Legislator Case Law & Legislation
C19740007660 DK

Vejledning til den mellem Danmark og Portugal den 3. marts 1972 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1974 76 Historic

Vejledning til den mellem Danmark og Portugal den 3. marts 1972 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat.

Indledning.

1. Ved en mellem Danmark og Portugal den 3. marts 1972 afsluttet overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning med en protokol af samme dato, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse af 16. januar 1974 (Lovtidende C), er der fastsat en række bestemmelser, der medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler i tilfælde, hvor en skatteyder ellers ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og portugisisk side.

Ikrafttræden m.m.

2. Overenskomsten trådte i kraft den 22. december 1973 og finder som hovedregel anvendelse første gang for så vidt angår skatter af indkomst, der er oppebåret fra og med den 1. januar 1974 (art. 28, stk. 1.)

Bestemmelserne i art. 8 anvendes dog på fortjeneste af luftfartsvirksomhed i international trafik, der er opstået efter 1. januar 1966 (art. 28, stk. 2).

Bestemmelserne i art. 19, stk. 1, om aflønning i offentlige hverv skal anvendes første gang på indkomst opstået i 1970 (art. 28, stk. 3).

3. Overenskomsten bygger såvel i sin udformning som i sit indhold på OECD's modelkonvention af 1963 og svarer således indholdsmæssigt til de fleste af de af Danmark i nyere tid indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster. Hvor intet særligt er anført, kan derfor henvises til modelkonventionen og kommentarerne hertil.

4. I art. 2 er de af overenskomsten omfattede skatter nærmere specificeret.

For Danmarks vedkommende finder overenskomsten anvendelse på indkomstskatter til staten, herunder folkepensionsbidrag, særlig indkomstskat og sømandsskat samt på kommunal indkomstskat, herunder amtskommunal indkomstskat og kirkeskat. Udbytteskatten ifølge kildeskattelovens § 65 er ligeledes omfattet af overenskomsten.

Endvidere finder overenskomsten anvendelse på alle andre skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidigt måtte blive indført som tillæg til eller i stedet for gældende skatter. Som skatter af nyere dato, der er omfattet, kan anføres det særlige folkepensionsbidrag og bidraget til dagpengefonden.

Overenskomsten finder ikke anvendelse på formueskat, på særlige skatter af lotterigevinster eller på arve- og gaveafgift.

Definitioner.

5. I art. 3 angives de almindelige definitioner. Fremhæves skal særligt art. 3, stk. 1 c), hvorefter "Danmark" omfatter den del af kontinentalsoklen, som Danmark kan udforske og udnytte. Udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland og således heller ikke de til disse dele af riget hørende dele af kontinentalsoklen. Overenskomsten kan dog udvides til også at gælde for disse områder.

Udtrykket "Portugal" betyder ifølge art. 3, stk. 1 b), Det europæiske Portugal med øgrupperne Azorerne og Madeira, herunder i et vist omfang den portugisiske del af kontinentalsoklen.

Begrebet "international trafik", der omhandles i art. 8, stk. 1 og 3, art. 13, stk. 2, og art. 15, stk. 3, samt protokollen, skal i medfør af art. 3, stk. 1 h), betyde enhver rejse foretaget af et skib eller et luftfartøj, der drives af et foretagende i en af de kontraherende stater, bortset fra rejser, som udelukkende sker mellem steder i den anden kontraherende stat.

Fordeling af beskatningsretten.

6. Beskatningsretten til indtægter af skibs- og luftfart i international trafik samt til avance ved salg af aktiver (bortset fra fast ejendom) i en virksomhed af denne art, tilkommer den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, jfr. art. 8 og art. 13, stk. 2. Såfremt sådan virksomhed drives af ansvarlige interessenter hjemmehørende i de kontraherende stater, og sædet for den virkelige ledelse derfor ikke kan bestemmes, fordeles beskatningsretten efter deltagernes anparter, jfr. afsnit I i protokollen, der også indeholder regler for SAS.

7. I art. 10 er beskatningsretten til udbytter delt mellem "bopælsstaten" (den stat, hvori modtageren er hjemmehørende, se herom art. 4) og "kildestaten", således at kildestaten kan beskatte bruttoudbyttet med 15 pct. (i moder/datterselskabsforhold med mindst 25 pct. aktiebesiddelse dog kun med 10 pct.)

En portugisisk aktionær i et dansk selskab må søge tilbagebetaling af den for meget tilbageholdte danske udbytteskat.

Såfremt udbyttet kan henføres til et fast driftssted i den stat, hvori det udbyttegivende selskab er hjemmehørende, finder denne stats skattelovgivning anvendelse.

Udtrykket "udbytte" betyder, jfr. stk. 3, indkomst fra aktier eller andre rettigheder til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der er sidestillet med indkomst fra aktier i henhold til skattelovgivningen i den stat, hvori det udbetalende selskab er hjemmehørende. Udtrykket omfatter derimod ikke indkomst af gældsfordringer. De i ligningslovens § 16A og B nævnte former for udbytte er således omfattet af definitionen.

Det skal fremhæves, at udtrykket "udbytte" også omfatter portugisisk fortjeneste, der godskrives i henhold til en aftale om andel i udbytte ("conta em participacao").

8. Ifølge art. 11 kan renter beskattes i modtagerens bopælsstat, men kildestaten kan dog beskatte bruttorentebeløbet med 15 pct. Det bestemmes nærmere i stk. 5, i hvilke tilfælde renter skal anses for at hidrøre fra en af de to stater.

Såfremt renten kan henføres til et fast driftssted i den stat, hvorfra renten hidrører, finder denne stats skattelovgivning anvendelse.

Udtrykket "rente" betyder, jfr. stk. 3, indkomst af obligationer, pantebreve, gældsfordringer etc. - hvad enten de indeholder en ret til andel i fortjeneste eller ej - samt anden indkomst, der i henhold til kildestatens skattelovgivning betragtes som indkomst af pengelån.

Det skal fremhæves, at udtrykket "rente" tillige omfatter ethvert beløb, der godskrives som vederlag for midlertidig indstillelse af eller indskrænkning i en bestemt industriel eller forretningsmæssig virksomhed, som drives eller er blevet drevet af et foretagende i en af de kontraherende stater.

Danmark kan ikke for tiden udnytte denne beskatningsret som kildestat, idet der ikke er indført begrænset skattepligt af renter.

9. Ifølge art. 12 kan royalties beskattes i modtagerens bopælsstat, men kildestaten kan dog beskatte bruttobeløbet med 10 pct.

I forhold til OECD's modelkonvention er udtrykket "royalties" udvidet til også at omfatte vederlag for anvendelse af eller for retten til at benytte film eller bånd til radio- eller fjernsynsudsendelser (art. 12, stk. 3).

Såfremt royaltyen kan henføres til et fast driftssted i den stat, hvorfra royaltyen hidrører, finder denne stats skattelovgivning anvendelse.

Det bestemmes nærmere i stk. 5, i hvilke tilfælde royalty skal anses for at hidrøre fra en af de to stater.

Danmark kan ikke for tiden udnytte denne beskatningsret som kildestat, idet der ikke er indført begrænset skattepligt af royalties.

10. Art. 13 om avance ved salg af formuegenstande er i overensstemmelse med OECD's modelkonvention, idet der dog i pkt. 4 er tilføjet en bestemmelse, hvorved Portugal bevarer sin ret til beskatning af fortjeneste, opnået ved overførsel af reserver til selskabskapitalen (friaktieudstedelse) eller ved udstedelse af præferenceaktier.

11. Art. 14 vedrørende indtægter ved frit erhverv, indeholder i stk. 1 b) i forhold til modelkonventionen en udvidelse, som tillader beskatning i kildestaten af indkomst ved frit erhverv uden tilknytning til et fast sted, hvis udøveren opholder sig i kildestaten i mindst 183 dage i skatteåret.

Beskatningsretten i medfør af denne regel kan Danmark kun udnytte, hvis opholdet strækker sig over 6 måneder (kildeskattelovens § 1 nr. 3).

12. Art. 15 vedrørende beskatningsretten til vederlag for personlige tjenesteydelser er stort set i overensstemmelse med modelkonventionen.

I protokollens afsnit II er bestemmelserne dog suppleret således

1) For så vidt angår "183 dages reglen" er det præciseret, at skattefriheden i de 183 dage ophører med tilbagevirkende kraft fra opholdets begyndelse, såfremt opholdet overstiger 183 dage indenfor et kalenderår.

2) Vederlag for personligt arbejde, der udføres ombord på et skib eller et luftfartøj i international trafik, beskattes ifølge art. 15, stk. 3, i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Drives virksomheden af ansvarlige interessenter, og kan det ikke fastslås, at stedet for den virkelige ledelse kun er i den ene stat, tillægges beskatningsretten den stat, hvori skibet eller luftfartøjet er registreret.

3) Vederlag af den i art. 15 nævnte art for personligt arbejde, der udføres ombord på et luftfartøj i international trafik, som drives af SAS, og som oppebæres af en person hjemmehørende i Danmark, kan kun beskattes her i landet.

13. Ifølge art. 16 tilkommer beskatningsretten til bestyrelseshonorarer og lignende vederlag den stat, hvori selskabet er hjemmehørende. Denne beskatningsret kan Danmark udnytte med hjemmel i kildeskattelovens § 2, jfr. § 43, stk. 2a. Såfremt hvervet består i et vedvarende arbejde, finder art. 15 anvendelse.

14. Ifølge art. 17 er beskatningsretten til vederlag oppebåret af kunstnere og idrætsfolk tillagt den stat, hvori disse personers virksomhed er udøvet.

15. Ifølge art. 18 kan private pensioner og lignende vederlag for tidligere tjenesteydelser kun beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende (om "hjemmehørende", se art. 4). Danmark skal således frafalde beskatning efter kildeskattelovens § 2, stk. 1b), jfr. § 43, stk. 2b), og finansministeriets bekendtgørelse nr. 145 af 28. marts 1969, når en privat pension m.v. udbetales til en i Portugal hjemmehørende person. Såfremt den pågældende ved en erklæring fra de portugisiske skattemyndigheder dokumenterer, at han er hjemmehørende i Portugal i overenskomstens forstand, skal kommunen meddele, at skattetræk i pensionen kan undlades. En sådan dokumentation vil tillige medføre ophør af fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1 nr. 2. Blanketter (F 54) til brug for den nævnte attestation fås i kildeskattedirektoratet og i vedkommende kommune. (Vedrørende offentlige pensioner henvises til pkt. 16 nedenfor).

16. Ifølge art. 19 beskattes vederlag (herunder pensioner) for offentlige hverv i den stat, der udbetaler vederlaget. Denne bestemmelse har som ovenfor i pkt. 2 anført virkning fra og med 1. januar 1970.

Folke- og invalidepension o.lign. er ikke omfattet hverken af art. 18 eller art. 19, da sådan pension ikke har forbindelse med tidligere tjenesteydelser. Folke- og invalidepension m.v. er herefter omfattet af art. 21, der giver beskatningsretten til bopælsstaten.

Bor en dansk folke- eller invalidepensionist i Portugal, skal Danmark for så vidt herefter frafalde den i kildeskattelovens § 2, stk. 1b), jfr. § 43, stk. 2c), og finansministeriets bekendtgørelse nr. 145 af 28. marts 1969 hjemlede beskatning af folke- og invalidepension m.v. Hvis pensionen ikke beskattes i Portugal efter portugisisk lovgivning, har Danmark dog i medfør af art. 21 en såkaldt "subsidiær beskatningsret" og kan i så fald beskatte denne pension, se under pkt. 18.

17. Studerende m.fl. kan under de i art. 20 anførte betingelser fritages for beskatning af beløb modtaget til underhold og uddannelse, af stipendier, legater o.lign. samt af lønindtægter, der har forbindelse med studiet m.v. eller er nødvendige for deres ophold. Det er i artiklens slutning præciseret, at fritagelse for beskatning af lønindtægt ikke gælder, hvis studierne m.v. er af underordnet betydning i forhold til det udførte lønarbejde.

Fritagelse er betinget af

at skatteyderen er eller (umiddelbart før gæsteopholdet) har været hjemmehørende i den ene stat,

at opholdet i den anden stat er midlertidigt, og

at opholdet udelukkende sker som studerende, som lærling eller som nyder af et stipendium eller anden understøttelse med særligt sigte på studier eller forskning, som ydes af organisationer med de i artiklen anførte formål.

18. Ifølge art. 21 beskattes øvrige indkomster i bopælsstaten.

Hvis sådanne indkomster (d.v.s. indkomster, der ikke udtrykkeligt er omtalt i art. 6-20) ikke er undergivet beskatning i bopælsstaten, kan de beskattes i kildestaten i overensstemmelse med kildestatens lovgivning. Kildestaten har således i disse tilfælde en "subsidiær beskatningsret".

Dette indebærer, at danske skattemyndigheder i tilfælde, hvor eksempelvis folke- og invalidepension fra Danmark tilflyder en i Portugal bosiddende person, og der efter dansk lov er hjemmel til dansk beskatning, må kræve dokumentation for, at indkomsten rent faktisk beskattes i Portugal.

19. Overenskomsten omfatter ikke formueskatter. Ved formuebeskatningen her i landet vil der herefter være at forholde i overensstemmelse med dansk lovgivning.

Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning.

20. Danmark skal som bopælsstat som hovedregel benytte den såkaldte "ny exemption-metode" til ophævelse af dobbeltbeskatning, jfr. art. 22, stk. 2, medens Portugal som bopælsstat skal benytte den såkaldte "credit-metode", jfr. art. 22, stk. 1.

Ved skatteansættelsen her i landet af en her hjemmehørende person skal herefter medregnes al indtægt (og formue), hvorefter den del af indkomstskatterne, der forholdsmæssigt falder på den indkomst, hvortil Portugal har beskatningsretten, skal frafaldes, se dog om de nedenfor under pkt. 21 nævnte indtægtsarter.

21. Dobbeltbeskatning af udbytter, renter eller royalties, som ifølge artiklerne 10, 11 eller 12 kan beskattes i Portugal, og som oppebæres af en i Danmark hjemmehørende person, skal i Danmark ophæves ved anvendelse af den såkaldte "credit-metode", jfr. art. 22, stk. 3. Reglen svarer ganske til ligningslovens § 33.

22. I visse tilfælde giver Danmark som bopælsstat dog et særligt nedslag (såkaldt "matching credit") i de danske skatter af udbytter, renter eller royalties hidrørende fra Portugal. Ifølge art. 22, stk. 5, skal den foran under pkt. 21 omtalte credit-metode nemlig også anvendes, når den portugisiske indkomstskat af en af de tre nævnte indkomstarter i visse tilfælde er blevet frafaldet eller nedsat. Nedslaget i de danske skatter skal da beregnes, som om ingen sådan portugisisk eftergivelse var sket.

Nedslaget i danske skatter kan dog ikke overstige de skattebeløb, som Portugal ifølge artiklerne 10, 11 og 12 har lov til at opkræve, og kan heller ikke i disse tilfælde overstige den del af den danske stat, der forholdsmæssigt vedrører de fra Portugal hidrørende udbytte-, rente- eller royaltybruttobeløb, jfr. art. 22, stk. 3.

Beskatning ved til- og fraflytning.

23. Hvor en fysisk person flytter definitivt fra den ene stat direkte til den anden stat, er i medfør af art. 4, stk. 4, den førstnævnte stats ret til at indkomstbeskatte en sådan person på grund af bopæl begrænset til indkomst erhvervet før flytningen. Den anden stats ret til at indkomstbeskatte på grund af bopæl er begrænset til indkomst erhvervet efter tilflytningen. Reglen er i overensstemmelse med kildeskattelovens § 1 nr. 1, jfr. § 6, stk. 1, og § 35, stk. 3, ifølge hvilke "fuld" indkomstskattepligt består i den periode, i hvilken skatteyderen har bopæl her i landet. Den har ingen betydning for de to staters ret til at beskatte som kildestat.

a) Ved flytning her til landet fra Portugal ansættes tilflytteren til indkomst- og formueskat på sædvanlig måde.

b) Ved flytning fra Danmark til Portugal ophører indkomstskattepligt begrundet i kildeskattelovens § 1 normalt med udgangen af udrejsedagen, og bestemmelsen i § 1 nr. 2 finder ikke anvendelse i det omfang, bestemmelsens anvendelse vil komme i strid med art. 4, stk. 4, om Portugals ret til at beskatte fra tilflytningsdagen.

Reglen i art. 4, stk. 4, betyder i øvrigt, at man ved flytning til eller fra Portugal fra portugisisk side har givet afkald på i medfør af portugisisk lovgivning at beskatte vedkommende fuldtud i Portugal for hele det kalenderår, hvori til- eller fraflytning har fundet sted.

Særlige bestemmelser.

24. Art. 24 indeholder en frist på 2 år for indgivelse af klager over en beskatning til bopælsstatens kompetente myndighed, jfr. artiklens stk. 1. Bestemmelserne berører ikke de ifølge de to staters nationale lovgivning gældende klagemuligheder.

25. Art. 25 fastsætter en gensidig pligt til udveksling af oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af overenskomsten eller den interne lovgivning i et af de to lande.

Bestemmelser om bistand til inddrivelse af skatter findes ikke i overenskomsten.

Henvendelse fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Portugal skal ske gennem skattedepartementet.

26. I art. 26 om diplomatiske og konsulære embedsmænd bestemmes, at udsendelsesstaten har beskatningsretten til diplomatiske og konsulære embedsmænds vederlag, såfremt folkeret eller international overenskomst medfører, at beskatning ikke finder sted i modtagerstaten.

Er embedsmændene statsborgere i udsendelsesstaten, og bliver de beskattet der på samme måde som fastboende, anses de for hjemmehørende i denne stat.

Overenskomstens praktisering.

27. Overenskomstens bestemmelser skal praktiseres ved selve skatteligningen. For så vidt angår indkomståret 1973 og tidligere år, vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for nævnte indkomstår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser fremsættes inden udgangen af 1974, bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Tilsvarende vil en forskudsregistrering for indkomståret 1974 på begæring være at ændre, jfr. kildeskattelovens § 53, såfremt den er foretaget i strid med overenskomsten.

28. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.

Finansministeriet, den 26. februar 1974.

Hans P. Gøtrik.

/ E. Møller.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →