Vejledning til den mellem Danmark og Island den 21. maj 1970 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat (* 1)

Vejledning til den mellem Danmark og Island den 21. maj 1970 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat (* 1)

INDLEDNING

1. Ved en mellem Danmark og Island den 21. maj 1970 afsluttet overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.m., jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 111 af 17. december 1970 (Lovtidende C) er der fastsat en række bestemmelser, der medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler i tilfælde, hvor en skatteyder ellers ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og islandsk side.

IKRAFTTRÆDEN

(Artikel 31)

2. Overenskomsten trådte i kraft den 1. juni 1970 og finder for Danmarks vedkommende anvendelse første gang for så vidt angår skatter, der opkræves for indkomståret 1970. Samtidig ophører den dansk-islandske dobbeltbeskatningsaftale af 24. januar 1939 (og skattedepartementets cirkulære hertil af 19. april 1939) samt overenskomsten af 10. oktober 1955 mellem Danmark og Island om gensidig fritagelse for beskatning af skibs- og luftfartsindtægter at have virkning, jfr. artikel 31, stk. 3. De tidligere overenskomster vil dog fortsat være at anvende for så vidt angår skatter af indtægter fra tiden før den 1. januar 1970.

ANVENDELSESOMRÅDE

Personer (Artikel 1)

3. Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i Danmark og/eller Island. Det er således en forudsætning, at betingelserne for skattepligt er opfyldt i (mindst) en af de to stater, jfr. nedenfor under pkt. 9 om, hvad der forstås ved "hjemmehørende".

Skatter (Artikel 2)

4. Som indkomst- og formueskatter anses alle skatter, der pålignes på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af løsøre eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

For Danmarks vedkommende finder overenskomsten anvendelse på indkomst- og formueskatterne til staten og på de kommunale indkomstskatter, herunder kirkeskat. Udbytteskatten ifølge kildeskattelovens § 65 er som en indkomstskat ligeledes omfattet af overenskomsten. Endvidere finder overenskomsten anvendelse på alle andre skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidigt måtte blive indført som tillæg til eller i stedet for gældende skatter.

5. For Islands vedkommende omfatter overenskomsten indkomst- og formueskatterne til staten (tekjuskattur og eignarskattur til rikisins), 1% tillæg (1% alag), til disse skatter, indkomst- formueskatterne til kommuner (tekjuutsvar og eignarutsvar til sveitarfelaga) samt kirkegårdsafgift (kirkjugardsgjald), udgørende 1,5% af de kommunale indkomst- og formueskatter.

6. Følgende islandske "skatter", bidrag og afgifter er ikke omfattet af overenskomsten, ligesom de på grund af deres art heller ikke berettiger til nedslag efter ligningslovens § 33

Afgift til folkepension (almannatryggingargjald), arbejdsgiverbidrag til folkepension (lifeyristryg gingargjald atvinnurekenda), arbejdsgiverbidrag til ulykkesforsikring (slysatryggingargejald atvinnyrekenda), sygekasseafgift (sjukrasamlagsgjald), arbejdsgiverbidrag til arbejdsløshedsforsikring (atvinnuleysistryggingargjald), bidrag til industrilånefonden (idnlanasjodsgjald), lønskat (launaskattur), bidrag til industriforsikring (idnadargjald), afgift på forretningsudgifter (adstoedugjald), kirkegårdsafgift - 1,5% tillæg til afgift på forretningsudgifter (kirkjugardsgjald - 1,5% alag a adstoedugjald), kirkeskat (kirkjugjald), afgift til statens institut for lærebøger (namsbokargjald), omsætningsskat (soeluskattur).

GENSIDIG BISTAND

(Artikel 27 og 28)

7. I art. 27 findes en bestemmelse om udveksling af oplysninger, jfr. nedenfor under punkt 46.

Overenskomsten fastsætter derimod ingen pligt til gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter, men det bestemmes i art. 28, at der senere ved noteveksling kan træffes aftale herom.

DEFINITIONER

(Artikel 3 m.fl.)

8. Almindelige definitioner findes i art. 3. Betydningen af ordene "fast driftssted" er angivet i art. 5, "fast ejendom" i art. 6, "udbytte" i art. 10, "rente" i art. 11, "royalty" i art. 12 og "statsborger" i art. 25 nr. 2.

Fremhæves skal særligt art. 3, stk. 1b), hvorefter "Danmark" betyder Kongeriget Danmark, herunder i et vist omfang kontinentalsoklen. Udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland og således heller ikke de til disse dele af riget hørende dele af kontinentalsoklen. Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til også at gælde for Færøerne og Grønland, jfr. art. 29.

Endvidere skal fremhæves art. 3, stk. 1c) og d), hvorefter udtrykket "person" indbefatter et selskab og enhver anden sammenslutning, der behandles som selvstændigt skattesubjekt i henhold til den i hver af de to stater gældende skattelovgivning, og hvorefter udtrykket "selskab" betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person i den kontraherende stat, hvori den er hjemmehørende. Et offentlig skiftet dødsbo, såvel som, inden for de første 15 måneder, et privat skiftet dødsbo, der omfattes af kildeskattelovens afsnit II, må herefter anses for et selskab i overenskomstens forstand.

SKATTEMÆSSIGT HJEMSTED

(Artikel 4 og 5)

9. Ved overenskomstens regler er gennemført en fordeling mellem de to stater af beskatninsretten til de i overenskomsten omtalte forskellige indtægtsarter.

Denne fordeling forudsætter, at det ligger klart, i hvilken stat den pågældende skatteyder er hjemmehørende, d.v.s. - kort udtrykt - er skattepligtig på grund af sin bopælsmæssige tilknytning til denne stat.

Hvis den pågældende imidlertid - efter de to staters egen lovgivning - anses for hjemmehørende (i ovennævnte betydning) i begge stater, må der, forinden overenskomstens regler om fordeling af beskatningsretten anvendes, træffes et valg mellem de to bopæle, således at den ene af dem anses for afgørende.

Dette valg mellem de to bopæle sker efter de i art. 4 givne regler om skattemæssigt hjemsted, se herom pkt. 10.

10. Ifølge art. 4, stk. 1, anses enhver person - fysisk eller ikke-fysisk - for hjemmehørende i en af de to stater,når den pågældende i henhold til vedkommende stats lovgivning er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.

Fører denne bestemmelse til, at en fysisk person anses for hjemmehørende i begge stater, er det i art. 4, stk. 2, fastsat, hvilke kriterier der herefter skal være afgørende for, i hvilken stat den pågældende skal anses for hjemmehørende.

I rangfølge nævnes følgende kriterier herfor: Fast bolig til rådighed, de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser),sædvanemæssigt ophold, statsborgerforhold.

Diplomatiske og konsulære embedsmænd anses - under betingelser, der sædvanligvis vil være opfyldt - for hjemmehørende i udsendelsesstaten, se herom art. 30.

For så vidt angår ikke-fysiske personer, der kan anses for hjemmehørende i begge stater, er stedet for den virkelige ledelse afgørende for spørgsmålet (art. 4, stk. 3).

11. Fast driftssted (art. 5)

betyder "et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves".

Denne definition er, ligesom artiklens øvrige bestemmelser, i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i OECD's modelaftale af 1963 og er hermed på linie med de af Danmark i nyere tid indgåede aftaler med andre lande.

Som bidrag til forståelsen af udtrykket skal anføres, at der skal være tale om et forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves i den hensigt at oppebære en fortjeneste.

I artiklens stk. 2 nævnes en række typiske eksempler på fast driftssted.

Stk. 3 nævner en række former for etableringer, der ikke kan anses for "fast driftssted" og må betragtes som begrænsninger til definitionen i stk. 1. Navnlig ordene i slutningen af stk. 3,e, ("lignende virksomhed,der for foretagendet er af forberedende eller hjælpende art") skal fremhæves.

FORDELING AF BESKATNINGSRETTEN MELLEM KILDESTAT OG BOPÆLSSTAT

(Artiklerne 6-23)

12. Når den ene stat i henhold til det foran under pkt. 9 og 10 anførte må betragtes som "bopælsstat" i relation til overenskomsten, og den anden stat således er at anse som "kildestat" (hvorved forstås den stat, hvori den indtægtsgivende virksomhed er udført), kan overenskomstens forskellige fordelingsregler finde anvendelse.

13. For nogle indtægtsarter tillægges beskatningsretten kildestaten.

Dette gælder med visse undtagelser således indkomst af fast ejendom (art. 6), avance ved salg af fast ejendom og visse aktiver tilhørende et fast driftssted (art. 13), fortjeneste ved forretningsvirksomhed fra fast driftssted (art. 7), indtægter fra frit erhverv fra et "fast sted" (art. 14), lønindtægt ved personligt arbejde (art. 15, stk. 1), bestyrelseshonorarer (art. 16), kunstneres og sportsfolks honorarer (art. 17) samt offentlige vederlag og pensioner (art. 19, stk. 1).

Den omstændighed, at der er tillagt kildestaten en ret til at beskatte disse indtægter, medfører ikke, at bopælsstaten fuldstændig er afskåret fra en beskatning af de samme indtægter. Bopælsstaten har fortsat ret til at medregne indtægten til den skattepligtige indkomst i denne stat, men skal derefter ophæve dobbeltbeskatningen ved at indrømme et forholdsmæssigt nedslag i sine skatter i overensstemmelse med nedslagsreglen i art. 24, se nærmere herom nedenfor under pkt. 41.

14. For andre indtægtsarter er beskatningsretten tillagt bopælsstaten.

Dette gælder således for udbytter (art. 10, stk. 1) renter (art. 11, stk. 1), royalties (art. 12, stk. 1), lønindtægt ved personligt arbejde i den anden stat i visse tilfælde ("183-dages-reglen", art. 15, stk. 2), lønindtægt ved arbejde ombord på fly (art. 15, stk. 4), private pensioner o.lign. for tidligere tjenesteydelser (art. 18), studerendes indtægter (art. 20), vederlag til gæsteprofessorer o.lign., (art. 21), samt indtægter, der ikke udtrykkeligt er omtalt (art. 22).

Kildestaten skal helt undlade beskatning af disse indtægter og kan ikke medregne dem til en i kildestaten eventuel skattepligtig indkomst, (d.v.s. kildestaten kan ikke benytte indtægten ved fastsættelsen af skattesatsen for sådanne (andre) indtægter, som kildestaten måtte have beskatningsretten til).

Art. 24 finder således ingen anvendelse i disse tilfælde.

15. For enkelte indtægtsarter er beskatningsretten fordelt efter andre kriterier end "bopælsstat" og "kildestat". Dette gælder således indkomst ved international skibs- og luftfart (art. 8) (undtagen foretagender, drevet af ansvarlige interessenter, se den til overenskomsten knyttede protokol), samt vederlag for arbejde ombord på skib i international trafik (art. 15, stk. 3), idet sådanne indtægter beskattes i den stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

INDKOMSTBESKATNINGEN

16. Indkomst af fast ejendom (art. 6)

kan beskattes i den stat, hvori den faste ejendom er beliggende.

I art. 6, stk. 2, redegøres nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket "fast ejendom". Det bemærkes særligt, at udtrykket omfatter ydelser, der betales for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Også fortjeneste ved afståelse af fast ejendom kan beskattes i den stat, i hvilken ejendommen er beliggende (art. 13, stk. 1).

17. Fortjeneste ved forretningsvirksomhed (art. 7)

kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende. Undtagelse herfra gælder, såfremt et foretagende i den ene stat driver virksomhed fra et "fast driftssted" i den anden stat. I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til et sådant fast driftssted, beskattes i denne anden stat. Opmærksomheden henledes her på art. 9, der indeholder regler for fordelingen af indtægter, oppebåret af indbyrdes afhængige foretagender, (omtalt nedenfor under pkt. 20).

Om betydningen af begrebet "fast driftssted" henvises til art. 5, omtalt ovenfor under pkt. 11.

18. Fortjeneste ved afståelse af aktiver (art. 13),

som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i den ene stat opretholder i den anden stat, herunder fortjeneste ved afståelse af selve det faste driftssted, kan beskattes i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende.

19. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik (art. 8)

kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, som driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde ombord på et skib, tilkommer beskatningsretten den stat, hvori den eneste eller væsentligste udøver af virksomheden er hjemmehørende, jfr. art. 8, stk. 2.

Bestemmelserne i art. 8, stk. 1 gælder også i tilfælde, hvor islandske eller danske foretagender i international skibs- eller luftfart deltager i pool-aftaler.

Såfremt foretagendet drives af ansvarlige interessenter (partrederi o.lign.) er art. 8 ikke anvendelig, jfr. den til overenskomsten hørende protokol. Sådanne tilfælde må derfor forelægges for skattedepartementet.

20. Indbyrdes afhængige foretagender (art. 9).

Artiklen angiver en regel for fordeling af fortjenester, oppebåret af indbyrdes afhængige foretagender.

Fordelingen skal ske på en sådan måde, at den svarer til, hvad foretagender, der ikke er indbyrdes afhængige, ville have aftalt. Reglen må sammenholdes med art. 7, der er omtalt ovenfor under pkt. 17.

21. Udbytter (art. 10)

kan kun beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende.

En i Island hjemmehørende aktionær i et dansk selskab må derfor søge tilbagebetaling af tilbageholdt dansk udbytteskat. Dette sker ved anvendelse af en særlig blanket (U. 28. IS), som fås hos de islandske skattemyndigheder og - i Danmark - hos kildeskattedirektoratet. Ansøgningen skal indsendes til de islandske skattemyndigheder til attestation og videresendelse til kildeskattedirektoratet.

De islandske lokale skattemyndigheder er blevet instrueret om ikke at opkræve skat af islandske udbytter, der tilkommer aktionærer, hjemmehørende i Danmark - og ej heller formueskat af de pågældende aktier.

Det tilrådes imidlertid sådanne aktionærer at sikre sig denne fritagelse for islandsk beskatning ved til de islandske skattemyndigheder at give oplysning om den aktiebeholdning, som de på tidspunktet for udbytteudlodningen er ejere af. Henvendelse herom rettes til: Rikisskattstjori, Reykjanesbraut 6, Reykjavik.

22. Hvis modtageren ikke er en i den anden stat hjemmehørende person, men er et af denne ejet fast driftssted, hjemmehørende i den stat, hvorfra udbyttet hidrører, forbliver beskatningsretten hos denne stat, og beskatning kan da ske der i overensstemmelse med reglerne i art. 7. Dette er udtrykkelig udtalt i art. 10, stk. 3, som fastslår, at stk. 1 ikke finder anvendelse i sådanne tilfælde.

Bestemmelsen i stk. 3 kan ikke anses for at være nogen egentlig undtagelse fra reglen i stk. 1, idet den kun fastslår, at det omhandlede faste driftssted skal anses som den reelle modtager. Da den reelle modtager er hjemmehørende i kildestaten, får denne stat beskatningsretten. Dette resultat svarer således nøje til reglen i stk. 1.

23. Udtrykket "udbytte"

omfatter iflg. art. 10, stk. 2, bl.a. indkomst fra selskabsrettigheder, der i henhold til kildelandets skattelovgivning er sidestillet med indkomst fra aktier. De i ligningslovens § 16A nævnte former for udbytte er således alle omfattet af definitionen. Udtrykket omfatter derimod ikke indkomst af gældsfordringer.

24. Renter (art. 11)

kan kun beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende.

25. Såfremt den virkelige modtager ikke er en i den anden stat bosiddende person, men er et denne tilhørende fast driftssted, beliggende i kildestaten, forbliver beskatningsretten i kildestaten, på samme måde som angivet oven for under pkt. 22 for så vidt angår udbytter.

Stk. 4 angiver, hvem der skal anses som den betalende ("den person, som erlægger" ydelserne) og angiver på lignende måde som ovenfor under pkt. 22 anført om art. 10, stk. 3, muligheden for at anse et fast driftssted som den reelle betalende. Bestemmelsen har ingen betydning for spørgsmålet om fordelingen af beskatningsretten til ydelsen, men den kan eventuelt have det ved afgørelsen af, i hvilken stat ydelsen kan bringes til fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

26. Udtrykket "rente"

omfatter iflg. art. 11, stk. 2, bl.a. indkomst af pantebreve og af gældsfordringer, hvad enten de indeholder er ret til andel i fortjeneste eller ej, samt anden indkomst, der i henhold til kildelandets skattelovgivning betragtes som indkomst af pengelån.

27. Royalties (art. 12)

kan kun beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende.

28. Såfremt den virkelige modtager ikke er en i den anden stat bosiddende person, men er et denne tilhørende fast driftssted, beliggende i kildestaten, forbliver beskatningsretten i kildestaten på samme måde som angivet ovenfor under pkt. 22 for så vidt angår udbytter.

Stk. 4 angiver, hvem der skal anses som den betalende ("den person, som erlægger" ydelsen). Bestemmelsen svarer til art. 11, stk. 4, se herom ovenfor under pkt. 25.

29. Udtrykket "royalties"

omfatter iflg. art. 12, stk. 2, vederlag af enhver art for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret, ethvert patent o.lign. samt enhver art af teknisk udstyr. Også vederlag for know-how er omfattet.

30. Fortjeneste ved afståelse af formuegenstande (art. 13)

kan kun beskattes i den stat, hvori afhænderen er hjemmehørende (art. 13, stk. 3).

Undtagelse herfra gælder ifølge art. 13, stk. 1 og 2, bl.a. fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, af erhvervsformuen i et fast driftssted samt af skibe og luftfartøjer m.v., som benyttes i international trafik.

Beskatningsretten til sådanne fortjenester tilkommer den stat, hvortil de omhandlede formuegenstande har tilknytning som anført i artiklen. Se tillige ovenfor under pkt.ne 16 og 18.

For skibe og luftfartøjer finder overenskomstens bestemmelser dog ikke anvendelse, såfremt foretagendet drives af ansvarlige interessenter (partrederi o.lign.), jfr. den til overenskomsten hørende protokol. Sådanne tilfælde må derfor forelægges for skattedepartementet.

31. Indkomst ved frit erhverv (art. 14)

og andet lignende selvstændigt arbejde kan kun beskattes i den stat, hvori den pågældende er hjemmehørende.

Undtagelse herfra gælder, såfremt den pågældende i den anden stat har et "fast sted" (eksempelvis klinik, kontor o.lign.) til stadig rådighed. I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til dette sted, beskattes der. Bestemmelsen svarer til art. 7 om fortjeneste ved forretningsvirksomhed. Den gælder ikke for kunstnere og sportsfolk, se herom art. 17 (pkt. 34, nedenfor).

32. Vederlag for personligt arbejde (art. 15) kan som hovedregel kun beskattes i den stat, hvori arbejdet udføres (art. 15, stk. 1).

Dette gælder, selvom arbejdstageren har bevaret sin bopæl i den anden stat og derfor fortsat er fuldt skattepligtig der. Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, a) kan Danmark straks udnytte beskatningsretten efter denne hovedregel.

Hovedreglen, men derimod ingen af nedennævnte undtagelser, gælder også kunstnere og sportsfolk, se herom art. 17 (pkt. 34 nedenfor).

Fra den nævnte hovedregel gælder følgende undtagelser

1) Ifølge art. 15, stk. 2, tilkommer beskatningsretten alene arbejdstagerens bopælsstat, såfremt

a) modtageren (arbejdstageren) opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage indbefattet normale arbejdsafbrydelser (f.eks. ferie) inden for vedkommende kalenderår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, hvori arbejdet udføres, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i denne anden stat.

2) Vederlag for personligt arbejde, der udføres om bord på et skib i international trafik samt på fiske-, sæl- eller hvalfangstfartøj, kan ifølge art. 15, stk. 3 beskattes i den stat, i hvilken foretagendets ledelse har sit sæde.

3) Vederlag for personligt arbejde, der helt eller hovedsageligt er udført ombord på et luftfartøj (herunder fly, som ejes eller chartres af SAS) beskattes iflg. art. 15, stk. 3, kun i den stat, i hvilken arbejdstageren anses for hjemmehørende.

4) Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag kan ifølge art. 16 beskattes i den stat, hvori det pågældende selskab er hjemmehørende, uanset hvor bestyrelseshvervet varetages. Som eksempel på "lignende vederlag" kan nævnes vederlag som medlem af et selskabs repræsentantskab.

5) Vederlag (herunder pensioner) for offentlige hverv, hvortil henregnes hverv udført for en fond, oprettet af en af de kontraherende stater eller af en politisk underafdeling eller af en lokal myndighed i denne, kan iflg. art. 19 beskattes i den stat, der udbetaler vederlaget. Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse på personer, der er tilknyttet den islandske ambassade i Danmark og som aflønnes af Island. Uanset bestemmelsen i kildeskattelovens § 3 kan dansk beskatning af sådanne vederlag således ikke finde sted. For så vidt angår diplomatiske og konsulære embedsmænd henvises iøvrigt til art. 30. For udsendte danske statsborgeres vedkommende kan den ved artiklerne 19 og 30 hjemlede danske beskatning gennemføres med hjemmel i kildeskattelovens § 1, nr. 5. Vederlag for tjenesteydelser i forbindelse med en forretning, som drives i gevinstøjemed af en af de to stater m.v., beskattes i overensstemmelse med reglerne i art. 15, 16 og 18 d.v.s. på samme måde, som hvis den pågældende havde været ansat i et privat foretagende.

6) Uddannelsessøgende kan under de i art. 20 anførte betingelser fritages for beskatning af stipendier, legater o.l. samt af visse lønindtægter. Fritagelsen er betinget af a) at skatteyderen er hjemmehørende i den ene stat, b) at opholdet i den anden stat er midlertidigt og c) at opholdet udelukkende sker som studerende (art. 20a), som lærling (art. 20b) eller som nyder af et stipendium eller anden understøttelse (art. 20c). ad a): En islandsk studerende kan som dokumentation for at være hjemmehørende i Island anvende de nedenfor under pkt. 35 omtalte blanketter. ad b): Midlertidighedsbetingelsen kan som regel anses for opfyldt, så længe studiet pågår, og den samlede studietid holder sig inden for det for studiet normale - alt, såfremt de faktiske forhold ikke viser, at den pågældende agter at forblive i studielandet efter studiets afslutning. Fritagelsen omfatter alene de i artiklen nævnte indtægter (objektiv skattefrihed) og er således ikke en fritagelse for skattepligt overhovedet (subjektiv skattefrihed). Følgende indtægter er fritagne for beskatning: Beløb, der er udbetalt til ophold, undervisning eller uddannelse samt legater, hvad enten beløbene hidrører fra Island, Danmark eller et tredie land. Beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser i opholdsstaten, når tjenesteydelserne har forbindelse med uddannelsen og denne ikke er af underordnet betydning i forhold til tjenesteydelserne. Beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser i opholdsstaten, når tjenesteydelserne er nødvendige for opholdet. For indtægtsåret 1971 har ligningsrådet fastsat, at 7.400 kr. kan anses for et nødvendigt beløb for en studerendes ophold. Fritagelsen gælder kun indtægter, der indtjenes samtidig med, at uddannelsen foregår, derimod ikke beløb, der indtjenes før uddannelsens begyndelse eller efter dens afslutning. Kildeskattelovens § 8, stk. 2, fører under delvis andre betingelser til yderligere skattefrihed for udenlandske studerende m.v. her i landet, men kun inden for en periode på 365 dage inden for et samlet tidsrum af 2 år.

7) En professor, lærer eller videnskabsmand, hjemmehørende i en af de kontraherende stater, som efter indbydelse fra et universitet, kollegium, skole eller anden undervisningsanstalt i den anden stat besøger denne anden stat udelukkende for at undervise eller drive videnskabelig forskning ved en af de nævnte institutioner, må ikke beskattes i opholdsstaten af sit vederlag for sådan undervisning eller forskning, jfr. art. 21. Det er en betingelse, at opholdet ikke overstiger 2 år, og at den pågældende stadig er hjemmehørende i den førstnævnte stat. Der skal være tale om en indbydelse fra en af de nævnte institutioner, og bestemmelsen finder herefter ikke anvendelse, hvor ansættelse ved den pågældende institution er sket efter ansøgning fra den pågældende. På samme måde som anført ovenfor under 6) om studerende gælder det også her, at art. 21 ikke hjemler fritagelse for skatepligt, men alene hjemler fritagelse for beskatning af det for den præsterede undervisning og forskning oppebårne vederlag. For begge grupper gælder imidlertid, at art. 4, stk. 2, vel som hovedregel fører til, at de må anses for at have deres skattemæssige hjemsted i den stat, hvorfra de kommer, og at opholdsstaten derfor kun kan beskatte de indtægter, den som kildestat har fået beskatningsretten til. Reglen i art. 21 ("professorreglen") praktiseres i Danmark på denne måde: Bliver den pågældende her længere end to år, indtræder hans skattepligt med hensyn til det omhandlede vederlag fra udløbet af to-årsfristen. Det vil sige, at han fra dette tidspunkt vil være at skatteansætte også af vederlaget. Såfremt det på forhånd kan antages, at opholdet bliver af mere end 2 års varighed, finder artiklen ingen anvendelse.

33. Bestyrelseshonorarer (art. 16)

se herom ovenfor under pkt. 32, undtagelse nr. 4.

34. Indkomst, oppebåret af professionelle kunstnere og sportsfolk

(art. 17)

kan beskattes i den stat, i hvilken virksomheden er udøvet, d.v.s. i

overensstemmelse med hovedreglen om personlige tjenesteydelser i art.

15, stk. 1. Har herefter en her i landet bosat kunstner indtægt ved

optræden i Island, har Island beskatningsretten til denne indtægt, og

der skal her i landet indrømmes nedslag i de danske skatter i

overensstemmelse med reglen i art. 24.

35. Private pensioner (art.18)

og andre lignende vederlag for tidligere tjenesteydelser kan kun

beskattes i den stat, hvori modtageren er hjemmehørende. Danmark skal

således frafalde beskatningen efter kildeskattelovens § 2, stk. 1,

b), jfr. § 43, stk. 2 b), og finansministeriets bekendtgørelse af

28. marts 1969, når en privat pension m.v. udbetales til en i Island

hjemmehørende person. Såfremt den pågældende ved en erklæring fra de

islandske skattemyndigheder dokumenterer, at han er hjemmehørende i

Island i overenskomstens forstand (se herom art. 4 og ovenfor under

pkt. 9-10), skal kommunen meddele, at skattetræk i pensionen kan

undlades. Blanketter på dansk (F. 54) og engelsk (F. 53) til brug for

den nævnte erklæring kan fås i kildeskattedirektoratet og i

vedkommende kommune.

36. Offentlige pensioner (art. 19)

kan beskattes i den stat, hvorfra de hidrører, under samme

betingelser som gælder med hensyn til beskatningen af vederlag for

hverv i vedkommende stats, politiske underafdelings eller lokale

myndigheds tjeneste, se ovenfor under pkt. 32, undtagelse nr. 5.

37. Studerende (art. 20)

se herom ovenfor under pkt. 32, undtagelse nr. 6.

38. Professorer, lærere og videnskabsmænd (art. 21)

se herom ovenfor under pkt. 32, undtagelse nr. 7.

39. Indkomst, der ikke er udtrykkeligt omtalt (art. 22)

kan kun beskattes i den stat, i hvilken den, der oppebærer

indkomsten, er hjemmehørende.

FORMUEBESKATNINGEN

(Artikel 23)

40. Formue bestående af fast ejendom, som defineret i art. 6, stk. 2,

kan beskattes i den stat, hvori ejendommen er beliggende.

Formue bestående af aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et

foretagendes faste driftssted eller i aktiver, der hører til et fast

sted, anvendt til udøvelsen af frit erhvev, kan beskattes i den stat,

i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

Skibe og luftfartøjer i international trafik og aktiver, der ikke

består af fast ejendom, og som anvendes i sådan skibs- og

luftfartsvirksomhed, kan kun beskattes i den stat, i hvilken

foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Også her gælder det, at

bestemmelsen ikke finder anvendelse, såfremt en sådan virksomhed

drives af ansvarlige interessenter, jfr. den til overenskomsten

knyttede protokol - samt foran under pkt. 30.

Alle andre arter af formue, tilhørende en person, som er

hjemmehørende i en af de to stater, kan kun beskattes i denne stat

(bopælsstaten).

METODE TIL OPHÆVELSE AF DOBBELTBESKATNING

(Artikel 24)

41. Begge lande benytter den såkaldte "ny exemption-metode" til

ophævelse af dobbeltbeskatning. Dette betyder, at man ved

skatteansættelsen her i landet af en her hjemmehørende person kan

medregne al indtægt og formue, men at et beløb, svarende til den del

af henholdsvis indkomst- eller formueskatten, der forholdsmæssigt

falder på den indkomst eller formue, hvortil Island ifølge aftalen

har beskatningsretten, tillades fradraget. For den stat, der kun

beskatter som kildestat, finder bestemmelsen ingen anvendelse.

BESKATNING VED TIL- OG FRAFLYTNING

42. Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler til løsning af

de beskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning

mellem de to stater, og de interne regler om indtræden og ophør af

skattepligt finder derfor anvendelse i disse tilfælde.

SÆRLIGE BESTEMMELSER

43. Art. 25 indeholder regler, hvorefter statsborgere og foretagender

i det ene land ikke i det andet land skal kunne underkastes nogen

beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere

byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som det

sidstnævnte lands statsborgere måtte blive underkastet. I artiklen

fastslås det endvidere, hvad der skal forstås ved udtrykkene

"statsborgere" og "beskatning" i denne artikel.

44. Art. 26 bestemmer, at en skatteyder, der mener sig udsat for

dobbeltbeskatning som følge af foranstaltninger, truffet i en eller

begge stater med hensyn til de af overenskomsten omfattede skatter,

kan fremsætte indsigelse herom til "den kompetente myndighed" i den

stat, hvori han er hjemmehørende.

Anses indsigelsen for berettiget, kan de kompetente myndigheder - for

Danmarks vedkommende skattedepartementet - træffe aftale med henblik

på undgåelse af dobbeltbeskatning. Klager over andre afgørelser,

truffet af myndighederne i en af staterne, skal derimod fremføres

over for de sædvanlige klageinstanser i denne stat.

45. I henhold til art. 26, stk. 3, kan de to staters kompetente

myndigheder ligeledes træffe aftale med henblik på undgåelse af

dobbeltbeskatning såvel i tilfælde, der ikke omfattes af

overenskomsten som i tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen

af overenskomsten giver anledning til vanskeligheder eller tvivl.

46. Art. 27 fastsætter en gensidig pligt til udveksling af

oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af overenskomsten

eller den interne lovgivning i et af de to lande. Herunder falder

også oplysninger, som udveksles til undgåelse af skattesvig m.v.

Oplysningerne skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til

andre personer end dem, der er beskæftiget med påligningen eller

opkrævningen af de skatter, der omfattes af overenskomsten. Der må

ikke udveksles oplysninger, som kan røbe erhvervsmæssige eller

lignende hemmeligheder.

Henvendelse fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Island

skal ske gennem skattedepartementet.

47. Opkrævning af skatter (art. 28)

se herom ovenfor under pkt. 7.

48. Diplomatiske og konsulære embedsmænd (art. 30).

Overenskomsten berører ikke de særlige begunstigelser, som ikraft af

folkeretten eller international overenskomst tilkommer denne

persongruppe.

Personer, der er ansat ved den islandske ambassade i København, men

som ikke er embedsmænd og derfor falder uden for art. 30's område,

vil desuagtet være fritagne for dansk beskatning af ambassadelønnen i

medfør af art. 19, se herom ovenfor under pkt. 32, undtagelse nr. 5.

OVERENSKOMSTENS PRAKTISERING

49. Overenskomstens bestemmelser skal praktiseres ved selve

skatteligningen. For så vidt angår indkomståret 1970 vil der, såfremt

skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med

overenskomstens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af de

pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om

regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for nævnte

indkomstår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser

allerede er fremsat eller fremsættes inden udgangen af 1971,

bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende

ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud

indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer

begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til

genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Tilsvarende vil en forskudsregistrering for indkomståret 1971 på

begæring være at ændre, jfr. kildeskattelovens § 53, såfremt den er

foretaget i strid med overenskomsten.

50. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil

være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 4. juni 1971.

Hans P. Gøtrik.

/E. Thielsen.