelsen. Dette skyldes, at grødevæksten i de fleste vandløb er tiltagende, bl.a. på grund af stadig voksende tilførsler af næringssalte. Dette har medført, at oprensningen af vandløb må foretages stadig hyppigere. Den forøgede oprensning og vedligeholdelse af vandløb har dels medført vanskeligheder med at fremskaffe den fornødne arbejdskraft til at udføre oprensningen efter traditionelle metoder, og dels forøget lønomkostningerne ved vedligeholdelsesarbejdets udførelse i en sådan grad, at oprensningen ved hjælp af maskiner er blevet stadig mere udbredt. I visse tilfælde har den mekaniske vandløbsoprensning og -vedligeholdelse været foretaget på en sådan måde, at det har medført uheldige bivirkninger, især på vandløbsfaunaen, men f.eks. også på de tilgrænsende arealer.

Der foreligger imidlertid endnu ikke tilstrækkeligt erfaringsmateriale om de forskellige oprensningstidspunkters og -metoders indflydelse på vandløbsfaunaen, og indtil en række undersøgelser nærmere har belyst disse forhold, agter ministeriet ikke at udfærdige nærmere regler om vandløbsvedligeholdelse.

I medfør af vandløbslovens § 12, stk. 1, litra d, vil amtsråd og kommunalbestyrelser dog fortsat, hvor drivende grøde eller ansamlinger af grøde medfører afvandingsmæsige, fiskerimæssige eller hygiejniske ulemper i henholdsvis amtsvandløb og kommunevandløb, kunne fastsætte de fornødne bestemmelser i regulativerne om, at den afskårne grøde, der fremkommer ved vedligeholdelsen af offentlige vandløb, optages så effektivt, som det er muligt.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

§6, stk.1. i spildevandsbekendtgørelsen pålægger kommunalbestyrelsen inden den 1. oktober 1976 at udarbejde den i miljøbeskyttelseslovens § 21 omhandlede spildevandsplan.

Planen skal dække hele kommunens område. Miljøbeskyttelseslovens § 21, stk. 3, åbner dog mulighed for udarbejdelse af delplaner, f.eks. omfattende udledninger til en eller flere recipienter, ligesom amtsrådet i medfør af bekendtgørelsens § 6, stk.3, kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde sådanne delplaner, Selv om det er ønskeligt, at planerne fra starten omfatter hele kommunens område, kan det dog være hensigtsmæssigt, at der for områder, hvor en særlig hurtig indsats er nødvendig, udarbejdes delplaner. Det vil endvidere kunne anbefales at anvende delplaner i de tilfælde, hvor en spildevandsplan må revideres på grund af ændringer i et områdes byplanmæssige forhold.

4. Kloakdispositionsplaner/spildevandsplaner.

De kommuner, der - f.eks. i forbindelse med behandlingen af en kommunal betalingsvedtægt - af landvæsenskommissionen har fået godkendt en såkaldt kloakdispositionsplan, vil have et væsentligt grundlag for udarbejdelsen af en § 21- spildevandsplan. Det må imidlertid understreges, at selv om flere kloakdispositionsplaner er særdeles omfattende og indeholder bestemmelser om adskillige af de forhold, der skal medtages i en § 21-plan, skal der alligevel af kommunen udarbejdes en egentlig spildevandsplan efter de nye regler i spildevandsbekendtgørelsen.

Projekter til offentlige, fælles spildevandsanlæg, der efter de hidtige regler på grundlag af en landvæsenskommissions godkendelse af en kloakdispositionsplan kunne gennemføres uden forelæggelse for landvæsenskommissionen, kan dog også fremtidig gennemføres uden forelæggelse for amtsrådet, medmindre en godkendt spildevandsplan ændrer forholdene.

5. Generelt om planens indhold.

Bekendtgørelsens § 7 præciserer, hvilke oplysninger der skal fremgå af den plan, kommunalbestyrelsen indsender til amtsrådets godkendelse. I indledningen til § 7 anføres, at planen skal være ledsaget af fornødne kortbilag.

Som egnede kort må anbefales dels et oversigtskort i målestok 1:25.000 eller 1:50.000, dels mere detaljerede kort (minorerede matrikelkort) i målestok 1:10.000, der indeholder oversigt over de enkelte kloakoplande og hovedledningernes nærmere placering.

I øvrigt skal det om de oplysninger, der skal fremgå af planen, bemærkes, at de ikke bør være for detaljerede under hensyn til, at formålet i første række er, at amtsrådet på baggrund af planens oplysninger skal kunne vurdere, om de påtænkte foranstaltninger er af en sådan art, at de fastlagte kvalitetssmålsætninger for recipienten kan opnås. Endvidere bemærkes generelt, at visse af de oplysninger, der skal fremgå af planen, ikke er medtaget til brug ved amtsrådets sagsbehanling, men alene er medtaget af hensyn til de virksomheder og privatpersoner, der vil blive berørt af planen. Dette gælder f.eks. oplysningerne om, hvilke udgifter der forventes at måtte afholdes ved spildevandsanlæggenes etablering og drift. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på lovens § 27, stk.3. hvorefter adgangen til at opkræve bidrag allerede fra tidspunktet for godkendelsen af en spildevandsplan eller en delplan, jfr. lovens § 21, stk. 3, alene gælder arealer, der i henhold til bygge- og planlægningslovgivningen kan udstykkes og bebygges.

6. Forholdet til den fysiske planlægning.

Efter bekendtgørelsens § 7,nr.1, skal der i hovedtræk redegøres for spildevandsplanens sammenhæng med den øvrige fysiske og- i muligt omfang - økonomiske planlægning for kommunen. Der må redegøres for kommunens opdeling i by-og landzoner, være henvisning til relevante dispositions- og byplaner samt bygningsvedtægtens opdeling af kommunen i byggeområder. Efter planreformens gennemførelsen må henvisningen foruden til de kommunale dispositioneplaner tillige ske til relevante dele af regionsplanerne. Endvidere må der være henvisning til eventuelle fredningsplaner, planer for den landbrugsmæssige bonitering samt planer for vandforsyning.

For så vidt angår fredningsmæssige forhold henledes opmærksomheden på de landskabsanalyser, der udarbejdes i medfør af naturfredningslovens §35. Såfremt planerne berører fredede områder, må dette fremgå. Det samme gælder områder, der er udlagt som naturparker eller planlægges udlagt som sådanne. Man vil iøvrigt for flere af de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelsens § 7 kunne hente vejledning hos fredningsplanudvalgene og deres sekretariater.

7. Spildevandsbortskaffelsen i kommunen.

Ifølge § 7, nr. 3, skal der i spildevandsplanen redegøres for væsentlige tilførsler af spildevand til vandløb, søer eller havet samt til undergrunden og til jordoverfladen. Det må i forbindelse hermed angives, hvor der, f.eks. på grundlag af en hydrogeologisk undersøgelse og under hensyn til beskyttelse af vandforsyningsinteresser, kan tillades etableret nedsivningsanlæg, jfr. miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandlingen af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning. For så vidt angår udledning af spildevand på jorden, henvises til bemærkningerne nedenfor under afsnit E.

8. Spildevandsrensningen.

Efter § 7, nr. 5, skal det i spildevandsplanen angives, hvorledes spildevandet fra de forskellige kloakområder, virksomheder,vejanlæg m.v. påtænkes renset - f.eks. mekanisk, mekanisk-biologisk, mekanisk-biologisk + kemisk fældning eller eventuelt ved andre rensningsformer - forinden tilledning til recipienten.

9. Forholdene i recipienten.

Under hensyntagen til, at amtsrådene som recipientansvarlig myndighed i forbindelse med godkendelse af spildevandsplanerne skal påse, at de målsætninger, som er fastlagt (jfr. miljøbeskyttelseslovens § 61) bliver opfyldt, er det i § 7, nr 6. angivet, at der i planen skal redegøres for forholdene i de enkelte recipienter. Amtsrådene vil i vidt omfang ligge inde med de relevante oplysninger, men uanset dette bør disse oplysninger - af hensyn til de berørte borgere og myndigheder - udtrykkeligt fremgå af planen.

10. Valg af recipient.

Ifølge § 7,nr.7, skal det angives, hvilken recipient spildevandet fra de enkelte spildevandsanlæg ønskes udledt til. Planen må indeholde motivering for valget af den enkelte recipient, og det må angives, hvilke udledninger der som følge af spildevandsanlæggene må forventes til recipienten. Det vil i denne forbindelse være ønskeligt, særligt i relation til mere sårbare recipienter, at kommunalbestyrelsen - i det omfang den er bekendt hermed - anfører, hvilke væsentligere udledninger, der bliver eller forventes at blive tilført recipienten fra større erhvervsvirksomheder eller andre kommuners spildevandsanlæg.

11. Slambehandling.

Ifølge § 7, nr. 8 skal det angives, hvorledes slam og restprodukter fra rensningsprocessen tænkes behandlet og bortskaffet, samt hvor det tænkes placeret. F. eks. må det angives, om slammet forbrændes efter udtørring, om det indgår i en formalings- eller komposteringsproces, eller om det deponeres på losseplads.

12. Offentlige/private spildevandsanlæg.

Ifølge § 7, nr.9, skal det angives, hvilke anlæg der tænkes udført ved kommunal, eventuelt fælleskommunal, foranstaltning, og hvilke der tænkes udført ved privat foranstaltning. For så vidt angår fælles spildevandsanlæg, understreger miljøministeriet det ønskelige i, at sådanne anlæg i videst muligt omfang, bl.a. under hensyn til en effektiv drift og vedligeholdelse af anlæggene, gennemføres ved offentlig foranstaltning.

13. Betalingsspørgsmål.

Ifølge § 7,nr.11, skal det angives, hvilke udgifter der forventes at måtte afholdes ved anlæggenes etablering, samt hvornår og hvorledes disse udgifter samt udgifter til driften skal afholdes og opkræves. Oplysningerne kan bestå i en henvisning til den gældende betalingsvedtægt, jfr. den gældende vandløbslovs § 74b. Kan anlæggene ikke henføres under en gældende betalingsvedtægt, må det af hensyn til berørte borgere, virksomheder og myndigheder m.v. angives, hvornår en sådan påtænkes udarbejdet, efter hvilke hovedprincipper udgifterne tænkes fordelt, samt hvornår bidragene ønskes opkrævet. Der henvises i øvrigt til miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 29.marts 1974 om fordeling af udgifter til etablering, drift og vedligeholdelse af spildevandsanlæg efter miljøbeskyttelseslovens § 27.

14. Ekspropriationsoplysninger.

Ifølge § 7, nr. 12, skal planen i muligt omfang være ledsaget af oplysninger om, hvilke ejendomme, der forventes at skulle afgive arealer eller få pålagt servitut ved gennemførelse af projekter i overensstemmelse med spildevandsplanen. Behovet for tilvejebringelse af disse oplysninger må ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 8, sidste pkt. hvorefter amtsrådet til det offentlige møde om planen skal indkalde ejerne af de ejendomme, der forventes at skulle afgive areal eller få pålagt servitut.

15. Revision af planen.

Det skal endelig ifølge § 7, nr. 13, i planen angives, hvornår den påtænkes revideret. I denne forbindelse henvises til bekendtgørelsens § 13, stk. 2. hvorefter amtsrådet - som vilkår for godkendelsen - kan fastsætte, at planen skal revideres f.eks. efter et vist åremål, ved en ændring af de byplan- eller fredningsmæssige forhold, ved ændring af den af amtsrådet fastsatte kvalitetsmålsætning for en af recipienterne, eller når en vis del af den af amtsrådet for anlæggene godkendte kapacitet er udnyttet.

16. Generelt om sagsbehandlingen.

Bekendtgørelsens §§ 8-14 indeholder sagsbehandlingsreglerne, som skal følges ved udarbejdelsen og godkendelsen af spildevandsplanerne.

Sager af denne art blev tidligere behandlet af landvæsenskommissionerne, hvilket bl.a. sikrede offentligheden adgang til at rejse indsigelse under sagernes behandling. Ved de nævnte bstemmelser har man, som forudsat i lovens bemærkninger. i modificeret form søgt at bibeholde den offentlige procedure, som kendetegnede sagsbehandlingen ved landvæsensretterne. Man har samtidig søgt at tilrettelægge sagsbehandlingen på en måde, der sikrer en så hurtig og smidig behandling af sagerne som muligt.

Når kommunalbestyrelsen har udarbejdet en spildevandsplan, skal den fremsende planen til amtsrådet. Efter modtagelsen af planen indkalder amtsrådet herefter i samråd med kommunalbestyrelsen til et offentligt møde i kommunen om planen med 3 ugers varsel.

Ifølge bekendtgørelsens § 8 skal der sendes særskilt indkaldelse til bl.a. de interesserede lokale organisationer, f.eks. erhvervsorganisationer, naturfredningsforeninger, sportsfiskeriforeninger og lignende.

Udover denne obligatoriske indkaldelse vil det ofte være hensigtsmæssigt at inddrage såvel disse organisationer og myndigheder som berørte erhvervsvirksomheder og grundejere i arbejdet med spildevandsplanlægningen på et så tidligt tidspunkt som muligt. Der skabes herved mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan skaffe sig oplysninger som grundlag for en totalbetragtning over de private og samfundsøkonomiske virkninger af alternative løsningsmuligheder. Denne inddragen på det tidlige stadium er navnlig af betydning ved udarbejdelsen af spildevandsplaner, men også i arbejdet med projekter (kap.4-12) vil et sådant samspil kunne etableres og være af stor saglig værdi for såvel myndighederne som borgerne.

Et sådant uformelt samarbejde vil ofte mindske behovet for afholdelse af yderligere offentlige møder efter § 11, og navnlig kan den tidlige medvirken mindske antallet af forslag til ændringer af udarbejdede planer og projekter i forbindelse med den formelle offentlige behandling.

Specielt henledes opmærksomheden på, at hvis vandløbet er fredet og vil foranstaltningen kræve en ændring af fredningskendelsen, bør fredningsnævnet inddrages. I alle andre tilfælde er de tilstrækkeligt at inddrage fredningsplanudvalget.

Det bemærkes, at den i § 8 omtalte indkaldelse af miljøstyrelsen til det offentlige møde indtil videre bør sendes til miljøstyrelsens fiskerilaboratorium.

For at opnå en så hurtig og smidig behandling af sagen som muligt understreger miljøministeriet i øvrigt det nødvendige i, at der allerede under planens udarbejdelse tilvejebringes kontakt mellem kommunen og amtskommunen om planens nærmere indhold og udformning. Det forekommer endvidere hensigtsmæssigt, at der umiddelbart efter planens oversendelse til amtsrådet, føres forhandlinger mellem repræsentanter for kommunalbestyrelsen og amtsrådet om planen.

Planen skal i øvrigt inden mødet være fremlagt i mindst 3 uger på et offentligt tilgængeligt sted i kommunen. Ved fremlæggelsen skal der endvidere gives vejledning om de rettigheder, borgerne har i forbindelse med fremlæggelsen og de offentlige møde, herunder om adgang til at fremsætte indsigelser under det offentlige møde og indtil 3 uger efter det offentlige møde at rejse skriftlige indsigelser mod planen, jfr. bekendtgørelsens § 10, stk. 2 og § 12.

Bekendtgørelsens § 11 åbner mulighed for afholdelse af flere offentlige møder. Under hensyn til sagens hurtige ekspedition må det anbefales, at yderligere offentlige møder så vidt muligt kun afholdes, når der ved et tidligere møde eller ved efterfølgende skriftlige indsigelser fremkommer væsentlige og velbegrundede ændringsforslag til planen.

D. Sagsbehandlingsregler, projektoplysninger og vilkår for udledningstilladelser.

1. Indledning.

Bekendtgørelsens regler om sagsbehandling ved meddelelse af udledningstilladelser er også udformet under hensyn til den hidtil for landvæsensretterne gældende ordning, som er baseret på en årelang og vel indarbejdet praksis. Det regelsæt, som tilsigter at skabe retssikkerhedsgarantier for de af landvæsenskommissionerne trufne afgørelser, bl.a. reglerne om offentlighed i forbindelse med landvæsenskommissionsmøderne, søges bibeholdt i en række tilfælde, hvor der er særligt behov for dette, navnlig i sagen om etablering eller udvidelse af offentlige spildevandsanlæg, der ikke er omfattet af en godkendt spildevandsplan.

2. Bekendtgørelsens sagsbehandlingsregler.

Bekendtgørelsen bestemmer således, at de samme procedureregler, som gælder ved godkendelse af spildevandsplaner, skal anvendes ved behandlingen af offentlige spildevandsprojekter, når der ikke foreligger en godkendt plan. Dette medfører, at der skal ske offentlig fremlæggelse af et spildevandsprojekt, være adgang til at komme med indsigelser samt afholdes et offentligt møde om pågældende projekt, jfr. bekendtgørelsens § 17.

Bekendtgørelsens sagsbehandlingsregler kan inddeles i 4 grupper

Sager med obligatorisk offentlighed (pligt til offentlig fremlæggelse og afholdelse af offentligt møde) (bekendtgørelsens kapitel 4).

Sager med valgfri offentlighed (bekendtgørelsens kapitel 7, 9, 10, 11 og 12).

Sager uden særlige procedureregler udover høring af eventuelle private (bekendtgørelsens kapitel 8).

Sager, hvor der alene skal ske underretning til amtsrådet, nemlig sager om anlæg af nye eller udvidelse af offentlige fælles spildevandsanlæg, der omfattes af en godkendt spildevandsplan (bekendtgørelsens kapitel 5).

I de tilfælde, hvor der er valgfri offentlighed, er det miljøministeriets opfattelse, at der kun bør ske offentlig fremlægelse og afholdes offentligt møde, når der virkelig er behov herfor. Offentlig fremlæggelse og afholdelse af offentligt møde bliver derfor formentlig normalt kun aktuelt i større sager, der forventes at få mærkbar indflydelse på forholdene i recipienten, eller som forventes at få indflydelse på løsningen af kommunens øvrige spildevandsproblemer. Endvidere bør der gennemføres offentlighed i tilfælde, hvor anlæggets gennemførelse forventes at få væsentlig indflydelse på de bidrag, der kan opkræves i forbindelse med etablering og drift af spildevandsanlæggene, jfr. miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 29. marts 1974 om fordeling af udgifter til etablering og drift af spildevandsanlæg efter miljøbeskyttelseslovens § 27.

3. Generelt om projektoplysninger.

Bortset fra de i bekendtgørelsens kapitel 4 omhandlede tilfælde (anlæg af nye eller udvidelse af offentlige spildevandsanlæg, hvor der ikke foreligger en godkendt spildevandsplan), er det overladt til tilladelsesmyndigheden at afgøre, hvilke oplysninger om anlægget og de forventede udledninger m.v., der skal ledsage ansøgningen.

Som vejledende retningslinie gælder, at med mindre der gør sig særlige hensyn gældende over for andre myndigheder, virksomheder eller private, bør de oplysninger, der kræves, ikke udstrækkes til at omfatte mere, end der er uomgængeligt nødvendigt for at kunne bedømme de forventede udledningers betydning for spildevandsanlægget, herunder rensningsanlægget, og for recipienten. Det må i denne forbindelse være afgørende at få tilvejebragt de oplysninger, som er nødvendige for, at tilladelsesmyndigheden kan vurdere, om ansøgningen under hensyn til recipientens forhold m.v. kan imødekommes.

I almindelighed bør der ved behandlingen af et spildevandsprojekt foreligge følgende

a. En redegørelse for de planlægningsmæssige dispositioner, dvs. oplysning om, hvilke bebyggelsesregulerende bestemmelser, der gælder i det område, projektet vedrører i henhold til by- og landzoneloven, byggeloven (byggeområdeinddelingen i bygningsvedtægt), byplanloven (partiel byplanvedtægt og dispositionsplan), lands- og regionplanloven (regionplaner) samt naturfredningsloven (særligt om området er fredet, og hvorledes området i øvrigt er boniteret i fredningsmæssig henseende). I de omfang, der er gennemført en egentlig landbrugsmæssig bonitering inden for området, også en redegørelse herfor.

b. En redegørelse for de bestående forhold vedrørende spildevandsafledning, herunder gældende landvæsensretskendelser. Der skal endvidere redegøres for, hvorvidt eksisterende rensningsanlæg, der berøres af projektet, bør udvides eller ombygges for at kunne rense spildevandet tilstrækkeligt.

c. En beskrivelse af forudsætningen for beregningerne af spildevandsmængder, herunder regnvandsmængder og de anvendte afløbskoefficienter. Mængden af det husspildevand, industrispildevand og eventuelt regnvand fra befæstede arealer, herunder veje, der forventes tilført spildevandsanlægget, herunder rensningsanlægget, og i nødvendigt omfang oplysning om sammensætningen af industrispildevand.

Indebærer projektet etablering af et nyt rensningsanlæg, må beskrivelsen indeholde en redegørelse for beliggenheden, herunder udløbsstedets placering i recipienten. Der må også gives oplysning om rensningsanlæggets type og kapacitet, og der må redegøres for mulighederne for etapevis udbygning med angivelse af, hvornår de forskellige dele af projektet tænkes iværksat.

d. En redegørelse for recipienten og dens egnethed til at modtage spildevand.

For at kunne bedømme opspædningsgraden ved udledning af spildevand til vandløb må der redegøres for medianværdien af de årlige minimumsvandføringer, betegnet »medianminimum«. For visse afstrømningsområder er »medianminimum« bestemt i Det danske Hedeselskabs kulturtekniske afdelings hydrometriske undersøgelsers beretninger, der udgives for 5-års perioder, og de vil med tilnærmelse kunne anvendes i mangel af lokale minimumsvandføringsmålinger over en årrække. Der må desuden redegøres for beliggenheden af dambrug neden for udløbsstedet.

Ved udledning af spildevand til søer må der tilvejebringes oplysninger til bedømmelse af søens egnethed som recipient under hensyntagen til søens til- og afstrømningsforhold, vandudskiftning og strømforhold i søen, bundforhold, indhold af næringssalte, m.v.

Ved udledning af spildevand til havet må der redegøres for beliggenheden af badestrande og fiskeopbevarings- og -fangstpladser samt for strømforhold, vandskifte m.v. omkring udløbsstedet, for at kunne bedømme fortyndingszonens udstrækning og gunstigste beliggenhed.

Hvor vandet fra aflastningsbygværker (overfaldsbygværker o.lign.) foreslås ført til vandløb, søer eller havet, skal der redegøres for den hyppighed, hvormed udløbene forventes at træde i funktion, og for de spildevandsmængder, der herved vil blive tilført recipienten. Såfremt det skønnes, at udledningen fra aflastningsbygværker samt fra separate regnvandssystemer vil medføre uacceptable forhold i recipienten, bør der stilles krav, som tilsigter at nedsætte den forurening og de skadevirkninger, som udledningen kan medføre. Disse skadevirkninger kan f.eks. afhjælpes ved etablering af olieudskillere, sandfang, udligningsbassiner m.v.

Ved bedømmelse af spildevandsudledningens indflydelse på recipienten henvises i øvrigt til miljøstyrelsens vejledende bestemmelser for udledning af spildevand.

e. En redegørelse for, hvorledes slam og restprodukter fra rensningsprocessen behandles, bortskaffes og placeres.

f. En redegørelse for, hvorledes driftskontrollen med spildevandsanlægget og med udledningerne tænkes gennemført. Der henvises til pkt. 11 og kapitel 6 om tilsyn og kontrol.

g. Som angivet foran under afsnittet om kommunale spildevandsplaner, må det materiale, der fremlægges, for så vidt angår fælles spildevandsanlæg, indeholde oplysninger om, hvilke udgifter der forventes at måtte afholdes ved anlæggets etablering og drift, samt hvornår og hvorledes disse udgifter tænkes afholdt og opkrævet. Selv om amtsrådet ikke skal tage stilling til udgiftsfordelingsspørgsmål m.v., er sådanne oplysninger i disse tilfælde nødvendige, fordi godkendelsen af et projekt er afgørende for tidspunktet for adgangen til at igangsætte opkrævningen af bidrag til såvel offentlige som private fælles spildevandsanlæg.

h. Endvidere skal et projekt af hensyn til eventuelle ekspropriationer indeholde en lodsejerfortegnelse med matrikelnumre, navne og adresser på ejere, som forventes at skulle afgive areal eller få pålagt servitut ved en gennemførelse af projektet. Kan det forudses, at også indehavere af andre særlige rettigheder, f.eks. fiskerirettigheder, vil blive berørt af projektets gennemførelse, bør sådanne ejere såvidt muligt ligeledes angives. Der peges i denne forbindelse på de i § 58 i lov nr. 66 af 23. marts 1965 om ferskvandsfiskeri omhandlede regulativbestyrelser.

i. Endelig må det fremgå af projektet, om der i forbindelse med spildevandsudledningen skal foretages regulering m.v. af vandløb, jfr. bekendtgørelsens § 4 og nedenfor under afsnit F.

4. Offentlige spildevandsprojekter.

Når kommunalbestyrelser ønsker tilladelse til etablering af et offentligt fælles spildevandsanlæg, der ikke er omfattet af en godkendt spildevandsplan (bekendtgørelsens kapitel 4), er der foreskrevet obligatorisk offentlighed, jfr. bekendtgørelsens § 17.

For så vidt angår de oplysninger, som er nødvendige ved amtsrådenes behandling af disse sager, henvises der til bestemmelserne i bekendtgørelsens § 16, de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 3 samt miljøstyrelsens vejledende bestemmelser for udledning af spildevand.

5. Igangsætning af planlagte, offentlige spildevandsprojekter.

Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at iværksætte et projekt til et offentligt fælles spildevandsanlæg, der er omfattet af en godkendt spildevandsplan (bekendtgørelsens kapitel 5), er sagsbehandlingen indskrænket til, at kommunalbestyrelsen forinden giver en underretning herom til amtsrådet. Arbejdet kan herefter sættes i gang, medmindre amtsrådet inden 4 uger efter modtagelsen har rejst indvendinger herimod.

Projektoplysningerne kan her, under hensyntagen til at der allerede er godkendt en spildevandsplan, indskrænkes til, at der skal indsendes et oversigtskort med angivelse af, hvilken del af planen der sættes i værk, samt oplysninger om projektets overensstemmelse med spildevandsplanen.

6. Private spildevandsanlæg for husspildevand.

Ved meddelelse af tilladelser til etablering af private spildevandsanlæg for husspildevand (bekendtgørelsens kapitel 7) kan den kompetente myndighed foreskrive offentlighed (valgfri offentlighed).

For så vidt angår projektoplysninger i disse sager, er de i bekendtgørelsens § 24, stk. 1, bestemt, at der i »fornødent omfang« skal foreligge de samme oplysninger, som er foreskrevet ved etablering af offentlige spildevandsanlæg. I en række af disse tilfælde, først og fremmest ved etablering eller ændring af de spildevandsanlæg, som tidligere omfattedes af vandløbslovens § 5b, vil kommunalbestyrelsens behov for oplysninger fra ansøgeren normalt være meget beskedent.

7. Særskilt udledning af industrispildevand.

Ved behandling af sager om tilladelse til særskilt udledning af andet spildevand end husspildevand (bekendtgørelsens kapitel 9) kan den kompetente myndighed foreskrive offentlighed (valgfri offentlighed)

Der er her navnlig tale om særskilte udledninger fra virksomheder, der er optaget i bilaget til miljøbeskyttelsesloven (kapitel 5-virksomheder). Reglerne finder dog også anvendelse på særskilte udledninger af andet spildevand end husspildevand fra andre virksomheder samt udledninger i forbindelse med vejafvanding uden for kloakerede områder. Reglerne vil endvidere med tilnærmelse kunne finde anvendelse på situationer, hvor flere erhvervsvirksomheder er fælles om et spildevandsanlæg, der er omfattet af dette kapitel.

For så vidt angår projektoplysninger bemærkes, at det i disse tilfælde ofte vil være nødvendigt, at der efter den kompetente myndigheds begæring (jfr. bekendtgørelsens § 30, stk. 1) udover almindelige oplysninger, jfr. ovenfor pkt. 3, af vedkommende virksomhed tilvejebringes supplerende oplysninger, f.eks.

a. En plan i passende målestok (f.eks. 1:4.000), der viser virksomhedens placering i forhold til omgivelserne, og en oversigtsplan i passende målestok (f.eks. 1:500), der viser den samlede virksomheds placering på ejendommen.

b. Beskrivelse af rensningsforanstaltninger med angivelse af sammensætningen og mængden af det spildevand, der tilføres, samt så vidt muligt rensningsgraden for de enkelte stoffer.

c. Forholdet til recipienten, herunder en angivelse af beliggenheden og afgrænsningen af den fortyndingszone, som er knyttet til de pågældende spildevandsudløb.

d. I fornødent omfang opgivelse af

Den totale spildevandsmængde pr. år (m3).

Den maksimale timeudledning (m3/h).

Opgivelse af spildevandets normale og maksimale udledningstemperatur, pH-intervallet, BI5, COD, ammoniakkvælstof, total-kvælstof, total-fosfor, maksimalt slamindhold, metaller, svovlbrinte, frit klor, fenoler, detergenter (overfladeaktive stoffer)m.v. til brug ved faslæggelsen af de udlederkravværdier (emissionsværdier), virksomheden påregner at kunne overholde ved udledningen.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at særligt skadelige stoffer ikke bør tilføres recipienterne. De særligt skadelige stoffer kan blandt andet være karakteriseret ved

at fremkalde akutte, subakutte eller kroniske virkninger i små mængder og/eller koncentrationer,

at være stabile (dvs. ikke nedbrydelige, som f.eks. kviksølv, cadmium og lign., eller tungt nedbrydelige, som f.eks. DDT og PCB).

at ophobes i recipienten eller i dens organismer og fødekæder (akkumuleres) samt

at påvirke levnedsmidlers kvalitet (f.eks. afsmag fra fenoler).

Der henvises endvidere til miljøministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., specielt bekendtgørelsens § 9, litra B) og C). De heri angivne oplysninger må normalt også foreligge i tilfælde,hvor der alene søges om tilladelse til særskilt spildevandsudledning efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 4.

8. Kommunale industrivirksomheder.

Amtsrådets behandling af sager om særskilte spildevandsudledninger fra kommunale virksomheder (bekendtgørelsens kapitel 10) finder sted efter de samme regler, som der er redegjort for ovenfor under pkt. 6 og 7.

9. Tilslutninger til eksisterende anlæg.

Ved kommunalebestyrelsens behandling af tilslutninger eller ændringer af udledninger til offentlige såvel som private spildevandsanlæg inden for disses kapacitet (bekendtgørelsens kapitel 6 og 8) skal der ikke iagttages særlige formelle forskrifter. Ved tilslutninger til private anlæg skal kommunalbestyrelsen dog påse, om der foreligger samtykke fra de for anlægget ansvarlige, jfr. bekendtgørelsens § 28.

Det er som nævnt en forudsætning, at rensningsanlæggets kapacitet, således som den er fastsat i kendelse, tilladelse eller på anden måde, ikke overskrides som følge af tilslutningen. Hvis der forventes en fortsat udbygning inden for området, bør kommunalbestyrelsen i god tid, inde belastningen af anlægget når op i nærheden af den faststate kapacitet, iværksætte en udbygning af rensningsanlægget.

Det kan undtagelsesvis være praktisk at give tidsbegrænsede tilslutningstilladelser, f.eks. hvis anlægget er dimensioneret til at modtage spildevand fra områder, der først udstykkes og bebygges på et senere tidspunkt.

I tilslutningssager vedrørende husspildevand vil det normalt være tilstrækkeligt med oplysninger om anslået mængde spildevand og/eller personækvivalenter. Der kan endvidere kræves oplysninger om anlæggets tekniske udformning og eventuelt om særlige døgnvariationer i spildevandsudledningerne, jfr. bemærkningerne nedenfor om afløbsregulativet.

Ved tilslutning af andet en husspildevand til offentlige, fælles spildevandsanlæg bør der i fornødent omfang foreligge oplysninger svarende til, hvad der er nævnt ovenfor under punkt 7. Angående tilslutninger af virksomheder, der samtidig søger om godkendelse efter lovens kapitel 5, henledes opmærksomheden på, at spildevandstilladelsen ikke meddeles virksomheden før i forbindelse med den samlede godkendelse, jfr. bekendtgørelsens § 21, stk. 3. Meddeles godkendelse af amtsrådet, må kommunalbestyrelsen oversende spildevandstilladelsen til amtsrådet, der meddeler spildevandstilladelsen som et led i den endelige godkendelse.

Der henvises iøvrigt til bestemmelserne i byggelovens § 18 og det i medfør af samme lovs § 6 udstedte bygningsreglement. Der er heri optaget nærmere bestemmelser om afløb, afløbsledninger og afløbsinstallationer, herunder bestemmelser om forandringer af afløb fra ejendomme, som er bebygget ved lovens ikrafttræden. I bygningsreglementets kapitel 12 om installationer m.v. er de under pkt. 12.3 om afløbsinstallationer anført, at afløb fra bygninger med dertil knyttede afløbsinstallationer skal udføres i overensstemmelse med Dansk Ingeniørforenings forskrifter vedrørende afløb fra ejendomme (afløbsregulativet). Det er endvidere anført, at bestående afløb og afløbsinstallationer inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat tidsfrist kan kræves bragt i overensstemmelse med de ovenfor nævnte forskrifter.

10. Vejafvanding.

Som nævnt ovenfor under afsnit A er regnvand, der afledes fra befæstede arealer, f.eks. veje, pladser og jernbaner, omfattet af spildevandsdefinitionen, og der kræves som følge heraf tilladelse fra den ifølge bekendtgørelsen kompetente myndighed i hvert enkelt tilfælde. Det er derfor også denne myndighed, der skal tage stilling til, hvilke foranstaltninger i form af udligningsbassiner, sandfang, olieudskillere m.v., der skal udføres i forbindelse med udledningen.

Skal regnvandet bortskaffes fra et område, hvor den øvrige spildevandsafledning sker gennem et fælles spildevandsanlæg, offentligt eller privat, er kompetencen til at meddele tilladelse til udledningen af renvand m.v., hvad enten afledningen sker separat eller i fællessystem, hos den myndighed, der har kompetencen til at meddele tilladelse til bortskaffelse af det øvrige spildevand fra området, jfr. bekendtgørelsens kapitel 4-8. Dette stemmer overens med princippet i den hidtil gældende vandløbslovs § 70, stk. 2, og gælder, uanset om der er tale om en privat kommunal, amtskommunal eller statslig vej.

Skal renvandet bortskaffes fra et område, hvor der ikke er etableret fælles spildevandsafledning, skal der indhentes tilladelse efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 9.

Er vejanlægget omfattet af en godkendt spildevandsplan, kan kommunalbestyrelsen meddele tilladelsen. Er vejanlægget ikke omfattet af en godkendt spildevandsplan, meddeles tilladelse af amtsrådet, jfr. bekendtgørelsns § 29, stk. 3.

11. Vilkår.

Bekendtgørelsens § 37 bestemmer, at der kan stilles vilkår i forbindelse med meddelelse af tilladelser efter bekendtgørelsen.§ 37, stk. 2, foreskriver endvidere, at der i tilladelser i fornødent omfang skal optages bestemmelser om tilsyn og driftskontrol.

Ved meddelelse af tilladelser til spildevandsudledning skal den kompetente myndighed primært tage hensyn til recipientens evne til at modtage de projekterede spildevandsmængder under hensyntagen til den fastsatte recipientkvalitet. Meddelelsen af udledningstilladelser bør ligeledes ske på grundlag af en bedømmelse af det hydrologiske kredsløb. I de områder, hvor der er gennemført en hydrogeologisk planlægning, jfr. miljøministeriets cirkulære om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning, kan denne eventuelt bidrage til en vurdering af, om en fremtidig vandforsyning vil formindske vandløbets medianminimum.

Ved meddelelse af udledningstilladelser skal miljøstyrelsens vejledende bestemmelser for udledning af spildevand indgå i den kompetente myndigheds overvejelser.

Ved vejledningens anvendelse må der i hvert enkelt tilfælde i forbindelse med den samfundsmæssige vurdering efter lovens § 1, stk. 3, tages hensyn til den pågældende recipients særlige karakter, herunder dens evne til selvrensning, og til den planlagte recipientkvalitet.

Vejledningen sigter på nye spildevandsudledninger. Såfremt eksisterende udledninger tages til behandling i overensstemmelse med de herom gældende regler, skal der ved en meddelelse af disse tilladelser tages hensyn til de vejledende bestemmelser. I sådanne tilfælde vil det oftest være nødvendigt, at der gives en frist til opfyldelse af de nye udledningstilladelser, eventuelt ved successiv nedbringelse af forureningen.

Ved meddelelsen af udledningstilladelser skal den kompetente myndighed i øvrigt påse

at den kvalitet, der måtte være fastsat af amtsrådet for den pågældende recipient eller recipientafsnit, kan overholdes efter meddelelsen af udledningstilladelsen,

at fastsatte recipientgrænseværdier kan overholdes uden for den i tilladelsen fastlagte fortyndingszone,

at de fastsatte udledningskrav, der skal være gældende for spildevandet i selve udløbsledningen, kan overholdes,

at der i tilladelsen anføres, hvor stor en spildevandsmængde pr. år og hvor store koncentrationer i mg/l man kan tolerere, sat eventuelt hvilke variationer der kan tolereres pr. time/døgn/uge,

at der, såfremt udledningen er meget svingende, i fornødent omfang etableres udligningsbassin,

at der ved særlig risikobetonet produktion, der ved uheld kan medføre fare for recipienten, etableres et opsamlingsbassin, samt

at der er afsat fornøden plads til såvel udbygning som udvidelse af fælles rensningsanlæg.

I forbindelse med meddelelse af tilladelsen kan der f.eks. tænkes knyttet et eller flere af følgende vilkår til udnyttelse af tilladelsen

at tilladelsen gøres afhængig af, at der gennemføres visse foranstaltninger, f.eks. specielle rensningsforanstaltninger,

at der forinden foretages en nærmere undersøgelse af recipienten,

at der i udledningstilladelsen anføres bestemmelser om, hvor og hvor ofte der af udlederen, som et led i driftskontrollen, skal udtages og analyseres prøver af spildevandet med henblik på at kunne konstatere, hvorvidt den givne tilladelse bliver respekteret, samt bestemmelser om, under hvilke former tilsynsmyndighederne m.fl. skal have adgang til eller modtage disse oplysninger,

at tilladelsen skal udnyttes inden for en vis frist,

at tilladelsen i særlige tilfælde kan tages op til fornyet overvejelse (tidsbegrænsning), hvor den pågældende virksomhed kun påtænkes udøvet midlertidigt, eller hvor det ikke på tilladelsestidspunktet er muligt at tage endelig stilling til fremtidige skadevirkninger.

E. Udledning af spildevand på jorden.

Det er ovenfor i kapitel 3, der omhandler beskyttelsen af vandforsyningsinteresser, anført, at miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1, indeholder en bestemmelse om, at udledning på jorden af væsker, der kan forurene grundvandet, ikke må finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.

Denne nye bestemmelse tilsigter at give mulighed for at opretholde den hidtil gældende ordning, hvorefter der i medfør af vandløbsloven var mulighed for bortskaffelse af processpildevand fra forskellige virksomheder ved udledning på jorden efter forud indhentet tilladelse fra landvæsenskommissionen.

Spildevandsbekendtgørelsens kapitel 12 indeholder en bemyndigelse for amtsrådet til at meddele sådanne tilladelser, som tidligere kunne meddeles af landvæsenskommissionen. Ifølge kapitel 12 er bemyndigelsen foreløbig begrænset til at omfatte let nedbrydeligt processpildevand fra virksomheder, der omfattes af lovens kapitel 5. I andre tilfælde er tilladelseskompetencen hos miljøstyrelsen.

Det er ikke tanken i forbindelse med disse ændringer på myndighedsområdet at udvide mulighederne for udledning af forurenede væsker på jordoverfladen. Det er ej heller hensigten at gribe ind over for landbrugets spredning af sædvanlige gødningsstoffer på jorden, herunder flydende ammoniak, ajle og ensilagesaft m.v. Det er derimod fortsat ikke tilladt at udlede husspildevand på jorden.

Der er nedenfor anført nogle vejledende retningslinier for amtsrådets fremtidige behandling af sager på dette område. Disse retningslinier er baseret på landvæsenskommissionernes hidtidige praksis i forbindelse med tilladelser til udsprøjtning m.v. af processpildevand på jordoverfladen efter den hidtil gældende vandløbslovs § 73c.

Det er kun acceptabelt, at der udledes sådanne væsker og stoffer, der let kan omsættes, således at der ikke opstår risiko for forurening af grundvandet ved nedsivning eller lignende. Det spildevand, der er omfattet af bekendtgørelsns kapitel 12, er derfor kun spildevand, som udelukkende indeholder organiske stoffer og næringssalte.

I praksis vil der især blive tale om mejerispildevand og spildevand fra andre levnedsmiddelvirksomheder, hvor spildevandets indhold af organiske stoffer gør det muligt, uden hygiejniske eller miljømæssige gener at udlede spildevandet på jorden.

Ved meddelelsen af en tilladelse til udledning af spildevand på jorden ved udsprøjtning, overrisling eller andet bør amtsrådet i øvrigt påse

at spildevandet udelukkende indeholder organiske stoffer og næringssalte,

at spildevandet ikke indeholder sundhedsfarlige stoffer eller smittekim,

at den spildevandsmængde, der årligt udledes på jorden ikke væsentligt overstiger 3.500 m3 pr.ha (10.000 m2), svarende til en årlig nedbør på 350 mm. Tilladelse til udledning af større mængder bør kun gives efter konkret bedømmelse af jordbunds- og terrænforhold, herunder afstrømningsmuligheder m.v.

at spildevandet ved udledningen fordeles jævnt over arealet,

at overfladisk afstrømning til vandløb, søer eller havet, vandforsyningsanlæg, omliggende ejendomme samt ansamlinger af spildevand på arealet ikke kan forekomme på nogen årstid,

at der i øvrigt tages sådanne forholdsregler, at det udledte spildevand ikke på nogen årstid direkte gennem drænledninger eller afvandingsgrøfter kan føres til vandløb, søer eller havet,

at arealet, der tænkes anvendt til spildevandsudledningen, ligger således, at der ikke opstår gener for omboende og for færdsel på offentlige veje,

at ansøgeren i tilfælde af sandsynlighed for forhindringer for udledningen har mulighed for midlertidigt at opsamle eller bortlede spildevande på anden forsvarlig måde.

Ved meddelelse af tilladelse til udledning af spildevand på jorden skal amtsrådet endvidere påse, at der oprettes en kontrakt mellem spildevandsproducenten og ejeren af det areal, hvorpå spildevandet ønskes udledt. Kontrakten skal indeholde bestemmelser om det privatretlige ansvar for anlæggets drift og vedligeholdelse, herunder hvem der har ansvaret for opståede gener, samt om udgifterne ved afhjælpning af eventuelle skader og om anlæggets drift og vedligeholdelse i almindelighed. Kontraktens opsigelsesmuligheder og løbetid skal anføres.

Der bør i tilladelsen fastsættes en tidsbegrænsning under hensyntagen til kontraktens løbetid, således at det i god tid kan afgøres, om kontrakten kan forlænges, eller om der skal søges tilladelse til en ændret udledningsform.

Der henvises i øvrigt til den almindelige bestemmelse i lovens § 11, stk. 3, hvorefter amtsrådet til enhver tid og uden erstatning kan tilbagekalde eller ændre tilladelser, der er meddelt i henhold til spildevandsbekendtgørelsens kapitel 12, når dette måtte vise sig ønskeligt af hensyn til faren for forurening af vandforsyningsanlæg, eller når hensynet til miljøbeskyttelsen i øvrigt gør det påkrævet.

F.Almindelige regler.

Bekendtgørelsens § 36 pålægger amtsrådet som recipientansvarlig myndighed at føre register over godkendte spildevandsplaner og givne tilladelser samt over vigtigere, gældende landvæsensretskendelser vedrørende spildevandsforhold. Da spildevandstilladelser, som nævnt ovenfor under afsnit B, i en række tilfælde kan meddeles af kommunalbestyrelsen, og da amtsrådet som recipientansvarlig myndighed bør underrettes om ændringer i spildevandsforholdene, indeholder bekendtgørelsens § 34 en regel om, at kommunalbestyrelsen skal underrette amtsrådet om vigtigere afgørelser, der træffes i medfør af bekendtgørelsen. Indberetninger om tilslutning af producenter af bl.a. husspildevand til eksisterende spildevandsanlæg vil derfor kunne undlades.

Bekendtgørelsens § 35 foreskriver, at amtsrådet skal underrette kommunalbestyrelsen om afgørelser, der træffes vedrørende spildevandsforholdene i den pågældende kommune, idet kommunalbestyrelsen ifølge lovens kapitel 7 er tilsynsmyndighed.

Bekendtgørelsens § 4 indeholder en regel, der giver amtsrådet (hovedstadsrådet) bemyndigelse til at tillade reguleringer af vandløb m.v.i forbindelse med meddelelse af tilladelser til udledning af spildevand. Reguleringen af vandløb m.v. hører ifølge vandløbslovens kapitel VI, jfr. § 7, under landvæsensretternes kompetence, men af hensyn til disse spørgsmåls nære sammenhæng med spørgsmålet om spildevandsudløbs placering og hele indretning har miljøministeren udnyttet bemyndigelsen i § 7, stk. 2, i den ændrede vandløbslov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september 1973, til at bestemme, at amtsrådet kan beslutte sådanne reguleringer under iagttagelse af vandløbslovens regler. Erstatningsproblemer afgøres dog som i andre tilfælde af landvæsensretterne.

Specielt hvad angår anbringelse af rørledninger på søterritoriet bemærkes, at etablering af sådanne faste anlæg kræver tilladelse fra staten. Sådan tilladelse meddeles almindeligvis af ministeriet for offentlige arbejder efter forudgående kontakt med en række berørte myndigheder. Der henvises herom til de nærmere retningslinier i ministeriet for offentlige arbejders vejledning af 10. juli 1972 for anbringelse af rørledninger på søterritoriet.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 7. Samarbejde med embedslægeinstitutionerne, arbejdstilsynet og fiskerikontrollen

1. Embedslægeinstitutionerne

2. Arbejdstilsynet

3. Fiskerikontrollen

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 7.

Samarbejde med embedslægeinstitutionerne, arbejdstilsynet og

fiskerikontrollen.

1. Embedslægeinstitutionerne.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, har man ikke anset det for hensigtsmæssigt at lovfæste en generel pligt for de kommunale råd til at inddrage embedslægeinstitutionerne i behandlingen af sager efter loven. Beslutning om, hvorvidt en sags forsvarlige behandling forudsætter embedslægeinstitutionernes medvirken, træffes derfor, hvor en sådan medvirken ikke direkte er foreskrevet i de nye bekendtgørelser, af vedkommende kommunale råd eller udvalg.

Man anser det, i overensstemmelse med § 4 i lov nr. 381 af 13. juni 1973 om embedslægeinstitutioner m.v., for værdifuldt, at embedslægeinstitutionernes sagkundskab udnyttes i form af rådgivning, bl.a. ved behandlingen af kommunale spildevandsplaner, større spildevandsprojekter, særskilte udledninger og udledning af spildevand på jorden. Som følge heraf er der i spildevandsbekendtgørelsen optaget bestemmelser om pligt til at indkalde embedslægeinstitutionen til møder om spildevandsplaner og -projekter. Embedslægeinstitutionen bør i øvrigt på et så tidligt tidspunkt som muligt inddrages i sagsbehandlingen, eksempelvis ved deltagelse i forberedende møder i den kommunale forvaltning, eventuelt ved indkaldelse til møder med de respektive kommunale råd og udvalg. Embedslægeinstitutionen modtager i øvrigt, jfr. lovens § 65, stk. 2, underretning om de afgørelser, der træffes af kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet.

Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler for embedslægernes virksomhed, jfr. § 7 i loven om embedslægeinstitutioner m.v., herunder om embedslægeinstitutionens medvirken ved administrationen af miljøbeskyttelseslovgivningen.

2. Arbejdstilsynet.

En del spildevandssager vil formentlig rumme aspekter, der hører under eller berører arbejderbeskyttelseslovgivningen. Vedkommende arbejdstilsynskreds bør derfor i nødvendigt omfang inddrages i behandlingen af sådanne spildevandssager, eventuelt ved deltagelse i forberedende møder i den kommunale forvaltning eller i møder med de respektive kommunale udvalg.

Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler for arbejdstilsynskredsenes medvirken ved administrationen af miljøbeskyttelseslovgivningen.

3. Fiskerikontrollen.

Ifølge den hidtil gældende vandløbslovs § 81, stk. 2, har fiskerikontrollen deltaget i tilsynet med vandløbene »inden for sit stedlige og saglige område«, dvs. hvis fiskeriinteresser er involveret.

Dette har i praksis givet sig udslag i, at fiskerikontrollen, hvis den under sin virksomhed konstaterer overtrædelser af vandløbslovgivningen, har givet underretning herom til amtsråd m.v., idet fiskerikontrollens opgaver i disse tilfælde primært er at søge at udgå eller mindske skader på fiskebestanden. Fiskerikontrollen har endvidere i tilfælde af overtrædelser af udledningsforbuddene i den hidtil gældende vandløbslovs § 5 (f.eks. ved udledninger af ajle og ensilagesaft) optaget rapport herom og forfulgt sagen med henblik på tiltalerejsning ved domstolene.

Ved miljøreformens gennemførelse har det ikke været tanken at udvide fiskerikontrollens opgaver til andre end de rent fiskerimæssige. Det forudsættes, at fiskerikontrollen som hidtil underretter tilsynsmyndighederne, når den konstaterer overtrædelser af miljøbeskyttelseslovgivningen. Det vil dog være hensigtsmæssigt, om der på lokalt plan etableres et samarbejde mellem tilsynsmyndighederne om den praktiske gennemførelse af tilsyns- og kontrolopgaverne efter de respektive love.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 8. Klageregler

1. Klage over kommunalbestyrelsens afgørelser

2. Klage over amtsrådets afgørelser

3. Klage over miljøstyrelsens afgørelser

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 8.

Klageregler.

1. Klage over kommunalbestyrelsens afgørelser.

Miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 1, bestemmer, at kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til loven eller i henhold til regler, udfærdiget med hjemmel i loven, kan påklages til miljøstyrelsen. Dette gælder dog ikke afgørelser om fordeling af udgifter til etablering og drift af spildevandsanlæg, medmindre udgifterne vedrører rensningsanlæg, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 4, og miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 29. marts 1974 om fordeling af udgifter til etablering og drift af spildevandsanlæg.

Kommunalbestyrelsens beslutning om foretagelse af ekspropriation kan påklages til miljøstyrelsen, medens erstatningsspørgsmål i mangel af forlig afgøres af landvæsensretten for Københavns kommune dog den særlige taksationskommission, jfr. ovenfor, kapitel 5.

2. Klage over amtsrådets afgørelser.

Miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 1, bestemmer, at amtsrådets (hovedstadsrådets) afgørelse i henhold til loven eller i henhold til regler, udfærdiget med hjemmel i loven, kan påklages til miljøstyrelsen. Dette gælder også beslutninger i sager om godkendelse af kommunale spildevandsplaner, jfr. ovenfor kapitel 4, II, C.

3. Klage over miljøstyrelsens afgørelser.

a. Klage til miljøankenævnet.

Lovens § 76, stk. 1, bestemmer, at miljøstyrelsens afgørelse i spildevandssager kan påklages til miljøankenævnet, når afgørelsen er truffet i medfør af lovens §§ 18 og 25 og vedrører en kommunes eller en erhvervsvirksomheds spildevandsanlæg.

Lovens § 76, stk. 2, 2. punktum, bestemmer, at afgørelser, der træffes efter lovens § 11, stk. 1 og 3, og som vedrører udledning af spildevand på jorden fra en erhvervsvirksomhed, kan påklages til miljøankenævnet. De afgørelser af denne kategori, der ikke kan træffes af amtsrådet efter kapitel 12 i spildevandsbekendtgørelsen, træffes af miljøstyrelsen, jfr. § 1, stk. 1, nr.2 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts 1974 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til miljøstyrelsen (delegationsbekendtgørelsen).

b. Klage til miljøministeren.

Miljøstyrelsens afgørelse i klagesager i medfør af lovens § 27, stk. 4, om fordeling af udgifter til etablering og drift af rensningsanlæg kan altid påklages til miljøministeren, jfr. § 10, stk. 2, sidste punktum, i den ovenfor omtalte delegationsbekendtgørelse.

I § 10, stk. 1, i delegationsbekendtgørelsen er det bestemt, at afgørelser truffet af miljøstyrelsen som 1. instans kan påklages til miljøministeren,såfremt afgørelsen, jfr. ovenfor under a, ikke kan indbringes for miljøankenævnet.

Efter lovens § 70, stk. 2, kan miljøministeren i øvrigt tillade, at afgørelser, der er truffet af miljøstyrelsen som klageinstans, og som ikke kan påklages til miljøankenævnet, kan påklages til ham, såfremt afgørelsen er af principiel karakter eller af større betydning for miljøbeskyttelsen.

c. Miljøstyrelsens endelige afgørelse i spildevandssager.

Opmærksomheden henledes på, at miljøstyrelsens afgørelse i klagesager i medfør af nedsivningsbekendtgørelsen, samletanksbekendtgørelsen og olietanksbekendtgørelsen ved bestemmelser i disse bekendtgørelser er gjort endelige. Styrelsens afgørelse i disse sager kan således ikke påklages til højere administrativ myndighed.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Kapitel 9 Overgangsbestemmelser

1. Myndighederne

2. Regelgrundlaget

3. Projekter, godkendt før miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden

4. Miljøbeskyttelsslovens §§ 19 og 25, spildevandsanlæg, der ikke fungerer forsvarligt

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

§ 92 i miljøbeskyttelsesloven indeholder bestemmelser om, hvorvidt sager, der verserer ved lovens ikrafttræden, skal færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, eller om de skal behandles efter de nye regler i miljøbeskyttelsesloven m.v.

1. Myndighederne.

Sager, som ved lovens ikrafttræden verserer for en overlandvæsenskommission, færdigbehandles af denne efter de hidtil gældende regler.

Sager, som før lovens ikrafttræden er afgjort af landvæsensnævn eller landvæsenskommission eller overlandvæsenskommission, kan efter lovens ikrafttræden behandles af ankeinstansen efter de hidtil gældende regler, hvis anke sker inden for den normale ankefrist på 4 uger, henholdsvis 8 uger, jfr. § 40 i bekendgørelse nr. 133 af 6. marts 1970 af lov om landvæsensretter. Ankebehandling kan derimod ikke ske efter ankefristens udløb. I sådanne tilfælde er der dog i medfør af en analogi fra miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2, mulighed for at påklage til den myndighed, der er klagemyndighed efter de nye regler, dvs. miljøstyrelsen.

Sager, som ved lovens ikrafttræden verserer for en landvæsensret, færdigbehandles af denne. Om ankebehandling af disse afgørelser gælder, hvad der er anført i afsnittet foran.

Ministeren kan dog i alle tilfælde bestemme, at enkelte sager eller grupper af sager, der ved lovens ikrafttræden behandles af landvæsensretterne, skal overgå til behandling hos de i lovens § 92, stk. 4, nævnte myndigheder.

Det må afhænge af en fortolkning, om et nyt spørgsmål, som rejses efter lovens ikrafttræden, henhører under den verserende sag, eller må anses for en ny sag, som skal behandles efter de nye regler. Ved fortolkningen kan man ikke uden videre lægge vægt på formuleringen af den ansøgning, som er indgivet til landvæsenskommissionen før lovens ikrafttræden.

I reglen vil landvæsenskommissionernes behandling af sager om spildevandsudledninger m.v. være så forholdsvis kortvarige, at spørgsmålet om afgrænsning af sagernes omfang næppe vil volde vanskelighed i praksis. Trækker en verserende sag af en eller anden grund i langdrag, vil ministeren kunne træffe bestemmelse om sagens overgang til behandling efter den nye lov, jfr. lovens § 92, stk. 4. For så vidt angår Københavns kommune henvises til lovens § 93.

2. Regelgrundlaget.

Behandles en sag efter de ovennævnte regler af en landvæsensret, afgøres og behandles sagen på grundlag af de hidtil gældende materielle og processuelle regler i vandløbsloven og landvæsensretsloven - for Københavns kommunes vedkommende dog reglerne i lov nr. 123 af 28. april 1906. § 92, stk. 3, bemyndiger imidlertid miljøministeren til at fastsætte regler om, eller for konkrete sager bestemme, at de verserende sager skal afgøres efter de nye regler, selv om behandlingen fortsat sker ved landvæsensretten. Sådanne generelle regler ventes indtil videre ikke udstedt.

3. Projekter, godkendt før lovens ikrafttræden.

Spildevandsanlæg, der er lovligt udført med tilladelse efter den hidtidige lovgivning, eller hvortil tilladelse efter denne lovgivning ikke var fornøden, kan fortsat anvendes, jfr. lovens § 19, stk. 1.

Opmærksomheden henledes på de ovenfor i kapitel 4, II, C, 4, anførte bemærkninger om, at projekter til offentlige fælles spildevandsanlæg - der efter de hidtidige regler på grundlag af en godkendt kloakdispositionsplan kunne gemmemføres uden forelæggelse for landvæsenskommissionen - også efter lovens ikrafttræden, kan gennemføres uden forelæggelse for amtsrådet.

Omvendt må projekter til offentlige fælles spildevandsanlæg, der efter den godkendte kloakdispositionsplan skulle forelægges landvæsensretten, efter lovens ikrafttræden og indtil en godkendt spildevandsplan foreligger, forelægges amtsrådet efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsens kapitel 4. Under forudsætning af ledig kapacitet i et eksisterende rensningsanlæg vil en række sager kunne behandles af kommunalbestyrelsen som tilslutningssager efter bekendtgørelsens kapitel 6.

4. Miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 25, spildevandsanlæg, der ikke fungerer forsvarligt.

Lovens § 19 vedrører spildevandsanlæg, der ved lovens ikrafttræden er lovligt udført med eller uden tilladelse. Princippet er, at disse anlæg vil kunne anvendes også efter lovens ikrafttræden, dog forudsat at udledningen ikke ændres på en måde, der kan medføre skade for recipienten, idet dette vil kræve fornyet tilladelse.

Der er imidlertid alene tale om et hovedprincip. Der kan således i medfør af lovens § 25 konkret stilles krav til såvel ved lovens ikrafttræden bestående udledninger som til udledninger, hvortil der er meddelt tilladelse i medfør af spildevandsbekendtgørelsen.

Lovens § 19, stk. 2, fastslår herudover, at miljøministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelser og amtsråd generelt skal tage de ved lovens ikrafttræden lovligt bestående anlægs fortsatte eksistens op til afgørelse. Sådanne regler kan ikke forventes udstedt i forbindelse med lovens ikrafttræden. Bestemmelsen tager imidlertid sigte på den situation, at der, for at opnå den ønskede vandkvalitet i recipienterne, viser sig behov for successivt at tage eksisterende spildevandsforhold op.

Der er således nær sammenhæng mellem reglerne i lovens § 19, der alene tager sigte på spildevandsanlæg, der eksisterer ved lovens ikrafttræden, og § 25, der omfatter alle spildevandsanlæg.

Miljøministeriet, den 17. april 1974.

Holger Hansen.

/Niels Borre.

Cirkulære (1 sp) 1974 92 Historic

Cirkulære om spildevand. (Til kommunalbestyrelser, amtsråd, hovdstadsrådet og formænd for landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner).

INDHOLDSFORTEGNELSE

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →