Meddelelse om forfølgningen af færdselslovsovertrædelser begået af danske i udlandet og udlændinge i Danmark. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om forfølgningen af færdselslovsovertrædelser begået af danske i udlandet og udlændinge i Danmark. (* 1)
Ved JMC 25.7.1972 er der givet underretning om ikraftsættelsen af § 69 a i færdselsloven og om, at tilsvarende regler er gennemført eller kan ventes gennemført i de andre nordiske lande og andre europæiske lande, der har tilsluttet sig den europæiske konvention om straf for færdselsforseelser.
(§ 69 a er nu afløst af færdselsloven af 1976 § 134).
I forbindelse hermed skal jeg meddele følgende
A. Forfølgning af færdselsovertrædelser begået af danske i udlandet.
1. I § 69 a, stk. 1 fastslås det, at udgangspunktet ved fortolkningen af færdselsloven er, at loven ikke er territorialt begrænset. På samme måde som straffeloven kan færdselsloven anvendes på handlinger, som personer, der er hjemmehørende her i landet, jfr. straffelovens § 7, har begået i udlandet. Ligesom det er en betingelse for at straffe efter straffeloven, at forholdet er strafbart også i gerningslandet, jfr. straffelovens § 7, således er det en betingelse for at anvende den danske færdselslov på færdselslovsovertrædelser begået i udlandet, at det forhold, som tiltalen angår, også er strafbart efter færdselslovgivningen på gerningsstedet. Den straf, der kan idømmes, kan ikke overstige den, der hjemlet i gerningslandets færdselslovgivning, jfr. straffelovens § 10. Spørgsmålet om frakendelse af førerret afgøres derimod efter færdselslovens § 70 (se nu færdselsloven af 1976 §§ 125-126), uafhængigt af, om en tilsvarende retsfølge er hjemlet i gerningslandet; dette følger af færdselslovens § 70, stk. 8 (se nu straffelovens § 11).
Herefter vil der således f.eks. kunne rejses tiltale efter færdselslovens § 16 (se nu færdselsloven af 1976 § 53) i det omfang der i gerningslandets lovgivning er hjemmel til at straffe for spirituskørsel. Frihedsstraf kan ikke idømmes, hvis gerningslandets lovgivning alene hjemler bødestraf, men frakendelse af førerretten kan ske, uanset om der er hjemmel til denne retsfølge i gerningslandet. Hvis gerningslandets lovgivning er videregående, f.eks. hjemler strafansvar ved en promille på 0,5, kan der ikke straffes efter færdselslovens § 16, medmindre påvirkethedsgraden er af en sådan størrelse, at der i overensstemmelse med dansk ret kan pålægges føreren straf for at have været ude af stand til at føre motorkøretøj på fuldt betryggende måde. Tilsvarende gælder andre overtrædelser af færdselsloven.
2. Reglen i § 69 a, stk. 1 suppleres af reglen i § 69 a, stk. 2, der gælder for overtrædelser begået i de nordiske lande og de andre europæiske lande, som har ratificeret, godkendt eller tiltrådt den europæiske konvention om straf for færdselsforseelser.
Reglen i stk. 2 gør dele af færdselslovgivningen i gerningslandet anvendelig her i landet. I disse tilfælde rejses tiltalen efter vedkommende fremmede færdselslovsbestemmelse, og det er ingen betingelse for strafbarheden, at der findes en tilsvarende eller modsvarende bestemmelse i den danske færdselslov. Denne adgang til at rejse tiltale efter gerningslandets lovgivning er imidlertid begrænset til de særligt opregnede, overvejende teknisk prægede bestemmelser, der nævnes i stk. 2.
Straffen fastsættes også i disse tilfælde efter færdselslovens § 69, og kan ikke overstige den straf, der er hjemlet i gerningslandet. Spørgsmål om frakendelse af førerret afgøres efter dansk ret. De almindelige strafbarhedsbetingelser efter dansk ret skal være opfyldt, for at domfældelse kan ske. Påtale opgives og frafaldes efter de her i landet gældende regler. Det samme gælder selvsagt, når der er tale om tiltale efter den danske færdselslov i medfør af § 69 a, stk. 1.
3. Ved siden af denne - begrænsede - adgang til at rejse tiltale efter gerningslandets lovgivning gælder den almindelige regel i § 69 a, stk 1. Tiltale for spirituskørsel begået udenfor landets grænser rejses efter færdselslovens § 16 for så vidt de under 1. omtalte betingelser er opfyldt. Dette gælder også spirituskørsel begået i et af de nordiske lande og andre lande, som § 69 a, stk. 2 får anvendelse for. Det samme gælder f.eks. tilsidesættelse af den almindelige agtpågivenhedsregel. Angår forholdet derimod en overtrædelse af vigepligtsreglerne, rejses tiltale efter den regel, der gælder i Finland, Island, Norge eller Sverige eller det andet af § 69 a, stk. 2 omfattede land, hvor overtrædelsen er begået. I et vist omfang må det vel antages, at de i stk. 2 nævnte forhold er strafbare efter den danske færdselslov, selvom de er begået i udlandet, således at tiltale i og for sig kunne rejses i medfør af stk. 1. Da der efter de fremmede færdselslovgivninger kan være tvivl om, i hvilket omfang de kan anvendes på forhold begået udenfor territoriet, har man imidlertid for en sikkerhedsskyld trukket de i stk. 2 nævnte regler frem.
4. Forfølgning af færdselslovsovertrædelser begået i udlandet af personer, der hører hjemme her i landet, jfr. straffelovens § 7, foretages i den politikreds her i landet, hvor sigtede har bopæl eller opholder sig, jfr. retsplejelovens § 698.
5. Med hensyn til overtrædelser begået i de nordiske lande kan begæringen fremsættes af vedkommende fremmede myndighed direkte overfor politimesteren. Kompetencen tilkommer i Finland Centralkriminalpolisen, i Island Rigsadvokaten, i Norge vedkommende statsadvokat og i Sverige vedkommende åklagare. Begæringen skal være vedlagt de under B 8. nævnte dokumenter m.v.
Om en begæring skal medtages, afgøres efter de synspunkter, der er anført i § 2 i samarbejdsaftalen om retsforfølgning i et andet nordisk land, jfr. min C.skr. af 30.12.1970. Disse synspunkter er særligt med henblik på færdselssager i sammentrængt form gengivet nedenfor under B.1. og 2.
6. Når sagen er endeligt afgjort her i landet, sendes en bekræftet afskrift af afgørelsen til den myndighed, hvorfra begæringen er modtaget.
7. Ikendte straffe fuldbyrdes uden videre anmodning efter de her i landet gældende regler.
8. Sagens akter arkiveres her i landet efter de sædvanlige regler.
B. Forfølgning af færdselslovsovertrædelser begået af udlændinge i Danmark.
1. Som følge af regler i fremmede staters lovgivning som modsvarer § 69 a vil færdselslovsovertrædelser begået af udlændinge her i landet kunne pådømmes ved lovovertræderens hjemting. Dette bidrager til at skåne lovovertræderen for at blive tilbageholdt i gerningslandet til sagen er afgjort, og øger retsforfølgningens effektivitet i de tilfælde, hvor sagen ikke kan gennemføres her, eller den idømte sanktion ikke kan fuldbyrdes i gerningsmandens hjemland.
Opmærksomheden henledes på, at konventionen om straffedommes internationale retsvirkning, jfr. l. 522 23.12.1970 giver mulighed for at fuldbyrde bøder (og frihedsstraffe), som er pålagt her i landet, i de stater, der har tiltrådt konventionen. Bødeforelæg kan i almindelighed ikke ventes fuldbyrdet i udlandet. For personer, der er hjemmehørende i de nordiske lande sker fuldbyrdelse efter regler svarende til l. 214 31.5.1963 om samarbejde angående fuldbyrdelse af straf. Disse regler giver også mulighed for at fuldbyrde bødeforelæg.
2. Pådømmelse ved hjemtinget vil navnlig være hensigtsmæssig, hvis der foreligger tilståelse, eller beviserne skal føres ved hjælp af dokumenter og erklæringer. Derimod vil oversendelse i reglen ikke være hensigtsmæssig, hvis pådømmelsen kræver bevisførelse ved vidneførsel i gerningslandet.
3. Er en færdselslovsovertrædelse begået af en udlænding, der ikke hører hjemme i et af de nordiske lande, og politimesteren finder anledning til at forfølgningen overføres til hjemlandet, sendes begæring herom til justitsministeriet vedlagt de nødvendige akter.
4. Er overtrædelsen begået af en person, der hører hjemme i Finland, Island, Norge eller Sverige afgør politimesteren, om der skal fremsættes begæring om forfølgning i hjemlandet. Begæring om forfølgning i et andet nordisk land kan fremsættes, selvom handlingen tillige indebærer en overtrædelse af straffeloven. Eventuelle sagsomkostninger begæres ikke erstattet.
Begæring til Finland sendes til Centralkriminalpolisen.
Begæring til Island sendes til Rigsadvokaten.
Begæring til Norge sendes til politimesteren i den politikreds, hvor sigtede bor eller opholder sig. Er det ikke bekendt, til hvilken politikreds sigtedes bopæls- eller opholdssted hører, sendes begæringen til Rigsadvokaten.
Begæring til Sverige sendes til åklagarmyndigheden i det distrikt, hvor sigtede er bosat eller opholder sig. Er det ikke bekendt, til hvilket distrikt sigtedes bopæls- eller opholdssted hører, sendes begæringen til Riksåklagaren.
5. Begæring om forfølgning i hjemlandet fremsættes i almindelighed, såfremt sigtede har ophold eller bopæl i det pågældende land, og sagen ikke kan afgøres, før sigtede forlader Danmark.
Begæring fremsættes ikke, såfremt bevisførelsen ikke kan gennemføres ved forfølgning i hjemlandet, eller hvis der i forbindelse med overtrædelse er opstået en skade, som kræves erstattet, og erstatningspligten ikke er anerkendt af ansvarsforsikreren (sædvanligvis D.F.I.M.).
Begæring fremsættes heller ikke, såfremt
a) sagen kan afgøres med vedtagelse af bødeforlæg, jfr. retsplejelovens § 931 og sigtede er hjemmehørende i et af de nordiske lande,
b) sagen kan fremmes til dom her i landet uden sigtedes tilstedeværelse i medfør af retsplejelovens § 934, stk. 2, og denne fremgangsmåde findes at måtte foretrækkes, f.eks. på grund af erstatningskrav,
c) den straf, der kan ventes idømt, er helt ubetydelig i forhold til de med sagens forfølgning på hjemstedet forbundne ulemper og omkostninger, eller
d) sigtede her i landet skal drages til ansvar for en anden lovovertrædelse, og de to sager bør behandles i forbindelse med hinanden.
6. Bødeforlæg (pkt. 5 a) sendes direkte til den sigtede. Det skal indeholde en vejledning om, hvorledes betaling kan ske. Ved fremsendelse af bødeforlæg til sigtede, der er hjemmehørende i Finland eller Island, vedlægges en oversættelse, medmindre sigtede antages at kunne forstå dansk.
7. Med begæringen skal følge
1) oplysning om grunden til begæringen, jfr. pkt. 5,
2) afskrift af de bestemmelser, der er overtrådt,
3) oplysning om, hvornår forældelse vil indtræde efter dansk ret,
4) de i sagen optagne politirapporter, fotografier, rids og andre dokumenter, som må antages at være af betydning for sagens behandling,
5) personlige oplysninger i det omfang, de bedst kan indhentes her i landet, herunder oplysning om tidligere dansk straf, som må antages at være af betydning for sagens afgørelse,
6) oplysning om eventuel fratagelse af førerbevis under sagen.
8. Strafansvaret ophører, når der foreligger en afgørelse, der er endelig efter straffelovens § 10 a, men strafforfølgning her i landet bør ikke finde sted, efter at der er fremsat begæring overfor hjemlandet om overtagelse af forfølgningen, og påtale frafaldes (sagen henlægges), når forfølgningen er overtaget af hjemlandet.
9. Begæring om forfølgning i hjemlandet fremsættes snarest muligt. Begæring kan tilbagekaldes og forfølgningen genoptages her i landet, indtil der er indledet domsforhandling i 1. instans, eller der er truffet en administrativ afgørelse i det anmodede land.