Vejledning om ændring af art. 10 og art. 24 i den dansk-islandske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 21. maj 1970.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om ændring af art. 10 og art. 24 i den dansk-islandske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 21. maj 1970.
1. Mellem Danmark og Island er der den 13. september 1973 undertegnet en protokol om ændring af den dansk-islandske dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorved artikel 10 om beskatning af udbytte er ændret og et nyt stk. 2 er føjet til artikel 24, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse af 16. januar 1974.
2. Medens Danmark gennemfører en definitiv beskatning på 30 pct. af udbytter, som tilfalder aktionærer, der ikke er fuldt skattepligtige her i landet, beskatter Island udenlandske aktionærer efter den almindelige indkomstskatteskala. Island beskatter selskaber med en proportional indkomstskat og en formueskat. Ved opgørelsen af et selskabs skattepligtige indkomst indrømmes fradrag for udbetalt udbytte, men dog ikke for et større beløb end 10 pct. af aktiekapitalen.
3. Der indføres ved den ændrede artikel 10 nye regler for fordelingen af beskatningsretten til udbytte. Efter den hidtil gældende regel var beskatningen af udbytte forbeholdt den stat, hvori aktionærerne var bosat, medens kildestaten, dvs. den stat, hvori det udbyttegivende selskab var hjemmehørende, var afskåret fra enhver beskatning. Efter den nye regel skal kildestaten have adgang til at opkræve en skat ved udlodning af udbytte til aktionærer, bosat i den anden stat, på 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Denne skattesats på 15 pct. skal som hovedregel gælde, uanset om modtageren af udbyttet er en fysisk person eller et selskab i den anden stat, cfr. dog pkt. 4 om moder/datterselskabsforhold.
4. Såfremt modtageren af udbyttet er et selskab i den anden stat - bortset fra et interessentskab - som direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet, må skatten i kildestaten ikke overstige 5 pct. af bruttoudbyttet. I tilfælde, hvor udbyttet er bragt til fradrag i den indkomst hvoraf islandsk selskabsskat pålignes, kan den islandske skat på udbyttet dog forhøjes fra 5 pct. til 15 pct.
5. De under pkt. 2-4 nævnte regler influerer ikke på beskatningen af selskabet, for så vidt angår den fortjeneste, hvoraf udbyttet udbetales.
6. Udtrykket "udbytte" er defineret i artiklens stk. 5 og omfatter såvel afkast af aktier eller - bortset fra gældsfordringer - andre rettigheder, med ret til andel i gevinst, som afkast af andre selskabsrettigheder, som er ligestillet med afkast af aktier efter skattelovgivningen i den stat, hvor det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende. De i ligningslovens § 16A og B nævnte "udlodninger" er således omfattet af overenskomsten, medmindre dispensation efter stk. 2 i § 16A eller B er givet.
7. Ifølge stk. 6 gælder de ovennævnte regler om beskatningsrettens fordeling ikke, såfremt de pågældende aktier reelt tilhører et fast driftssted, beliggende i den stat, hvori det selskab, som udlodder udbyttet, er hjemmehørende. I så fald finder reglen i overenskomstens artikel 7 om beskatning af fortjeneste ved forretningsvirksomhed anvendelse.
8. For at afbøde den dobbeltbeskatning, der ellers ville opstå efter den ny fordelingsregel om beskatningsretten til udbytte, er der i det nye stk. 2 til art. 24 fastsat en "creditregel", hvorefter der i aktionærens bopælsstat skal gives et nedslag i skatten for den kildeskat, der er betalt i den anden stat. Reglen svarer nøje til bestemmelsen i ligningslovens § 33.
9. Islandske aktionærer, der ved udbetaling af udbytter fra her i landet hjemmehørende selskaber har svaret dansk udbytteskat med et større beløb end det, Danmark i henhold til aftalen er berettiget til at oppebære, kan under anvendelse af blanket U. 28 IS søge refusion af den for meget erlagte udbytteskat.
Den nævnte blanket fås ved henvendelse til Rikisskattstjori, Skulagata 57, Reykjavik, eller til Kildeskattedirektoratet, 3460 Birkerød.
For danske aktionærer i et islandsk selskab vil en tilsvarende tilbagesøgning af for meget tilbageholdt islandsk udbytteskat ikke blive nødvendig, idet det islandske skattesystem medfører, at der i Island ikke opkræves indkomstskat af islandske udbytter, der tilkommer aktionærer, hjemmehørende i Danmark udover den skat, som Island nu er berettiget til at opkræve ifølge overenskomsten - og ej heller formueskat af de pågældende aktier.
Det tilrådes imidlertid sådanne aktionærer at sikre sig denne fritagelse for islandsk beskatning ved til de ovennævnte islandske skattemyndigheder at give oplysning om den aktiebeholdning, som de på tidspunktet for udbytteudlodningen er ejere af.
10. De nye regler finder anvendelse på udbyttebeløb, der forfalder til betaling den 1. januar 1974 eller senere.
Såfremt der ved forskudsregistreringen for indkomståret 1974 er forholdt i strid med de nye bestemmelser, vil forskudsregistreringen kunne ændres i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 53.
11. Tvivlsspørgsmål med hensyn til protokollens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.
Skattedepartementet, den 11. februar 1974.
Hans P. Gøtrik.
/ E. Møller.