Meddelelse om adgangen til at begære forhøjelse af skattetrækket.
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse om adgangen til at begære forhøjelse af skattetrækket.
Finansministeriet har den 21. december 1972 i henhold til kildeskattelovens § 48, stk. 9, udstedt bekendtgørelse om adgangen til at begære forhøjelse af skattetrækket.
I bekendtgørelsens § 2, stk. 1, er der givet kildeskattedirektoratet bemyndigelse til at give nærmere regler om formen for den begæring, den skattepligtige skal fremsætte over for den indeholdelsespligtige om forhøjelse af skattetrækket.
I medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, har kildeskattedirektoratet fastsat nedenstående regler. Meddelelse om reglerne vil blive tilsendt samtlige i CIR registrerede arbejdsgivere i forbindelse med udsendelsen af giroindbetalingskort til brug for 1973 m.v.
De af kildeskattedirektoratet fastsatte regler har følgende ordlyd
"I henhold til § 48, stk. 9, i kildeskatteloven kan en lønmodtager fra og med den 1. januar 1973 over for sin arbejdsgiver begære, at denne med fremtidig virkning indeholder A-skatten med en højere procent end angivet på skattekortet. De nærmere regler om fremgangsmåden ved fremsættelse af begæringen og arbejdsgiverens behandling af denne er anført i finansministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1972.
I bekendtgørelsens § 2 er det fastsat, at begæring om forhøjelse af trækprocenten skal fremsættes skriftligt, og at kildeskattedirektoratet kan give nærmere regler om begæringens form. Indtil videre agter direktoratet ikke at foreskrive anvendelse af bestemte blanketter eller lignende, og lønmodtageren vil derfor kunne fremsætte begæringen i form af en individuel skrivelse.
Der er dog intet til hinder for, at der efter aftale mellem parterne anvendes en anden form, f.eks. en af arbejdsgiveren udarbejdet blanket, eller at begæringen fremsættes i form af en påtegning på skattekortets bagside.
Uanset i hvilken form begæringen fremsættes, må den indeholde
Navn....................... Dato........ Personnummer.......... Adresse.......... Trækprocenten ønskes forhøjet med....... (kun hele tal) Lønmodtagerens underskrift..............
Tilbagekaldelse af begæringen, jfr. § 4 i bekendtgørelsen, skal ligeledes fremsættes i skriftlig form, for eksempel ved underskrevet påtegning på begæringen."
Kildeskattedirektoratet, den 12. januar 1973.
Knud Jensen.
/N. Lundquist.
Ingen