Skrivelse om beregning af konstitutionshonorar for betjening af tjenestemandsstillinger som organist under sygdom eller ledighed i tilfælde, hvor den konstituerede ikke samtidig varetager anden stilling i folkekirken.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om beregning af konstitutionshonorar for betjening af tjenestemandsstillinger som organist under sygdom eller ledighed i tilfælde, hvor den konstituerede ikke samtidig varetager anden stilling i folkekirken.
Ministeriet fastsætter herved følgende bestemmelser for beregning af konstitutionshonorar for betjening af tjenestemandsstillinger som organist under sygdom eller ledighed i tilfælde, hvor den konstituerede ikke samtidig varetager anden stilling i folkekirken
Konstitutionshonoraret fastsættes af provstiudvalget og beregnes som en forholdsmæssig andel af stillingens begyndelsesløn svarende til stillingskvoten med fradrag af den del heraf, som vedrører ydelser, som det ikke påhviler den konstituerede at varetage, samt det i kvoten indeholdte tillæg for rådighedspligt, jfr. vedlagte fortegnelse.
Såfremt den vakante organiststilling er klassificeret i lønramme 17-23-29, forudsætter vakancehonorarets beregning i forhold til 1. løntrin i 17. lønramme, at den konstituerede organist har højeste organisteksamen fra et musikkonservatorium eller en tilsvarende uddannelse. Hvis den konstituerede organist er under uddannelse på musikkonservatorium og har bestået 3. årsprøve, beregnes konstitutionshonoraret i forhold til begyndelseslønnen i 17. lønramme med fradrag af 15%.
I alle andre tilfælde beregnes konstitutionsvederlaget i forhold til begyndelseslønnen i lønramme 9.
Under særlige omstændigheder og i almindelighed under forudsætning af langvarig vakance kan konstitutionshonoraret fastsættes højere end foran anført, dog højst i forhold til den fulde stillingskvote af begyndelseslønnen. Således vil kvotetillæg for koncertvirksomhed kunne medregnes, såfremt konstitutionen (efter menighedsrådets bestemmelse) omfatter videreførelse af koncertvirksomhed. Beregning med den fulde stillingskvote forudsætter endvidere, at vikaren indtræder i den rådighedspligt, der er forudsat ved stillingskvotens fastsættelse.
Honorar til konstituerede organister, der oppebærer pension eller understøttelse, beregnes på samme måde, som foran er angivet, men i konstitutionshonoraret fradrages det beløb, der oppebæres i pension eller understøttelse. Dog beregnes konstitutionshonoraret til organister, der efter afsked konstitueres i deres hidtidige stilling, indtil genbesættelse kan finde sted, som forskellen mellem den ved afskeden oppebårne fulde lønning og en eventuel pension eller understøttelse under forudsætning af, at der ikke ved afskeden finder begrænsning sted af omfanget af organistens tjeneste.
Honorar ved konstitutione i en organiststilling, der ikke er en tjenestemandsstilling, men som aflønnes på tilsvarende måde og med en kvote på 50 eller derover, fastsættes efter samme regler som foran anført.
Foranstående regler vil endvidere kunne bringes i anvendelse ved beregning af honorar for betjening af organiststilling under ferie.
Finder egentlig konstitution ikke sted, men er der alene spørgsmål om udførelse af enkelte tjenester under sygdom eller ferie og tjenestefrihed af ganske kort varighed, bringes foranstående regler ikke til anvendelse.
P.M.V.
Aug. Roesen
/K. Bagger
eksp. sekr.
Til stiftsøvrighederne.