Cirkulære om ændringer i gudstjenesteordningen m.v. (Til biskopperne)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændringer i gudstjenesteordningen m.v. (Til biskopperne)
Ved kgl. resolution af 20. november 1972 er der meddelt tilladelse til, at der forsøgsvis fra og med begyndelsen af kirkeåret 1972-73 og indtil videre kan foretages ændringer i højmessen, herunder ritualerne for dåb og nadver, i overensstemmelse med de af kirkeministeriets liturgiske kommission fremsatte forslag i tilfælde, hvor præst og menighed er enige derom.
De pågældende forslag, der - bortset fra enkelte mindre ændringer - er identiske med de i liturgikommissionens betænkning (nr. 625) af juli 1971 indeholdte, vil i form af et tillæg til alterbogen og ritualbogen ved kirkeministeriets foranstaltning blive befordret i trykken og udsendt til samtlige præster.
Opmærksomheden henledes på, at der ifølge § 24, stk. 1, litra a, i lov om menighedsråd (lovbekendtgørelse nr. 343 af 26. juni 1970) kræves samtykke fra menighedsrådet til, at der ved gudstjenester af nogen af kirkens præster anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end de hidtil i menigheden brugte, og at sagen skal være forhandlet på et menighedsmøde, forinden menighedsrådet træffer sin afgørelse.
I tilfælde, hvor forslagene herefter kommer til anvendelse, vil der ved udgangen af hvert kirkeår være at afgive indberetning til biskoppen om de ved benyttelsen indvundne erfaringer.
Et antal eksemplarer af nærværende cirkulære vedlægges til omdeling blandt præsterne og menighedsrådene i stiftet.
Kirkeministeriet, den 23. november 1972.
Dorte Bennedsen.
/Arne Truelsen.
Ingen