Legislator Case Law & Legislation
C19720301509 DK

Cirkulære vedrørende retningslinier for anvisning af arbejde, navnlig med henblik på anvisning af arbejde uden for bopælsområdet. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1972 3015 Historic

Cirkulære vedrørende retningslinier for anvisning af arbejde, navnlig med henblik på anvisning af arbejde uden for bopælsområdet. (* 1)

Arbejdsformidlingskontorerne.

I. Arbejdsformidlingens tilbudspligt.

I henhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring har arbejdsformidlingen til opgave som et neutralt, landsomfattende system at foretage vederlagsfri formidling af arbejdskraft og i forbindelse hermed at yde bistand ved valg af erhverv og uddannelse, jfr. lov om erhvervsvejledning. Arbejdsformidlingen skal betjene arbejdssøgende og arbejdsgivere fra alle erhverv og stillingsgrupper.

I denne formålsbestemmelse ligger dels, at arbejdsformidlingen skal bistå den enkelte arbejdssøgende med at fremskaffe et arbejde, som svarer til pågældendes ønsker og forudsætninger, dels at arbejdsformidlingen skal bistå den enkelte arbejdsgiver med at fremskaffe medarbejdere, der er i besiddelse af de ønskede kvalifikationer m.v.

Med hensyn til arbejdsformidlingens bistand til den arbejdssøgende må der lægges vægt på, at der gives den pågældende mulighed for at vurdere det foreliggende arbejdstilbud. Heri ligger, at der må foreligge så fyldestgørende oplysninger som muligt om arbejdets art, arbejdspladsen og om de økonomiske forhold i forbindelse med anvisningen som fastsat i arbejdsdirektoratets AF.cirkl.nr.257/72 af 14. juli 1972 vedrørende oplysninger om løn- og arbejdsvilkår, hvoraf bl.a. fremgår, at et medlem, som i tilslutning til en arbejdsanvisning rejser tvivl med hensyn til de tilbudte løn- og arbejdsvilkår, dog skal møde hos arbejdsgiveren til den aftalte tid, medmindre det forinden gennem pågældendes egen henvendelse til den faglige organisation er konstateret, at de tilbudte vilkår ikke er eller har kunnet gøres overenskomstmæssige, ligesom arbejdsformidlingen i tilfælde, hvor sådan tvivl rejses, er forpligtet til at opfordre den arbejdssøgende til omgående at tage kontakt med sin faglige organisation.

Før der fremlægges arbejdstilbud, må arbejdsformidlingen derfor være nøje informeret om, hvilke ønsker den arbejdssøgende har med hensyn til beskæftigelse, samt hvilke forudsætninger pågældende har for at bestride den således ønskede beskæftigelse. Når disse ønsker foreligger, bør arbejdsformidlingen tilstræbe at fremlægge tilbud svarende hertil - såvidt muligt en række arbejdstilbud, således at den arbejdssøgendes valg træffes på det bredest mulige grundlag.

Hvis arbejdsformidlingen imidlertid skønner, at den arbejdssøgendes forudsætninger ikke er tilstrækkelige til, at han kan bestride et arbejde som ønsket, eller der lokalt ikke er behov for den således tilbudte arbejdskraft, må den arbejdssøgende straks orienteres herom, således at man i fællesskab kan drøfte andre beskæftigelsesmuligheder.

II. Tilbud om arbejde uden for hjemstedet.

I tilfælde, hvor ledigheden strækker sig ud over sædvanlig »skifteledighed«, og der ikke umiddelbart er udsigt til, at den arbejdssøgende kan skaffe sig arbejde lokalt enten ved egen hjælp eller gennem bistand fra arbejdsformidlingen, kan der blive tale om at fremlægge tilbud om arbejde i større eller mindre afstand fra den arbejdssøgendes hjemsted.

Før der anvises arbejde til en person langt fra dennes hjemsted, må det nøje undersøges, om der kan skaffes arbejdskraft til anvisningsstedet fra et sted nærmere ved dette.

Der bør være afgørende forskel på tilfælde, hvor der anvises arbejde af en sådan forventet varighed og i en sådan afstand fra hjemstedet, at der normalt må forudsættes skift af bopæl, og tilfælde, hvor dette ikke må forudsættes.

Ved afgørelsen af spørgsmålet, om der skal anvises arbejde langt fra hjemstedet, skal der tages afgørende hensyn til, om pågældende er forsørger eller ikke-forsørger, såvel ved spørgsmålet om anvisning skal finde sted eller ej, som ved spørgsmålet om, hvor langt borte der i givet fald anvises arbejde. Specielt for forsørgere må der endvidere bl.a. tages hensyn til hele familiesituationen, og der må herved ses på, om vedkommende har børn, specielt mindreårige, hjemmeboende børn, om både mand og hustru har arbejde uden for hjemmet, og (af hensyn til problemet med børnepasning) om en af dem eller begge har forskudte arbejdstider.

Ved fremlæggelsen af tilbud om arbejde så langt fra hjemstedet, at en flytning af bolig kommer på tale enten permanent eller for kortere tid, er det af afgørende betydning, at arbejdsformidlingen giver den arbejdssøgende en grundig orientering ikke alene om arbejdets art og varighed m.v., men også om boligforholdene på det eventuelle tilflytningssted.

Under drøftelserne med den arbejdssøgende af beskæftigelsesmuligheder uden for hjemstedet skal den pågældende nøje orienteres om muligheder for at modtage mobilitetsfremmende ydelser i medfør af arbejdsløshedslovens §§ 13 - 19.

III.Særlige regler for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser.

For arbejdssøgende, der er medlemmer af en anerkendt arbejdsløshedskasse, vil der i kraft af medlemskabet være en forpligtelse til at begrunde et afslag på et arbejdstilbud. Dette følger af arbejdsløshedslovens § 63, der i stk. 1, nr. 1, bestemmer, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, »som uden fyldestgørende grund vægrer sig ved at overtage et passende arbejde, der anvises ham af arbejdsformidlingen, og for hvilket lønnen ikke er lavere end den, som efter overenskomst mellem arbejdsgivere og lønmodtagere gælder for tilsvarende arbejde.«

Om denne bestemmelse bemærkes indledningsvis, at afgørelse af, om dagpenge skal udbetales, træffes af den pågældende arbejdsløshedskasse. Arbejdsformidlingens opgave i denne henseende er den, sædvanligvis efter stedfunden kontakt med afdelingen, at indberette til arbejdsløshedskassen og til arbejdsdirektoratet, når en vægring er konstateret.

Arbejdsløshedskassens afgørelse kan indbringes for arbejdsdirektøren, der tillige i sin egenskab af tilsynsmyndighed kan ændre en af en arbejdsløshedskasse truffen afgørelse.

Den endelige afgørelse træffes af ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen.

Betingelserne for bortfald af dagpengeretten iflg. § 63, stk. 1, nr. 1, er som nævnt

a. Der skal være tale om et passende arbejde.

b. Arbejdet skal være anvist af arbejdsformidlingen, jfr. foran I.

c. Lønnen må ikke være lavere end den, som efter overenskomst mellem arbejdsgivere og lønmodtagere gælder for det tilsvarende arbejde.

d. Vægringen skal være sket uden fyldestgørende grund.

Specielt bemærkes

ad a om begrebet passende arbejde.

Om arbejdet er passende må afgøres i det enkelte konkrete tilfælde.

Det følger af § 63, stk. 2, at et arbejde godt kan være passende, selvom det ligger uden for den pågældendes hidtidige fagområde, når blot medlemmet har evner og kræfter til at udføre arbejdet, og når muligheden for at vende tilbage til det hidtidige fagområde - hvortil medlemmet stadig har tilknytning - ikke forringes væsentligt ved at overtage arbejdet.

I øvrigt må der ved afgørelse af, om arbejdet er passende, tages hensyn til alle foreliggende relevante oplysninger om arbejdsvilkårene og om den arbejdssøgendes faglige og personlige forhold. Det følger dog af lovens forudsætninger - og er også fastslået gennem lang tids praksis -, at afstanden mellem hjemstedet og arbejdsstedet ikke i sig selv kan bevirke, at arbejdet ikke er passende.

ad d om begrebet fyldestgørende grund.

Om en vægring er fyldestgørende begrundet, hvis overtagelse af arbejdet nødvendiggør, at der skal tages ophold uden for hjemstedet, kan ikke besvares generelt, men må afgøres efter de konkrete forhold.

Den omstændighed, at medlemmet er familieforsørger, kan ikke i sig selv fritage et medlem for at efterkomme anvisning til et arbejde uden for hjemstedet, men det vil dog almindeligvis være naturligt først at søge ikke-forsørgere anvist til sådant arbejde.

Ekstraordinære familiemæssige forhold kan indeholde en fyldestgørende begrundelse for at vægre sig ved at overtage arbejde, der nødvendiggør ophold uden for hjemstedet. Et medlem er således blevet anset for berettiget til dagpenge i tilslutning til en vægring, idet det blev oplyst, at hans hustru var betydelig nervesvækket, og at der var mindreårige børn i hjemmet.

Der bør tages hensyn til de arbejdsmarkedsmæssige forhold på hjemstedet, således at anvisning til arbejde uden for hjemstedet ikke forceres frem, når der inden for den nærmeste tid kan forudses at blive behov for arbejdskraften på hjemstedet.

Der bør ligeledes tages hensyn til, hvis et medlem kan dokumentere at have mulighed for selv at skaffe sig arbejde på hjemstedet inden for den allernærmeste tid.

Som nævnt foran er konsekvenserne af en ikke fyldestgørende begrundet vægring ved at overtage passende arbejde, at dagpengeretten bortfalder, jfr. vedtægtens § 26, stk. 3.

Det skal dog tilføjes, at konsekvent afvisning af arbejde uden for hjemstedet i givet fald vil kunne medføre ikke blot, at dagpengeretten bortfalder, men tillige at der rejses spørgsmål om pågældendes ret til nydende medlemskab af kassen, jfr. lovens § 43, stk. 1.

Borreschmidt

/Annemarie Koch

kt.chef

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →