Skrivelse vedrørende fortolkning af regulativ af 12. april 1924.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende fortolkning af regulativ af 12. april 1924.
16. maj 1969.
I et hertil indsendt andragende af 15. november 1968 (j.nr. B.7-36) har stiftsøvrigheden forespurgt, om bestemmelsen i § 2, stk. 4, i regulativ af 12. april 1924 for vedligeholdelse, behandling og aflevering af samt tilsyn med præstegårdenes bygninger m.m. vil være at forstå i overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser i lejelovgivningen om omfanget af en lejers vedligeholdelsespligt, idet stiftsøvrigheden har udtalt, at den i regulativets bestemmelse anførte eksemplifikation formentlig pålægger præsterne videregående pligter, end hvad der følger af lejelovens § 31.
Den nævnte bestemmelse i regulativet er sålydende
»Ligeledes må præsten selv bære udgifterne til sådanne mindre foranstaltninger, som i reglen påhviler en lejer, såsom fornyelse af ituslåede ruder, anskaffelse af bortkomne nøgler, reparationer af låse, ligesom han må vedligeholde alt indvendigt beslag, dørgreb, hængsler, vandhaner, elektriske strømbrydere, ringeledninger og lignende samt bekoste fornyelsen af sten og ringe i komfurer og kakkelovne.«
I anledning heraf skal man meddele, at regulativet på nogle punkter må anses for utidssvarende, og at ministeriet derfor forbeholder sig at fortolke regulativets bestemmelser, herunder også bestemmelsen om præstens vedligeholdelsespligt, under hensyntagen til den siden regulativets affattelse stedfundne udvikling, jfr. herved f.eks. skrivelse herfra af 16. oktober 1946 (G.R. side 579).
Såfremt anvendelse af regulativets bestemmelse efter dets ordlyd skønnes at ville medføre urimeligheder, vil spørgsmålet om generel eller konkret afvigelse herfra kunne forelægges ministeriet.
Det tilføjes, at fastsættelse af ændrede regler for folkekirkens tjenesteboliger vil kunne forventes optaget til overvejelse efter lønningsreformens gennemførelse.
P.M.V.
Øvrigheden for Fyens stift.
Ingen