Cirkulæreskrivelse om samarbejdsaftale mellem de nordiske Rigsadvokater. (* 1)

Cirkulæreskrivelse om samarbejdsaftale mellem de nordiske Rigsadvokater. (* 1)

I februar 1970 blev der i Oslo indgået en samarbejdsaftale mellem de nordiske Rigsadvokater om retsforfølgning i andet nordisk land end der, hvor den strafbare handling er begået. Teksten til denne samarbejdsaftale gengives nedenfor.

1. Forfølgningen af straffesager sker normalt mest hensigtsmæssigt ved gerningsstedets værneting, jfr. retsplejelovens § 696. Dette må også være udgangspunktet i sager mod personer, der er hjemmehørende udenfor Danmark. Dette udgangspunkt må dog fraviges, hvis gerningsmanden ikke er eller kan bringes til stede ved gerningsstedets værneting. Denne situation vil hyppigt indtræde for udlændinge, der har forladt landet, når udlevering ikke kan ske, jfr. for så vidt angår de nordiske landes udleveringslov nr. 27 3.2.1960. Kan udlevering ikke ske enten som følge af, at egne statsborgere som hovedregel ikke udleveres, eller fordi sagen ikke kan begrunde fængsling, eller fordi udlevering ikke vil stå i rimeligt forhold til sagens betydning, kan forfølgning ved gerningsstedets værneting her i landet ikke finde sted, medmindre betingelserne for pådømmelse uden tiltaltes tilstedeværelse er opfyldt, jfr. retsplejelovens § 847 og for politisagers vedkommende § 934. I sådanne tilfælde må forfølgning derfor opgives eller stilles i bero, medmindre der er mulighed for at gennemføre forfølgningen i det land, hvor gerningsmanden er hjemmehørende.

Selvom forfølgning kan finde sted i hjemlandet, og hjemlandets myndigheder er villige til at påtale sig forfølgningen, må forfølgning på hjemstedet dog opgives, hvis det må anses for umuligt eller særligt vanskeligt at gennemføre bevisførelsen udenfor gerningslandet.

2. Selvom der er mulighed for at fuldbyrde en her i landet idømt straf i et andet nordisk land, jfr. l. 214 31.5.1963, kan hensynet til gerningsmanden føre til, at det må foretrækkes, at også forfølgningen sker i hjemlandet, således at en ellers fornøden fængsling her i landet vil kunne undlades eller afkortes. Dette hensyn kan dog kun føre til en overførelse af forfølgningen, når de bevismæssige muligheder for dens gennemførelse ikke forringes.

3. Det øgede internationale samkvem har af disse grunde medført et voksende behov for overførelse af retsforfølgning fra gerningslandet til hjemlandet. Dette behov har i forholdet mellem de nordiske lande i vidt omfang ført til, at forfølgningen overtages af hjemlandet ved uformel aftale mellem politiet og anklagemyndigheden i de pågældende lande. Ved samarbejdsaftalen er denne praksis nu fastlagt.

4. Begæring om retsforfølgning i et andet nordisk land bør sædvanligvis ikke fremsættes, såfremt sagen kan afgøres med bødeforlæg eller fremmes her i landet som politisag uden tiltaltes tilstedeværelse - medmindre særlige grunde taler mod at benytte denne fremgangsmåde - eller når det skønnes, at der for overtrædelsen vil blive idømt en straf, som er helt ubetydelig i forhold til de med sagens forfølgning på hjemstedet forbundne ulemper og omkostninger.

Begæring bør heller ikke fremsættes, hvis bevisførelsen ikke kan gennemføres ved forfølgning i hjemlandet. Sager, hvor der foreligger tilståelse, eller hvor beviset i det væsentlige skal føres ved hjælp af dokumenter eller sagkyndige erklæringer, vil således normalt være egnede til at blive overført. Sager, hvor beviset skal føres gennem vidneforklaringer vil sædvanligvis være mindre velegnede, medmindre dokumentation af en indenretlig vidneforklaring optaget her i landet må anses for at være tilstrækkelig, eller vidnet eller vidnerne må antages at være villige til at give møde for vedkommende fremmede ret.

Overførsler bør heller ikke ske, hvis sigtede her i landet skal drages til ansvar for en anden lovovertrædelse, og de to sager bør behandles i forbindelse med hinanden.

Erstatnings- og konfiskationskrav vil kunne begæres pådømt i forbindelse med straffesagen under forudsætning af, at kravene er klare, og sagsbehandlingen ikke af denne grund vil blive vanskeliggjort. Derimod begæres eventuelle sagsomkostninger ikke erstattet.

5. Kompetencen til at fremsætte og modtage begæring om forfølgning i et andet nordisk land end gerningslandet tilkommer her i landet politimesteren. I tvivlstilfælde, og når politiet finder, at en der fremsat begæring bør afslås, forelægges sagen for statsadvokaten.

Om kompetencen i de andre nordiske lande henvises til samarbejdsaftalen. Begæringer til og fra Finland ønskes dog ekspederet gennem Centralkriminalpolicen.

6. Når forfølgningen er overtaget af hjemlandet, frafaldes påtale her i landet. Om kompetencen i statsadvokatsager henvises til § 3 i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 43 6.2.1970 (nu nr. 300 26.6.1972).

Samarbejdsaftale om retsforfølgning i andet nordisk land end der, hvor den strafbare handling er begået.

Rigsadvokaten i Danmark, justitiekansleren i Finland, Rigsadvokaten i Island, Riksadvokaten i Norge og Riksånklagaren i Sverige har indgået følgende samarbejdsaftale om retsforfølgning i andet nordisk land end der, hvor den strafbare handling er begået.

(aftalen er dateret 6.2.1970 og senere ændret, se cirk.skr. 23.10.1972). .....

Genoptrykt 1983.