Cirkulæreskrivelse om undladelse af tiltalerejsning i sager vedrørende overtrædelse af politivedtægternes bestemmelse om beruselse på offentligt sted.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om undladelse af tiltalerejsning i sager vedrørende overtrædelse af politivedtægternes bestemmelse om beruselse på offentligt sted.
I forbindelse med overvejelserne om en begrænsning i anvendelsen af forvandlingsstraf for bøder har straffelovrådet overfor justitsministeriet henstillet, at politiet bemyndiges til indtil videre at undlade at rejse tiltale for overtrædelse af politivedtægternes bestemmelse om beruselse på offentligt sted, således at politiet lader hensættelse i detentionen være den eneste reaktion. Efter straffelovrådets opfattelse bør ordningen udover rene berusersager omfatte sager, hvor der i forbindelse med beruselse foreligger overtrædelse af politivedtægternes bestemmelse om gadeuorden eller ulovligt ophold. Derimod bør sager, hvor der er en erstatningssøgende part, holdes uden for ordningen.
I den anledning skal man meddele, at justitsministeriet kan tiltræde, at der indtil videre ikke rejses tiltale i sager om overtrædelse af politivedtægternes bestemmelse om beruselse på offentligt sted, herunder sager, hvor der i forbindelse med beruselse foreligger overtrædelse af politivedtægtens bestemmelser om gadeuorden eller ulovligt ophold. Dette gælder dog ikke, dersom overtrædelsen af de sidstnævnte bestemmelser er af en sådan karakter, at den normalt selvstændigt ville føre til tiltale. Ordningen finder heller ikke anvendelse i tilfælde, hvor et eventuelt civilretligt erstatningskrav ikke er afgjort.
Man skal anmode om, at der efter 1 års forløb og senest inden den 15. februar 1972 afgives indberetning til justitsministeriet om periodens forløb, således at der på dette grundlag kan tages stilling til en eventuel ophævelse af de pågældende bestemmelser i politivedtægterne.
P.M.V.
Niels Madsen
/T. Bækgård
Cirkulæreskrivelse til politiet og anklagemyndigheden.