Cirkulære om ændring af forskellige bestemmelser om euforiserende stoffer. (Til politidirektøren i København, samtlige politimestre og samtlige apoteker m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændring af forskellige bestemmelser om euforiserende stoffer.
(Til politidirektøren i København, samtlige politimestre og samtlige
apoteker m.fl.)
I. LOV OM EUFORISERENDE STOFFER.
Lov nr. 169 af 24. maj 1955 om euforiserende stoffer er blevet ændret dels ved § 69 i lov nr. 213 af 4. juni 1965 om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation m.v., dels ved lov nr. 277 af 18. juni 1969 om ændring af lov om euforiserende stoffer.
Ved den førstnævnte ændring blev lovens særlige konfiskationsbestemmelse i § 3, stk. 2, ophævet, således at konfiskation ved overtrædelse af loven herefter finder sted efter de almindelige regler herom i borgerlig straffelovs kapitel 9. Endvidere blev bestemmelsen i lovens § 3, stk. 3, sidste punktum, hvorefter bøder, konfiskerede genstande og beløb tilfalder staten, ophævet som overflødig.
Ved den sidstnævnte ændring, der trådte i kraft den 1. juli 1969, blev som § 2 a indsat en bestemmelse, hvorefter lovens §§ 1 og 2 skal finde tilsvarende anvendelse på stoffer, der kan omdannes til stoffer med euforiserende egenskaber. Ændringen skete for at udelukke tvivl om, hvorvidt indenrigsministeren har hjemmel til at bestemme, at sådanne stoffer ikke må forefindes her i landet (lovens § 1), eller at de alene må anvendes til medicinske eller videnskabelige formål (lovens § 2). Lovens § 3, stk. 1, 3. pkt. er ligeledes blevet ændret, således at straffehjemmelen med hensyn til urigtig skriftlig oplysning om navn, bopæl eller stilling ved henvendelse om recept eller rekvisition også omfatter de i § 2 a omhandlede stoffer.
Endelig blev der indsat en bestemmelse om, at forslag om revision af loven skal forelægges folketinget i folketingsåret 1970-71.
Loven er med disse ændringer optrykt som lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969.
Loven er sat i kraft på Færøerne ved anordning for Færøerne nr. 347 af 21. december 1956 om euforiserende stoffer og for ændringslovenes vedkommende ved anordning for Færøerne nr. 442 af 22. august 1969.
II. BEKENDTGØRELSE OM EUFORISERENDE STOFFER.
I medfør af lovens §§ 1 og 2 blev der ved indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 125 af 27. marts 1963 om euforiserende stoffer fastsat regler for ind- og udførsel, udlevering, modtagelse og besiddelse, opbevaring og destruktion, fremstilling og forhandling af samt kontrol med euforiserende stoffer. I tilknytning til bekendtgørelsen opstilledes lister over euforiserende stoffer, der omfattes af loven. Efter lovændringen af 4. juni 1965 blev bekendtgørelsens § 21, stk. 2, ophævet ved indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 156 af 3. maj 1966, hvorved der tillige foretoges en tilføjelse til § 1, stk. 3, samt optoges en ændret affattelse af listerne over de af loven omfattede euforiserende stoffer.
Efter ikrafttrædelse den 1. juli 1969 af lov nr. 276 af 18. juni 1969 om ændring i borgerlig straffelov, hvorved der indførtes en skærpet strafferamme for den grovere og mere professionelt prægede narkotikakriminalitet, ville det være nødvendigt at foretage en ændring af bekendtgørelsens § 21. Da der imidlertid samtidig måtte foretages en ændring af de til bekendtgørelsen knyttede stoflister (optagelse af nye stoffer med hallucinogen eller centralstimulerende virkning samt enkelte stoffer, der kan omdannes til stoffer med euforiserende virkning, visse tilføjelser som følge af ændringer i de lister, der er knyttet til Enkeltkonventionen af 30. marts 1961 om kontrol med narkotiske midler) har indenrigsministeriet valgt til afløsning af bekendtgørelsen af 27. marts 1963 at udstede en ny bekendtgørelse nr. 502 af 17. november 1969 om euforiserende stoffer m.v., hvori tillige ændringen af 3. maj 1966 er indarbejdet.
De som bilag til bekendtgørelsen optagne lister er inddelt i 3 grupper, hvoraf
LISTE A omfatter stoffer, der efter lovens § 1 eller 2 a, jfr. § 1, ikke må forefindes her i landet,
LISTE B omfatter stoffer, der efter lovens § 2 eller § 2 a, jfr. § 2, kun må benyttes til medicinsk og videnskabelig brug,
LISTE C omfatter stoffer, der i utilberedt stand falder ind under lovens § 2, men som i farmaceutiske præparater i almindelighed ikke er omfattet af loven.
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 26. NOVEMBER 1969.
P.M.V.
E.B.
Folmer Nielsen.