Legislator Case Law & Legislation
C19731114932 DK

Meddelelse om området for straffelovens § 287 m.fl. bestemmelser.(* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1973 11149 Historic

Meddelelse om området for straffelovens § 287 m.fl. bestemmelser.(* 1)

Området for straffelovens § 287 m.fl. bestemmelser, der i den tidligere lovgivning var omfattet af bekendtgørelsen om statsadvokaternes adgang til at meddele påtalefrafald.

I de tilfælde, hvor afgrænsningen af kompetencen beror på en vurdering af forholdets grovhed (§§ 287, 171, stk. 2 og 232 sidste led), beror afgørelsen på en samlet konkret vurdering omfattende overtrædelsens omfang og omstændigheder, sigtedes alder og personlige forhold og oplysninger om tidligere sager. Til orientering om den praksis, som statsadvokaterne hidtil har fulgt vedrørende de enkelte deliktsformer, skal jeg meddele følgende

1. Straffelovens § 287.

1.1.1. Tyveri. Hovedområdet for bestemmelsen er lejlighedstyverier, der retter sig mod beskedne værdier. I statsadvokaternes praksis har værdigrænsen de senere år sædvanligvis ligget på 5-600 kr. Denne grænse må til stadighed ajourføres; den kan nu sættes til op imod 800 kr. Er det aktuelle udbytte under denne grænse - eller intet udbytte er opnået - men tyveriet har rettet sig mod større værdier, vil betingelsen for at anvende § 287 i reglen ikke være til stede.

Afgørelsen af, om forholdet kan anses for at være af særlig ringe strafværdighed, beror ikke alene på værdien, men også på de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, anvendelsen af udbyttet og tiltaltes personlige forhold.

Hvis der er grund til mistanke om, at et konstateret tyveri er led i en mere omfattende kriminel aktivitet, hvad der normalt vil være tilfældet f.eks. ved en gerningstype som kontortyveri begået af ikke-ansatte eller lommetyveri, kan forholdet ikke anses for at være af særlig ringe strafværdighed. Det samme vil i reglen gælde, hvis tyveriet er begået under omstændigheder, hvor det måtte stå gerningsmanden klart, at mistanken måtte falde på en anden, f.eks. ved tyveri fra arbejdskammerater eller en kollegas kasse. Kommer bestjålne som følge af tyveriet i særlige vanskeligheder, og dette har stået gerningsmanden klart, eller har han udnyttet bestjålnes sygdom eller handicap (f.eks. svagsynethed), fører dette som oftest forholdet udenfor området for § 287.

Tidligere straffe for tyveri udelukker ikke anvendelsen af § 287. Er værdien ringe, og tyveriet utvivlsomt lejlighedspræget, gælder dette, selvom den tidligere straf ligger indenfor de sidste 5 år, men tidligere straffe for tyveri, der er idømt eller afsonet mindre end 5 år forud, vil ofte begrunde en mistanke om, at det konstaterede tyveri ikke er enkeltstående. Det samme må hyppigt antages, hvis kosterne er afsat.

Ved afgørelsen tages tillige hensyn til, om erstatning er betalt eller genoprettelse sket på anden måde. Hvis gerningsmandens kriminelle aktivitet har været atypisk ringe, eller tyveriet iøvrigt - f.eks. på grund af gerningsmandens mentale eller sociale forhold, afhængighed af medgerningsmænd eller andre omstændigheder, som nedsætter forsættets styrke - skiller sig ud fra vanlig tyverikriminalitet, kan dette begrunde, at forholdet må anses for at være af særlig ringe strafværdighed.

Det har været sædvanligt at betinge afgørelsen af bøde tilpasset gerningsmandens betalingsevne, men fravigelse er sket, når tyveriet har angået ganske små værdier. Bødekrav er ligeledes frafaldet eller nedsat, hvis erstatning er betalt, hvis bødekrav ville vanskeliggøre opfyldelsen af et erstatningskrav, eller hvis gerningsmanden f.eks. på grund af ung alder må antages at være ude af stand til at betale.

1.1.2. Butikstyveri er en typisk fremtrædelsesform for lejlighedsprægede tyverier, der retter sig mod beskedne værdier. § 287 finder ikke anvendelse, hvis det konstaterede butikstyveri må formodes at være et led i en systematisk eller jævnligt gentaget virksomhed, eller hvis værdien af det stjålne overstiger den foran angivne værdigrænse. Er butikstyverier begået af flere i forening afhænger det af en konkret vurdering (alder, genstande, udførelsesmåde, omfang), om forholdet kan anses for omfattet af § 287.

Selv ved små værdier er der stillet krav om bøde, dersom tyveriet har angået spiritus og tobaksvarer eller omstændighederne har indiceret, at tyveriet har været planlagt. Da pålæg af bøde nu ikke længere gør det nødvendigt at afholde retsmøde, vil der i reglen kun være anledning til at undlade bøde, hvis værdien af det stjålne er bagatelagtig, eller gerningsmandens økonomiske forhold er ringe. Bødeniveauet har ligget på 1 til 2 gange værdien af det stjålne. I gentagelsestilfælde er der så godt som altid stillet krav om bøde, men påtalefrafald uden vilkår herom er dog blevet anvendt ved gentaget butikstyveri med hensyn til små værdier. Også flere gange gentaget butikstyveri er blevet henført under § 287 og afgjort med bøde, hvis værdien af det stjålne har været ringe.

1.1.3. Består kriminaliteten i borttagelse af cykler og knallerter må der tages stilling til, om forholdet skal bedømmes som brugstyveri eller som tyveri, eventuelt ulovlig omgang med hittegods. Hvis forholdet er blevet bedømt som tyveri, er det afhængigt af værdien af det stjålne og omstændighederne ved tilegnelsen og gerningsmandens personlige forhold blevet henført under § 287. Knallerter - i hvert fald nye - vil dog hyppigt have en værdi, som gør det tvivlsomt, om denne bestemmelse kan finde anvendelse.

1.1.4. Tyveri begået under indbrud - herunder forsøg på tyveri ved resultatløst indbrud - har det været sædvanligt at holde udenfor § 287, medmindre indbruddet har rettet sig mod lokaliteter, hvor der efter lokalitetens beskaffenhed kun kunne ventes et beskedent udbytte, f.eks. arbejdsskure, automater, små kiosker og efter omstændighederne motorkøretøjer, derimod ikke jernbanegodsvogne, eller hvis det har rettet sig mod et begrænset formål, f.eks. en enkelt kasse øl.

1.1.5. Tyveri begået af pleje- eller omsorgspersonale eller rengøringspersonale overfor patienter er i praksis holdt udenfor området for § 287, medmindre særlige omstændigheder har forringet strafværdigheden.

1.1.6. Arbejdspladstyveri (d.v.s. tyveri begået overfor virksomheden) har i reglen ikke karakter af lejlighedstyveri. Når værdierne ikke har oversteget nogle få hundrede kroner, er forholdet dog blevet henført under § 287. Det samme har været tilfældet, hvis erstatning er betalt, eller genoprettelse på anden måde er sket, selvom tyveriet har angået værdier op imod den i indledningen nævnte grænse, når opdagelsen har haft særligt mærkbare følger for gerningsmanden, f.eks. i forbindelse med afskedigelsen.

1.2.1. Underslæb. De under 1.1.1. nævnte synspunkter finder tilsvarende anvendelse ved denne lovovertrædelse. Typiske tilfælde er tjener- eller chauffør - underslæb, underslæb i private foreninger og underslæb af beløb overladt til betaling af regninger. Afhængig af underslæbets fremtrædelsesform har værdigrænsen oversteget den for tyveri gældende; den kan nu sættes til op imod 1.000 - 1.200 kr., og eventuelt lidt højere, f.eks. når erstatning er betalt. Har underslæbet angået større beløb, holdes forholdet udenfor § 287, således at et eventuelt indiceret påtalefrafald må ske i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 2. Der er i reglen ikke stillet krav om bøde. Dette er i første række motiveret med hensynet til ikke at vanskeliggøre dækningsadgangen, men kan også have været begrundet med, at gerningsmanden som følge af forholdet er afskediget fra sin stilling.

1.2.2. Afbetalingsunderslæb. Forholdet er henført under § 287, selvom det tab, som afbetalingssælgeren har lidt, har oversteget den under 1.2.1. nævnte værdigrænse. Det er tabet og ikke værdien af det, der er solgt, som er bestemmende. Er erstatning betalt, inden tiltalespørgsmålet afgøres, vil der som regel være grundlag for påtaleopgivelse (bevisslutning efter retsplejelovens § 723, stk. 1).

1.2.3. Underslæb begået af omsorgs- eller plejepersonale overfor patienter anses i reglen ikke for at være af særlig ringe strafværdighed, medmindre beløbet har været meget beskedent, og forholdet utvivlsomt lejlighedspræget, eller andre særlige omstændigheder har foreligget.

1.3. Bedrageri. Anvendelsesområdet for § 287 er typisk kørsels- og hotelbedrageri samt små checkbedragerier. Beløbsgrænsen og bestemmende hensyn iøvrigt er som ved tyveri. Bødepraksis som ved underslæb, når gerningsmanden er kendt af forurettede; ellers som ved tyveri.

1.4. Mandatsvig. Checkmandatsvig vil ofte rumme bevismæssige problemer med hensyn til risikoen for formuetab og gerningsmandens subjektive forhold og afgrænsningen overfor bedrageri; men vil iøvrigt i reglen angå værdier, der ligger over de foran angivne grænser, således at forholdet af denne grund falder udenfor § 287. Forelæggelse for statsadvokaterne vil derfor som oftest være indiceret, også med henblik på påtalefrafald efter retsplejelovens § 723, stk. 2.

1.5.1. Hæleri. Køb eller modtagelse af tyvekoster, der er utvivlsomt lejlighedspræget og sket til eget brug, er henført under § 287, når værdien af kosterne har ligget under værdigrænsen for tyveri. Et typisk eksempel herpå er deltagelse i forbrug af stjålet gods. Ved hæleriforhold, der består i bistand til bortskaffelse og opbevaring, er gerningsmandens aktivitet og eventuelle vederlag i højere grad af betydning for vurderingen end værdien af godset. Bøde anvendes som ved tyveri. Tidligere straf for hæleri eller overtrædelse af straffelovens § 303 vil som regel udelukke anvendelsen af § 287.

1.5.2. Køb af stjålne (banderollerede) cigaretter. Hæleri ved modtagelsen af enkelte pakker afgøres med påtalefrafald uden bøde. Hæleri ved modtagelse af 1-4 kartoner afgøres med bøde svarende til 1 1/2 - 2 gange værdien i beskattet tilstand. Ved større mængder og gentagelsestilfælde, når ikke særlige omstændigheder foreligger,henføres forholdet under § 285.

1.6. Ulovlig omgang med hittegods. Værdigrænsen som ved underslæb. Omstændighederne kan dog begrunde, at forholdet må bedømmes efter samme retninglinier som for tyveri. Bødepraksis svarende til, hvad der gælder med hensyn til tyveri dog med tendens til i videre omfang at undlade bøde og et noget lavere niveau.

1.7. Sager angående åger, afpresning og skyldnersvig henføres ikke under § 287. Spørgsmål herom bør forelægges for statsadvokaten.

2. Dokumentfalsk.

2.1. Checkfalsk henføres ikke under § 172, stk. 2, medmindre virksomheden består i underordnet medvirken.

2.2. Retttelse i førerbeviser, f.eks. for at kunne leje bil uden fører, henføres under § 172, stk. 2 og er i praksis sluttet med påtalefrafald i forbindelse med bøde. Rettelse, der giver adgang til videregående kørsel (stor lastmotorvogn, erhvervsmæssig personbefordring), er i praksis normalt holdt udenfor stk. 2.

2.3. Rettelse i pas omfattes af stk. 2, når rettelsen ikke tilsigter at skuffe med hensyn til identiteten, men f.eks. er motiveret af et ønske om at fremtræde som yngre - eller ældre - end passet udviser; afgøres normalt med bøde.

2.4. Dokumentfalsk med hensyn til egne feriemærkebøger henføres under stk. 2 og afgøres normalt uden bøde. Dokumentfalsk med hensyn til andres bøger kan sædvanligvis ikke henføres under denne bestemmelse.

3. Urigtige erklæringer.

3.1. Urigtig erklæring i fogedretten straffes efter gældende praksis som regel med en kortvarig hæftestraf. Er urigtigheden uden væsentlig materiel betydning, eller foreligger der iøvrigt disculperende forhold, er afgørelse med påtalefrafald - som regel uden bøde - forekommet.

3.2. Urigtige vitterlighedserklæringer og urigtige oplysninger til brug for erhvervelse af førerbevis er jævnligt blevet afgjort med påtalefrafald, som regel i forbindelse med bøde.

4. Blufærdighedskrænkelse. Uanstændig opførsel så som exhibitionisme, vindueskiggeri (beluring) og verbale krænkelser, der foregår på offentligt sted eller i offentlige befordringsmidler, behandles i første- og andengangstilfælde i reglen som overtrædelse af politivedtægten. Tilsvarende handlinger, som der begås uden for politivedtægtens anvendelsesområder, bedømmes som blufærdighedskrænkelse begået under formildende omstændigheder, og er af statsadvokaterne blevet afgjort med påtalefrafald som regel i forbindelse med bøde. På samme måde er der forholdt overfor lejlighedsbetingede befølinger udenpå tøjet og brevsprækkekiggeri (beluring). Samme reaktion er også anvendt i gentagelsestilfælde, men foreligger oftere gentagne blufærdighedskrænkelser eller blufærdighedskrænkelser i større omfang eller af grovere karakter, f.eks. forbundet med tvang eller husfredskrænkelse kan forholdet ikke anses for begået under formildende omstændigheder. Beluring, der ikke fører til den tilsigtede iagttagelse, bedømmes som forsøg.

5. §§ 265 og 266.

5.1. Ved overtrædelse af tilhold efter § 265 er påtale frafaldet uden bøde, når den krænkede ikke ønsker videre foretaget, og der ikke foreligger en oftere gentaget overtrædelse.

5.2. Påtalefrafald anvendes sjældent ved overtrædelse af straffelovens § 266. Hvis den krænkede ikke ønsker videre foretaget, er sagen dog undertiden sluttet enten med påtalefrafald uden bøde. men vel oftest med påtaleopgivelse, når det herefter har kunnet lægges til grund, at truslerne ikke har været opfattet som alvorligt ment og dermed egnede til at fremkalde alvorlig frygt.

Bortset fra bagatelagtige sager, der kan sluttes med advarsel på stedet eller efter indbringelse til stationen, foretages inden afgørelsen betryggende konstatering af indentiteten. Antages forholdet at høre under politimesterens kompetence optages generaliarapport ikke, men i rapporten anføres kort oplysninger om sigtedes personelige forhold (gift, ugift, fraskilt, børn, folke- eller invalidepensionist, lærling, studerende, ugentlig eller månedlig indtægt). Er mere udførlige personlige oplysninger af betydning for afgørelsen fremskaffes disse, eventuelt ved en § 800 a undersøgelse. Endvidere indhentes oplysning fra rigsregistraturen. Derimod rekvireres ikke straffeattest og akter, medmindre disse må antages at være af betydning for afgørelsen.

Der vil senere fremkomme meddelelse angående tilførsel af disse afgørelser til strafferegisteret og om opbevaringsstedet for akter, jfr. strafferegistercirkulæret § 14, og om udfærdigelse af straffekort.

Afgørelsen om forholdets strafbarhed og om sagen skal behandles som politisag, eller som statsadvokatsag fremmes efter retsplejelovens § 925 eller forelægges for statsadvokaten, træffes af politimesteren eller en politiassessor eller -fuldmægtig. I tvivlstilfælde forelægges sagen for statsadvokaten.

Der henvises iøvrigt - herunder om erstatningskravs virkning på behandlingsmåden og om indberetning til statsadvokaten - til min C.skr. nr. 43/72(6) af 30.6.1972 om fremgangsmåden ved afgørelsen af mindre berigelsesforbrydelser.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →