Cirkulærskrivelse angående ydelse af rådighedstillæg til præster
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulærskrivelse angående ydelse af rådighedstillæg til præster
I aftale af 27. august 1971 mellem ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen og tjenestemændenes centralorganisationer om omklassificering af tjenestemandsstillinger m.v. er der i § 4 optaget følgende bestemmelse
»Der kan af kirkeministeren tillægges præster i lønramme 16/31 et særligt tillæg med grundbeløb 1.800 kr., når de forpligter sig til tjenstligt at udføre opgaver såvel inden for som uden for det hidtidige ansættelsesområde.
stk. 2. Anden særskilt vederlæggelse, herunder konstitutionshonorar borfalder, og adgangen til beskæftigelse ved siden af stillingen begrænses efter kirkeministerens nærmere bestemmelse.
stk. 3. Bestemmelsen i klassificeringslovens § 31, stk. 6, afløses af en bestemmelse, der giver kirkeministeren hjemmel for efter retningslinier fastsat efter forhandling med lønnings- og pensionsministeren at tillægge præster, der ikke oppebærer det nævnte tillæg på 1.800 kr., et særligt tillæg med grundbeløb 900 kr. efter 5 år på slutløn.
stk. 4. Præster, som allerede oppebærer tillæg på 1.500 kr., kan dog forblive under den hidtidige ordning«.
Aftalen har virkning fra den 1. april 1971.
Ved at oppebære særligt tillæg i henhold til denne aftale påtager præster sig forpligtelse til i et vist omfang at gøre tjeneste også uden for deres ansættelsesområde (pastoratet).
Sådan tjeneste kan bestå i deltagelse i betjening af anden præstestilling under ledighed eller vedkommende præsts sygdom eller tjenestefrihed samt i deltagelse i bistandsordninger for præster - eller provster - i andre pastorater, herunder bistand ved konfirmandundervisning, hvor forudsætningerne herfor er til stede. Endvidere i betjening af særlige institutioner m.v., f.eks. hospitaler, arresthuse og fængselsafdelinger, institutioner under åndssvageforsorgen og socialforsorgen, militære forlægninger og betjening af hørehæmmede.
Ministeriet har optaget forhandling med Præsteforeningen om enkeltheder i forbindelse med ordningens gennemførelse. Disse forhandlinger er endnu ikke afsluttet. Indtil videre skal man henstille til biskopperne at tage initiativ til, at der af provsterne i samråd med præsterne foretages en opstilling over og forelægges biskoppen forslag til fordeling af fælles betjeningsopgaver og bistandsopgaver til godkendelse. I denne forbindelse skal anføres, at det ved aftalens udformning bl.a. har været tilsigtet at skabe mulighed for en bedre arbejdsfordeling mellem præsterne, og opmærksomheden må ved ordningens gennemførelse være henledt på, at mulighederne i så henseende udnyttes i videst muligt omfang, idet der dog tillige, såvidt det lader sig gøre, bør tages hensyn til alder, helbred, særlige forudsætninger og andre personlige forhold.
Da præsterne nu vil modtage et særligt tillæg for varetagelsen af de nævnte opgaver, kan der ikke tillige ydes særligt vederlag for disse, jfr. aftalens § 4, stk. 2. Derimod vil der - indtil anden ordning gennemføres - kunne ydes præster befordringsgodtgørelse efter regning eller efter reglerne for befordring i eget automobil for kørsel, der er forbundet med varetagelsen af opgaver, der ikke er taget hensyn til ved fastsættelsen af den hidtil ydede befordringsgodtgørelse. Opgørelse over kørselsudgifter må attesteres af provsten inden indsendelsen til stiftsøvrigheden til refusion, og man går ud fra, at der ved opgavefordelingen mellem præsterne også tages skyldigt hensyn til en begrænsning af befordringsudgifterne.
I henhold til aftalens § 4, stk. 2, om begrænsning af adgangen til beskæftigelse ved siden af præstestilling fastsættes herved, at præster, der oppebærer rådighedstillæg, ikke uden ministeriets tilladelse må påtage sig lønnet undervisning eller anden bibeskæftigelse af en varighed, der overstiger 6 timer ugentlig. Præster, hvis bibeskæftigelse i øjeblikket er af større omfang, må med kortest muligt varsel afvikle den overskydende del, hvorom meddelelse gives til provsten. Såfremt bibeskæftigelsen andrager over 12 timer ugentlig, må indberetning dog ske til ministeriet, og man må tage forbehold med hensyn til udbetaling af fuldt særligt tillæg efter aftalen, indtil rimelig nedbringelse af bibeskæftigelsen har fundet sted.
Såfremt en præst ønsker at holde sig uden for den omhandlede rådighedsordning, udbeder ministeriet sig indberetning om, i hvilket omfang præsten måtte have lønnet beskæftigelse ved siden af sin præstegerning.
Bestemmelsen i klassificeringslovens § 31, stk. 6, hvorefter der ydes præster, der i fem år har oppebåret slutløn i lønramme 31, et særligt tillæg på 1.500 kr., er ophævet. Præster, som ikke ønsker at oppebære særligt tillæg efter aftalen af 27. august 1971, og som inden 1. april 1971 har opnået særligt tillæg på 1.500 kr. kan bevare dette. For præster, der først 1. april 1971 eller derefter har opnået tillægget, bortfalder dette. Tilbagebetaling af allerede udbetalt tillæg for tiden indtil 30. november skal dog ikke finde sted i tilfælde, hvor tillægget ikke afløses af særligt tillæg efter aftalen.
Ordningen forudsætter, at betjening af ledige præstestillinger og etablering af bistandsordninger efter ordningens ikrafttræden kun undtagelsesvis vil medføre udgifter til honorar. Ligeledes forudsættes det, at betjening af præstestillinger under sygdom eller tjenestefrihed varetages som led i ordningen og uden honorarudgifter for fællesfonden.
Udbetaling af tidligere fastsatte vakancehonorarer bortfalder i alle tilfælde - uanset om den vikarierende præst indgår under ordningen - for vakancetjeneste efter 1. november d.å. Såfremt det i enkelte tilfælde er begrundet, vil konstitution af præster, som ikke omfattes af ordningen - herunder præster i lønramme 34, provster og pastores emeriti - og ansættelse af lønnede bistandspræster dog stadig kunne ske, eventuelt videreføres. Indberetning ledsaget af oplysning om begrundelsen for sådanne ordningers etablering eller videreførelse udbedes af hensyn til fastsættelse af honorar, i hvilken forbindelse tilføjes, at hidtidig praksis vedrørende honorarfastsættelse er bortfaldet.
Man skal anmode biskoppen om at bekendtgøre aftalen for stiftets præster. Præster, som ikke ønsker at påtage sig de rådighedsforpligtelser, der er forbundet med at oppebære det omhandlede tillæg, skal gennem provsten give biskoppen meddelelse herom senest 1. november.
Stiftsøvrigheden er samtidig hermed bemyndiget til at udbetale det særlige tillæg med tilbagevirkende kraft fra 1. april 1971 at regne til præster i lønramme 16/31, fra hvem meddelelse om, at de ikke ønsker at påtage sig de med oppebærelse af tillægget forbundne pligter, ikke af biskoppen er modtaget senest 1. november 1971. Udbetalingen forberedes således, at den kan finde sted i forbindelse med lønudbetalingen for december d.å.
I forbindelse med efterbetaling af det særlige tillæg for tiden efter 1. april 1971 modregnes
a. særligt tillæg efter klassificeringslovens § 31, stk. 6 (1.500 kr. + tillæg), der bortfalder ved opnåelse af særligt tillæg efter aftalens § 4,
b. personlige, ikke-pensionsgivende tillæg,
c. honorarer for vakancetjeneste i tiden efter 1. april 1971 og
d. honorarer, som faktisk er oppebåret for betjening af institutioner m.v. for tiden efter 1. april 1971, såfremt betjeningen af den pågældende institution efter det ovenfor anførte vil henhøre under rådighedsforpligtelsen.
Overstiger modregningsbeløbet efterbetalingsbeløbet, skal tilbagebetaling ikke finde sted.
Præster, der ikke indgår under ordningen fra dens ikrafttræden, vil efter ansøgning til biskoppen senere under ordningens løbetid kunne inddrages under denne fra den efter ansøgningens indsendelse nærmest følgende første i en måned. Ansøgning fra præster, der er indgået under ordningen, om fritagelse for rådighedspligt, vil være at forelægge ministeriet.
Stiftsøvrigheden vil blive bemyndiget til at udbetale særligt tillæg til nyansatte præster, der ikke tilkendegiver at ville stå uden for ordningen.
Udgifter vedrørende tillæg i henhold til aftalens § 4, stk. 1, afholdes i deres henhed af fællesfonden. Derimod finder sædvanlig refusion af statskassen sted af tillæg efter aftalens § 4, stk. 3 og stk. 4.
Til biskopperne.
Dorte Bennedsen
/A. Holm
Ingen