Skrivelse til statens skibstilsyn om medvirken ved søulykkers og lignende begivenheders opklaring
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse til statens skibstilsyn om medvirken ved søulykkers og lignende begivenheders opklaring
(Fra handelsministeriet, j.nr. 716-1-66).
Da erfaringerne har vist, at der består en vis uklarhed med hensyn til de opgaver, der påhviler skibsinspektørerne i forbindelse med afholdelse af søforklaringer, annulleres handelsministeriets skrivelse af 19. juli 1967(* 1) og erstattes af følgende
Som det fremgår af justitsministeriets cirkulære af 30. juli 1967(* 2) til domstolene og politiet om underretningspligt m.m. i forbindelse med søforklaringer, kan der - jfr. cirkulærets § 2 og § 5, stk. 2 - af politiet indhentes sagkyndig vejledning fra vedkommende skibsinspektør under statens skibstilsyn før, under eller efter en søforklarings afgivelse.
Ifølge cirkulærets § 2 kan skibsinspektøren afæskes en erklæring om, hvorvidt politiet skønnes at burde lade sig repræsentere under søforklaringen. Vejledende ved dette skøn vil det være, om begivenheden i kraft af dens art, opståen og udvikling på forhånd må antages at frembyde interesse for det offentlige, jfr. sølovens § 303, hvorefter formålet med søforklaringen bl.a. er at fremskaffe oplysninger om forhold, som er af betydning for bedømmelsen af skibets sødygtighed eller for sikkerheden til søs.
Anmoder politiet en skibsinspektør om at være til stede under en søforklarings afgivelse, vil det alene være den pågældende inspektørs opgave at bistå med hensyn til rent tekniske spørgsmål indenfor vedkommende inspektørs fagområde, dvs. forklaring af visse fagudtryk og lignende samt vejledning med hensyn til de forskellige af handelsministeriet udstedte love og bekendtgørelser m.v. vedrørende skibsfarten, herunder specielt de bekendtgørelser m.v., der er udstedt i medfør af lov om tilsyn med skibe. Denne vejledning bør dog alene bestå i en henvisning til de relevante bestemmelser, og skibsinspektøren må ikke fortolke bestemmelsernes indhold og rækkevidde.
I cirkulærets § 5, stk. 2, er det endelig forudsat, at politiet kan søge skibstilsynets bistand ved udformningen af sin indstilling til handelsministeriet angående det offentliges interesse i sagen. Skibsinspektørens bemærkninger bør også i dette tilfælde kun vedrøre de ovennævnte rent tekniske spørgsmål, der naturligt falder indenfor den pågældende skibsinspektørs fagområde. En skibsinspektør må ikke - hvad enten han har været til stede under søforklaringen eller ej - afvise at bistå politiet.
Det tilføjes, at det ikke er skibsinspektørens opgave at udtale sig om sagen i øvrigt, herunder at tage stilling til eventuelle skyldspørgsmål, men at politiet om sådanne spørgsmål vil kunne rette henvendelse, eventuelt telefonisk, til handelsministeriet.
(* 1) Ministerialtidende A. 1967, side 537
(* 2) Ministerialtidende A. 1967, side 444