Skrivelse om ansættelse af en kirkegårdskonsulent i hvert stift, samt instruks af 25. juli 1973 for kirkegårdskonsulenter.
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 1. Kirkegårdskonsulenter ansættes af kirkeministeriet som rådgiver for stiftsøvrighed og provstiudvalg i kirkegårdssager.
Konsulenten skal under udøvelsen af sin virksomhed iagttage de gældende bestemmelser om kirkegårde. Ved sin tiltrædelse modtager han et eksemplar af disse.
§ 2. Konsulenten afgiver erklæring, når det begæres af stiftsøvrighed eller provstiudvalg. Forinden erklæring afgives, foretager konsulenten en undersøgelse på stedet, medmindre sådan undersøgelse efter sagens beskaffenhed ikke skønnes påkrævet.
Erklæringen afgives i 2 eksemplarer.
§ 3. Konsulenten fører en journal over ind-og udgåede skrivelser. Genpart af afgivne erklæringer opbevares i hans arkiv. Ved fratrædelse afleveres journal og arkiv til stiftsøvrigheden.
§ 4. Af konsulentens stilling som rådgiver for de kirkelige myndigheder følger, at han normalt ikke selv kan påtage sig projektering og udførelse af arbejder på kirkegårde inden for det område, hvor han virker som konsulent. Ønsker et menighedsråd,at en konsulent skal forestå et sådant arbejde, må andragende om godkendelse heraf gennem provstiudvalget forelægges stiftsøvrigheden, der, når intet særligt taler derimod, kan meddele sådan godkendelse.
§ 5. Konsulenten skal inden udgangen af den måned, hvori han fylder 70 år, gennem stiftsøvrigheden ansøge kirkeministeriet om fritagelse for hvervet.
Når forholdene måtte gøre det ønskeligt, kan kirkeministeriet dog bringe konsulentens ansættelse til ophør forinden dette tidspunkt.
§ 6. Konsulenten vederlægges med et af kirkeministeriet fastsat honorar for hver sag, der forelægges ham til erklæring. Honoraret udgør samme beløb pr. sag, uanset om den måtte give anledning til flere ekspeditioner, besøg på stedet eller forhandlinger med myndigheder eller andre.
På besigtigelsesrejser modtager konsulenten time -og dagpenge samt tillæg hertil efter de til enhver tid for statens tjenestemænd (gruppe A) gældende regler og desuden godtgørelse for udgift til befordring efter 1. klasses jernbanetakst. Hvor jernbane ikke kan benyttes, eller det på grund af afstanden eller andre forhold skønnes hensigtsmæssigt at benytte anden befordring, tilkommer der ham godtgørelse herfor efter de for statens tjenestemænd til enhver tid gældende regler.
Endvidere ydes der konsulenten godtgørelse for udgifter til korrespondance, telefon, porto m.m. efter regning.
§ 7. Ved slutningen af hvert kvartal indsender konsulenten opgørelse i 2 eksemplarer over de ham tilkommende honorarer m.m.til stiftsøvrigheden. Af opgørelsen skal det fremgå, hvilken myndighed, der har rekvireret den enkelte erklæring, og hvornår denne er afgivet. Opgørelsen udfærdiges på blanketter, der udleveres af stiftsøvrigheden.
Efter gennemgang af opgørelsen anviser stiftsøvrigheden konsulenten det ham tilkommende beløb.
Kirkeministeriet, den 25.juli 1973.
P.M.V.
E.B.
Arne Truelsen.
Skrivelse om ansættelse af en kirkegårdskonsulent i hvert stift, samt instruks af 25. juli 1973 for kirkegårdskonsulenter.
Med henvisning til tidligere brevveksling angående etablering af en kirkegårdskonsulentordning skal man meddele , at ministeriet er sindet at ansætte en kirkegårdskonsulent i hvert stift, dog således at der ansættes en fælles konsulent for Københavns og Helsingør stifter, bortset fra Bornholm, hvor der vil blive ansat en konsulent med bopæl der.
Med hensyn til konsulenternes ansættelsesforhold og virke henvises til vedlagte under 25. juli 1973 udfærdigede »Instruks for kirkegårdskonsulenter.« Det i instruksens § 6, stk.1, omhandlede honorar er fastsat til 100 kr.pr.sag. De i § 7, stk.1, omtalte blanketter til brug ved konsulenternes opgørelse over de dem tilkommende honorarer m.v.tilvejebringes ved kirkeministeriets foranstaltning. Ved finansårets udgang indsendes opgørelserne for det forløbne år til kirkeministeriet til refusion af de udlagte beløb.
Man skal herefter anmode stiftsøvrighederne om at ville fremkomme med indstilling om besættelse af de pågældende konsulentstillinger, hvorved bemærkes, at ministeriet må finde det rettest, at stillingerne så vidt muligt besættes med en i stiftet bosat person.
Provstiudvalgene bedes gjort bekendt med ordningens etablering. Man vedlægger med henblik herpå et antal eksemplarer af nærværende skrivelse og instruksen.
P.M.V.
Aug.Roesen.
/Arne Truelsen.
Til
stiftsøvrighederne.
Instruks for kirkegårdskonsulenter .