Cirkulæreskrivelse om foreløbige retningslinier for behandlingen af kildeskattesager (* 1)

Cirkulæreskrivelse om foreløbige retningslinier for behandlingen af kildeskattesager (* 1)

1. Ifølge kildeskattelovens § 74 straffes med bøde den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed

1) undlader at opfylde pligt til at foretage indeholdelse af A-skat eller udbytteskat, 2) undlader at indbetale indeholdte skattebeløb i rette tid, 3) undlader rettidigt at afgive redegørelse og andre oplysninger, 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i redegørelsen m.v.

I stk. 2 siges: »Er forholdet begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, eller foreligger der iøvrigt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år«.

I § 75 fastsættes bestemmelse om lønmodtagerens strafansvar. Efter § 77 kan der, når overtrædelsen er begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

2. Den typiske fremtrædelsesform for overtrædelse af kildeskatteloven må ventes at blive manglende indbetaling af arbejdstagernes skattebeløb eller for sen indbetaling, § 74, stk. 1, 2). Udgangspunktet for fastsættelsen af bødestørrelsen i disse tilfælde må være den rentegevinst, som arbejdsgiveren har opnået eller kunnet opnå ved at undlade rettidig afregning. Fra anklagemyndighedens side bør der i disse tilfælde i almindelighed nedlægges påstand om en bøde, der svarer til omkring 2 gange den sparede rente eller ca. 24 pct. p.a. af det forfaldne beløb. De af Kildeskattedirektoratet ved sagernes fremsendelse stillede bødeforslag vil være i overensstemmelse hermed.

3. Efter kildeskattelovens § 57, stk. 1 har arbejdsgiveren pligt til at afgive en redegørelse til skattemyndighederne for arbejdstagernes skattebeløb. Denne redegørelse er nødvendig til konstatering af størrelsen af det skyldige skattebeløb og dets fordeling på de enkelte skatteydere og er således af meget væsentlig betydning for administrationen af kildeskatteordningen.

Bøden for manglende afgivelse af redegørelse i henhold til § 74, stk. 1, 3) må fastsættes således, at den vil være tilstrækkelig til at motivere den forsømmelige arbejdsgiver og andre arbejdsgivere til at opfylde denne pligt. Bøden bør i almindelighed fastsættes til mindst 500 kr., men størrelsen af bødepåstanden må stå i forhold til arbejdsgiverens økonomiske forhold og omfanget af overtrædelsen. I gentagelsestilfælde bør i almindelighed nedlægges påstand om en betydelig skærpelse.

4. Delikter af den under 2. og 3. omtalte karakter vil ofte foreligge i kombination. Udgangspunktet for bødepåstanden er i sådanne tilfælde den under 2. givne retningslinie, således at der sker en skønsmæssig skærpelse som følge af manglende redegørelse.

5. Der foreligger endnu ikke tilstrækkeligt erfaringsmateriale til, at det er muligt at give almindelige anvisninger om bødepåstanden vedrørende de i § 74, stk. 1, 1) og 4) beskrevne overtrædelser (manglende tilbageholdelse af løn til dækning af skat og meddelelse af urigtige oplysninger) eller vedrørende lønmodtagernes strafansvar efter § 75.

6. Formuleringen af bestemmelsen i § 74, stk. 2 svarer i hovedsagen til § 35, stk. 3 i loven om almindelig omsætningsafgift, lovbkg. nr. 308 29.6.1970 og ATP-loven nr. 46 7.3.1964, § 33, stk. 2, og en tilsvarende formulering findes efter l. 132 29.3.1969 nu også i sømandsskatteloven. Oprindelsen til denne ordlyd hidrører fra l. 437 19.11.1950 om omsætningsafgift af forskellige varer § 34, stk. 1. I bemærkningerne til denne bestemmelse (FT A 1950-51, spalte 3506) siges det, at »de forsætlige afgiftsbesvigelser, der her er tale om, vil oftest gå ud på at unddrage statskassen beløb, som den pågældende har modtaget fra køberen ..... sådanne overtrædelser, der meget minder om underslæb, bør kunne straffes med frihedsstraf«.

Bemærkningerne til kildeskattelovforslagets § 74, stk. 2, er sålydende (FT 1966-67, till. A, spalte 271-72)

»Hensynet til en tilstrækkelig effektiv håndhævelse af den foreslåede opkrævningsordning gør det påkrævet i et vist omfang at kunne anvende frihedsstraf.

Det gælder navnlig i de tilfælde, hvor overtrædelsen ikke alene betegner en tilsidesættelse af den foreslåede opkrævningsordning, men hvor der handles med forsæt til at unddrage det offentlige skat. Forhold af denne art vil kunne foreligge i forbindelse med overtrædelse af stk. 1, nr. 1, navnlig hvor der mellem den indeholdelsespligtige og den skattepligtige foreligger en udtrykkelig eller stiltiende aftale, der betegner en forberedelse til skattesvig, jfr. bemærkningerne nedenfor til § 75, - men mere praktisk ved de i stk. 1, nr. 2 nævnte overtrædelser. Har den indeholdelsespligtige forbrugt indeholdte beløb for derved at skaffe sig uberettiget vinding kunne forholdet muligvis henføres under straffelovens § 278, nr. 3, om pengeunderslæb. Man har imidlertid fundet det rigtigt, at sådanne forhold straffes efter den her foreslåede lov. Uanset at forholdene kan være nær beslægtet med ordinært underslæb, taler principielle grunde dog for at undlade at anvende straffelovens underslæbsbestemmelse, og udfra såvel lovtekniske som praktiske hensyn vil det være en fordel, at der i det foreliggende lovforslags bestemmelser såvidt muligt på udtømmende måde gøres op med strafansvaret for tilsidesættelse af opkrævningsordningen. Når denne løsning vælges, er det imidlertid påkrævet, at loven hjemler adgang til anvendelse af en forholdsvis streng frihedsstraf. Et strafmaksimum på fængsel i 2 år er valgt under hensyn til de gældende strafferammer for skattesvig efter kontrollovens § 13, for told- og afgiftssvig og for underslæb efter straffelovens § 285, jfr. § 278.

Med henblik på de ovenfor omtalte underslæbslignende forhold skal bemærkes, at det i straffelovens § 278 indeholdte krav om såkaldt berigelseshensigt i retspraksis er blevet fortolket som omfattende tilfælde, hvor gerningsmanden - uden at have egentlig berigelseshensigt - har indset, at han ved sit pengeforbrug udsatte den forurettede for en væsentlig økonomisk risiko; det forudsættes, at udtrykket »forsæt til at unddrage det offentlige skat« vil blive fortolket på tilsvarende måde.

Man har ment at burde hjemle adgang til anvendelse af frihedsstraf også udenfor tilfælde, hvor der foreligger bevis for »forsæt til at unddrage det offentlige skat«, nemlig hvis der iøvrigt foreligger skærpende omstændigheder; der sigtes herved blandt andet til gentagelsestilfælde'.

Medens den tilsvarende regel i loven om omsætningsafgift vil kunne finde anvendelse, når opkrævet moms forbruges under forhold, hvor den betalingspligtige indser det som sikkert eller overvejende sandsynligt, at statskassen ved forbruget vil lide tab eller udsættes for væsentlig risiko for tab, vil arbejsgivernes manglende betaling af arbejdstagernes A-skat i almindelighed ikke kunne sidestilles hermed, når arbejdsgiveren ikke forbruger et beløb, som han har oppebåret på den skatteberettigedes vegne.

Sager, hvor der er spørgsmål om tiltale efter § 74, stk. 2 eller for berigelsesforbrydelse i anledning af manglende opkrævning eller betaling af kildeskat bedes forelagt for mig inden tiltalerejsningen.

7. I tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået af en funktionær i et selskab, bør der i almindelighed nedlægges påstand om bødeansvar overfor selskabet, således at personligt ansvar som regel kun gøres gældende, når forholdet er omfattet af § 74, stk. 2, eller når et forsætligt eller groft uagtsomt forhold er begået af en ledende funktionær eller nogen anden, der selvstændigt handler på selskabets vegne.

8. Kommuneskattelovens § 42 om løntilbageholdelse til dækning af skatterestance er afløst af kildeskattelovens § 73. Sager herom behandles i overensstemmelse med de foran angivne retningslinier.