Legislator Case Law & Legislation
C19732202954 DK

Skrivelse om almindelig orientering om arbejderbeskyttelseslovgivningen.\n(Fængselsvæsenets anstalter.)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1973 22029 Valid

Skrivelse om almindelig orientering om arbejderbeskyttelseslovgivningen.

(Fængselsvæsenets anstalter.)

Direktoratet for fængselsvæsenet har ment at kunne konstatere, at der er et voksende behov for på anstalterne at blive orienteret om den gældende lovgivning om arbejderbeskyttelse set i relation til beskæftigelsen m.v. inden for fængselsvæsenet. Direktoratet har som bekendt hidtil kun i meget begrænset omfang fundet anledning til at pege på bestemte forhold affødt af arbejderbeskyttelseslovgivningen, jfr. Således skrivelserne af 30. december 1953 og 11. december 1964 (B. 1953, s. 26 og B. 1964, s. 66). De nedenfor følgende bemærkninger, som er udarbejdet sammen med direktoratet for arbejdstilsynet, skal tjene til en almindelig orientering om lovens hovedindhold og rækkevidde, men rummer ikke anvisninger på, hvorledes der i konkrete situationer bør eller skal forholdes på den enkelte arbejdsplads inden for institutionerne

Om lovgrundlaget.

Reglerne om arbejderbeskyttelse findes i bekendtgørelserne nr. 297, 298 og 299 af 4. juli 1968 af henholdsvis lov om almindelig arbejderbeskyttelse, lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed og lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri samt lov nr. 216 af 19. maj 1971 om ændring af forskellige lovbestemmelser om arbejderbeskyttelse.

Almindelige bemærkninger.

Arbejderbeskyttelseslovgivningens hovedsigte er at tilvejebringe sikre og sunde arbejdsforhold ved beskæftigelse i arbejdsgivers tjeneste.

Lovgivningen omfatter al beskæftigelse – også funktionærers og tjenestemænds – I arbejdsgivers tjeneste.

Lovgivningen gælder endvidere – uanset beskæftigelsesforhold – maskiner, trykbeholdere, kedler, elevatorer samt arbejde, hvor der er fare for sammenstyrtning, forgiftning, kvælning eller eksplosion.

Loven pålægger arbejdsgiveren, arbejdslederne og arbejderne ansvar og pligter over for sikkerhed og sundhed, og den fastlægger principper for arbejdslokalers indretning, for garderober, spiserum og toiletter. Loven angiver desuden principper for forebyggelse af ulykker og sundhedsskader; den indeholder arbejdstidsbestemmelser og regler for børns og unges arbejde samt bestemmelse om arbejdstilsynets opbygning og funktion.

Arbejderbeskyttelsesloven er en rammelov. Den udbygges efter behov med regulativer, bekendtgørelser, publikationer og meddelelser. Regulativer og bekendtgørelser udsendes af arbejdsministeren. Anvisninger, publikationer og meddelelser af direktøren for arbejdstilsynet.

Regler og bestemmelser bliver normalt til i samarbejde med arbejdsgiveres, arbejdslederes og arbejdernes organisationer.

Opgaver og pligter.

Det er arbejdsgiverens opgave og pligt efter loven at sørge for, at der kan arbejdes forsvarligt overalt i virksomheden.

Det er arbejdsgiverens og de ansattes opgave og pligt efter loven at sørge for, at der bliver arbejdet forsvarligt overalt i virksomheden.

Arbejdstilsynets opgave er at vejlede virksomheden og dens ansatte om sikkerhed og sundhed, at formidle tilsynets sikkerhedserfaring samt at kontrollere, at lovgivningen bliver overholdt.

Hvem har ansvaret – og for hvad.

Som det fremgår af loven vil ansvaret for overtrædelse af lovgivningens bestemmelser oftest kunne blive gjort gældende over for arbejdsgiveren. Direktøren for fængselsvæsenet er i lovens forstand arbejdsgiveren. Reglerne giver dog arbejdsgiveren adgang til at overføre sit ansvar over for arbejderbeskyttelseslovgivningen til sine repræsentanter på arbejdsstedet. Det kan gøres ved større virksomheder, hvor det er umuligt for arbejdsgiverne at føre tilsyn med alle led i virksomheden. Den del af ansvaret, der vil kunne delegeres fra arbejdsgiveren (direktøren for fængselsvæsenet) til dennes (stedlige) repræsentant, vil typisk være ansvar i forbindelse med opgaver, såsom tilrettelæggelse af forsvarlige arbejdsprocesser på den enkelte arbejdsplads, udvælgelse af indsatte til arbejdet, udøvelse af tilsyn med, at sikkerhedsforanstaltningerne holdes i orden, og udøvelse af tilsyn med, at sikkerhedsinstruktionerne overholdes. Det har hidtil været antaget, at ansvaret ved de nævnte opgaver påhvilede fængselsforvalteren, jfr. Forudsætningsvis fornævnte skrivelse af 11. december 1964. Den nugældende lovgivning giver ikke grundlag for en anden forståelse.

Den enkelte arbejdsleder – og det vil sige såvel den ledende værkmester som øvrige ansatte på værkstedet – er ikke som følge af bemærkningerne foran fritaget for ethvert ansvar. Ifølge loven har den, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med arbejdet i en virksomhed eller en del deraf ansvar for overholdelsen af lovens bestemmelser, såfremt det skyldes hans forsømmelse , at loven ikke er overholdt. Han skal således medvirke til, at bestemmelserne i loven og de i medfør deraf udsendte forskrifter overholdes. Han skal være opmærksom på ulykkes-sundhedsfare inden for det arbejdsområde, som han leder. Bliver han bekendt med fejl eller mangler, der kan påføre fare for ulykkestilfælde eller sundhedsskadelig påvirkning, skal han sørge for, at disse afhjælpes, og kan det ikke ske ved hans indgriben på stedet, skal han straks gøre arbejdsgiveren (eller dennes repræsentant) bekendt med de konstaterede fejl eller mangler.

Oplysning og viden.

Som det er nævnt foran, er arbejderbeskyttelsesloven en rammelov, som udbygges efter behov med regulativer, bekendtgørelser, publikationer og meddelelser. For at sikre, at hver enkelt anstalt altid kan være velorienteret om gældende bestemmelser, kan man henvise anstalten til at tegne et såkaldt A B F – abonnement. Det tegnes hos

Arbejderbeskyttelsesfondet

Vesterbrogade 69

1620 København V.

(01) 22 52 52

og sikrer omgående tilsendelse af alle nye love, bekendtgørelser m.v. udstedt i henhold til arbejderbeskyttelseslovgivningen, endvidere anvisninger, vejledninger m.v. udarbejdet af direktoratet for arbejdstilsynet, arbejdstilsynets årsberetning samt pjecer, der udsendes af arbejderbeskyttelsesfondet. Et A B F – abonnement løber med kalenderåret og koster 75 kr. for det første abonnement og 15 kr. pr. efterfølgende abonnement leveret til samme adresse. (Priserne er ekskl. Moms).

Desuden kan anbefales, at anstalten køber et tilstrækkeligt antal eksemplarer af bogen “Sikkerhedsbestemmelser ved arbejde” og tegner abonnement på erstatnings- og supplementsblade. Bogen kan bestilles hos

Teknisk Skoleforenings Forlag

Stærmosegårdsvej 28

5000 Odense

(09) 11 65 42

Bogen koster 77,50 kr. inkl. Moms.

Endelig skal fremhæves “Sikkerheds-Lomme-Håndbogen”, der udgives hvert år af

Arbejdernes Oplysnings Forbund

Teglværksgade 27

2100 København Ø

(01) 29 60 66

og koster 13,50 kr. inkl. Moms. Den indeholder i koncentreret form de anvisninger om sikkerhed, der er brug for til daglig. Enhver, der skal tage sig af sikkerhed, bør have den på sig.

Man skal endvidere henstille, at der i mindst samme omfang som hidtil drags omsorg for, at arbejdslederne får adgang til at deltage i de af de faglige organisationer m.v. arrangerede kurser vedrørende sikkerhedsarbejde.

Om den i loven omtalte pligt til at udpege sikkerhedsrepræsentanter, danne sikkerhedsgrupper og nedsætte sikkerhedsudvalg henvises til anden skrivelse herfra om samme spørgsmål.

Direktoratet for Fængselsvæsenet, den 31. januar 1973

E.B.

Jacobsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →