Cirkulære om stemmeafgivning på private alderdoms- og plejehjem, med hvilke der er indgået aftale eller overenskomst i henhold til omsorgsloven.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om stemmeafgivning på private alderdoms- og plejehjem, med hvilke der er indgået aftale eller overenskomst i henhold til omsorgsloven.
I lov om valg til folketinget, jfr. lovbekendtgørelse nr. 366 af 10. august 1970, og lov om kommunale valg, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 25. juni 1973, er der tillagt vælgere, der er indlagt på private alderdomshjem og plejehjem, med hvilke en kommunalbestyrelse i henhold til omsorgsloven har indgået aftale eller overenskomst om indlæggelse, ret til at afgive stemme på hjemmet. Afstemningen skal ifølge valgloven afholdes ved det stedlige folkeregisters foranstaltninger efter regler, der fastsætte af indenrigsministeren.
Afstemningen skal ske efter de for stemmeafgivning ved indsendelse af stemmeseddel gældende regler. Stemmeafgivningen kan derfor finde sted de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest næstsidste søgnedag før valgdagen.
I det følgende fastsættes nærmere regler for denne stemmeafgivning. Reglerne gælder ikke for stemmeafgivning på sygehuse og offentlige helbredelses- og plejeinstitutioner, idet der herom er fastsat nærmere regler i indenrigsministeriets cirkulære af 7. januar 1974.
Der er ikke adgang til stemmeafgivning på private syge- og plejehjem, klinikker m.v., der ikke har indgået aftale eller overenskomst med en kommunalbestyrelse.
Stemmeafgivningen kan finde sted på de alderdomshjem og plejehjem (i det følgende benævnt som plejeinstitutioner), der senest på den dag, afstemningen afholdes på hjemmet, har indgået aftale eller overenskomst med vedkommende kommunalbestyrelse om indlæggelsesret i henhold til omsorgslovens § 7.
Det er uden betydning, om plejeinstitutionen drives som selvejende institution, eller om den er lederejet, ligesom dens benævnelse er uden betydning (alderdomshjem, plejehjem, hjem for ældre, hvilehjem, rekonvalescenthjem, sygehjem o.s.v.).
Afstemningens tilrettelæggelse påhviler det stedlige folkeregister.
I god tid inden den fastsatte afstemningsdag og senest dagen før afstemningsfristens begyndelse retter folkeregistret henvendelse til de enkelte plejeinstitutioners ledelse for at få oplyst, 1) om der på institutionen måtte befinde sig vælgere, som må antages at opfylde betingelserne for afgivelse af stemme, jfr. nedenfor, og 2) hvornår i bekræftende fald afstemning på institutionen mest praktisk kan finde sted, idet tidspunktet for afstemningen så vidt muligt bør fastsættes efter aftale med institutionsledelsen. Folkeregistret giver, snarest efter at et svar er modtaget fra institutionen, denne skriftlige underretning om dato og klokkeslæt for, hvornår en repræsentant fra folkeregistret vil komme til stede for som stemmemodtager at forestå afstemningen. Afstemningen bør så vidt muligt foretages i løbet af een dag for hver enkelt institution.
1. DE STEMMEBERETTIGEDE.
Adgang til at afgive stemme på plejeinstitutionen tilkommer kun de indlagte; det ved institutionen ansatte personale må henvises til at afgive stemme efter de almindelige regler. Det er endvidere en betingelse for at afgive stemme på plejeinstitutionen, at vælgeren ikke eller kun med uforholdsmæssig vanskelighed kan indfinde sig på det almindelige afstemningssted inden for de for afstemningen fastsatte tidsfrister.
Personer, der er indlagt på en egentlig sygeafdeling, eller som uden at være indlagt på en sådan er sengeliggende, opfylder således betingelserne for at afgive stemme på plejeinstitutionen; personer, som er oppegående, må i almindelighed henvises til at afgive stemme på selve valgdagen eller ved indsendelse af stemmeseddel efter de almindelige regler herom. Afgørelsen af, om en person opfylder betingelserne for at afgive stemme efter de i dette cirkulære fastsatte regler, træffes af folkeregistrets repræsentant (stemmemodtageren). Opmærksomheden må herved være henvendt på, at valglovens bestemmelser om afstemning på plejeinstitutioner har undtagelsens karakter, således at det ikke er tilstrækkeligt, at en person af bekvemmelighedsgrunde foretrækker at afgive stemme, medens folkeregistrets repræsentant er til stede på institutionen.
2. STEMMELOKALERNE.
Stemmeafgivningen skal ske overfor en stemmemodtager, der skal være folkeregistrets leder eller en af denne dertil udpeget, ved folkeregistret ansat person. Den udpegede stemmemodtager skal give vælgerne den fornødne mundtlige vejledning om fremgangsmåden ved stemmeafgivningen. Stemmemodtageren skal være ledsaget af en af folkeregistrets leder udpeget person, således at bistand ved stemmeafgivningen i fornødent omfang kan ydes. Det må bero på forholdene på den enkelte plejeinstitution, om der bør indrettes et særligt stemmelokale, eller om det er tilstrækkeligt, at stemmemodtageren og dennes ledsager indfinder sig på de enkelte vælgeres opholdsrum; afgørende er, at afstemningen finder sted under sådanne forhold, at ingen har mulighed for at se, hvorledes der er stemt.
3. AFSTEMNINGSMÅDEN.
Stemmeafgivning sker ved indsendelse af stemmeseddel til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vælgeren er optaget på valglisten. Ved stemmeafgivningen skal anvendes det af indenrigsministeriet fremstillede stemmemateriale, jfr. nedenfor under de enkelte valg. Stemmematerialet medbringes af stemmemodtageren ved afstemningen på de enkelte plejeinstitutioner.
Til de patienter, der ønsker at afgive stemme, udleverer stemmemodtageren en stemmeseddel med tilhørende konvolut, følgebrev og omslag - ved kommunale valg to stemmesedler med tilhørende konvolutter samt fælles følgebrev og omslag. Afstemningen skal foretages straks efter modtagelsen af stemmematerialet, og stemmemodtageren bør påse, at stemmematerialet ikke fjernes af den stemmende. Såfremt der i det lokale, hvori afstemningen foregår, opholder sig andre patienter end den stemmende, må der under afstemningen træffes sådanne foranstaltninger, at ingen andre kan se, hvorledes der er stemt. Er vælgeren blind eller svagtsynet, eller er han af anden årsag ikke i stand til på egen hånd at foretage afstemningen, må der på begæring ydes ham fornøden bistand ved stemmeafgivningen.
Afstemningen foretages iøvrigt på følgende måde
A. FOLKETINGSVALG.
Stemmematerialet består ef en hvid stemmeseddel indlagt i en blå konvolut, et følgebrev samt et omslag (en stor gul konvolut).
På stemmesedlen anfører vælgeren enten navnet på en af de opstillede kandidater i den amts- eller storkreds, hvor vælgeren er opført på valglisten, eventuelt med tilføjelse af partibetegnelsen, eller navnet på eller bogstavsbetegnelsen for et af de partier, der har kandidater på valg i kredsen.
Når stemmesedlen er udfyldt, indlægger vælgeren sedlen i den dertil hørende blå konvolut, som han tilklæber. Derefter udfylder han følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtageren, som derpå skal underskrive den på følgebrevet optagne attest. Foruden stemmemodtagerens underskrift skal attesten forsynes med folkeregistrets stempel.
Når attesten er underskrevet, nedlægger vælgeren konvolutten med stemmesedlen og følgebrevet i omslaget (den store gule konvolut), som han - om fornødent med bistand fra stemmemodtageren - tilklæber og adresserer til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor han er opført på valglisten. Vælgeren udfylder dernæst den på bagsiden af omslaget anbragte rubrik med tydelig angivelse af sit navn og sin nøjagtige bopæl i den nævnte kommune. Stemmemodtageren bør påse, at den nævnte rubrik er udfyldt. Endelig udfylder vælgeren den på forsiden af omslaget anbragte rubrik, idet der her skal angives, at stemmesedlen vedrører folketingsvalg. Omslaget skal derefter afleveres til stemmemodtageren, som ved tilbagekomsten til folkeregistret overgiver dette til registrets leder, der drager omsorg for, at omslaget fremsendes til vedkommende kommunalbestyrelse. Såfremt omslaget skal forsendes med postvæsenet, må vælgeren selv betale portoen.
Fremsendelse af brevstemmemateriale til kommunalbestyrelsen bør ske snarest muligt efter afstemningens foretagelse. For at forsendelse af brevstemmemateriale kan udskilles fra anden post til kommunalbestyrelsen, skal fremsendelsen ske i de originale omslag, der ikke må nedlægges i andre kuverter.
B. KOMMUNALE VALG.
Stemmematerialet består af en hvid stemmeseddel indlagt i en blå konvolut (kommunalbestyrelsesvalget) og en gul stemmeseddel indlagt i en gul konvolut (amtsrådsvalget), et fælles følgebrev samt et omslag (en stor blå konvolut).
Vælgere, der er bosat i Københavns eller Frederiksberg kommune, skal alene afgive stemme til kommunalbestyrelsesvalget, og skal således ikke have udleveret stemmeseddel til amtsrådsvalget, hvorfor den gule konvolut med tilhørende stemmeseddel må udtages af brevstemmematerialet, inden dette overgives til vælgeren.
På de respektive stemmesedler anfører vælgeren enten listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste (parti), som han vil stemme på, eller navnet på en af listens kandidater, evt. med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen.
Når stemmesedlerne er udfyldt, indlægger vælgeren dem i de dertil hørende konvolutter, som han tilklæber. Derefter udfylder han følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtageren, som derpå skal underskrive den på følgebrevet optagne attest.
Med hensyn til den videre fremgangsmåde for afstemningen henvises til det ovenfor under A (folketingsvalg) anførte.
C. FOLKEAFSTEMNING.
Stemmematerialet består af en hvid stemmeseddel indlagt i en rød (eventuelt orange) eller grøn konvolut, et følgebrev samt et omslag (en stor gul konvolut). I modsætning til ved folketingsvalg og kommunale valg er stemmesedlen påtrykt ordene »Ja« og »Nej« over hinanden, adskilt ved en trykt vandret streg.
Afstemningen sker ved, at den pågældende vælger på stemmesedlen sætter kryds ud for ordet »Ja«, såfremt han stemmer for det lovforslag eller den lov, der er genstand for folkeafstemning eller sætter kryds ud for ordet »Nej«, såfremt han stemmer imod lovforslaget eller loven.
I øvrigt henvises til det under A (folketingsvalg) anførte.
Det påhviler de enkelte institutioner at drage omsorg for, at patienterne bliver gjort bekendt med adgangen til at afgive stemme efter de særlige regler herom. Patienternes opmærksomhed bedes henledt på, at der på grund af valglovens sene frister for anmeldelse af partier og kandidatlister normalt ikke kan gives dem nogen oplysning om de i valget deltagende partier eller opstillede kandidater.
Det påhviler institutionens ledelse at påse, at der ikke i anledning af afstemningen finder nogen art af politisk agitation sted, der kan forstyrre den ro og orden, som er nødvendig af hensyn til de indlagte.
Såfremt nogen, der har afgivet stemme efter de ovennævnte regler, dør inden valgets afslutning, skal vedkommende kommunalbestyrelse straks underrettes herom.
Indenrigsministeriets cirkulære nr. 274 af 6. november 1970 om stemmeafgivning ved folketingsvalg og folkeafstemning på private alderdoms- og plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst i henhold til omsorgsloven, ophæves.
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 8. JANUAR 1974.
Jac. Sørensen.
/Vilh. Brockmeyer.