Skrivelse om opstilling af spilleautomater i militærmesser. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om opstilling af spilleautomater i militærmesser. (* 1)
I forbindelse med nævnets behandling af spørgmålet om, hvorvidt der skal svares merværdiafgift af omsætningen i de i messerne på Flyvestation Karup opstillede spilleautomater, har nævnet spurgt justitsministeriet, om der kræves særlig tilladelse til opstilling af spilleautomater i messerne, samt om automaterne må give gevinst i penge.
Det fremgår af sagen, at messerne drives af personaleforeninger, og at kun det på flyvestationen tjenstgørende personale og personer, der i tjenstligt ærinde opholder sig der, samt i et vist omfang disses gæster har adgang til messerne.
Det fremgår endvidere af sagen, at de i messerne opstillede spilleautomater, der alle giver gevinst i penge, ejes dels af de ovennævnte foreninger, dels af private personer, der til disse udlejer automater mod en andel af overskuddet ved automaternes drift, og at foreningerne anvender deres del af overskuddet til forskellige velfærdsfremmende formål for personalet.
I en over sagen afgivet erklæring har rigsadvokaten udtalt, at messerne efter hans opfattelse ikke er offentligt tilgængelige og derfor ikke er omfattet af § 48 i politivedtægten for Herning politikreds, hvorefter offentlige forlystelser, herunder spil ved spilleautomaet, ikke må finde sted uden politiets tilladelse, at opstillingen i messerne af spilleautomater, der ejes af messerne, efter det om anvendelsen af overskuddet fra automaterne oplyste ikke kan antages at være stridende mod straffelovens bestemmelser om hasard, men at udlejerens fortjeneste ved opstilling af de udlejede spilleautomater imidlertid efter de foreliggende oplysninger om spillets karakter må anses for omfattet af straffelovens § 203.
I anledning heraf skal man herved meddele, at justitsministeriet kan henholde sig til rigsadvokatens udtalelse.