Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Italien den 10. marts 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat.

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Italien den 10. marts 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat.

I. Overenskomstens ikrafttræden, dens område og almindelige principper.

1. Ved den mellem Danmark og Italien den 10. marts 1966 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 82 af 30. juli 1968 (lovtidende C), er der fastsat en række bestemmelser, der i visse tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og italiensk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomst- og formuebeskatning.

2. Overenskomsten kommer i henhold til art. XXVIII for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse således

(a) Med hensyn til indkomstskatter, der opkræves ved indeholdelse, for indkomst, der er forfalden til betaling den eller efter den 1. januar 1962.

(b) Med hensyn til andre indkomstskatter

(i) for indkomst, der erhverves den eller efter den 1. januar 1962 (fysiske personer); (ii) for indkomst, der erhverves i det regnskabsår, der begynder den eller efter den 1. januar 1962 (selskaber).

(c) Med hensyn til formueskatter

(i) for formue, der ejes ved udgangen af kalenderåret 1962 (fysiske personer); (ii) for formue, der ejes ved udgangen af det regnskabsår, der begynder den eller efter den 1. januar 1962 (selskaber).

3. Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på

personer, som er bosiddende i den ene eller begge de kontraherende

stater, jfr. art. III. Udtrykket "person" indbefatter en fysisk

person og enhver sammenslutning, hvad enten denne udgør en juridisk

person eller ej, jfr. pkt. 6 nedenfor.

4. For Danmarks vedkommende finder overenskomsten i henhold til art.

I, stk. 3, anvendelse på indkomstskatterne til staten, formueskatten,

de kommunale indkomstskatter, folke- og invalidepensionsbidraget,

(fra 1. april 1966 dog kun folkepensionsbidraget), sømandsskatten,

den særlige indkomstskat og kirkeskatten. I henhold til art. I, stk.

4, finder overenskomsten endvidere anvendelse på alle skatter af

samme eller væsentlig samme art, der fremtidig måtte blive pålagt som

tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. Herefter er også

udbytteskatten ifølge kildeskattelovens § 65 omfattet af

overenskomsten.

5. Der findes ikke bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til

opkrævning af skatter i overenskomsten.

6. Definitioner findes i overenskomstens art. II, hvoraf her skal

fremhæves art. II, stk. 1, (a), hvorefter "Danmark" i overenskomsten

betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland.

Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med ændringer ved

noteveksling udvides til disse områder, såfremt der her pålægges

skatter af i alt væsentlig samme karakter som de i overenskomsten

omhandlede, jfr. art. XXVII.

Endvidere skal fremhæves art. II, stk. 1, (e), hvorefter udtrykket

"person" indbefatter en fysisk person og enhver sammenslutning, hvad

enten denne udgør en juridisk person eller ej. Udtrykket "selskab"

betyder enhver juridisk person og enhver sammenslutning, der i

skattemæssig henseende behandles som en juridisk person, jfr. art.

II, stk. 1, (f). Et offentligt skiftet dødsbo, såvel som - inden for

de første 15 måneder - et privat skiftet dødsbo, der omfattes af

kildeskattelovens afsnit II, må herefter anses for et selskab i

overenskomstens forstand.

7. Overenskomstens regler til undgåelse af dobbeltbeskatning kan

opdeles i 2 afsnit, nemlig dels regler til løsning af den konflikt,

der opstår, når en person eller et selskab opfylder betingelserne for

fuld skattepligt i begge de kontraherende lande, og begge lande

derfor med hjemmel i deres interne lovgivning gør krav på at beskatte

den pågældende af hele hans indkomst og formue, uanset hvorfra

indkomsten og formuen hidrører, og dels regler til løsning af

konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land,

hvorfra en indkomst hidrører, eller hvor en formue er placeret

(kildelandet), og den beskatningsret, der tilkommer det land, hvor

den pågældende skatteyder er bosiddende og derfor opfylder

betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet).

Begge sæt regler kan finde anvendelse i det samme konkrete tilfælde.

Opfylder en person betingelserne for fuld skattepligt i begge lande,

må det først efter de i art. IV givne regler fastslås, hvilket af de

to lande der skal have ret til at beskatte den pågældende som der

bosiddende. Derefter bestemmes det ved hjælp af de følgende regler,

om bopælslandet skal give afkald på at beskatte visse indkomst- eller

formuearter. I tilfælde, hvor en person, der i henseende til

beskatning betragtes som bosiddende i Danmark, oppebærer indtægter

fra eller ejer formue i Italien, og sådan indkomst eller formue i

overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser kan beskattes i

Italien, skal Danmark i henhold til art. XXIII indrømme fradrag med

et beløb svarende til den i Italien betalte indkomstskat eller

formueskat. Fradraget skal imidlertid i intet tilfælde overstige den

del af henholdsvis indkomstskatten eller formueskatten - således som

disse skatter er beregnet før indrømmelsen af fradraget - som

forholdsmæssigt falder på henholdsvis den indkomst, der hidrører fra,

eller den formue, der ejes i Italien.

Indkomst og formue, som Italien kan beskatte, skal følgelig medregnes

i den her i landet skattepligtige indkomst og formue, men de

beregnede skattebeløb skal herefter nedsættes som foran anført. Det

bemærkes dog i denne forbindelse, at Italien ikke for tiden opkræver

nogen formueskat.

For så vidt angår forholdet mellem Danmark og Italien bliver der

herefter ikke anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag

i dansk skat for skat erlagt i Italien.

II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af

dobbeltbeskatning.

A. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning, når fuld skattepligt

foreligger i begge lande.

8. Har en fysisk person en sådan tilknytning til begge lande, at han

opfylder betingelserne for fuld skattepligt i begge lande, altså i

begge lande er skattepligtig af hele sin indkomst og formue, må det

afgøres, hvilket af de to lande der skal lade sin ret til at betragte

den pågældende som fuldt skattepligtig vige.

I art. II, stk. 1, (g), bestemmes det først, hvad der skal forstås

ved at være bosiddende i en af staterne. Det er i overenskomstens

forstand tilstrækkeligt hertil, at en person eller et selskab i

henhold til lovgivningen i en af staterne er skattepligtig der på

grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende

forhold.

Hvor en fysisk person efter denne regel må anses for bosiddende i

begge staterne, gælder i henhold til art. IV, stk. 1, (a), den

hovedregel, at det land, i hvilket den pågældende har en fast bolig

til rådighed for sig, har den fulde beskatningsret. Foreligger der

fast bolig i begge lande, tilkommer den fulde beskatningsret det

land, med hvilket han har de stærkeste personlige og økonomiske

forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser). Kan spørgsmålet om,

hvilket land der skal have beskatningsretten, ikke afgøres på

grundlag af de nævnte kriterier, får det land, hvor den pågældende

sædvanligvis opholder sig, fortrinsretten. Såfremt heller ikke dette

kriterium fører til en løsning, tilkommer beskatningsretten den stat,

i hvilken den pågældende er statsborger. Er han statsborger i begge

staterne, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, må der

træffes aftale mellem de kompetente myndigheder i de to stater. I så

fald må sagen derfor forelægges for skattedepartementet.

En juridisk person anses for fuldt skattepligtig i den af staterne, i

hvilken den er indregistreret, eller i henhold til hvis lovgivning

den har status som selskab. Hvis selskabet efter dette kriterium er

hjemmehørende i begge stater, skal det anses for at være

hjemmerørende i den stat, i hvilken dets virkelige ledelse har sit

sæde, jfr. art. IV, stk. 2.

B. Reglerne om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde af konflikt

mellem kildelandets og bopælslandets beskatningsret.

9. For så vidt angår indkomst findes disse regler i overenskomstens

art. V-XX. Såfremt en indkomstart ikke er udtrykkeligt omtalt i en af

artiklerne V til XX, skal beskatningsretten ifølge art. XXI alene

tilkomme bopælslandet, og kildelandet skal således frafalde sin

beskatning heraf. Om de øvrige artikler bemærkes følgende

10. Fortjeneste ved forretningsvirksomhed beskattes ifølge art. V som

hovedregel i det land, hvor vedkommende foretagende er hjemmehørende.

En undtagelse herfra gælder for det tilfælde, at et foretagende i det

ene land driver virksomhed fra et "fast driftssted" i det andet land.

I så fald kan den del af indkomsten, der kan henføres til et sådant

fast driftssted, beskattes i dette andet land.

Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted", henvises

til bestemmelserne i art. II, stk. 1, (j).

11. Fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international

trafik kan ifølge art. VII kun beskattes i den stat, hvor den

virkelige ledelse for virksomheden har sit sæde.

12. Aktieudbytte kan ifølge art. VIII, stk. 1, beskattes i det land,

hvor modtageren er bosiddende. Imidlertid kan aktieudbytte ifølge

art. VIII, stk. 2, også beskattes i det land, hvor det selskab, der

udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, men denne beskatningsret er

begrænset til 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet.

Denne adgang til en 15 pct. beskatning i kildelandet gælder også i

tilfælde, hvor udbyttet flyder fra et i den ene stat hjemmehørende

datterselskab til et i den anden stat hjemmehørende moderselskab.

Hvor aktieudbytte fra et i den ene stat hjemmehørende selskab

oppebæres af en i den anden stat bosiddende person, som har et fast

driftssted i førstnævnte stat, skal de ovenfor nævnte bestemmelser

dog ikke finde anvendelse, men i så fald kan det land, hvor selskabet

er hjemmehørende, beskatte udbyttet i overensstemmelse med sin egen

lovgivning.

Udtrykket "udbytte" betyder indkomst af aktier, udbyttebeviser eller

-rettigheder ("jouissance"-aktier eller -rettigheder), stifterandele

eller - bortset fra gældsbeviser - andre rettigheder til andel i

fortjeneste, så vel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der

er knyttet til indkomst fra aktier i henhold til skattelovgivningen i

den stat, i hvilken det udbetalende selskab er hjemmehørende.

Hvor en italiensk aktionær i et dansk selskab i overensstemmelse med

de ovenfor anførte regler har krav på tilbagebetaling af for meget

tilbageholdt dansk udbytteskat, må han ansøge derom på en særlig

blanket, U 29 I, som skal attesteres af de italienske

skattemyndigheder.

Blanketterne kan fås ved henvendelse til de italienske

skattemyndigheder eller Kildeskattedirektoratet.

13. Ifølge art. IX, stk. 1, kan renter af obligationer,

gældsfordringer, forskrivninger eller af en hvilken som helst anden

form for gæld beskattes i den stat, hvorfra renten hidrører.

Italien har således beskatningsretten til renter, der hidrører fra

Italien, også når modtageren er bosiddende her i landet. I henhold

til art. IX, stk. 4, vil Italien dog, så længe renter, der flyder

fra Danmark til Italien, ikke er genstand for beskatning i Danmark,

undlade at opkræve den såkaldte "progressive tillægsindkomstskat" af

renter, der hidrører fra Italien og udbetales til en i Danmark

bosiddende fysisk person. Afkaldet på denne progressive

tillægsindkomstskat gælder dog ikke i tilfælde, hvor rentemodtageren

har fast driftssted i Italien. I så fald finder hovedregelen om

kildelandets beskatningsret anvendelse.

Det bemærkes, at Danmark fortsat ikke beskatter renter, der tilfalder

personer, som ikke er fuldt skattepligtige her i landet.

Det bestemmes nærmere i art. IX, stk. 3, i hvilke tilfælde renter

skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater.

14. Ifølge art. X kan royalties beskattes i den stat, hvor modtageren

er bosiddende, og kildestaten kan i almindelighed ikke beskatte dem.

I tilfælde, hvor den i en af staterne bosiddende modtager af

royaltien har et fast driftssted i den anden stat, fra hvilken

royaltien hidrører, kan royaltien dog beskattes i kildelandet i

overensstemmelse med dette lands lovgivning. Det samme gælder i

tilfælde, hvor royaltien erlægges til et foretagende, som i kraft af

sin deltagelse i finansieringen kontrollerer eller kontrolleres af

det foretagende, der erlægger royaltien, så vel som i tilfælde, hvor

begge foretagender kontrolleres på den nævnte måde af et tredie

foretagende, jfr. art. X, stk. 4. Ved anvendelsen af denne

bestemmelse skal et foretagende anses for at være kontrolleret af et

andet foretagende, såfremt det sidstnævnte foretagende direkte eller

indirekte ejer mindst 40 pct. af kapitalen i det førstnævnte

foretagende.

I art. X, stk. 2, er nærmere angivet, hvad udtrykket "royalties"

betyder.

15. Indkomst af fast ejendom kan ifølge art. XI, stk. 1, beskattes i

den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. I art. XI, stk. 2,

redegøres der nærmere for, hvad der skal forstås ved udtrykket "fast

ejendom". Det bemærkes særligt, at udtrykket omfatter ydelser, der

betales for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre

naturforekomster. Fortjeneste, der opnås ved afhændelse af fast

ejendom, kan ifølge art. XI, stk. 3, ligeledes beskattes i den stat,

i hvilken den faste ejendom er beliggende.

16. Beskatningsretten til fortjeneste ved salg af løsøre tilkommer

ifølge art. XII, stk. 1, som hovedregel den stat, hvor sælgeren er

bosiddende.

Hvor sælgeren har et fast driftssted eller et fast sted i den anden

stat, har denne anden stat dog beskatningsretten til fortjenesten ved

salget, såfremt løsøret kan henføres til det faste driftssted eller

det faste sted, eller såfremt salget af løsøret finder sted i denne

anden kontraherende stat.

17. Art. XIII omhandler indkomst ved faglige tjenesteydelser eller

ved andet selvstændigt arbejde af lignende karakter. Indkomst ved

udøvelse af sådan virksomhed af personer, der er bosiddende i en af

de to stater, beskattes i bopælsstaten, medmindre den pågældende

udøver sin virksomhed i den anden stat under benyttelse af et fast

sted, der til stadighed står til hans rådighed der. Er dette

tilfældet, tilkommer beskatningsretten til den del af indkomsten, der

kan henføres til dette sted, den anden stat. Ved fast sted forstås

efter praksis f.eks. en klinik, et kontor eller lignende sted, hvor

man kan henvende sig for at træffe aftale med den pågældende.

18. Bestemmelsen i art. XIV, stk. 1, medfører som hovedregel, at

gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde beskattes

i den stat, hvor arbejdet er udført. En herboende person, der har

lønindtægt ved arbejde udført i Italien, skal således i den danske

skat have fradrag for et beløb svarende til den i Italien erlagte

skat, dog at fradraget ikke kan overstige den del af skatten, som

forholdsmæssigt falder på den indkomst, der hidrører fra Italien,

jfr. pkt. 7 foran.

Fra denne hovedregel gælder dog følgende undtagelser

1) Beskatningsretten til vederlag, herunder pensioner, for offentlige

hverv tilkommer ifølge art. XV den stat, hvorfra vederlaget

udbetales.

Udbetales vederlaget fra Italien til en person, der er italiensk

statsborger uden tillige at være dansk statsborger, kan det

overhovedet ikke beskattes i Danmark. I andre tilfælde skal

vederlaget medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

her i landet, men der skal i så fald ydes credit for den i Italien

erlagte skat i overensstemmelse med den almindelige creditregel i

art. XXIII, jfr. pkt. 7 foran.

2) Fortjeneste ved personlige tjenesteydelser beskattes i henhold til

art. XIV, stk. 2, i modtagerens bopælsstat i tilfælde, hvor

a. modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere

perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for

skatteåret, og

b. vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er bosat

i den anden stat, og

c. vederlaget ikke trækkes fra overskuddet af et fast driftssted

eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3) Bestyrelseshonorarer kan ifølge art. XVI beskattes i den stat,

hvor det selskab, som udbetaler honoraret, er hjemmehørende, uanset

hvor bestyrelseshvervet varetages.

4) Vederlag, som en professor eller lærer fra en af de to stater

modtager for undervisning ved et universitet, et gymnasium, en skole

eller anden undervisningsanstalt i den anden stat i en periode af

ikke over to år, må i henhold til art. XX ikke beskattes i

opholdsstaten. Den nævnte to-års frist begynder at løbe straks fra

den pågældendes ankomst, og såfremt opholdet strækker sig udover to

år, beskattes den pågældende først fra denne frists udløb at regne.

19. Indkomst, som erhverves af professionelle kunstnere, således

f.eks. af teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere

samt af sportsfolk, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken

denne virksomhed er udøvet, jfr. art. XVIII.

20. Personer, der gør tjeneste på skibe eller luftfartøjer i

international trafik, beskattes i henhold til art. XIV, stk. 3, i den

stat, i hvilken det pågældende skibs- eller luftfartsforetagendes

virkelige ledelse har sit sæde.

21. Ifølge art. XVII har bopælsstaten beskatningsretten til pensioner

og andre lignende vederlag for tidligere tjenesteydelser, medmindre

der er tale om offentlige pensioner, i hvilket tilfælde kildestaten

har beskatningsretten, jfr. pkt. 18 foran.

Danmark skal således frafalde beskatningen efter kildeskattelovens §

2, jfr. § 43, stk. 2, b), når en privat pension m.v. udbetales til en

i Italien hjemmehørende person. Såfremt den pågældende ved en

erklæring fra de italienske skattemyndigheder dokumenterer overfor

forskudsregistreringskommunen, at han er hjemmehørende i Italien i

overenskomstens forstand, skal kommunen meddele den

indeholdelsespligtige, at skattetræk i pensionen kan undlades.

Blanketter på dansk og engelsk til brug for den nævnte erklæring kan

fås i Kildeskattedirektoratet og i vedkommende kommune.

22. Ifølge art. XIX fritages studerende og lærlinge fra en af de to

stater, der opholder sig i den anden stat udelukkende i studie- eller

uddannelsesøjemed, for beskatning i opholdsstaten af beløb, som

modtages til underhold, studium eller uddannelse, såfremt disse beløb

tilflyder ham fra kilder uden for opholdsstaten.

En italiensk lærling, som opholder sig her for at uddanne sig, kan

herefter ikke beskattes af beløb, han modtager fra Italien eller fra

udlandet i øvrigt, til underhold og uddannelse. Derimod vil han være

skattepligtig af indtægter, han måtte oppebære her fra landet,

herunder legater.

III. Formuebeskatningen.

23. Det fremgår af art. XXII, at formue bestående af fast ejendom kan

beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, at formue

bestående af aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et

foretagendes faste driftssted, eller af aktiver, der hører til et

fast sted anvendt til udøvelse af faglige tjenesteydelser, kan

beskattes i den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste

sted er beliggende, og at skibe og luftfartøjer i international

trafik og aktiver, der ikke består af fast ejendom, og som anvendes i

sådan skibs- og luftfartsvirksomhed, kun kan beskattes i den stat, i

hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Alle andre arter af formue, tilhørende en person, som er bosiddende i

en af de to stater, kan kun beskattes i bopælsstaten.

IV. Beskatning ved til- og fraflytning.

24. Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler til løsning af

de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med

flytning mellem de to stater, og de interne regler om indtræden og

ophør af skattepligt finder derfor anvendelse i disse tilfælde.

V. Udveksling af oplysninger.

25. Art. XXIV fastsætter gensidig oplysningspligt for så vidt angår

sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af

overenskomstens bestemmelser eller for at forhindre

beskatningsunddragelse. De kompetente myndigheder er dog ikke

forpligtet til at meddele oplysninger, der ikke kan gives på

grundlag af det hos skattemyndighederne værende materiale, men ville

kræve særlige undersøgelser. Oplysningerne skal behandles som

hemmelige og må kun meddeles til personer eller myndigheder, som i

henhold til lovgivningen i vedkommende stat er beskæftiget med

påligningen og opkrævningen af de af overenskomsten omfattede

skatter. Der må ikke udveksles oplysninger, som kan røbe

kommercielle, industrielle eller faglige hemmeligheder.

Henvendelse fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Italien

skal ske gennem skattedepartementet.

VI. Særlige bestemmelser.

26. Art. XXV bestemmer, at en skatteyder, der udsættes for

dobbeltbeskatning med hensyn til de af overenskomsten omfattede

skatter, kan fremsætte indsigelse herom til myndighederne i den stat,

hvor han er bosiddende. Indsigelsen må fremsættes inden udløbet af to

år regnet fra datoen for meddelelsen om eller indeholdelsen af det

senest pålagte skattebeløb.

Anses indsigelsen for berettiget, kan bopælsstatens myndigheder - for

Danmarks vedkommende skattedepartementet - træffe aftale med

myndighederne i kildestaten med henblik på undgåelse af

dobbeltbeskatningen.

27. I henhold til art. XXV, stk. 3, skal de to staters kompetente

myndigheder søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller

tvivlsspørgsmål, der opstår ved forståelsen eller anvendelsen af

overenskomsten. De kan også rådføre sig med hinanden for at undgå

dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten.

28. Art. XXVI indeholder regler, hvorefter statsborgere og

foretagender i det ene land ikke i det andet land skal kunne

underkastes nogen skat eller dermed forbundne krav, som er anderledes

eller mere byrdefulde end den skat og dermed forbundne krav, som det

sidstnævnte lands statsborgere eller foretagender er eller måtte

blive underkastet. I artiklen fastslås det endvidere, hvad der skal

forstås ved udtrykket "statsborgere" samt ved udtrykket "skat" i

denne artikel.

VII. Overenskomstens praktisering.

29. Overenskomstens regler skal praktiseres ved selve

skatteligningen. For så vidt angår skatteårene 1963-64 - 1969-70 kan

der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i

strid med overenskomstens bestemmelser, blive tale om genoptagelse af

de pågældende ansættelser og beregninger. Hvis begæring om regulering

af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i

overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat

eller fremsættes inden den 1. januar 1971, bemyndiges skatterådene

herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller beregninger til

fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens

ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte dato,

vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Tilsvarende vil en forskudsregistrering for indkomståret 1970 på

begæring være at ændre, såfremt den er foretaget i strid med

overenskomsten.

30. Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil

være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 31. marts 1970.

Hans P. Gøtrik.

/ E. Thielsen.

Ingen