Vejledning om Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.

Artikel 1.

Konventionen gælder alle sager om civile eller kommercielle spørgsmål, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes til forkyndelse i udlandet.

Konventionen gælder ikke, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke kendes.

Artikel 2.

Hver kontraherende stat udpeger en central myndighed, som påtager sig at modtage anmodninger om forkyndelse fra en anden kontraherende stat og at efterkomme dem i overensstemmelse med art. 3-6.

Hver stat organiserer den centrale myndighed i overensstemmelse med sig egen lovgivning.

Artikel 3.

Den myndighed eller stævningsmand, som er kompetent efter lovgivningen i den stat, hvorfra dokumentet hidrører, sender en anmodning svarende til det forbillede, der er optaget som bilag til konventionen, til den centrale myndighed i modtagerstaten, uden at legalisation eller iagttagelse af anden lignende formalitet er nødvendig.

Det dokument, der skal forkyndes, eller en kopi heraf, skal vedlægges anmodningen. Anmodningen og dokumentet skal foreligge i to eksemplarer.

Artikel 4.

Finder den centrale myndighed, at anmodningen ikke opfylder konventionens krav, underretter den straks rekvirenten herom med angivelse af dens indvendinger mod anmodningen.

Artikel 5.

Den centrale myndighed i modtagerstaten foretager eller lader foretage forkyndelse af dokumentet enten

a) ved anvendelse af en af de fremgangsmåder, der i modtagerstatens lovgivning er foreskrevet for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder sig på dens territorium, eller

b) ved anvendelse af en særlig fremgangsmåde, som rekvirenten har anmodet om, forudsat at den ikke er uforenelig med modtagerstatens lovgivning.

Bortset fra det tilfælde, der er nævnt i første afsnit, litra b, kan forkyndelse af dokumentet altid ske ved aflevering til adressaten, hvis han modtager det frivilligt.

Skal forkyndelse ske i overensstemmelse med første afsnit, kan den centrale myndighed forlange, at dokumentet affattes på eller oversættes til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i modtagerstaten.

Den del af anmodningen, som i overensstemmelse med det skema, der er vedhæftet denne konvention, indeholder et sammendrag af det dokument, der skal forkyndes, afleveres til adressaten sammen med dokumentet.

Artikel 6.

Den centrale myndighed i modtagerstaten eller en myndighed, som denne stat her udpeget til formålet, afgiver en erklæring i overensstemmelse med det forbillede, der er optaget som bilag til konventionen.

Erklæringen skal angive, at forkyndelsen er foretaget samt stedet og datoen herfor og den person, til hvem dokumentet er afleveret. Er forkyndelse ikke fortaget, skal erklæringen angive det forhold, som har forhindret forkyndelsen.

Rekvirenten kan forlange, at en erklæring, som ikke er udstedt af den centrale myndighed eller af en retslig myndighed, medunderskrives af en af disse myndigheder.

Erklæringen sendes direkte til rekvirenten.

Artikel 7.

Standardteksten i det skema, der er vedhæftet denne konvention, skal altid affattes på enten fransk elle engelsk. Herudover kan teksten affattes på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den stat, hvorfra dokumenterne hidrører.

De tilsvarende ubeskrevne steder skal udfyldes enten på modtagerstatens sprog eller på fransk eller engelsk.

Artikel 8.

En kontraherende stat har adgang til uden anvendelse af tvang at forkynde retslige dokumenter for personer i udlandet direkte ved dens diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

En stat kan erklære, at den modsætter sig sådan forkyndelse indenfor sit territorium, medmindre dokumentet skal forkyndes for en statsborger i den stat, hvorfra dokumentet hidrører.

Artikel 9.

En kontraherende stat har desuden adgang til at benytte den konsulære vej til at fremsende dokumenter, der skal forkyndes, til de myndigheder i en anden kontraherende stat, som denne har udpeget i dette øjemed.

En kontraherende stat kan benytte den diplomatiske vej til samme formål, hvis særlige forhold gør dette nødvendigt.

Artikel 10.

Medmindre modtagerstaten modsætter sig det, er konventionen ikke til hinder for

a) adgangen til at sende retslige dokumenter direkte med posten til personer i udlandet,

b) adgangen for stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i den stat, hvorfra dokumentet hidrører, til at lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten,

c) adgangen for enhver person, der har interesse i en retssag, til at lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten.

Artikel 11.

Konventionen er ikke til hinder for, at kontraherende stater enes om at tillade andre fremsendelsesmåder med henblik på forkyndelse af retslige dokumenter end dem, der er foreskrevet i de foregående artikler, og især direkte brevveksling mellem deres respektive myndigheder.

Artikel 12.

Forkyndelse af retslige dokumenter, der hidrører fra en kontraherende stat, kan ikke give anledning til betaling eller refusion af afgifter eller omkostninger i forbindelse med modtagerstatens tjenester.

Rekvirenten skal betale eller refundere omkostninger, der følger af

a) arbejde udført af en stævningsmand eller en person, som er kompetent efter modtagerstatens lovgivning,

b) anvendelse af en særlig fremgangsmåde ved forkyndelsen.

Artikel 13.

Modtagerstaten kan ikke nægte at efterkomme en anmodning om forkyndelse, som opfylder kravene i konventionen, medmindre den finder, at udførelsen af anmodningen vil gribe ind i dens suverænitet eller sikkerhed.

Modtagerstaten kan ikke nægte at efterkomme en anmodning, blot fordi sagens genstand ifølge statens interne lovgivning udelukkende henhører under dens domstole, eller dens interne lovgivning ikke ville tillade det rettergangsskridt, som ligger til grund for anmodningen.

I tilfælde af nægtelse underretter den centrale myndighed straks rekvirenten og angiver årsagerne til nægtelsen.

Artikel 14.

Vanskeligheder, der opstår i forbindelse med fremsendelse af retslige dokumenter til forkyndelse, skal løses ad diplomatisk vej.

Artikel 15.

Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til udlandet med henblik på forkyndelse efter denne konvention, og sagsøgte ikke er mødt, må dommeren ikke afgøre sagen, før det er fastslået, at

a) dokumentet er forkyndt ved anvendelse af en af de fremgangsmåder, der har hjemmel i modtagerstatens lovgivning for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder sig på dens territorium, eller

b) dokumentet virkelig er blevet afleveret til sagsøgte eller på hans bopæl i overensstemmelse med en anden fremgangsmåde, som har hjemmel i konventionen,

og at forkyndelsen eller afleveringen i hvert af disse tilfælde har fundet sted i så god tid, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen.

En kontraherende stat har adgang til at erklære, at dommeren, uanset bestemmelserne i denne artikels første afsnit, kan afgøre sagen, selv om erklæring om forkyndelse eller aflevering ikke er modtaget, hvis alle de følgende betingelser er opfyldt

a) dokumentet er blevet fremsendt på en af de måder, der har hjemmel i konventionen,

b) et tidsrum, som dommeren anser for tilstrækkeligt i den enkelte sag, dog mindst 6 måneder, er forløbet siden datoen for dokumentets fremsendelse,

c) ingen erklæring har kunnet opnås til trods for, at ethvert rimeligt forsøg er blevet gjort for at opnå den gennem de kompetente myndigheder i modtagerstaten.

Uanset bestemmelserne i de foregående afsnit kan dommeren i påtrængende tilfælde træffe bestemmelse om en hvilken som helst foreløbig eller sikrende foranstaltning.

Artikel 16.

Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til udlandet til forkyndelse efter denne konvention, og der er truffet en afgørelse mod en sagsøgt, som ikke er mødt, skal dommeren have adgang til at fritage sagsøgte for virkningerne af, at fristen for anvendelse af retsmidler er udløbet, hvis følgende betingelser er opfyldt

a) sagsøgte uden egen skyld ikke har fået kendskab til dokumentet i så god tid, at han kunne varetage sine interesser under sagen, eller kendskab til dommen i så god tid, at han kunne benytte et retsmiddel, og

b) sagsøgtes indsigelser ikke forekommer helt grundløse.

Anmodning om sådan fritagelse skal fremsættes inden en rimelig tid efter, at sagsøgte har fået kendskab til dommen.

En kontraherende stat kan erklære, at anmodningen ikke vil blive imødekommet, hvis den fremsættes efter udløbet af en frist, som angives i erklæringen, men som ikke kan være kortere end et år efter afgørelsen.

Denne artikel gælder ikke afgørelser om personers status eller handleevne.

Artikel 17.

Udenretslige dokumenter hidrørende fra myndighederne eller fra personer med retlig kompetence i en kontraherende stat kan sendes til forkyndelse i en anden kontraherende stat på de i konventionen hjemlede måder og vilkår.

Artikel 18.

En kontraherende stat kan udpege andre myndigheder udover den centrale myndighed og skal i så fald fastsætte rækkevidden af deres kompetence.

Rekvirenten skal dog i alle tilfælde have ret til at henvende sig direkte til den centrale myndighed.

Forbundsstater har adgang til at udpege mere end en central myndighed.

Artikel 19.

Konventionen er ikke til hinder for, at den interne lovgivning i en kontraherende stat tillader andre former for fremsendelse af dokumenter fra udlandet til forkyndelse på dens territorium end dem, der er foreskrevet i de foregående artikler.

Artikel 20.

Konventionen er ikke til hinder for, at kontraherende stater enes om at fravige

a) kravet i artikel 3, stk. 2, om, at dokumenter skal fremsendes i to eksemplarer,

b) bestemmelserne om sprog i artikel 5, stk. 3, og artikel 7,

c) artikel 5, stk. 4,

d) artikel 12, stk. 2.

Artikel 21.

En kontraherende stat skal enten ved deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument eller senere underrette det nederlandske udenrigsministerium om følgende

a) udpegelsen af de i artiklerne 2 og 18 omhandlede myndigheder,

b) udpegelsen af den myndighed, der er kompetent til at udstede erklæring efter artikel 6,

c) udpegelsen af den myndighed, som er kompetent til at modtage dokumenter, der er fremsendt ad konsulær vej efter artikel 9.

En kontraherende stat skal ligeledes i påkommende tilfælde give underretning om

a) forbehold om ikke at anerkende fremsendelsesmåderne efter artiklerne 8 og 10,

b) erklæringer efter artikel 15, stk. 2, og artikel 16, stk. 3,

c) alle ændringer i de ovennævnte udpegelser, forbehold og erklæringer.

Artikel 22.

Konventionen træder i forholdet mellem de stater, der har ratificeret den, i stedet for artiklerne 1-7 i konventionerne angående civilprocessen, undertegnet i Haag den 17. juli 1905 og den 1. marts 1954, i den udstrækning staterne er deltagere i disse konventioner.

Artikel 23.

Konventionen indvirker ikke på anvendelsen af artikel 23 i konventionen angående civilprocessen, undertegnet i Haag den 17. juli 1905, eller artikel 24 i konventionen angående civilprocessen, undertegnet i Haag den 1. marts 1954.

Disse artikler skal dog kun anvendes, hvis der benyttes de samme fremsendelsesmåder, som er foreskrevet i de nævnte konventioner.

Artikel 24.

Tillægsaftaler til konventionerne af 1905 og 1954, som de kontraherende stater har indgået, anses for anvendelige også på denne konvention, medmindre de pågældende stater aftaler andet.

Artikel 25.

Uden præjudice for bestemmelserne i artikel 22 og 24 griber konventionen ikke ind i andre konventioner, som de kontraherende stater er eller bliver deltagere i, og som indeholder bestemmelser om forhold, der omfattes af denne konvention.

Artikel 26.

Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, som var repræsenteret ved Den international-privatretlige Haager-konferences 10. samling.

Den skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.

Artikel 27.

Konventionen træder i kraft den 60. dag efter, at det tredie ratifikationsinstrument er deponeret som fastsat i artikel 26, stk. 2.

For hver undertegnende stat, der ratificerer senere, træder konventionen i kraft den 60. dag efter deponeringen af denne stats ratifikationsinstrument.

Artikel 28.

Enhver stat, der ikke var repræsenteret på Den international-privatretlige Haager-konferences 10. samling, kan tiltræde denne konvention, efter at den er trådt i kraft i henhold til artikel 27, stk. 1. Tiltrædelsesinstrumentet deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.

Konventionen træder ikke i kraft for en sådan stat, hvis en stat, som har ratificeret konventionen før deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet, fremsætter en indsigelse derimod, som meddeles det nederlandske udenrigsministerium inden seks måneder efter den dato, da ministeriet underrettede staten om tiltrædelsen.

Fremsættes der ikke en sådan indsigelse, træder konventionen i kraft for den tiltrædende stat den første dag i måneden efter udløbet af den sidste af de frister, som er nævnt i foregående stykke.

Artikel 29.

Enhver stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen erklære, at konventionen skal udvides til alle de territorier, hvis internationale forbindelser den varetager, eller til et eller flere af dem. En sådan erklæring har virkning fra konventionens ikrafttræden i forhold til vedkommende stat.

Efter dette tidspunkt skal sådanne udvidelser meddeles det nederlandske udenrigsministerium.

Konventionen træder i kraft for de territorier, som omfattes af udvidelsen, den 60. dag efter den underretning, der er omtalt i foregående stykke.

Artikel 30.

Konventionen gælder i fem år fra den dag, den træder i kraft efter artikel 27, stk. 1, selv for stater, som har ratificeret eller tiltrådt den senere.

Konventionen fornyes stiltiende for fem år ad gangen, medmindre den opsiges.

Opsigelsen skal mindst seks måneder før femårsperiodens udløb meddeles det nederlandske udenrigsministerium.

Opsigelsen kan begrænses til enkelte af de territorier, som konventionen omfatter.

Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har afgivet den. Konventionen forbliver i kraft for de øvrige kontraherende stater.

Artikel 31.

Det nederlandske udenrigsministerium skal give underretning om følgende til de stater, der er omtalt i artikel 26, og til de stater, som har tiltrådt konventionen efter artikel 28

a) undertegnelser og ratifikationer efter artikel 26;

b) datoen for konventionens ikrafttræden efter artikel 27, stk. 1;

c) tiltrædelser efter artikel 28 og den dato, de får virkning;

d) udvidelser efter artikel 29 og den dato, de får virkning;

e) udpegelser, forbehold og erklæringer efter artikel 21;

f) opsigelser efter artikel 30, stk. 3.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndigede dertil, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Haag den 15. november 1965 på fransk og engelsk, idet begge tekster har samme gyldighed i eet eksemplar, som deponeres i den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en bekræftet genpart ad diplomatisk vej tilsendes hver af de stater, som var repræsenteret på Den international-privatretlige Haager-konferences 10. samling.

Bilag

ANMODNING

OM FORKYNDELSE I UDLANDET AF RETSLIGE ELLER UDENRETSLIGE DOKUMENTER

Konvention om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, undertegnet i Haag den 15. november 1965.

Rekvirentens navn og adresse Den modtagende myndigheds adresse

Undertegnede rekvirent har herved den ære at fremsende - i to eksemplarer - de nedenfor nævnte dokumenter og skal i overensstemmelse med ovennævnte konventions artikel 5 anmode om, at et eksemplar af dokumenterne snarest må blive forkyndt for adressaten

(navn og adresse)

(a)i overensstemmelse med reglerne i konventionens artikel 5, stk. 1, litra a (* A).

(b)ved anvendelse af følgende særlige fremgangsmåde (artikel 5, stk. 1, litra b) (* A)

(c)ved overlevering til ham, dersom han modtager det frivilligt (artikel 5, stk. 2) (* A).

Den modtagende myndighed anmodes om at tilbagesende eller at foranledige tilbagesendt et eksemplar af dokumenterne - og bilagene (* A) - til rekvirenten med erklæring som angivet på omstående side.

Fortegnelse over dokumenter

den

Underskrift og/eller stempel.

(* A) Det ikke benyttede udstreges

ERKLÆRING

Undertegnede myndighed har herved den ære i overensstemmelse med konventionens artikel 6 at bekræfte,

1) at forkyndelsen er foretaget (* A)

- den (dato)

- på/i (sted, gade, husnummer)

- på en af de følgende i artikel 5 hjemlede fremgangsmåder

(a) i overensstemmelse med reglerne i konventionens artikel 5, stk. 1, litra (a) (* A).

(b) ved anvendelse af følgende særlige fremgangsmåde (* A)

(c) ved overlevering af dokumentet til adressaten, der modtog det frivilligt (* A).

De i anmodningen nævnte dokumenter er overleveret til

- (vedkommendes navn og stilling)

- tilknytning til adressaten (familiemæssig, forretningsmæssig eller anden)

2) at forkyndelse på grund af følgende omstændigheder ikke er foretaget (* A)

I overensstemmelse med konventionens artikel 12, stk. 2, anmodes rekvirenten om at betale eller refundere de i vedlagte bilag nærmere angivne omkostninger (* A).

Bilag

Tilbagesendte dokumenter

I givet fald dokumenter, der viser, at anmodningen er efterkommet

den

Underskrift og/eller stempel

(* A) Det ikke benyttede udstreges

SAMMENDRAG AF DOKUMENTET

Konvention om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, undertegnet i Haag den 15. november 1965.

(artikel 5, stk. 4)

Navn og adresse på den anmodende myndighed

Oplysninger om parterne (* B)

RETSLIGT DOKUMENT (* C)

Dokumentets art og formål

Sagens karakter og i givet fald genstandens værdi

Tid og sted for retsmødet (* C)

Domstolen, der har truffet afgørelsen (* C)

Datoen for domstolens afgørelse (* C)

Tidsfrister angivet i dokumentet (* C)

UDENRETSLIGT DOKUMENT(* C)

Dokumentets art og formål

Tidsfrister angivet i dokumentet (* C)

(* B) Hvis der er anledning dertil, angives navn og adresse på den person, der har interesse i forkyndelsen.

(* C) Udstreges, hvis overflødigt.

Kapitel I - Retslige dokumenter.

Kapitel II - Udenretslige dokumenter.

Kapitel III - Almindelige bestemmelser.

Vejledning om Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.

I. Indledning.

1. Danmark har med virkning fra den 1. oktober 1969 ratificeret Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål. Konventionen er aftrykt nedenfor som bilag.

Konventionen er indtil nu foruden af Danmark ratificeret af Barbados, Den Forenede Arabiske Republik, Finland, Norge, Storbritanien, Sverige og U.S.A. Der vil ved senere ratifikationer af konventionen blive givet meddelelse herom.

2. I forholdet mellem de stater, der har ratificeret konventionen, træder denne i stedet for artiklerne 1-7 i Haagercivilproceskonventionerne af 17. juli 1905 (jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 119 af 19. maj 1909) og 1. marts 1954 (jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 33 af 7. juni 1960, Lovtidende C), i den udstrækning staterne er deltagere i disse konventioner, jfr. art 22. I øvrigt forbliver konventionerne af 1905 og 1954 i kraft, og de tillægsaftaler, der er indgået i henhold til disse konventioner, er gældende i samme omfang som hidtil, jfr. artiklerne 24 og 25. I forhold til Norge og Sverige gælder fortsat de eksisterende aftaler om direkte korrespondance mellem de lokale myndigheder, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 59 af 20. oktober 1958 af protokol om indbyrdes retshjælp mellem Danmark, Norge og Sverige (Lovtidende C), justitsministeriets cirkulære nr. 160 af 14. november 1958 og justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 124 af 15. maj 1961.

I forholdet mellem stater, der ikke begge har ratificeret den nye konvention, gælder reglerne i Haagercivilproceskonventionerne af 17. juli 1905 og 1. marts 1954, i den udstrækning staterne er deltagere i disse konventioner, og de tillægsaftaler, der er indgået i henhold til disse konventioner, er gældende i samme omfang som hidtil, jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 244 af 14. november 1960. I forholdet mellem Danmark og Tyskland gælder udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 162 af 6. juli 1910, nr. 15 og 16 af 29. januar 1932 og nr. 14 af 17. juni 1936 (Lovtidende C) om simplificering af retshjælpsordningen mellem Danmark og Tyskland, jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 27 af 3. marts 1955 og justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 9. marts 1966. I forholdet mellem Danmark og Luxemburg gælder udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 20 af 14. februar 1912 og nr. 57 af 11. marts 1932 om simplificering af retshjælpsordningen mellem Danmark og Luxemborg.

II. Konventionens område.

3. Konventionen gælder alle sager om civile eller kommercielle spørgsmål, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes til forkyndelse i udlandet.

Konventionen gælder ikke, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke kendes. I så fald iværksættes forkyndelsen på den i retsplejelovens § 160, stk. 1, foreskrevne måde.

Konventionen omfatter alene retslige dokumenter samt udenretslige dokumenter, der hidrører fra myndigheder eller personer med retslig kompetence, f.eks. notarer og stævningsmænd. Udenretslige dokumenter af rent privat karakter eller herkomst kan således ikke forkyndes efter konventionen.

III. Fremgangsmåden ved forkyndelsen.

A. Den sædvanlige fremgangsmåde.

4. Med hensyn til den sædvanlige fremgangsmåde ved forkyndelsen henvises til konventionens art. 2-7.

5. Som centralmyndigheder efter art. 2 har de kontraherede stater udpeget

Barbados: The Registrar of the Supreme Court of Barbados.

Danmark:Justitsministeriet.

Den Forenede Arabiske Republik: Le Ministere de la Justice, Cairo.

Finland: Ministeriet foer Utrikesaerenderna, Riddaregatan 2, Helsingfors 17.

Norge: Justisdepartementet, Akersgatan 42, Oslo.

Storbritannien: Her Majesty's Principal Secretary of State for Foreign Affairs.

Sverige: Utrikesdepartementet, Juridiska byrån, Box 16121, S-10323 Stockholm 16.

U.S.A.: The United States Department of State.

6. I henhold til art. 18. har Storbritannien udpeget følgende specialmyndigheder for henholdsvis England og Wales, Skotland og Nordirland

The Senior Master of the Supreme Court, Royal Courts of Justice, Strand, London W.C.2,

The Crown Agent for Scotland, Lord Advocate's Department, Crown Office, 9 Parliament Square, Edinburgh 1,

The Registrar of the Supreme Court, Royal Courts of Justice, Belfast 1.

7. Som kompetent til at udstede erklæring efter art. 6 har de kontraherende stater udpeget

Danmark: Den domstol, der har foranlediget forkyndelsen foretaget.

Norge: Den underret eller byret, indenfor hvis distrikt forkyndelsen har fundet sted.

Storbritannien: De myndigheder, der er udpeget i henhold til art. 2 og 18.

U.S.A.: The United States Department of State, The United States Department of Justice og The United States Marshal eller Deputy Marshal for den retskreds, hvor forkyndelse er foretaget.

8. Skal forkyndelse ske i overensstemmelse med art. 5, stk. 1, kan den centrale myndighed forlange, at dokumentet affattes på eller oversættes til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i modtagerstaten, jfr. art. 5, stk. 3. Storbritannien har erklæret, at de britiske myndigheder vil stille krav om, at begge eksemplarer af dokumentet, jfr. art. 3, stk. 2, skal være affattet på eller oversat til engelsk. Sverige har erklæret, at den centrale myndighed vil stille krav om, at dokumenter, der skal forkyndes i henhold til art. 5 stk. 1, skal være affattet på eller oversat til svensk.

9. Anmodninger og erklæringer i henhold til art. 3 og 6 samt det i art. 5, stk. 4, nævnte sammendrag af det dokument, der skal forkyndes, afgives på de særlige blanketter, der er optaget som bilag til vejledningen. Særtryk af blanketterne vil kunne fås ved henvendelse til Statens Trykningskontor (blanket A 24 med engelsk/dansk tekst og blanket A 25 med fransk/dansk tekst). (* 1)

Blanketterne skal efter art. 7 udfyldes enten i forkyndelseslandets sprog eller på fransk eller engelsk.

B. Andre fremgangsmåder.

10. Efter art. 8 har en kontraherende stat adgang til uden anvendelse af tvang at forkynde retslige dokumenter for personer i udlandet direkte ved dens diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

En stat kan erklære, at den modsætter sig sådan forkyndelse indenfor sit territorium, medmindre dokumentet skal forkyndes for en statsborger i den stat, hvorfra dokumentet hidrører.

Som anført i justitsministeriets cirkulære nr. 244 af 14. november 1960 har Danmark ved tiltrædelsen af Haagercivilproceskonventionen af 1954 taget forbehold over for direkte forkyndelse ved fremmede diplomatiske eller konsulære repræsentanter, dog uden at forbeholdet har fået indflydelse på overenskomsten mellem Danmark og Sverige af 12. marts 1912, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 50 af 21. marts 1912. Tilsvarende forbehold over for den foreliggende konventions art. 8 er alene taget af Den Forenede Arabiske Republik og Norge.

11. Dokumenter, der skal forkyndes, kan som hidtil fremsendes gennem afsenderlandets konsuler i forkyndelseslandet til de kompetente myndigheder i dette land, jfr. art. 9, stk. 1.

Som kompetente myndigheder har de kontraherende stater udpeget

Danmark: Den stedlige underretsdommer - for så vidt angår Københavns byret og Århus by- og herredsret dog rettens præsident.

Finland: Den myndighed, der er udpeget i henhold til art. 2.

Norge: Den underret eller byret, indenfor hvis distrikt den person, for hvem forkyndelsen skal ske, bor eller opholder sig.

Storbritannien: De myndigheder, der er udpeget i henhold til art. 2 og 18.

Sverige: Den myndighed, der er udpeget i henhold til art. 2.

12. Hvor særlige forhold gør det nødvendigt, kan der endvidere som hidtil ske fremsendelse ad diplomatisk vej, jfr. art. 9, stk. 2.

13. Medmindre modtagerstaten modsætter sig det, er konventionen, jfr. art. 10, ikke til hinder for

a) adgangen til at sende retslige dokumenter direkte med posten til personer i udlandet,

b) adgangen for stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i den stat, hvorfra dokumentet hidrører, til at lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten,

c) adgangen for enhver person, der har interesse i en retssag, til at lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten.

Danmarks ratifikation af konventionen er sket med forbehold om, at Danmark modsætter sig den i art. 10, litra c, nævnte fremsendelsesmåde.

Den Forenede Arabiske Republik og Norge har erklæret, at man modsætter sig forkyndelse efter art. 10.

Storbritannien har erklæret, at dokumenter, der ønskes forkyndt efter art. 10, litra b og c, kun vil blive modtaget af de i henhold til art. 2 og 18 udpegede myndigheder og kun fra myndigheder eller personer med retslig, konsulær eller diplomatisk kompetence i andre kontraherende stater.

Finland og Sverige har erklæret, at disse landes myndigheder ikke er forpligtet til at medvirke til forkyndelse af dokumenter, der fremsendes på nogen af de i art. 10, litra b og c, nævnte måder.

IV. Omkostninger.

14. I lighed med art. 7 i Haagercivilproceskonventionen af 1954 bestemmer art. 12 som udgangspunkt, at forkyndelse efter konventionen er gratis. Konventionen medfører dog ingen udvidelse af pligten til foretagelse af gratis forkyndelse, idet der som hidtil gøres undtagelse for omkostninger, der følger af arbejde udført af en stævningsmand eller en person, som er kompetent efter modtagerstatens lovgivning, eller som skyldes anvendelse af en særlig fremgangsmåde ved forkyndelsen. Konventionen er således ikke til hinder for, at der kræves refusion af de udgifter til vederlag for forkyndelse, som påløber efter retsplejelovens § 153, stk. 4, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 465 af 22. september 1969. I almindelighed bør udgifterne dog som hidtil - i overensstemmelse med tilsvarende ordninger i de øvrige lande, der har tiltrådt civilproceskonventionerne, - afholdes af statskassen.

15. Ifølge art. 23 indvirker konventionen ikke på art. 23 i Hagercivilproceskonventionen af 1905 eller art. 24 i Haagercivilproceskonventionen af 1954 angående udgifter ved foretagelse af forkyndelser i en sag, hvori der er tilstået gratis retshjælp, jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 244 af 14. november 1960, nr. 6, under forudsætning af, at der benyttes de samme fremsendelsesmåder, som er foreskrevet i de nævnte konventioner.

V. Særregler til beskyttelse af udeblevne sagsøgte.

16. Medens de tidligere civilproceskonventioner har været rene retshjælpsaftaler, fastsætter den nye konvention to regler vendt mod urimelig anvendelse af udeblivelsesdomme. Bestemmelserne tilsigter at beskytte sagsøgte mod forkyndelsesformer, der er uegnede til at give ham kendskab til dokumentet og dets indhold. Begge regler forudsætter, at der efter domstolslandets interne lovgivning har foreligget en pligt til at forkynde en stævning (eller et tilsvarende dokument) i udlandet efter konventionens regler. Udebliver domfældte i et sådant tilfælde, må ifølge art. 15 dommeren ikke afgøre sagen, før det er konstateret, at stævningen i tilstrækkelig tid før retsmødet er forkyndt for sagsøgte i de former, der i forkyndelseslandet er fastsat for forkyndelse i interne sager, eller faktisk er afleveret til sagsøgte personligt eller på hans bopæl under anvendelse af en anden af de i konventionen hjemlede fremgangsmåder. En kontraherende stat kan dog efter art. 15, stk. 2, erklære, at dommeren kan afsige udeblivelsesdom, selv om bevis for forkyndelse eller faktisk aflevering til sagsøgte ikke er modtaget, hvis stævningen er oversendt på en af de i konventionen hjemlede fremgangsmåder, og der er gået mindst 6 måneder siden oversendelsen, og man på trods af enhver rimelig anstrengelse ikke har modtaget nogen bekræftelse fra modtagerstaten. Endvidere kan dommeren i påtrængende tilfælde træffe bestemmelse om foreløbige eller sikrende foranstaltninger.

Danmark, Norge, Storbritannien og U.S.A. har erklæret, at man vil udnytte adgangen efter art. 15, stk. 2, således at domstolen under den anførte betingelse kan afgøre en sag, selv om bestemmelsen i art. 15, stk. 1, ikke er opfyldt.

17. Er udeblivelsesdom afsagt, og er fristerne for anvendelse af sædvanlige retsmidler mod afgørelsen udløbet, skal dommeren efter art. 16 have adgang til at fritage sagsøgte for virkningerne heraf, hvis sagsøgte uden egen skyld ikke har fået kendskab til stævningen og dommen i rette tid til at kunne forsvare sig eller anvende et ordinært retsmiddel, og sagsøgtes materielle indsigelser mod afgørelsen ikke forekommer helt grundløse. Begæring om genoptagelse skal indgives inden en rimelig tid efter, at sagsøgte har fået kendskab til dommen, og hvert land kan ved erklæring over for det hollandske udenrigsministerium fastsætte en absolut frist på ikke under et år fra dommens dato. Genoptagelsesreglen gælder ikke person- og familieretlige statusdomme.

Danmark har erklæret, at spørgsmålet om genoptagelse af en sag, hvori en person er dømt som udebleven, afgøres efter reglerne i retsplejelovens § 373 og § 374, jfr. § 434.

Danmark og Storbritannien, for så vidt angår Skotland, har erklæret, at man vil benytte adgangen efter art. 16, stk. 3, således at en anmodning om ny behandling af sagen ikke vil blive imødekommet, hvis anmodningen fremsættes mere end et år efter afgørelsen.

Norge har erklæret, at en anmodning om ny behandling af sagen ikke vil blive imødekommet, hvis anmodningen fremsættes mere end tre år efter afgørelsen.

U.S.A. har erklæret, at en anmodning efter art. 16 ikke vil blive imødekommet, hvis anmodningen fremsættes mere end et år efter afgørelsen eller fremsættes efter udløbet af den frist, der i de for vedkommende domstol gældende processuelle regler er fastsat for fremsættelse af sådanne anmodninger, såfremt denne udløber senere.

18. Efter art. 29 kan enhver stat erklære, at konventionen skal udstrækkes til alle de territorier, hvis internationale forbindelser den varetager eller til et eller flere af dem.

En sådan erklæring er af U.S.A. afgivet for samtlige enkeltstater under forbundsstaten, the District of Columbia, Guam, Puerto Rico og Jomfruøerne.

Justitsministeriet, den 28. januar 1970.

Knud Thestrup.

/N. Pontoppidan.

Bilag.

Konvention om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.

De stater, der har undertegnet denne konvention,

som ønsker at tilvejebringe egnede midler til at sikre, at retslige og udenretslige dokumenter, som skal forkyndes i udlandet, bringes til adressatens kundskab i tide,

og som ønsker med dette formål for øje at forbedre den gensidige retshjælp ved at forenkle og fremskynde fremgangsmåden,

har besluttet at indgå en konvention herom og er blevet enige om følgende bestemmelser