Cirkulæreskrivelse om forældelsesfristen for overtrædelse af stærkstrømsreglementet (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om forældelsesfristen for overtrædelse af stærkstrømsreglementet (* 1)
Justitsministeriet har den 4.6.1971 underrettet mig om, at ministeriet for offentlige arbejder har tilskrevet ministeriet således
»Ved l. 247 9.6.1967 § 3 om ændringer i forskellige lovbestemmelser om forældelse af strafansvar blev stærkstrømslovens § 1, stk. 2, afsnit B, nr. 4, 2. pkt. (se nu lbkg. 669 28.12.1977 § 2 c, stk. 3) ændret således, at forældelsesfristen for strafansvaret for overtrædelse af stærkstrømsreglementet blev fastsat til 10 år.
Fra elektricitetsrådet har man modtaget indberetning om, at det i den senere tid ikke sjældent er sket, at elektricitetsrådet har henstillet til en politimester at rejse tiltale for overtrædelse af stærkstrømsreglementet og har fået svar gående ud på, at tiltale ikke kunne rejses, fordi overtrædelsen var begået for mere end 2 år siden og strafansvaret dermed forældet. Da vedkommende politimester sædvanligvis giver den vedkommende potentielle tiltalte meddelelse om, at intet videre vil ske i sagen, samtidig med at der gives elektricitetsrådet meddelelse som anført, har rådet anset det for praktisk udelukket at forfølge de pågældende sager videre. Ganske vist vil politimesterens meddelelse til vedkommende implicerede kunne anfægtes, men sagernes karakter vil efter rådets opfattelse sjældent kunne bære yderligere initiativ fra rådet.
Da man finder det uheldigt, at en del sager, der efter praksis burde retsforfølges, ikke bliver det, og da det i det hele taget er uheldigt, at der gives udtryk for den nævnte forkerte retsopfattelse, særligt blandt den personkreds, som hyppigt kan komme i konflikt med stærkstrømsreglementet, nemlig elektroinstallatørerne, skal man anmode justitsministeriet om at foranledige, at den korrekte forældelsesfrist i disse sager indskærpes over for politimestrene.«
Hvilket herved meddeles til efterretning og iagttagelse.