Legislator Case Law & Legislation
C19722200354 DK

Skrivelse om udbetaling af vederlag m.v. til beskikkede censorer ved handelsmedhjælpereksamen, handelseksamen, højere handelseksamen og statskontrollerede fagprøver og højere fagprøver (Handelsskoler)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1972 22003 Historic

Skrivelse om udbetaling af vederlag m.v. til beskikkede censorer ved handelsmedhjælpereksamen, handelseksamen, højere handelseksamen og statskontrollerede fagprøver og højere fagprøver

(Handelsskoler)

Med virkning fra 1. april 1972 foretages udbetalingen af vederlag, diæter, godtgørelse for rejseudgifter m.v. til censorerne efter følgende retningslinier.

Der er herved taget hensyn til, at udbetalingen af vederlag m.v. som følge af fradrag i henhold til kildeskatteloven bør foretages af den skole, hvor den skolekyndige censor er ansat og i forvejen får udbetalt sin løn.

I. Censorvederlag.

A. Skolekyndige censorer (censorer med hjemstedsskole).

1. Skriftlig censur.

Efter afsluttet censur udfylder censor en regning med angivelse af det samlede antal besvarelser, der er bedømt i det enkelte fag. Regningen udleveres censor af den skole, hvor han er ansat (hjemstedsskolen), hvortil den igen afleveres i udfyldt stand.

Hjemstedsskolen overfører på grundlag af censorregningerne censorvederlag til censors lønkonto efter fradrag af kildeskat. Udbetalingen kan eventuelt foretages een gang månedlig sammen med censors øvrige løn.

Af hensyn til oplysning om fradraget af kildeskat udleverer skolen en kopi af censorregningen til censor.

2. Mundtlig censur.

For denne censur gælder tilsvarende regler som anført under A.1.

Særskilt censorregning skal dog udfyldes for hver kursusform (handelseksamen, højere handelseksamen), hvori der er censureret.

Direktoratet foretager stikprøvevis kontrol af censorregningerne.

B. Handelskyndige censorer og andre censorer uden hjemstedsskole.

1. Skriftlig censur.

I forbindelse med beskikkelsen af en censor sender direktoratet denne en censorregning.

Efter afsluttet censur udfylder censor regningen med angivelse af det samlede antal besvarelser, der er bedømt i det enkelte fag.

Censorregningerne indsendes til direktoratet inden 14 dage efter censurens afslutning, og udbetalingen af censorvederlag vil efter fradrag af kildeskat finder sted een gang månedlig. Udbetalingen foretages ved hjælp af EDB-anlægget på Købmandsskolen i København.

2. Mundtlig censur.

For denne censur gælder tilsvarende regler som anført under B.1.

Særskilt censorregning skal dog udfyldes for hver kursusform, hvori der er censureret.

II. Diæter, rejseudgifter m.v.

De skolekyndige censorer afleverer rejseafregningerne til deres hjemstedsskole , der udbetaler diæter, godtgørelse for rejseudgifter m.v.

De handelskyndige censorer indsender rejseafregningerne til direktoratet. Købmandsskolen udbetaler ved hjælp af EDB-anlægget diæter, godtgørelse for rejseudgifter m.v.

Diæter afregnes efter reglerne i økonomi- og budgetministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v., sats A. De pr. 1. april 1972 gældende satser er anført i økonomi- og budgetministeriets cirkulære af 6. marts 1972 om time- og dagpenge m.v.

Opmærksomheden henledes på, at befordringsudgifter bør dokumenteres, og at udgifter til taxakørsel, porto, telefon o.lign. kun undtagelsesvis refunderes uden modtagelse af bilag for de afholdte udgifter.

Såfremt rejser foretages med offentlige transportmidler, kan 1. klasse benyttes. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på lønnings- og pensionsministeriets cirkulære af 11. juli 1968 om tjenestemænds godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejser, hvorefter statens befordringsmidler i videst muligt omfang skal benyttes til rejser, der godtgøres af det offentlige.

Andet befordringsmiddel, herunder eget befordringsmiddel, kan dog benyttes, når særlige forhold taler derfor, specielt når det i det givne tilfælde alle forhold taget i betragtning er mest økonomiske for staten.

Hvis eget befordringsmiddel således benyttes, ydes en godtgørelse på 30 øre pr. km.

III. Refusion af skolernes udgifter.

Vederlag, diæter og godtgørelse for rejseudgifter m.v., der i henhold til ovenstående udbetales censorerne af skolerne, refunderes skolerne fuldt ud af staten.

Udgifterne opføres på skolernes regnskabsskema side 4.

IV. Særligt vedrørende specialkurserne.

For specialkursernes vedkommende gælder, at censors hjemstedsskole efter hver eksamenstermins afslutning sender en opgørelse over de afholdte udgifter incl. feriepenge til den eksamensafholdende skole. Den eksamensafholdende skole skal som hidtil medtage disse udgifter i sit driftsregnskab.

V. Ophævelse af tidligere retningslinier.

Direktoratets skrivelse af 14. november 1970 (II-233) til handelsskolerne ophæves.

P.D.V.

Ida Dybdal

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →