Cirkulære om overgang af visse oppebørselsfunktioner m.v. til kommunerne (Til samtlige amtsråd, kommunalbestyrelser, amtstuer og amtsskatteinspektorater)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
BEKENDTGØRELSE NR. 353 AF 22. JULI 1971 OM OPKRÆVNING AF AMTSKOMMUNAL EJENDOMSSKAT M.V.
(Udelades her)
Cirkulære om overgang af visse oppebørselsfunktioner m.v. til kommunerne
(Til samtlige amtsråd, kommunalbestyrelser, amtstuer og
amtsskatteinspektorater)
Ved den som bilag til nærværende cirkulære optrykte bekendtgørelse af 22. juli 1971 har indenrigsministeren efter forudgående forhandling med kommunerne i medfør af § 28, stk. 5, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 84 af 8. marts 1971, bestemt, at opkrævningen af amtskommunal ejendomsskat og dækningsafgift i det omfang, sådan opkrævning ikke allerede finder sted ved kommunal foranstaltning, jfr. nævnte lovs § 28, stk. 4, fra og med skatteåret 1972-73 skal foretages af kommunerne sammen med de kommunale ejendomsskatter. I forbindelse hermed har indenrigsministeren ligeledes med virkning fra skatteåret 1972-73 pålagt kommunerne at opkræve visse afgifter, brandforsikringspræmier m.v., der hidtil er blevet opkrævet af amtstuerne, jfr. nærmere nedenfor under II.
I nærværende cirkulære vil der blive givet en redegørelse for den gennemførte ændring af oppebørselsfunktionen for de amtskommunale ejendomsskatter m.v. For så vidt angår de rent praktiske foranstaltninger i forbindelse med overgangen af oppebørselsfunktionen fra amtstuerne til kommunerne vil der blive udsendt nærmere vejlednding fra skattedepartementet.
I. AMTSKOMMUNAL EJENDOMSSKAT OG DÆKNINGSAFGIFT. A. GRUNDSKYLD OG DÆKNINGSAFGIFT.
Amtskommunal grundskyld og dækningsafgift af ejendomme, der er beliggende i kommunens område, opkræves ved vedkommende kommunes foranstaltning sammen med de kommunale ejendomsskatter, d.v.s. efter reglerne i den kommunale ejendomsskattelovs § 27. Efter denne bestemmelse opkræves de nævnte skatter i to eller flere lige store rater efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.
Sker betaling ikke senest på en af kommunalbestyrelsen fastsat dato efter forfaldsdagen, er kommunalbestyrelsen berettiget til at fordre skattebeløbet forrentet med 1 pct. månedlig for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker, og såfremt skattebeløbet tillige med påløbmne renter ikke er betalt senest den 3. i den efter forfaldsdagen følgende måned, søges det inddrevet ved udpantning.
De PÅLIGNEDE beløb indbetales halvårsvis af vedkommende kommune til amtskommunen senest henholdsvis den 10. juli og den 10. januar. Ved senere indbetaling svarer primærkommunen morarente med 1 pct. månedlig pr. påbegyndt måned fra betalingsfristen at regne, jfr. lovens § 28, stk. 4.
RESSTANCEBELØB, DER FORGÆVES HAR VÆRET SØGT INDDREVET VED UDPANTNING, kan kommunen modregne i den første indbetaling til amtskommunen, der følger efter udpantningsmyndighedens meddelelse til kommunen om, at der forgæves har været foretaget udpantning for de pågældende beløb.
Restancer, der vedrører tidligere skatteår end skatteåret 1972-73, også vedrørende amtskommunal ejendomsskyld, opkræves ligeledes af kommunerne, men afregnes kun i det omfang restancerne indgår.
Reglerne i den kommunale ejendomsskattelovs § 6 om kunjunkturbestemt nedsættelse af den amtskommunale grundskyldpromille for landbrugsejendomme m.v., samt om statskassens årlige tilskud til amtskommunen svarende til det beløb, hvormed grundskylden er nedsat, vil blive administreret som hidtil, idet dog bemærkes, at kommunerne med virkning fra skatteåret 1972-73 må meddele amtsrådet de oplysninger om lempelsesberettigede grundværdier m.v., der er nødvendige til beregning af det årlige tilskud, og som tidligere af amtsrådet er indhentet hos amtsstuer og amtsskatteinspektorater.
B. EJENDOMSSKYLD.
Påligning af fikseret amtskommunal ejendomsskyld bortfalder fra og med skatteåret 1972-73, jfr. den kommunale ejendomsskattelovs § 16, stk. 2, hvorfor der ikke bliver tale om at overføre opkrævningen af denne ejendomsskat til kommunerne. I den udstrækning der måtte være RESTANCER fra tidligere skatteår vedrørende ejendomsskyld, pålægges det dog kommunerne at opkræve disse og at afregne til amtskommunen i det omfang, restancerne indgår.
II- AFGIFTER, BRANDFORSIKRINGSPRÆMIERM.V., DER HIDTIL ER BLEVET OPKRÆVET AF AMTSTUERNE.
I medfør af indenrigsministeriets ovennævnte bekendtgørelse af 22. juli 1971 er det yderligere pålagt kommunerne fra den 1. april 1972 at opkræve en række afgifter m.v., der hidtil er blevet opkrævet af amtstuerne. der henvises nærmere herom til bekendtgørelsens § 2.
Indenrigsministeriet vil anmode de enkelte ressortministerier om at yde kommunerne fornøden vejledning med hensyn til opkrævningen og afregningen af de nævnte afgifter m.v., ligesom der fra skattedepartementet vil blive udsendt nærmere vejledning om de praktiske foranstaltninger i forbindelse med overgangen af oppebørselsfunktionerne til kommunerne.
Spørgsmålet om, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang der vil kunne ydes kommunerne BETALING for at administrere oppebørslen af de nævnte afgifter, vil blive optaget til forhandling mellem Kommunernes Landsforening og de respektive myndigheder samt direktionen for den Almindelige Brandforsikring af 1792.
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 22. JULI 1971.
H.C.Toft
/Johs. Pedersen.