Skrivelse om forkyndelse.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om forkyndelse.
Med virkning fra den 1. juli 1972 gennemføres nye regler om forkyndelse. Der vedlægges et eksemplar af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 256 af 20. juni 1972 om forkyndelse og nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks for stævningsmænd samt et eksemplar af postvæsenets vejledning for udbringning af forkyndelsesbreve. x)
Efter retsplejelovens § 155, som ændret ved lov nr. 66 af 8. marts 1972, kan forkyndelse ske som brevforkyndelse, postforkyndelse eller stævningsmandsforkyndelse. Den, der iværksætter forkyndelse, afgør selv, hvorledes forkyndelse skal ske.
I retskredse, hvor advokaterne indleverer stævninger i borgerlige sager til retten til berammelse og forkyndelse, og retten derefter drager omsorg for forkyndelsen, er det således retten, som vælger forkyndelsesformen. Sender retten derimod den berammede stævning tilbage til advokaten, som derpå foranlediger forkyndelse foretaget, tilkommer det advokaten at bestemme den forkyndelsesform, der skal anvendes.
I bemærkningerne til lovforslaget er der lagt vægt på, at antallet af stævningsmandsforkyndelser formindskes, således at der kan opnås en besparelse med hensyn til statens udgifter til forkyndelse.
Endvidere fremhæves det i bemærkningerne, at loven giver mulighed for at begrænse politiets forkyndelser også i straffesager.
Justitsministeriet skal derfor henstille, at forkyndelse i videst muligt omfang sker som brevforkyndelse eller postforkyndelse. Brev- og postforkyndelse vil dog ofte være uegnet i tilfælde, hvor forkyndelse er nødvendig for at afbryde en forældelsesfrist, der næsten er udløbet, hvor der skal afholdes et retsmøde med kort varsel, eller hvor der i forbindelse med forkyndelsen skal gives adressaten en mundtlig vejledning eller afæskes ham en udtalelse.
Ved forkyndelse i udlandet kan der i tvivlstilfælde fås nærmere oplysninger ved henvendelse til justitsministeriets 4. kontor (borgerlige sager) eller 6. kontor (straffesager).
Der vedlægges nogle eksemplarer af blanket K. 37, blanket K. 38 og af et tekstforslag til et stempel til brug ved brevforkyndelse. Yderligere eksemplarer af instruks for stævningsmænd (blanket K. 30) kan fås ved henvendelse til Statens Trykningskontor.
Justitsministeriets cirkulærer nr. 4 af 6. januar 1920, nr. 208 af 8. december 1934, nr. 240 af 29. december 1938 og nr. 23 af 15. februar 1957 ophæves.
x) Vejledning for udbringning af forkyndelsesbreve.
1. Aflevering sker på de almindelige postomdelinger samme dag eller dagen efter, at brevet er modtaget på omdelingsposthuset.
2. Kan brevet ikke afleveres på disse omdelinger, fordi der ikke er nogen hjemme, til hvem forkyndelsesbrevet kan afleveres, udbringes brevet samme dag eller næste hverdag efter reglerne om ekspresforsendelse. Udbringning sker på det tidspunkt, hvor der er størst sandsynlighed for at træffe adressaten eller andre, til hvem forkyndelsesbrevet kan afleveres. Udbringning som ekspresforsendelse i indleveringsposthusets postdistrikt finder dog kun sted i bydistriktet eller på steder i landdistriktet, der ligger inden for en afstand af 2 km fra posthuset. Aflevering skal så vidt muligt foregå mellem kl. 7 og kl 20.
3. Brevet skal så vidt muligt afleveres til adressaten personligt.
Til patienter på hospitaler bør aflevering kun ske efter indhentet samtykke fra hospitalet.
4. Er addressestedet addressatens bopæl eller opholdssted, kan brevet afleveres til personer, der hører til husstanden, eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, til udlejeren (logiværten) eller dennes ægtefælle, for så vidt de nævnte personer træffes på bopælen (opholdsstedet) og er fyldt 18 år.
5. Er addressestedet adressatens arbejdssted, kan brevet afleveres på arbejdsstedet til arbejdsgiveren eller dennes repræsentant, for så vidt den pågældende er fyldt 18 år.
6. Er adressaten selvstændig næringsdrivende, og er adressestedet adressatens kontor, værksted eller andet fast forretningslokale, kan brevet afleveres i virksomheden til en person over 18 år, der er ansat i virksomheden.
7. Afleveres brevet, udfyldes afleveringsattesten i overensstemmelse med den trykte tekst. Er brevet afleveret til en af de i nr. 4 - 6 nævnte personer, anføres den pågældendes navn, og i hvilken egenskab han har modtaget brevet (f.eks. til adressatens 19-årige datter, frøken ........., der hører til adressatens husstand - til adressatens logivært, hr. ......... - til adressatens arbejdsgiver, hr. ......... - frøken ........., der er 18 år og ansat i adressatens virksomhed). Afleveringsattesten underskrives af postbudet.
8. Den, til hvem afleveringen sker, opfordres til at medunderskrive afleveringsattesten. Vægrer den pågældende sig herved, gives der attesten påtegning herom.
9. Afleveres brevet ikke til adressaten personligt, anføres på brevet, hvornår og til hvem, det er afleveret. Påtegningen underskrives af postbudet.
10. Kan der ikke ske aflevering efter foranstående regler, anføres på brevet: »Kan ikke afleveres i overensstemmelse med vejledningen«. Endvidere anføres en kort angivelse af grunden til, at det ikke kan afleveres. Er adressaten flyttet, anføres så vidt muligt den ny adresse. Påtegningen underskrives af postbudet.
11. Afleveringsattesten og brevet, hvis aflevering ikke har fundet sted, tilbagesendes snarest til afsenderen.
12. Brevet må ikke henlægges i brevkassen og heller ikke lægges til afhentning eller eftersendes.