Skrivelse om fastsættelse af stillingsindhold og aflønning af kordegne og kirketjenere, hvis stillingsindhold kan sidestilles med en tjenestemandsstilling. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om fastsættelse af stillingsindhold og aflønning af kordegne og kirketjenere, hvis stillingsindhold kan sidestilles med en tjenestemandsstilling. (* 1)
Efter forhandling med Fællesudvalget for Danmarks Kirketjenerforening og Danmarks Kordegneforening er der af ministeriet foretaget klassificering af tjenestemandsstillinger som kirketjener og kordegn i det ved lov af 18. juni 1969 om tjenestemandslønninger m.m. og klassificering af tjenestemandsstillinger i staten, folkeskolen og folkekirken indførte lønrammesystem.
I forbindelse hermed er der taget stilling til anvendelsen for disse tjenestemandsgruppers vedkommende af bestemmelsen i § 18 i lov af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken. Ifølge denne bestemmelse kan en tjenestemand for varetagelse af sådanne hverv, der må betragtes som led i tjenestemandsstillingen, kun oppebære sådan løn og andre ydelser, som er fastsat i medfør af loven. Om bestemmelsens betydning for de heromhandlede tjenestemandsgruppers generelle stillingsindhold henvises til der nedenfor anførte.
Ved lov af 18. juni 1969 om folkekirkens lønningsvæsen m.m. er der tilstræbt ensartethed med hensyn til aflønning af tjenestemandsansatte kirkefunktionærer og honorarlønnede kirkefunktionærer, hvis stilling kan ligestilles med en tjenestemandsstilling. Det hedder herom i bemærkningerne til lovforslagets § 32: »Endvidere tilstræbes en ordning, hvorefter ikke-tjenestemandsansatte kirkefunktionærer ved kirkerne aflønnes i forhold til lønrammen for en tilsvarende tjenestemandsstilling under forudsætning af, at vedkommende kirkefunktionær i det mindste er halvtidsbeskæftiget ved kirken. Ikke heltidsbeskæftigede aflønnes med kvotaløn i forhold til beskæftigelsens omfang«.
Opnåelse af ensartethed i henseende til lønning forudsætter, at der forudgående tilvejebringes ensartethed i henhold til stillingsindhold.
I overensstemmelse med det foran anførte fastsætter ministeriet herved i medfør af § 32 i lov om folkekirkens lønningsvæsen m.m. de nedenfor angivne rammer for stillingsindhold og aflønning af kordegne og kirketjenere, hvis stilling kan sidestilles med en tjenestemandsstilling.
I Udvidet stillingsindhold.
1. i almindelighed. Det er fastsat ved cirkulærskrivelse af 6. november 1969, at tjenestemandsansatte kirketjenere og kordegne fremtidig i intet tilfælde er berettiget til at modtage vederlag for medvirken ved kirkelige handlinger, og altså ejheller ved kirkelige handlinger for personer, der ikke har bopæl i sognet (kommunen). Særskilt vederlag vil efter nævnte dato ejheller kunne ydes for medvirken ved særlige gudstjenester.
For kordegnes vedkommende er medvirken ved udsyngelse af lig, hvor tradition herfor foreligger, og hver denne tradition videreføres efter menighedsrådets beslutning, ligeledes inddraget under kordegnestillingen generelle stillingsindhold, og særskilt honorar for denne medvirken må derfor bortfalde.
Kirketjenernes tjenstlige forpligtelser er generelt udvidet til at omfatte renholdelse af og tilsyn med alle til kirken hørende lokaler, herunder eventuelle kontorer for præst og kordegn, konfirmandlokaler, møde- og samlingslokaler, udenomsrum m.v. Derimod kan der ikke pålægges kirketjenerne tjenesteforpligtelser med hensyn til præsteboligerne og lokaler heri eller med hensyn til lokaler, over hvilke kirken kun har delvis brugsret.
Honorarer fastsat for tjeneste, der efter foranstående fremtidig omfattes af stillingsindholdet, bortfalder fra den. 1. april 1970 at regne.
Særligt bemærkes, at kirketjenere fra nævnte dato ejheller kan vederlægges særskilt for vagttjeneste i kirkerne, hovedrengøring af kirken, opstilling af borde m.v. ved konfirmandforberedelse samt pasning af kirkeure og klokker.
Tilsvarende regler finder anvendelse på ikke-tjenestemandsansatte kirkefunktionærer, der klassificeres i det nye lønrammesystem.
2. I det enkelte tilfælde vil der af menighedsrådet - med den stadfæstende myndigheds tilslutning - kunne træffes beslutning om et særligt udvidet stillingsindhold. Man henleder herved opmærksomheden på det nedenfor i afsnit III anførte om kirkefunktionærens tilslutning hertil.
Som eksempel på et sådant udvidet stillingsindhold kan nævnes henlæggelse af kasserer- og regnskabsforpligtelser samt sekretærvirksomhed for menighedsrådet til kirkefunktionærstillingen.
II. Klassificering.
Klassificeringen foretages på grundlag af en helhedsbedømmelse af stillingen, således som dennes stillingsindhold er efter den almindelige og en eventuel konkret stillingsudvidelse. I det omfang kirkelige handlinger lægges til grund for klassificeringen, henses til det samlede antal af kirkelige handlinger, ved hvilke kirkefunktionæren medvirker, uden hensyn til om handlingerne er udført for personer, der ikke har bopæl i kommunen eller tilknytning til kirken, og som derfor efter de hidtil gældende regler ville berettige kirkefunktionæren til særskilt vederlag.
Kirkens anseelse og størrelse vil i sig selv normalt ikke berettige til en højere klassificering. Dog vil der kunne gøres undtagelse herfra, såfremt kirken er af ganske enestående art og anseelse.
1. Kirketjenere henføres enten til lønramme 3-5 eller til lønramme 7.
Afgørende vægt i så henseende må lægges på antallet af kirkelige handlinger, ved hvilke kirketjeneren medvirker. Er antallet af kirkelige handlinger betydeligt, og er kirketjenerens øvrige funktioner ved kirken af sædvanligt omfang, således at den ugentlige arbejdsydelse kan vurderes til ca. 40-42 timer, henføres stillingen til lønramme 7. Antallet af kirkelige handlinger anses for betydeligt, såfremt det årlige antal vielser og begravelser tilsammen udgør 150 eller derover.
I andre tilfælde henføres stillingen til lønramme 3-5. Undtagelse herfra gøres dog i tilfælde, hvor antallet af kirkelige handlinger er betydeligt uden dog at nå fornævnte mål, og hvor kirkebygningen og dens lokaler stiller særlige krav til kirketjeneren. Som eksempel herpå kan nævnes kirker, der i omfattende grad benyttes til hverdagsgudstjenester og mødevirksomhed, ved hvilken kirketjeneren har tilsynet med kirken og dens lokaler.
Der vil være mulighed for i særlige tilfælde at oprykke kirketjenere, som i 2 år har oppebåret slutløn i 7. lønramme, til lønramme 8. Nærmere retningslinier herfor vil senere fremkomme.
2. Kordegne henføres til lønramme 7-13 eller lønramme 9-14-17 eller
lønramme 14-17-20.
Klassificeringen foretages på grundlag af sognets folketal og antallet af kirkelige handlinger m.m. uden hensyntagen til den arbejdsbyrde, som følger af hospitalers eller fødeklinikkers beliggenhed i sognet. Hensyn til sådanne arbejdsbyrder vil derimod kunne tages ved fastsættelse af rådighedstillæg, jfr. nedenfor.
Til lønramme 9-14-17 henføres kordegnestillinger i sogne med et folketal på ca. 12.000 og derover. Såfremt folketallet ikke væsentlig overstiger 12.000, er det tillige en forudsætning for henførelse til nævnte lønramme, at antallet af kirkelige handlinger er betydeligt (årlig ca. 150 vielser og begravelser tilsammen). Lige med kirkelige handlinger kan stilles hverdagsgudstjenester. Er på den anden side folketallet ikke væsentlig mindre end 12.000, og er antallet af kirkelige handlinger varigt af en størrelsesorden som anført, kan kordegnestillingen, såfremt det efter en helhedsvurdering af stillingsindholdet skønnes rimeligt, hvorved hensyn bl.a. kan tages til kordegnens forpligtelse til at varetage udsyngelser af lig, henføres til lønramme 9-14-17.
Iøvrigt henføres kordegnestillingerne til lønramme 7-13.
Besluttes (og stadfæstes) en konkret stillingsudvidelse, der bevirker en væsentlig ændring i stillingsindholdet, henføres stillinger, der bortset fra denne stillingsudvidelse ville være klassificeret i henholdvis lønramme 7-13 og lønramme 9-14-17, til henholdsvis lønramme 9-14-17 og lønramme 14-17-20. Som eksempler på et sådant væsentligt ændret stillingsindhold kan nævnes henlæggelse af kasserer- og regnskabsforpligtelser vedrørende kirke- og kirkebetjeningskassen til kordegnestillingen samt varetagelse af ikke ubetydelige kirkegårdsregnskaber. Derimod vil kasserer- og regnskabsforpligtelse vedrørende menighedsplejen, redaktørarbejde vedrørende kirkeblade og lignende ikke kunne tages i betragtning.
----------
Der vil i enkelte tilfælde muligvis foreligge motivering for fravigelse af de foran angivne retningslinier for klassificering af kirketjenere og kordegne. Hvor sådan motivering foreligger, skal man henstille, at spørgsmålet forelægges ministeriet.
III. Fremgangsmåden i forbindelse med klassificeringen.
Klassificering inden for de angivne rammer af den enkelte stilling vil være at foretage af vedkommende menighedsråd med tilslutning af den stadfæstede myndighed (provstiudvalg/stiftsøvrighed) og efter forhandling med Fællesudvalget for Danmarks Kirketjenerforening og Danmarks Kordegneforening (i det følgende blot benævnt fællesudvalget). Fællesudvalgets formand er kordegn Verner Jensen, Højvangsvej 7, 8900 Randers.
Efter almindelige obligationsretlige regler vil en ændring af aftalte ansættelsesvilkår sædvanligvis forudsætte stillingsindehaverens indforståelse hermed. Forinden menighedsrådets beslutning om klassificering og ændret stillingsindhold forelægges den stadfæstende myndighed, bør kirkefunktionærens erklæring derfor indhentes.
Iøvrigt anvendes følgende fremgangsmåde
1. Menighedsrådets forslag til klassificering afgives til den stadfæstende myndighed inden udgangen af december måned. Samtidig sendes af menighedsrådet en kopi af forslaget til fællesudvalget.
2. Der gives derpå fællesudvalget lejlighed til at forhandle med menighedsrådet om de afgivne forslag. Ændringer af forslagene, som måtte blive et resultat af forhandlingerne, meddeles af menighedsrådet den stadfæstende myndighed. En kopi af meddelelsen gives fællesudvalget.
3. Den stadfæstende myndighed træffer herefter endelig afgørelse efter forudgående forhandling med fællesudvalget. Forinden beslutning tages om ændring af et menighedsråds indstilling, bør der gives rådet mulighed for at gøre sine synspunkter gældende.
I tilfælde, hvor kirkefunktionæren ikke kan tilslutte sig en klassificering, hvorom der er enighed mellem menighedsråd, stadfæstende myndighed og fællesudvalget, vil der ikke kunne bevilges kirkefunktionæren andre løntillæg (herunder rådighedstillæg) and allerede aftalte læntillæg, såfremt den samlede lønning derved vil overstige lønningen i henhold til den foretagne klassificering i lønrammesystemet.
Såfremt der ikke mellem fællesudvalget, ,menighedsrådet og den stadfæstende myndighed kan opnås enighed om klassificeringen, skal man henstille, at sagen forelægges ministeriet til udtalelse.
IV. Ikke heltidsbeskæftigede kirketjenere og kordegne.
Kirketjenere og kordegne, som ikke kan anses for heltidsbeskæftigede i folkekirken, men som dog har deres hovedvirksomhed i folkekirken, klassificeres i henholdsvis lønramme 3-5 og lønramme 7-13 med en kvota af lønningen i vedkommende lønramme svarende til beskæftigelsesgraden i forhold til fuldtidsbeskæftigelse. Antages antallet af ugentlige tjenestetimer eksempelvis at være ca. 30, ansættes kvoten til 3/4.
Kirketjener- og kordegnestillinger, der betjenes som bibeskæftigelse, aflønnes som hidtil med et honorarbeløb.
V. Rådighedstillæg.
Der er herfra over for ministeriet for statens lønnings- og pensionsvæsen stillet forslag om ydelse af et rådighedstillæg til tjenestemandsansatte kirketjenere og kordegne for forskudt arbejdstid og tjeneste på søn- og helligdage. Det er samtidig foreslået, at dette tillæg kan differentieres under hensyntagen til rådighedstjenestens vekslende omfang.
Rådighedstillæg vil være at udbetale ikke-tjenestemandsansatte kirketjenere og kordegne, hvis stilling kan sidestilles med en tjenestemandsstilling, efter tilsvarende regler, som forventes fastsat for tjenestemænd.
VI. Indplacering og lønning i de nye lønrammer m.v.
1. Indplacering. Kirketjenere og kordegne indplaceres i den lønramme, hvortil de henføres, på det løntrin, der ligger nærmest over den hidtil udbetalt lønning, hvorved bortses fra stedtillæg. Såfremt kirkefunktionæren hidtil har været aflønnet med en tjenestemandslignende lønning, foretages indplaceringen på grundlag af den dertil svarende nettoløn, d.v.s. tjenestemandslønningen med fradrag af et beløb svarende til normalt pensionsbidrag (3 1/2%). Har kirkefunktionæren ved siden af en tjenestemandslignende lønning oppebåret et særskilt honorar for et hverv, der i forbindelse med klassificeringen henlægges under stillingsindholdet, sker indplaceringen på grundlag af den samlede nettolønnings- og honorarydelse.
Indplaceringen foretages med virkning fra den 1. juli 1969 og skal følgelig ske på grundlag af udbetalt lønning i juni måned d.å.
Vedlagte tabeller 3-6 viser indplaceringen i de nye lønrammer fra løntrin i de hidtidige lønklasser.
2. Lønstigning i tiden 1/7 1969 - 30/9 1970. Lønstigningen pr. 1. juli 1969 begrænses ligesom for tjenestemænd til 3% af hidtil udbetalt lønning (bruttolønning) inklusive stedtillæg. Ved beregningen foretages ikke som ved indplaceringen fradrag svarende til normalt pensionsbidrag. Fra den 1. april 1970 at regne forhøjes lønningen med halvdelen af et eventuelt overskydende beløb »fradragsbeløbet« og pr. 1. oktober 1970 med resten.
3. Alderstillæg. Kirkefunktionæren oprykkes til næste løntrin fra den dato, da den pågældende efter den hidtidige aflønningsform ville have opnået alderstillæg, dog senest fra den 1. juli 1971. I enkelte tilfælde sker oprykning først sidstnævnte dato, uanset at alderstillæg ville være opnået forinden. Disse tilfælde er angivet på tabellerne 3-6 med x). I tiden 1/7 1969 - 30/9 1970 fradrages et eventuelt »fradragsbeløb«, jfr. punkt 2, i lønningen på det pågældende løntrin.
Tabel 1 udviser lønningen på de enkelte løntrin i lønrammerne, hvortil skal lægges dyrtidstillæg og stedtillæg, jfr. punkt 4 og 5.
Oprykning fra et løntrin i en lønramme til det næste finder sted, når tjenestemanden 2 år har oppebåret løn på samme løntrin.
Kirketjenere i lønramme 3 oprykkes efter 2 års tjeneste til lønramme 5. Kirketjenere, der indplaceres i lønrammesystemet den 1. juli 1969, oprykkes dog til lønramme 5 allerede ved opnåelse af 1. alderstillæg.
For kordegne placeret i lønrammerne 7-13, 9-14-17 og 14-17-20 sker oprykning til højere lønramme, indenfor de lønrammer hvortil de er henført, når de pågældende i 2 år har oppebåret slutløn i den lavere lønramme. Oprykningen er dog betinget af, at de pågældendes tjenestelige forhold i enhver henseende har været tilfredsstillende.
4. Dyrtidstillæg. Til lønnen ifølge lønrammen ydes dyrtidstillæg, jfr. tabel 1, hvor størrelsen af dyrtidstillægget pr. juli og pr. 1. oktober 1969 er angivet.
Om beregningen af lønningen pr. 1/7 1969 henvises til det foran anførte. Lønningen pr. 1/10 1969 udgør lønnen ifølge vedkommende løntrin med tillæg af dyrtidstillæg og stedtillæg, men med fradrag af det for den pågældende beregnede »fradragsbeløb«, jfr. punkt 2.
5. Stedtillæg ydes med beløb, der varierer såvel efter tjenestested som efter løntrin. Stedtillæg beregnes som et grundbeløb med tillæg af dyrtidstillæg, jfr. punkt 4. Tabel 2 udviser stedtillægssatserne på de enkelte løntrin i de heromhandlede lønrammer inklusive dyrtidstillæggene pr. 1/7 og 1/10 1969. Man skal henstille, at stiftsøvrigheden i forbindelse med klassificeringens godkendelse giver menighedsrådet meddelelse om stedtillægssatsen for det pågældende tjenestested.
6. Personligt tillæg ydes i følgende tilfælde
a. Såfremt indplacering i lønrammesystemet medfører lønnedgang for kirkefunktionæren, udbetales der ham et personligt tillæg svarende hertil.
b. Har bortfald af særskilte honorarer, jfr. foran, betydet en nedgang i samlet indtægt ved kirken, kan der til udligning af denne nedgang ydes et personligt tillæg.
c. Såfremt kirkefunktionæren ved opnåelse af alderstillæg inden den 1. juli 1971 ville have opnået en højere udbetalt lønning efter det hidtidige lønsystem, end han opnår ifølge lønrammen, udbetales differencen ham som et personligt tillæg.
De under a-c nævnte personlige tillæg bortfalder helt eller delvis ved opnåelse af højere lønning og stedtillæg. Forhøjelse af dyrtidstillæget fradrages dog ikke i de personlige tillæg.
Ydelse af rådighedstillæg, jfr. afsnit V, medfører hel eller delvis bortfald af de under b nævnte, personlige tillæg, men har ikke indflydelse på personlige tillæg efter punkt a og c.
Man skal anmode stiftsøvrigheden om at ville yde menighedsrådene fornøden bistand ved beregningen af personlige tillæg.
VII. Medhjælp.
Det er ved klassificeringen forudsat, at der bevilges kirkefunktionæren medhjælp, såfremt hans tjenestetid varigt overstiger ca. 42 timer ugentlig.
VIII. Anvendelsesområde.
Nærværende cirkulærskrivelse finder anvendelse på kirketjener- og kordegnestillinger i byer og større bymæssige bebyggelser.
Der vil senere blive udsendt retningslinier for klassificeringen af organiststillinger, kirkegårdsinspektørstillinger og visse andre stillinger ved kirkegårdsvæsnet i byerne.
Derimod kan der ikke forventes udsendt vejledning herfra om aflønning
af landsbygravere og andre kirkefunktionærer i landsogne.
----------
Om de stedfundne klassificeringer i stiftet udbeder ministeriet sig indberetning.
P.M.V.
Aug. Roesen
/K. Bagger
fm.