Legislator Case Law & Legislation
C19700021309 DK

Cirkulære om lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1970 213 Historic

Cirkulære om lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.

Eksemplarer af lovbekendtgørelse nr. 301 af 12. juni 1970 af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom er tidligere udsendt. Lovbekendtgørelsen indeholder reglerne i lov nr. 324 af 18. juni 1969, således som de er ændret ved lov nr. 255 af 4. juni 1970, om en frigørelsesafgift og en afståelsesafgift, der under visse betingelser pålignes ejere af faste ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage.

Til vejledning for skattemyndighederne omtales i dette cirkulære reglerne i lovbekendtgørelse nr. 301 af 12. juni 1970 af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.

Som bilag 1 til cirkulæret er optrykt nogle bestemmelser i lov om vurdering af landets faste ejendomme, lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, ligningsloven og lov om særlig indkomstskat m.v., der er af betydning for lov om frigørelsesafgift m.v.

Lov om frigørelsesafgift m.v. trådte i kraft samtidig med loven om by- og landzoner den 1. januar 1970.

I.

Almindelige bemærkninger.

1. Loven om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom må ses i sammenhæng med lov nr. 315 af 18. juni 1969 om by- og landzoner, hvorefter hele landet - bortset fra ejendomme i sommerhusområder, der er udlagt til dette formål ved byplanvedtægt eller bygningsvedtægt - med virkning fra den 1. januar 1970 henførtes til enten byzoner eller landzoner.

Endvidere har loven om frigørelsesafgift m.v. sammenhæng med de ændringer, der ved lov nr. 320 af 18. juni 1969, lov nr. 100 af 20. marts 1970 og lov nr. 255 af 4. juni 1970 blev foretaget i vurderingsloven, samt de ændringer, der ved lov nr. 326 af 18. juni 1969 og ved lov nr. 257 af 4. juni 1970 blev foretaget i ligningsloven og ved lov nr. 327 af 18. juni 1969 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Ændringerne havde til formål at indføre en særlig ejendoms- og formuebeskatning af landbrug, gartnerier, planteskoler og frugtplantager (den såkaldte »bondegårdsbeskatning«). Ved lov nr. 255 af 4. juni 1970 blev der endvidere i vurderingsloven som § 4 A indsat en bestemmelse om, at landbrugsejendomme m.v. skal omvurderes uden for de almindelige vurderinger og årsomvurderinger, når de er blevet inddraget under en byzone eller et sommerhusområde. Tilsvarende vurdering foretages, når en af de af lovens afsnit II omfattede ejendomme helt eller delvis er overgået til anden anvendelse end landbrug m.v.

Som en konsekvens af bestemmelserne i frigørelsesafgiftsloven er der gennemført en ændring i § 2, nr. 13, i lov om særlig indkomstskat m.v. om fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, og tilføjet en bestemmelse - 2 C -, hvorefter § 2, nr. 13, ikke finder anvendelse, hvor der ved afståelse af fast ejendom skal svares afståelsesafgift i henhold til bestemmelserne i lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.

Der er endvidere i ligningsloven indsat en bestemmelse - § 4 A -, hvorefter der indrømmes fradrag for frigørelsesafgift ved opgørelsen af almindelig indkomstskattepligtig fortjeneste eller tab ved den første afståelse, efter at der er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift af en ejendom, der er erhvervet som led i næring eller i spekulationshensigt.

2. Loven om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom er inddelt i tre afsnit. Første afsnit vedrører ejendomme, der ved lovens ikrafttræden lå i landzoner, og som benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, men som senere inddrages under en byzone eller et sommerhusområde.

Andet afsnit vedrører landbrugsejendomme m.v., der ved lovens ikrafttræden lå i byzoner i det omfang, disse er sammenfaldende med tidligere inder- og mellemzoner.

Tredje afsnit omhandler andre bestemmelser, herunder regler om, hvem frigørelsesafgiften og afståelsesafgiften skal tilfalde, afgifternes anvendelse m.v. samt en bestemmelse om, at byplannævnet under visse betingelser kan træffe afgørelse om, at loven om frigørelsesafgift m.v. ikke skal finde anvendelse.

I det følgende vil lovens enkelte afsnit blive nærmere omtalt.

II.

Lovens afsnit I.

A. De frigørelsesafgiftspligtige ejendomme.

3. Efter § 1. stk. 1 og 2, i lov om frigørelsesafgift m.v. kan frigørelsesafgift kun pålignes ejendomme og arealer, der af de skattelignende myndigheder anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage på tidspunktet for ejendommenes eller arealernes inddragelse fra en landzone til en byzone eller et sommerhusområde. Det samme gælder ejendomme, der den 1. august 1969 blev benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, men som efter dette tidspunkt er blevet tilplantet, uden at arealet er undergivet fredskovspligt, eller ikke længere benyttes. Overgår en ejendom, der har været benyttet til landbrug m.v., til anden anvendelse i strid med gældende bestemmelser herunder landbrugsloven, skal de skattelignende myndigheder bortset fra denne anden anvendelse og stadig anse ejendommen for benyttet til landbrug m.v. Ved de skattelignende myndigheders afgørelse af, om en ejendom eller et areal benyttes til landbrug m.v., vil vurderingsmyndighedernes afgørelse i henhold til § 33, stk. 1, i vurderingsloven kunne være vejledende.

B. Tidspunktet for indtræden af frigørelsesafgiftspligt.

4. Pligten til at svare frigørelsesafgift af en af de ovenfor omtalte ejendomme indtræder, når ejendommen efter ikrafttrædelsen den 1. januar 1970 af loven om by- og landzoner inddrages helt eller delvis fra en landzone til en byzone eller et sommerhusområde.

Afgiftspligten anses for indtrådt fra og med datoen for boligministeriets bekendtgørelse i Statstidende af de af ministeriet eller byplannævnet godkendte byplaner, bygningsvedtægter eller byudviklingsplaner samt tillæg til disse, jfr. § 1 i finansministeriets bekendtgørelse af dags dato om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.

Inddrages kun en del af en fast ejendom under byzone eller et sommerhusområde, skal der kun svares frigørelsesafgift af denne del. Afgiften beregnes i disse tilfælde på grundlag af en fordeling af ejendomsværdier m.v. De nærmere regler herfor er omtalt i et cirkulære af dags dato fra statens ligningsdirektorat.

Inddrages en ejendom fra et sommerhusområde til en byzone, indtræder ingen pligt til at svare frigørelsesafgift. Der skal heller ikke svares frigørelsesafgift, hvor en ejendom i en landzone uden nogen samtidig zoneinddragelse ved tilladelse fra amtsrådet eller byudviklingsudvalget overgår til bymæssig benyttelse eller til benyttelse som sommerhus. En eventuel senere inddragelse af en sådan ejendom under en byzone eller et sommerhusområde udløser heller ingen pligt til at svare frigørelsesafgift. Eventuel fortjeneste konstateret ved afhændelse af en sådan ejendom vil blive beskattet efter reglerne om beskatning af almindelig eller særlig indkomst.

Frigørelsesafgift skal ikke svares, hvor en ejendom eller et areal som omtalt under A på tidspunktet for inddragelsen under en byzone eller et sommerhusområde er undergivet jordrentepligt, jfr. § 1, stk. 3. Af fortjeneste ved afståelse af en sådan ejendom svares der almindelig eller særlig indkomstskat efter de herom gældende regler, jfr. statsskattelovens § 5a og lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 13, jfr. § 7 A.

C. Hvem påhviler frigørelsesafgiften?

5. Som hovedregel påhviler pligten til at svare frigørelsesafgift den, der på det tidspunkt, hvor et landbrug m.v. inddrages under en byzone eller et sommerhusområde, har tinglyst adkomst på ejendommen, jfr. § 1, stk. 1. 2. pkt. Herved forstås, at vedkommende har tinglyst ubetinget skøde eller betinget skøde, hvor betingelsen alene vedrører købesummens betaling. Hvis skødet er betinget af andet, f. eks. udstykningsapprobation, anses det ikke som adkomst.

Ovennævnte regel gælder dog ikke, hvor ejendommen på tidspunktet for zoneinddragelsen ved en endelig og bindende aftale er afstået til en anden, f.eks. ved slutseddel eller skøde betinget af andet end købesummens betaling. I disse tilfælde påhviler afgiftspligten erhververen, uanset at denne ikke ved afgiftspligtens indtræden har fået tinglyst adkomst på ejendommen. Såfremt handelen senere hæves, påhviler afgiftspligten i almindelighed den, der på tidspunktet for zoneinddragelsen havde tinglyst adkomst på ejendommen. Om tidspunktet for erhvervelse og afståelse af fast ejendom henvises i øvrigt til punkt 10 i skattedepartementets cirkulære nr. 256 af 13. december 1965 om særlig indkomstskat af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.

Frigørelsesafgift svares af personer, selskaber, foreninger m.v. og dødsboer, uanset om de er skattepligtige her i landet. Staten og kommunerne skal ligeledes svare frigørelsesafgift.

Der skal svares frigørelsesafgift, selv om de frigørelsesafgiftspligtige ejendomme er erhvervet som led i næring eller i spekulationsøjemed.

D. Opgørelsen af det afgiftspligtige beløb .

6. Frigørelsesafgiften beregnes af en efter reglerne i §§ 2 og 3 opgjort frigørelsesværdi . Frigørelsesværdien, der beregnes for hver enkelt afgiftspligtig ejendom uden sammenlægning, udgør det beløb, hvormed et slutbeløb overstiger et basisbeløb .

Slutbeløbet .

7. Slutbeløbet udgør i medfør af § 2, stk. 1, det beløb, hvortil ejendommen er ansat til ejendomsværdi ved den første vurdering efter inddragelsen under en byzone eller et sommerhusområde. Der skal altid i forbindelse med zoneovergangen finde en omvurdering sted, jfr. vurderingslovens § 4 A.

Basisbeløbet .

8. Er den afgiftspligtige ejendom erhvervet inden den 15. marts 1969 kan basisbeløbet opgøres enten efter hovedreglen i § 2, stk. 1, eller efter reglerne i § 2, stk. 2.

Er ejendommen erhvervet den 15. marts 1969 eller derefter , finder bestemmelserne i § 2, stk. 1 og 3, anvendelse.

For ejendomme, der har fået afløst jordrentepligt, finder reglerne i § 2, stk. 4, anvendelse.

I tilfælde, hvor afgiftspligten, jfr. punkt 5, påhviler den, der inden den 20. april 1970 har erhvervet ejendommen, men ikke har tinglyst adkomst på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, kan der blive tale om at anvende de særlige overgangsregler i § 3. stk. 2, i lov nr. 255 af 4. juni 1970 om ændring af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jfr. nedenfor under punkt e).

a) Hovedreglen i § 2, stk. 1, er, at basisbeløbet beregnes ved at formindske den afgiftspligtige ejendoms ejendomsværdi ved den sidste vurdering før inddragelsen under en byzone eller et sommerhusområde med et eventuelt differencebeløb i henhold til vurderingslovens § 14, stk. 6, og forhøje det herefter fremkomne beløb med 50 pct. Det omtalte differencebeløb ansættes af vurderingsrådene som forskellen mellem det beløb, hvortil grundværdien for en af de i vurderingslovens § 33, stk. 1, omtalte ejendomme (landbrug, gartnerier, planteskoler eller frugtplantager) ville være blevet ansat i medfør af vurderingslovens § 16 (handelsværdien) og det beløb, hvortil grundværdien for de omtalte ejendomme ansættes i medfør af samme lovs § 14, stk. 5 (»bondegårdsreglen«). I henhold til denne bestemmelse skal de i vurderingslovens § 33, stk. 1, omtalte ejendomme, der ligger i en landzone, ansættes til grundværdi efter reglerne i lovens § 14, stk. 1-4. Der ses således ved vurderingen bort fra den højere værdi, der er en følge af forventninger om ejendommens overgang til anden zonestatus. De omtalte ansættelsesregler, der er af betydning for ejendoms- og formuebeskatningen, fandt første gang anvendelse ved 14. alm. vurdering pr. 1. august 1969, jfr. statens ligningsdirektoratets cirkulære af 18. juni 1969 om 14. alm. vurdering.

b) I stedet for det ovenfor under a) omtalte basisbeløb kan den, der har erhvervet en afgiftspligtig ejendom inden den 15. marts 1969 , anvende anskaffelsessummen for ejendommen eller dennes ejendomsværdi ved 13. alm. vurdering, jfr. § 2, stk. 2. Der ydes ikke i disse tilfælde det under a) omtalte tillæg på 50 pct. Om opgørelsen af anskaffelsessummen, hvor ejendommen er erhvervet ved køb, arv eller gave, og konstateringen af tidspunktet for, hvornår en ejendom kan anses for anskaffet, henvises til reglerne i skattedepartementets cirkulære nr. 256 af 13. december 1965 om særlig indkomstskat af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, punkterne 5 og 10. Hvor kun en del af en fast ejendom er erhvervet inden den 15. marts 1969, kan den afgiftspligtige kun anvende sin anskaffelsessum eller ejendomsværdien ved 13. alm. vurdering for denne del af ejendommen som basisbeløb.

c) Den, der har erhvervet en afgiftspligtig ejendom den 15. marts 1969 og derefter , kan i stedet for det under a) nævnte basisbeløb anvende ejendomsværdien for ejendommen ved 13. alm. vurdering, jfr.§ 2, stk. 3. Der indrømmes heller ikke i dette tilfælde det under a) omtalte tillæg på 50 pct.

d) Ejere af ejendomme, for hvilke jordrentepligten er afløst, kan i stedet for det under a) omtalte basisbeløb anvende afløsningssummen med et tillæg for bygningsværdien.

e) Efter § 3, stk. 2, i lov nr. 255 af 4. juni 1970 om ændring af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom kan den, der skal svare frigørelsesafgift, altid anvende sin anskaffelsessum som basisbeløb ved beregningen af frigørelsesværdien, såfremt den pågældende har erhvervet ejendommen inden den 20. april 1970 betinget af andet end købesummens betaling, og betingelserne ikke er opfyldt på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, jfr. punkterne 4 og 5.

Forbedringer, udstykninger og sammenlægninger .

9. Frigørelsesværdien nedsættes i henhold til § 3, stk. 1, med udgifter, der dokumenteres at være afholdt til forbedringer af den afgiftspligtige ejendom after den vurdering, der danner grundlag for basisbeløbet - respektive anskaffelsestidspunktet, når anskaffelsessummen, eller for så vidt angår jordrenteejendomme afløsningssummen, benyttes som basisbeløb - men inden den vurdering der danner grundlag for slutbeløbet. Derimod kan vedligeholdelsesudgifter ikke tages i betragtning ved beregningen af frigørelsesværdien.

10. Er der imellem ovennævnte tidspunkter sket udstykning eller sammenlægning , beregnes basis- og slutbeløbet på grundlag af en fordeling af ejendomsværdierne m.v. efter regler, der nærmere er fastsat i et cirkulære af dags dato fra statens ligningsdirektorat. Fordeling foretages kun efter derom fremsat anmodning.

Vælges ejendomsværdien ved 13. alm. vurdering som basisbeløb, og udgjorde den afgiftspligtige ejendom ved denne vurdering en ikke selvstændig vurderet del af en ejendom, sker opgørelsen på grundlag af regler, der ligeledes er fastsat i nævnte cirkulære fra statens ligningsdirektorat.

Værditab på bygninger .

11. Ifølge lov om frigørelsesafgift m.v. § 3, stk. 2, kan der ved opgørelsen af frigørelsesværdien efter hovedreglen i § 2, stk. 1, jfr. under punkt 8 a) på begæring af den afgiftspligtige indrømmes et fradrag for værditab på bygninger m.v. , der er opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet. Reglerne om fradraget findes i nævnte cirkulære fra statens ligningsdirektorat.

Beregning af frigørelsesafgiften .

12. Den i henhold til punkterne 6-11 beregnede frigørelsesværdi afrundes nedad til det nærmeste med 100 delelige kronebeløb, jfr. § 4. Af det herefter fremkomne beløb udredes frigørelsesafgiften med 40 pct. af beløb på 200.000 kr. eller derunder. Af beløb, der overstiger 200.000 kr., udredes frigørelsesafgiften med 40 pct. af 200.000 kr. og 60 pct. af resten. Afgiftsbeløb under 100 kr. opkræves ikke.

E. Forfaldstidspunktet .

13. Afgiften forfalder i henhold til § 5 til betaling månedsdagen efter, at den afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning. Meddelelsen skal være udfærdiget skriftligt og med angivelse af de basis- og slutbeløb, der danner grundlag for frigørelsesværdiens beregning, størrelsen af frigørelsesværdien og den på grundlag heraf beregnede frigørelsesafgift, jfr. punkt 37. Betaling senest månedsdagen efter forfaldsdagen anses for rettidig. Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det med 6 pct. p.a. fra forfaldsdagen at regne. Klage over beregningen af frigørelsesafgiften eller de vurderinger, der er lagt til grund herfor, udskyder ikke forfalds- eller betalingstidspunktet.

F. Adgang til at opnå henstand med frigørelsesafgiften .

14. Den ovenfor under punkt 13 nævnte meddelelse om afgiftens beregning skal tillige indeholde besked om, at den afgiftspligtige kan begære henstand med betalingen af frigørelsesafgiften. Begæring herom skal ifølge § 6, stk. 1, af den afgiftspligtige fremsættes inden udløbet af den ovenfor under punkt 13 nævnte betalingsfrist. Klage over afgiftens beregning eller de vurderinger, der ligger til grund herfor, udskyder ikke fristen for indgivelse af begæring om henstand.

Det er, jfr. § 6, stk. 3, en betingelse for, at henstand kan ydes, at der til sikkerhed for betaling af henstandsbeløbet, så snart dette kan ske, tinglyses et skadesløsbrev med oprykkende prioritet på den afgiftspligtige ejendom. Skal afgiften svares af en afgiftspligtig, der har erhvervet ejendommen, men ikke har fået tinglyst adkomst på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, kan henstand ydes på betingelse af, at skadesløsbrev tinglyses, så snart adkomsten er berigtiget. Skadeløsbrevets pålydende med tillæg af restgælden på foranstående prioriteter må ikke overstige den ved den senest foretagne vurdering ansatte ejendomsværdi af den afgiftspligtige ejendom. Som bilag 2 til nærværende cirkulære er optaget et udkast til et sådant skadesløsbrev.

Henstandsbeløbet er ifølge § 6, stk. 2, rentefrit i 4 år fra forfaldsdagen at regne og forrentes derefter med 6 pct. p.a. Renterne betales halvårsvis den 1. april og den 1. oktober for det da forløbne halvår.

Henstandsfristen udløber senest 12 år efter forfaldsdagen, jfr. § 7, stk. 4. Efter den afgiftspligtiges ansøgning herom kan finansministeren dog i særlige tilfælde indrømme yderligere henstand, hvor byudviklingen inden for en byzone forløber i et langsommere tempo end forudberegnet ved fastlæggelsen af zonen, og hvor ejendommen derfor endnu en tid kan forventes anvendt som landbrug m.v. Ansøgning om yderligere henstand skal indsendes til Skattedepartementet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K.

15. Henstandsbeløbet forfalder endvidere til betaling inden for 12 års fristen i nedennævnte 2 tilfælde

a) Ved ejerskifte , jfr. § 7, stk. 1. Afstås kun en del af ejendommen, forfalder en forholdsmæssig del af henstandsbeløbet. Henstandsbeløbet forfalder dog ikke, hvis erhververen er den afgiftspligtiges ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med den afgiftspligtige i op- eller nedstigende linie. Adoptionsforhold sidestilles i denne forbindelse med slægtskabsforhold. Det samme gælder, hvis ejendommen er erhvervet i et dødsbo, og erhververen er en af de ovenfor omtalte personer.

b) Ved den afgiftspligtige ejendoms overgang til anden anvendelse end omtalt i § 1, stk. 1, (landbrug m.v.). Overgår kun en del af ejendommen til anden anvendelse, forfalder en forholdsmæssig del af henstandsbeløbet. Beløbet forfalder til betaling 6 måneder efter tidspunktet for den vurdering, hvor den ændrede benyttelse konstateres, jfr. § 7, stk. 3.

G. Købepligt .

16. Ifølge frigørelsesafgiftslovens § 8 er kommunen pligtig til på den afgiftspligtiges forlangende at overtage den afgiftspligtige ejendom for det beløb, hvortil den er ansat til ejendomsværdi i henhold til vurderingsloven ved den første vurdering efter inddragelsen under en byzone eller et sommerhusområde (slutbeløbet), jfr. lovens § 2, stk. 1, og foran under punkt 7. Begæring om kommunens overtagelse af den afgiftspligtige ejendom skal fremsættes inden 4 år efter tidspunktet for ejendommens inddragelse i en byzone eller et sommerhusområde. Kommunens købepligt er betinget af, at ejendommen på tidspunktet for beregningens fremsættelse fortsat benyttes som landbrug m.v. Er kun en del af en ejendom blevet inddraget under en byzone eller et sommerhusområde, kan kommunens købepligt kun gøres gældende for denne dels vedkommende.

H. Afståelsesafgift .

17. Ved den første afståelse, herunder ved gave, mageskifte og ekspropriation m.v., af en ejendom eller en del af en sådan ejendom, efter at der er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift, skal der svares en afståelsesafgift, jfr. § 9, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis ejendommen er erhvervet som led i næring eller i spekulationsøjemed, jfr. punkt 23. Ved delvis afståelse af en ejendom skal der kun svares afståelsesafgift af den afståede del af ejendommen. Afståelse forstås på samme måde som i skattelovgivningen i øvrigt, herunder lov om særlig indkomstskat m.v., jfr. skattedepartementets cirkulære nr. 256 af 13. december 1965, punkterne 1 og 10.

Om afgiftspligtens indtræden i forbindelse med, at en arving, en legatar eller en efterlevende ægtefælle overtager en afgiftspligtig ejendom fra et dødsbo samt om den særlige henstandsordning i disse tilfælde, henvises til punkterne 18 og 19.

Afståelsesafgiften træder i henhold til lov om særlig indkomstskat m.v. § 2 C, der er optrykt i bilag 1, i stedet for den særlige indkomstskat, der ellers skulle erlægges ved afståelse af fast ejendom i henhold til bestemmelserne i § 2, nr. 13, jfr. § 7 A i samme lov.

Afgiften påhviler personer, dødsboer, selskaber og foreninger m.v., der er skattepligtige (fuldt eller begrænset) til staten i det indkomstår, hvori ejendommen er afstået. Staten og kommunerne svarer således ikke afståelsesafgift. Det samme gælder dødsboer, der efter kildeskattelovens § 16 eller § 20 B, stk. 3, er fritaget for at betale indkomstskat (de såkaldte skattefri småboer). Derimod svares afståelsesafgift af ejendomme, for hvilke der i medfør af § 4, stk. 2, ikke er opkrævet frigørelsesafgift, fordi afgiftsbeløbet har været under 100 kr.

18. Det forhold, at en ejendom, for hvilken der tidligere er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift, i forbindelse med et dødsfald inddrages under et skifte, betragtes ikke som en afståelse, der udløser pligt til at svare afståelsesafgift. Derimod indtræder pligten til at svare afståelsesafgift, jfr. § 9, stk. 2, hvis en ejendom eller en del af denne ved skifte af et dødsbo eller ved skifte af et uskiftet bo i længstlevende ægtefælles levende live udlægges til en arving, legatar eller den længstlevende ægtefælle, efter at der er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift. Dette gælder, hvad enten overdragelsen af den afgiftspligtige ejendom til arvingen m.v. sker ved et salg, et udlæg eller et blandet udlæg og salg. Afstår dødsboet ejendommen til andre end ovennævnte personkreds, bliver boet pligtig at svare afståelsesafgift.

Pligt til at svare afståelsesafgift indtræder endvidere, hvis den længstlevende ægtefælle, efter at have skiftet med enkelte arvinger eller legatarer, jfr. § 20 C, stk. 1, 3. pkt., og § 20 B, stk. 6, i kildeskatteloven, overtager resten af fællesboet, herunder en afgiftspligtig ejendom eller en del af denne, til hensidden i uskiftet bo. Sker overtagelsen til hensidden i uskiftet bo uden forudgående skifte med enkelte arvinger eller legatarer, medfører overtagelsen derimod ikke, at der skal svares afståelsesafgift, I dette tilfælde indtræder pligten til at svare afståelsesafgift først, når ægtefællen enten senere afstår ejendommen eller efter nogen tids hensidden i uskiftet bo eventuelt skifter med enkelte arvinger eller legatarer.

Fortsætter et privatskiftet bo udover en periode på 15 måneder, overgår skattepligten til de privatskiftende arvinger. Overtager disse herved en afgiftspligtig ejendom, bliver boet pligtig at svare afståelsesafgift.

Dødsboer, der efter kildeskattelovens § 16 eller § 20 B, stk. 3, er fritaget for at betale indkomstskat (de skattefri småboer), svarer som foran anført ikke afståelsesafgift, jfr. § 9, stk. 3. En arving m.v., der overtager en afgiftspligtig ejendom fra et sådant bo, skal derfor ved senere afståelse af ejendommen svare særlig indkomstskat af eventuel fortjeneste efter de herom gældende regler, jfr. lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 13, og § 7 A. Fortjenesten beregnes i disse tilfælde med udlægningsværdien som skattemæssig anskaffelsessum.

19. Efter § 9, stk. 2, kan boet dog kræve fritagelse for at betale afståelsesafgiften, hvis den arving, legatar eller efterlevende ægtefælle, der overtager den afgiftspligtige ejendom, forpligter sig til at betale det under skiftet fastsatte afgiftsbeløb ved den første afståelse af ejendommen. Arvingen m.v. skal endvidere ved den første afståelse af ejendommen svare almindelig eller særlig indkomstskat efter de herom gældende regler af eventuel fortjeneste konstateret ved samme afståelse. Fortjenesten beregnes med udlægningsværdien som skattemæssig anskaffelsessum. Afstås kun en del af ejendommen, skal der kun svares afståelsesafgift af den afståede del af ejendommen. Hvis ejendommen overtages af flere berettigede i boet, skal disse forpligte sig til at hæfte solidarisk for afgiftsbeløbet. Hvor boet kræver sig fritaget for at svare afgiften, skal den eller de arvinger m.v., der overtager den afgiftspligtige ejendom, forpligte sig til at betale afgiften, selvom den overstiger modtagernes andele i boet.

Det forhold, at afgiftspligten anses for indtrådt ved et dødsbos overdragelse af den afgiftspligtige ejendom til en arving m.v., medfører, at den beregnede afgift kan fradrages ved arveafgiftsberegningen som gæld, jfr. arveafgiftslovens § 16, stk. 2.

20. Afståelsesafgift svares i medfør af lovens § 9, stk. 4, af forskellen mellem på den ene side afståelsesvederlaget for ejendommen og på den anden side det beløb, hvortil ejendommen er ansat til ejendomsværdi ved den første vurdering efter inddragelsen under en byzone eller et sommerhusområde (slutbeløbet, jfr. § 2, stk. 1, og foran under punkt 7) med tillæg af forbedringsudgifter, der er afholdt mellem ovennævnte vurdering og tidspunktet for afståelsen.

Afståelsesafgift svares dog højst af forskellen mellem afståelsesvederlaget og anskaffelsessummen med tillæg af de under pkt. 9 nævnte forbedringsudgifter . Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med afståelsesvederlag. Ydes der intet vederlag for afståelsen, eller er vederlaget mindre end ejendommens værdi i handel og vandel, træder denne værdi i stedet for afståelsesvederlaget ved beregningen af afståelsesafgiften. Ved opgørelsen af det afgiftspligtige beløb indrømmes fradrag for kurstab og handelsomkostninger. Om opgørelsen af anskaffelsessummen og afståelsesvederlaget samt fastlæggelsen af tidspunktet for afståelsen af fast ejendom henvises i øvrigt til skattedepartementets cirkulære nr. 256 af 13. december 1965, punkterne 4, 5 og 10.

Ved delvis afståelse af en afgiftspligtig ejendom foretages en fordeling af den ejendomsværdi m.v., der danner udgangspunkt for afståelsesafgiftens beregning. De nærmere regler for disse fordelinger er omtalt i det dags dato af statens ligningsdirektorat udsendte cirkulære.

Hvor et dødsbo ved overdragelse af en ejendom til en arving, legatar eller en længstlevende ægtefælle bliver pligtig at svare afståelsesafgift, beregnes denne på grundlag af værdierne i den endelige boopgørelse eller i opgørelserne i henhold til § 20, eller § 20 C, stk. 4, i kildeskatteloven (værdien i handel og vandel). Udlægges ejendommen før skæringsdagen i sådan opgørelse, ansættes den til værdien på udlægstidspunktet, jfr. kildeskattelovens § 17, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Den omstændighed, at afståelsesafgift eventuelt ikke kan beregnes på tidspunktet for afståelsen, fordi den efter zoneinddragelsen følgende omvurdering endnu ikke er foretaget, fritager ikke den afgiftspligtige for at svare afgiften. Ifølge § 4 A i vurderingsloven skal der dog uden ufornødent ophold foretages omvurderinger af ejendomme, der er blevet inddraget under en byzone eller et sommerhusområde.

21. Efter § 9, stk. 5, svares der ikke afståelsesafgift af en- eller tofamilieshuse m.v. , som er omfattet af reglerne i § 2 A i lov om særlig indkomstskat m.v. (»parcelhusreglen«). Efter denne bestemmelse er det bl.a. en betingelse, for at fortjeneste ved afståelse af ejendommen ikke skal beskattes, at ejeren eller hans husstand har beboet huset i mindst 2 år af det tidsrum, hvor han har ejet boligen. Den samme betingelse, såvel som de øvrige i § 2 A i lov om særlig indkomstskat m.v. omtalte betingelser, må være opfyldt, for at frigørelsesafgifslovens § 9, stk. 5, kan finde anvendelse. En ejer, der ved udstykning successivt afstår en ejendom, hvoraf der skal svares afståelsesafgift, er ved afståelse af restejendommen med beboelse således fritaget for at svare afståelsesafgift under samme betingelser som omtalt i § 2 A i lov om særlig indkomstskat m.v.

22. Afståelsesafgift svares med 60 pct. af det i punkt 20 omtalte forskelsbeløb, efter at dette er afrundet nedad til det nærmeste med 100 delelige kronebeløb. Afgiftsbeløb under 100 kr. opkræves ikke, jfr. § 10.

Af fortjenester konstateret ved senere afståelser af ejendomme , efter at der er indtrådt pligt til at svare afståelsesafgift, svares der almindelig eller særlig indkomstskat efter de herom gældende regler, jfr. statsskattelovens § 5 a og lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 13, jfr. § 7 A.

23. Af ejendomme, der er erhvervet som led i næring eller i spekulationshensigt , svares der ikke afståelsesafgift. Derimod skal fortjeneste eller tab ved afhændelse af disse ejendomme tages i betragtning ved opgørelsen af den almindelige skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 5 a. Ved opgørelsen af fortjenesten eller tabet kan sælgeren dog ifølge § 4 A i ligningsloven fradrage frigørelsesafgift, der er pålagt i hans ejertid. Samme ret er indrømmet dels et dødsbo for så vidt angår frigørelsesafgift, der er pålagt i afdødes eller hans ægtefælles besiddelsestid, dels arvinger m.v., der indtræder i boets skattemæssige stilling, med hensyn til afgift, der er pålagt, medens ejendommen var i afdødes, hans ægtefælles eller boets besiddelse. Der henvises iøvrigt til skattedepartementets cirkulære af dags dato til ligningsloven.

III.

Lovens afsnit II.

A. De frigørelsesafgiftspligtige ejendomme .

24. De frigørelsesafgiftspligtige ejendomme efter lovens afsnit II er ejendomme, der ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1970 var omfattet af bestemmelsen i vurderingslovens § 14, stk. 7. Efter denne bestemmelse blev der ved 14. alm. vurdering for de i vurderingslovens § 33, stk. 1, nævnte ejendomme indenfor områder omfattet af en godkendt byudviklingsplans inder- eller mellemzone ansat et differencebeløb. Differencebeløbet svarer til det beløb, hvormed den i henhold til § 16 ansatte grundværdi overstiger den værdi, hvortil grundværdien ville være blevet ansat, såfremt ansættelsen var sket efter § 14, stk. 1-4.

For de ejendomme, for hvilke et sådant differencebeløb er ansat ved 14. alm. vurdering eller en inden 1. januar 1970 foretagen § 4-vurdering eller for de fra sådanne ejendomme udstykkede parceller, skal der også ved senere vurderinger forud for 17. alm. vurdering angives differencebeløb. Det er en betingelse herfor, at ejendommem fortsat er omfattet af § 33. stk. 1, i vurderingsloven, og at den nuværende eller en tidligere ejer, inden ejendommen første gang optages til vurdering efter 14. alm. vurdering, har afgivet en uigenkaldelig skriftlig erklæring i henhold til § 6 B i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (optrykt i bilag 1,) eller sådan erklæring er afgivet af ejeren af den ejendom, hvorfra parcellen senere er udstykket. Ved den omtalte erklæring forpligter de pågældende sig selv og eventuelle senere ejere af ejendommen til at svare frigørelsesafgift efter reglerne i frigørelsesafgiftsloven mod til gengæld at blive beskattet efter i det væsentlige samme regler, som gælder for ejendomme i landzoner. Med hensyn til de nærmere regler for erklæringens indhold, affattelse m.v. henvises til det af indenrigsministeriets udsendte cirkulære af 20. juni 1969.

B. Tidspunktet for indtræden af frigørelsesafgiftspligt .

25. Pligten til at svare frigørelsesafgift af en af de foran under punkt 24 omtalte ejendomme indtræder senest ved den den 17. alm. vurdering , jfr. § 11, stk. 2. Overgår ejendommen helt eller delvis til anden anvendelse end landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage inden 17. alm. vurdering, indtræder pligten til at svare afgiften dog på tidspunktet for overgangen til anden anvendelse, jfr. § 11, stk. 1. Afgift skal kun svares af den del af ejendommen, der overgår til anden anvendelse. Afgiften beregnes i disse tilfælde efter regler, der er nærmere omtalt i statens ligningsdirektorats cirkulære af dags dato.

Ved overgang til anden anvendelse forstås en ændring af ejendommens faktiske benyttelse, således at den ikke længere kan anses for helt eller delvis benyttet til landbrug, gartneri m.v. Det er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere ændring i en ejendoms benyttelse, at der i henhold til § 4, stk. 1, i lov nr. 114 af 4. april 1967 (landbrugsloven) er meddelt udstykningsapprobation eller fritagelse for landbrugspligten. Efter vurderingslovens § 4 A skal vurderingsrådene optage de af lov om frigørelsesafgift m.v. afsnit II omfattede ejendomme til omvurdering snarest muligt efter, at de er blevet bekendt med, at ejendommene er overgået til anden anvendelse end landbrug m.v.

Derimod vil et skifte imellem dyrkningsmæssige anvendelsesmåder, f.eks. fra landbrug til gartneri, ikke kunne anses for en ændret benyttelse i lovens forstand.

Afstår en ejer af en ejendom, for hvilke der er afgivet den omtalte § 6 B-erklæring, denne på et tidspunkt, før der er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift, skal den pågældende svare almindelig eller særlig indkomstskat af en ved afhændelsen eventuelt konstateret fortjeneste.

Frigørelsesafgift skal ikke svares, hvor en af de under punkt 24 omtalte ejendomme eller arealer er undergivet jordrentepligt på tidspunktet for 17. alm. vurdering eller ved ejendommens overgang til anden anvendelse end landbrug m.v.

Opmærksomheden henledes på, at der intet er til hinder for, at der vedrørende jordrenteejendomme kan afgives erklæring i henhold til § 6 B i den kommunale ejendomsskattelov med virkning for ejendoms- og formuebeskatningen.

C. Hvem påhviler frigørelsesafgiften?

26. Pligt til at svare frigørelsesafgift af de af lovens afsnit II omfattede ejendomme påhviler den ejer, der har afgivet den omtalte § 6 B-erklæring samt senere ejere af ejendommen eller af de fra denne siden erklæringens afgivelse udstykkede parceller. Vedrørende spørgsmålet om, hvem der anses for en ejendoms ejer, henvises til bemærkningerne foran under punkt 5.

D. Opgørelsen af det afgiftspligtige beløb .

27. Frigørelsesafgiften for de af lovens afsnit II omfattede ejendomme beregnes - med nedennævnte undtagelser - efter reglerne i §§ 2-4. der er nærmere omtalt under punkterne 6-12. I de tilfælde, hvor frigørelsesafgift indtræder på grund af overgang til anden anvendelse, jfr. § 11, stk. 1, gælder dog, at basisbeløbet efter § 2, stk. 1, der er omtalt under punkt 8 a), beregnes ved at formindske ejendomsværdien ved den senest foretagne vurdering før den ændrede anvendelse med et eventuelt differencebeløb i henhold til vurderingslovens § 14, stk. 7, og forhøje det herefter fremkomne beløb med 50 pct. Slutbeløbet udgør ejendomsværdien ved den første vurdering efter konstateringen af den ændrede anvendelse.

Ovennævnte undtagelser vedrørende basis- og slutbeløbets beregning gælder også, hvor frigørelsesafgiftspligten indtræder ved den 17. alm. vurdering, jfr. § 11, stk. 2, dog at henholdsvis den senest foretagne vurdering før og den første efter afgiftspligtens indtræden her lægges til grund ved beregningerne.

E. Forfaldstidspunktet .

28. Bestemmelserne om forfaldstidspunktet og forrentning af frigørelsesafgiften for de af lovens afsnit II omfattede ejendomme svarer til de regler, der gælder for ejendomme omfattet af lovens afsnit I. Der henvises til bemærkningerne herom under punkt 13.

F. Adgang til at opnå henstand med frigørelsesafgiften .

29. For de ejendomme, der bliver frigørelsesafgiftspligtige efter § 11, stk. 1, hvilket vil sige ved overgang til anden anvendelse end landbrug m.v., gælder der ingen regler om henstand med betalingen af en eventuelt pålignet frigørelsesafgift. Afgiften forfalder derfor til betaling månedsdagen efter, at den afgiftspligtige har fået meddelelse om afgiftens beregning, jfr. § 5 og punkt 13.

I de tilfælde, hvor afgiftspligten indtræder i medfør af § 11, stk. 2, d.v.s. ved 17. alm. vurdering, gælder, jfr. § 14, derimod samme henstandsordning med hensyn til betaling af frigørelsesafgiften som for ejendomme omfattet af lovens afsnit I, jfr. punkterne 14 og 15. Henstandsfristen udløber dog senest 4 år efter forfaldsdagen.

G. Købepligt .

30. I tilfælde, hvor frigørelsesafgiftspligten er indtrådt i medfør af lovens § 11, stk. 2, d.v.s. ved 17. alm. vurdering, gælder samme regler, som omtalt under punkt 16, for kommunernes pligt til efter den afgiftspligtiges anmodning at overtage ejendommen. Overtagelsesbeløbet skal dog være det under punkt 27 omtalte slutbeløb, det vil sige ejendomsværdien i handel og vandel ved den første vurdering efter afgiftspligtens indtræden.

H. Afståelsesafgift .

31. Ved den første afståelse af en af lovens afsnit II omfattet ejendom, efter at der er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift, skal der svares afståelsesafgift efter samme regler, som gælder for ejendomme omfattet af lovens afsnit I, se dog under punkt 27. Vedrørende reglerne for beregning m.v. af afståelses afgiftpligt henvises til punkterne 17-22.

For så vidt en af frigørelsesafgiftslovens afsnit II omfattet ejendom er erhvervet som led i næringsvej eller i spekulationsøjemed, finder de under punkt 23 omtalte regler anvendelse.

IV

Lovens afsnit III.

A. Frigørelses- og afståelsesafgifternes anvendelse m.v .

32. Frigørelses- og afståelsesafgifterne tilfalder ifølge frigørelsesafgiftslovens § 17, stk. 1, de kommuner og amtskommuner, hvori de afgiftspligtige ejendomme ligger, med halvdelen til hver.

33. Kommunens anpart af afgifterne kan efter regler fastsat af boligministeren anvendes dels til gennemførelse af byggemodningsarbejder m.v. inden for kommunen, dels til finansiering af dennes overtagelse af fast ejendom i henhold til lovens §§ 8 og 15, jfr. punkterne 16 og 30. Amtskommunens anpart af afgifterne kan efter ligeledes af boligministeren fastsatte regler udlånes til finansiering af byggemodningsarbejder m.v. inden for amtskommunen. De nærmere regler vil blive fastsat i en bekendtgørelse fra boligministeriet.

B. Afgifternes påligning og opkrævning m.v .

34. Der er ved finansministeriets bekendtgørelse af dags dato, jfr. lov om frigørelsesafgift m.v. § 18, stk. 1, fastsat nærmere regler for frigørelses- og afståelsesafgiftens påligning og opkrævning m.v.

Ifølge § 8 i bekendtgørelsen finder de i skattelovgivningen indeholdte regler om påligning og opkrævning af indkomstskat til staten anvendelse på frigørelsesafgiften og afståelsesafgiften, for så vidt de er forenelige med de i lov om frigørelsesafgift m.v. og de i bekendtgørelsen givne regler.

35. Påligningen af frigørelsesafgiften foretages af de samme myndigheder, som foretager påligningen af indkomst- og formueskat til staten for personer, jfr. bekendtgørelsens § 3. Dette gælder også, hvor den afgiftspligtige er et selskab.

Påligningen af frigørelsesafgiften foretages dog af ligningsmyndigheden i den kommune, hvor den afgiftspligtige ejendom ligger . I tilfælde af, at en afgiftspligtig ejendom ligger i flere kommuner, pålignes frigørelsesafgiften af ligningsmyndigheden i den kommune, hvor inddragelse af ejendommen eller arealet til en byzone eller et sommerhusområde finder sted. Sker der fra en ejendom inddragelse af arealer til en byzone eller et sommerhusområde i flere kommuner, pålignes frigørelsesafgiften af ligningsmyndigheden i den kommune, hvor det største areal inddrages, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

36. Om den nærmere fremgangsmåde ved afgifternes påligning m.v. bemærkes

Kommunalbestyrelsen giver snarest efter, at den fra et vurderingsråd har fået underretning om, at der er foretaget en vurdering af en afgiftspligtig ejendom, den kommunale ligningsmyndighed i den kommune, i hvilken påligning af frigørelsesafgiften skal ske, jfr. punkt 35, besked herom. Den kommunale ligningsmyndighed giver herefter uden ufornødent ophold meddelelse om afgiftspligten til den, der ifølge tingbogen havde adkomst til ejendommen på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden. Det samme gælder, hvor afgiftspligt er indtrådt i henhold til bestemmelserne i lovens § 11, stk. 1 og 2, jfr. punkt 25. Samtidig med denne meddelelse udsendes der til den afgiftspligtige et særligt skema til brug ved beregningen af frigørelsesafgiften, jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 1.

I det ovenfor omtalte skema skal den afgiftspligtige i henhold til bekendtgørelsens § 4, stk. 4, redegøre for, hvornår den afgiftspligtige ejendom er erhvervet, hvilke af de i § 2 omtalte basisbeløb, der ønskes anvendt, hvilke forbedringer der i henhold til § 3, stk. 1. ønskes taget i betragtning, samt om der begæres fradrag for værditab på bygninger i henhold til § 3, stk. 2. Den afgiftspligtige skal senest en måned efter skemaets modtagelse tilbagesende det med de ønskede oplysninger til den kommunale ligningsmyndighed.

Hvis ejendommen på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden var afstået til en anden, skal den, der har modtaget meddelelsen, straks returnere skemaet til den kommunale ligningsmyndighed med angivelse af, hvem der har erhvervet ejendommen.

Den kommunale ligningsmyndighed skal derefter underrette erhververen om afgiftspligtens indtræden og tilsende ham omtalte skema.

37. Senest en måned efter udløbet af fristen for den afgiftspligtiges indgivelse af det omtalte skema foretager den kommunale ligningsmyndighed en foreløbig påligning af frigørelsesafgiften, jfr. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Ligningsmyndigheden underretter ved anbefalet brev den afgiftspligtige om størrelsen af det afgiftspligtige beløb samt om den frigørelsesafgift, der skal svares. En udskrift af afgiftsberegningen skal vedlægges. Afgiften forfalder til betaling månedsdagen efter denne meddelelse, jfr. punkterne 13 og 28.

Der skal samtidig på en særlig tydelig måde gives den afgiftspligtige oplysning om mulighederne og betingelserne for at opnå henstand med betaling af frigørelsesafgiften, jfr. bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Begæring om henstand skal indgives til kommunalbestyrelsen.

Den foreløbige påligning af frigørelsesafgiften kan inden 4 uger efter meddelelsen herom påklages til skatterådet.

Skatterådet foretager senest 3 måneder efter udløbet af fristen for den afgiftspligtiges indgivelse af det i punkt 36 omtalte skema den endelige påligning af frigørelsesafgiften. Afviger den endelige påligning fra den af ligningsmyndigheden foretagne foreløbige, underrettes den afgiftspligtige herom. Det samme gælder, hvor skatterådet stadfæster en af den afgiftspligtige påklaget foreløbig påligning. Den afgiftspligtige kan inden 4 uger herefter påklage den endelige påligning af frigørelsesafgiften til landsskatteretten i overensstemmelse med de almindelige regler om adgang til påklage af ansættelse og beregning af personlig skat til staten. Som omtalt under punkt 13 udsætter hverken klager over beregningen af frigørelsesafgiften eller over de vurderinger, der er lagt til grund herfor, forfalds- eller betalingstidspunktet.

38. Frigørelsesafgiften skal i henhold til bekendtgørelsens § 6 opkræves af den kommune, hvis ligningsmyndighed har foretaget den foreløbige påligning af afgiften.

39 Afståelsesafgiften pålignes og beregnes af de myndigheder, der foretager påligningen af den særlige indkomstskat. Afgiften, der opkræves af den kommune, hvis ligningsmyndighed har foretaget den forløbige påligning af afgiften, forfalder til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne, september, oktober og november i det år, hvori afgiften pålignes, med sidste rettidige betalingsdag for den afgiftspligtige den 20. i forfaldsmåneden, jfr. bekendtgørelsens § 7.

C. Adgangen til dispensation .

40. Ved den samtidige ikrafttræden af lov om frigørelsesafgift m.v. og by- og landzoneloven den 1. januar 1970 blev en del arealer placeret i landzone, selvom de før denne dato af vedkommende offentlige myndighed var disponeret for bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse under anvendelse af en anden formel fremgangsmmåde end ved fastlæggelse i en byudviklingsplan, bygningsvedtægt, byplanvedtægt eller tillæg til sådanne. Af disse arealer skal der derfor svares frigørelsesafgift, når de efter den 1. januar 1970 formelt inddrages under en byzone eller et sommerhusområde.

På begæring af ejerne af de omtalte arealer kan byplannævnet dog, hvis det skønner det rimeligt, træffe endelig administrativ afgørelse om, at lov om frigørelsesafgift m.v. ikke skal finde anvendelse på arealerne, jfr. § 19 A, stk. 1. Ansøgning herom kan indsendes til byplannævnet (adresse: Boligministeriet, Slotholmsgade 12, 1216 København K.) før afgiftspligt er indtrådt og skal være indsendt, inden afgiften forfalder til betaling, jfr. punkt 13.

Har byplannævnet truffet afgørelse om, at et ellers afgiftsfrit areal ikke skal være omfattet af lov om frigørelsesafgift m.v., medfører beslutningen, at ejeren af det pågældende areal undergives de almindelige regler om, at der ved afståelse af ejendommen skal svares almindelig eller særlig indkomstskat af den opnåede fortjeneste.

Skattedepartementet, den 24 august 1970 .

Hans P. Gøtrik.

/E. Møller.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →