Cirkulærskrivelse om timereduktion for undervisning i praktisk skolegerning i særlige tilfælde (Til samtlige seminarierektorer samt vedkommende amtsråd og kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulærskrivelse om timereduktion for undervisning i praktisk skolegerning i særlige tilfælde
(Til samtlige seminarierektorer samt vedkommende amtsråd og
kommunalbestyrelser)
Efter ministeriets cirkulære af 14. maj 1971 om tjenestetiden for tjenestemandsansatte lærere ved statsøvelsesskolerne og praktiklærere ved faste kommunale øvelsesskoler m.fl. nedsættes det i § 1, stk. 1, jfr. stk. 2, fastsatte pligtige undervisningstimetal på 960 timer årlig eller 24 ugentlige timer i 40 uger med indtil 2 ugentlige timer over hele skoleåret med henblik på gennemførelse af konferencetimer med de lærerstuderende i tilslutning til den faste timepraktik i faget praktisk skolegerning i henhold til læreruddannelsesloven af 8. juni 1966.
Der er som forudsætning for opnåelse af en reduktion på 2 ugentlige timer i medfør af disse konferencetimer regnet med en almindelig fordelingsnorm på 6-8 ugentlige praktiktimer og et minimum for den enkelte lærer på 6 ugentlige praktiktimer gennem et undervisningsår.
For praktiklærere ved faste kommunale øvelsesskoler er det endvidere en forudsætning for det angivne pligtige timetal, at der - på grundlag af samme almindelige fordelingsnorm - er tillagt dem mindst 6 ugentlige praktiktimer gennem et undervisningsår.
Er der i overensstemmelse med nævnte forudsætninger tildelt en lærer mindst 6 ugentlige praktiktimer fra begyndelsen af et undervisningsår, kan der dog bortses fra en mindre, ikke påregnet nedgang i praktiktimeantallet ved overgangen fra 1. til 2. semester, således at der ikke foretages ændring af reduktionen for konferencetimer eller det pligtige timetal, når forskellen i antallet af praktiktimer i de 2 seneste ikke overstiger 2 ugentlige timer og ikke bevirker et gennemsnit på under 5 ugentlige timer for året som helhed.
For undervisningsårene 1970-71 og 1971-72 er der i henhold til tjenestetidscirkulærets § 11 og ministeriets cirkulærskrivelse af 28. oktober 1971 fastsat særlige overgangsbestemmelser.
Herudover kan der, såfremt skemamæssige grunde nødvendiggør det, efter tjenestetidscirkulærets § 1, stk. 3, undtagelsesvis godkendes et lavere praktiktimetal end 6 ugentlige timer.
Under henvisning hertil skal man udtale, at man fra ministeriets side går ud fra, at praktikundervisningen - efter udløbet af den 2-årige overgangsperiode - tilrettelægges med udgangspunkt i den forudsatte fordelingsnorm på 6-8 ugentlige timer pr. lærer, således at der kun undtagelsesvis tillægges en lærer mindre end 6 ugentlige timer, og at der herefter i de undtagelsestilfælde, hvor det ikke har været muligt at overholde et minimum på 6 ugentlige timer, for tiden efter 1. august 1972 vil kunne ydes timereduktion for praktikundervisning efter følgende regler
1) Lærere ved statsøvelsesskolerne m.fl. Der ydes med udgangspunkt i et pligtigt timetal på 24 ugentlige timer en reduktion på 1/3 time ugentlig til gennemførelse af konferencetimer for hver ugentlig praktiktime gennem et undervisningsår.
2) Lærere ved faste kommunale øvelsesskoler m.fl. Der ydes med udgangspunkt i et pligtigt timetal på 27 ugentlige timer en reduktion på 1/3 time ugentlig til gennemførelse af konferencetimer + 5/12 time ugentlig eller sammenlagt 3/4 ugentlig for hver ugentlig praktiktime gennem et undervisningsår.
Man skal anmode seminarierektorerne om inden 1. oktober 1972 at indsende oplysning til ministeriet om, hvor mange lærere der efter planerne for undervisningsåret 1972-73 vil have mindst 6 ugentlige praktiktimer, hvor mange lærere der efter disse planer vil have mindre end 6 ugentlige praktiktimer, og hvorledes det samlede årlige praktiktimetal (timepraktik) er fordelt på de 2 grupper.
P.D.V.
E. Paludan Müller