Legislator Case Law & Legislation
C19710002954 DK

Skrivelse om skolenævnets opgaver

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1971 29 Historic

Skrivelse om skolenævnets opgaver

(Fra undervisningsministeriet (1. afd. j. nr. 26-01-12/70) til et skolenævn).

I en hertil indsendt skrivelse af 25. november 1970 har skolenævnet for ministeriet forelagt spørgsmålet om, hvad skolenævnets tilsyn med skolen omfatter efter skolestyrelseslovens § 27.

I denne anledning skal man herved meddele skolenævnet, at tilsynet omfatter alt, hvad der naturligt henhører under tilsynsmyndighed over for en skole: lærernes embedsførelse, undervisningen, undervisningsmidlerne, skolebygningens tilstand, renholdelsen, de hygiejniske forhold og lignende. Det bemærkes herved, at den i skolestyrelseslovens § 27 foretagne opregning af skolenævnets opgaver ikke kan anses for udtømmende, idet der i tilsynsretten og -pligten ligger en almindelig beføjelse til at gribe ind i alle tilfælde, hvor skolenævnet har anledning til at foretage skridt over for skolen.

I tilsynsbeføjelsen ligger således, at skolenævnet må påse, at skolelovgivningens bestemmelser samt administrativt fastsatte forskrifter, herunder bestemmelserne i kommunens skoleplan og undervisningsplan , ordensreglementet samt instrukser for skolens leder m.fl., overholdes, medens såvel den administrative som den pædagogiske ledelse af skolens virksomhed påhviler skolens leder, jfr. skolestyrelseslovens § 57, stk. 3.

Tilsynsbeføjelsen indebærer også en ret for skolenævnet til efter nærmere aftale med skolens leder at overvære undervisningen. Skolenævnet kan eventuelt bemyndige et eller flere medlemmer hertil. Man henleder i denne forbindelse opmærksomheden på, at der ikke af skolenævnet kan gives faglige direktiver med hensyn til undervisningen, men at der herom må ske henvendelse til skolens leder.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →