Cirkulære om angivelse af krav til forudgående uddannelse i opslag af tjenestemandsstillinger og om udfærdigelse af betingelser med hensyn til forudgående uddannelse i henhold til tjenestemandslovens § 4 (* 1) (Til samtlige ministerier m.v.)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om angivelse af krav til forudgående uddannelse i opslag af tjenestemandsstillinger og om udfærdigelse af betingelser med hensyn til forudgående uddannelse i henhold til tjenestemandslovens § 4 (* 1)
(Til samtlige ministerier m.v.)
1. Foranlediget af en henvendelse fra folketingets ombudsmand skal man henlede opmærksomheden på, at krav til forudgående, uddannelse ikke kan stilles og derfor heller ikke angives i opslag af tjenestemandsstillinger, medmindre sådanne krav er fastsat formelt i overensstemmelse med reglerne i tjenestemandslovens § 4.
Såfremt krav om forudgående uddannelse ikke er fastsat i medfør af tjenestemandslovens § 4, men ansættelsesmyndigheden måtte nære særlige ønsker vedrørende ansøgeres forudgående uddannelse, skal disse ønsker formuleres på en sådan måde, at det af opslaget klart fremgår, at ansøgere med en anden uddannelsesmæssig baggrund også vil kunne komme i betragtning; dette kan f.eks. ske ved en tilkendegivelse i opslaget om, at ansættelsesmyndigheden vil »anse det for en fordel« eller »lægge vægt på«, at ansøgere har den ønskede forudgående uddannelse.
2. Tjenestemandslovens § 4, 2. pkt., indeholder hjemmel for ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen (nu budgetministeren) til at fastsætte almindelige betingelser med hensyn til bl.a. tjenestemænds forudgående uddannelse. Det bemærkes i denne forbindelse, at tjenestemandskommissionen af 1965, jfr. 1. delbetænkning, side 113, ikke fandt det hensigtsmæssigt at opretholde bestemmelser i tjenestemandsloven om konkrete uddannelsesmæssige betingelser for ansættelse i visse stillinger. Kommissionen anførte, at i tilfælde, hvor visse uddannelsesmæssige betingelser var påkrævede, kunne de nødvendige krav ofte opfyldes gennem uddannelser af forskellig karakter.
På den anførte baggrund har budgetministeriet ikke for tiden
til hensigt at søge fastsat almindelige betingelser med hensyn til forudgående uddannelse ved ansættelse i tjenestemandsstilling.
3. Tjenestemandslovens § 4, 3. pkt., indeholder hjemmel til, at det enkelte ministerium kan fastsætte betingelser med hensyn til bl.a. uddannelse for bestemte grupper af tjenestemænd, hvor sådanne betingelser ikke er fastsat i eller i medfør af den øvrige lovgivning. Sådanne krav er ifølge de for budgetministeriet foreliggende oplysninger endnu ikke fastsat.
Ønsker det enkelte ministerium særlige betingelser med hensyn til forudgående uddannelse fastsat, må spørgsmålet før forelæggelse for budgetministeriet forhandles med vedkommende tjenestemandsorganisation i henhold til tjenestemandslovens § 48, jfr. hovedaftalens § 10.
Det bemærkes, at bestemmelserne under pkt. 1 senere vil blive søgt indarbejdet i reglerne om opslag.
P. M. V.
E. B.
P. Bjørn Olsen
/I Egebergé