Cirkulære om henstand med skattebetalingen under ophold i Grønland.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om henstand med skattebetalingen under ophold i Grønland.
Efter finansministeriets bekendtgørelse nr. 6 af 12. januar 1970 vedrørende beskatning under ophold i Grønland er det kommunerne, der efter den 1. april 1970 træffer afgørelse om henstand med skattebetalingen i tilfælde, hvor det må anses for godtgjort, at en persons ophold i Grønland skal vare 2 år eller mere, jfr. bekendtgørelsens § 4 sammenholdt med § 5, stk. 2. Kommunernes afgørelser kan - bortset fra afgørelser truffet af Københavns og Frederiksberg kommuner - indbringes for vedkommende amtsskatteinspektorat.
I bekendtgørelsens § 4 er fastsat nærmere regler vedrørende indrømmelsen af henstand. Det bemærkes, at reglerne - i modsætning til de før den 1. januar 1970 gældende tilsvarende regler - også omfatter tilfælde, hvor den pågældende person under opholdet i Grønland bevarer bopæl her i landet.
Vedrørende praktiseringen af de omhandlede regler skal man meddele følgende
Det er en betingelse for indrømmelsen af henstand, at det - f.eks. på grundlag af bestemmelserne i en forelagt ansættelseskontrakt - må anses for godtgjort, at opholdet i Grønland skal vare 2 år eller mere. Som følge heraf bør henstand ikke indrømmes på grundlag af en tidsbestemt arbejdskontrakt med en varighed af mindre end 2 år, med mindre kontraktsperioden i forbindelse med forudgående ophold i Grønland udbringer et samlet ophold i Grønland på 2 år. Det samme gælder, selvom der er tale om en tidsubestemt arbejdskontrakt, hvis det drejer sig om en sæsonhåndværkerkontrakt, idet arbejdsforholdet efter en sådan kontrakt forudsættes ikke at vare over 18 måneder. Er der derimod tale om et løbende ansættelsesforhold i form af en funktionærkontrakt, bør henstand i almindelighed indrømmes, idet sådanne ansættelsesforhold normalt er forudsat at vare i mindst 2 år.
Vedrørende ændring af forskudsregistreringen i forbindelse med indrømmelse af henstand henvises til den af kildeskattedirektoratet i oktober 1969 udsendte vejledning vedrørende supplerende forskudsregistrering og ændring af forskudsregistrering, side 18.
Skattedepartementet, den 8. april 1970.
P. Bruun Nielsen.
/ Niels Opstrup.
Ingen