Skrivelse om statens dækning af skolehjemmenes nettodriftsudgifter i finansåret 1969-70 og følgende finansår (Skolehjemmene)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om statens dækning af skolehjemmenes nettodriftsudgifter i finansåret 1969-70 og følgende finansår
(Skolehjemmene)
Det har fortsat været nødvendigt på grundlag af skolehjemmenes regnskaber at foretage efterreguleringer i det følgende finansår af statens bevillinger til dækning af de tilskudsberettigende nettoudgifter, som skolehjemmene har afholdt i et finansår.
En sådan efterregulering i et følgende finansår i opad- eller nedadgående retning finder ikke sted ved statsinstitutioner eller ved selvejende institutioner, hvis driftsudgifter fuldt ud dækkes af staten, og som følger statens regler for regnskabsaflæggelse og udbetaling af a conto beløb, f.eks. handelshøjskoler, handelsskoleafdelinger og teknika samt fra 1. april 1970 maskinmesterskolerne. Disse læreanstalter og skoler modtager forskudsvis de nødvendige beløb til afholdelse af udgifter inden for et godkendt budget.
Direktoratet vil fremtidig tilstræbe, at skolehjemmene i videst muligt omfang ligeledes modtager de nødvendige statsbevillinger, herunder til pris- og lønstigninger, fuldt ud i det finansår, bevillingerne vedrører, og at reguleringer såvel i opad- som i nedadgående retning i et følgende finansår så vidt muligt undgås.
Man vil herved gøre det muligt - på tilsvarende måde som ved institutioner, hvis driftsudgifter fuldt ud dækkes af staten - at gennemføre overensstemmelse mellem på den ene side den givne statsbevilling i det enkelte finansår - med tillæg af pris- og lønstigninger - og på den anden side skolehjemmenes afholdte tilskudsberettigende nettodriftsudgifter i finansåret til gennemførelse af godkendte aktiviteter.
Det vil i forbindelse med indkaldelsen af skolehjemmenes budgetforslag og korrigerede budgetforslag bliver indskærpet, at driftsudgifterne skal budgetteres så realistisk som muligt og på det pris- og lønniveau, som direktoratet angiver, således at der ikke finder overbudgettering sted. Det vil endvidere i forbindelse med godkendelsen af skolehjemmenes budgetforslag blive indskærpet, at der må afholdes udgifter udover det godkendte budget med tillæg af pris- og lønstigninger.
Der er herved endvidere taget hensyn til skolehjemmenes likviditet.
------------------
For så vidt angår skolehjemmenes tilskudsberettigede nettodriftsudgifter i finansåret 1969-70 har skolehjemmene i oktober 1969 indsendt en opgørelse over forbruget i perioden 1. april - 30 september 1969 og det skønnede forbrug i perioden 1. oktober 1969 - 31. marts 1970.
Direktoratets godkendelse af skolehjemmenes opgørelser af de tilskudsberettigende nettodriftsudgifter samt anvisning af de beløb, der herefter tilkommer skolehjemmene for finansåret 1969-70, vil snarest blive foretaget.
P.D.V.
Ida Dybdal.